Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af? Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række det videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer. Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommende daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokusere i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik. Fx sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life” Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke  understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. Han har tydeligvis indblik i tingene! Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst.

I en tid, hvor det vælter ud med bøger der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!