Meningens logik

Den franske filosof Gilles Deleuze er en original og kreativ tænker. Det er derfor glædeligt, at forlaget Klim har valg at oversætte Meningens logik til dansk. Bogen, der udkom på fransk i 1969 og engelsk i 1990, er – ifølge forfatteren selv –  ”et forsøg udi den logiske og psykoanalytiske roman.”

I dag er romanen heldigvis så fleksibel en betegnelse, at alt kan høre ind under denne genre, så lad os bare kalde Deleuze filosofiske bog for en roman. Det giver mening, når nu romanens hovedperson er Meningen. Og det er Meningens logik, altså dennes biografi, som forfatteren beskriver for læseren. Faktisk er det en roman, der viser psykoanalysens mangler, når det kommer til at forstå meningens kompleksitet.

”Det hører med til tilværelsens væsen at gå og pege i begge retninger på engang,” skriver Deleuze med reference til, hvordan meningen er udspændt mellem fortiden og fremtiden. Det er et sted her imellem, at den finder sted.

Den franske filosof går genealogisk og strukturelt til værks. Han fortæller, at antagelsen om at sandheden er en del af meningen, ikke er tilstrækkelig til at forstå meningens logik. Af samme grund spørger han, ganske pædagogisk: Hvordan bliver noget sandt?

Rent strukturelt (og traditionelt) hænger sandheden og meningen sammen. Logiske sætninger eller udsagn giver mening, fordi 1) de refererer til eller peger på noget eksternt, 2) de åbenbarer en overbevisning eller et begær, der passer sammen med sætningen, eller 3) de demonstrerer en sammenhæng mellem en historie og en anden. Det sagte passer ind, hvorfor det giver meningen.

Men hvad nu, hvis ord, handlinger, ting og dét, som sker, ikke hænger sammen? Tag for eksempel sætningen: ”Det regner.” Hvad er ”det” som regner, hvad refererer ”det” til? Eller, som Deleuze viser med hjælp af forfatteren Lewis Carroll, et sted siger Carrolls vidunderlige Alice fra eventyrlandet: ”hvis du kun talte, når du blev talt til, så ville ingen nogensinde sige noget.”

Meningen logik giver plads til vrøvlet, det opfindsomme og skabende.

Meningen, siger Deleuze, er udsagnets fjerde dimension (jf. de tre førnævnte: pegende, åbenbarende og manifesterende). Det er den stoikerne opdagede sammen med begivenheden. ”Meningen er det af udsagnet udtrykte, dette ulegemlige ved tingenes oveflade, irreduktibel kompleks entitet, ren begivenhed.”

Meningen er ikke et spørgsmål om dybde, da det ”der er dybere end enhver bund, er overfladen, huden.” Meningen eksisterer ikke engang, men den vedholder eller består. ”Til Alices kroningsmiddag, spiser man enten det, der bliver stillet frem, eller man bliver fremstillet for det, man spiser.” At spise og blive spist sameksisterer. Meningen er ”Noget, aliquid, på én gang yder-væsen og vedholden, dette mindstemål af væren, som passer til det vedholdende.”

Et sted i værket, der består af 34 serier, fastslår Deleuze: ”Begivenheden er selve meningen.” Hvad er så en begivenhed?

Det er et sæt af singulariteter, af særegne punkter, skriver filosoffen. ”Singulariteten er væsentligt set før-individuel, ikke personlig og a-begrebslig … Den er neutral.”

Begivenheden er et nøglebegreb i hele Deleuzes filosofiske værk. At begivenheden er selve meningen skyldes, at begivenhedens modus er det problematiske. Det betyder nu ikke, at der findes problematiske begivenheder. Snarere at begivenhederne ”angår problemerne, hvis betingelser de definerer.” Begivenheden i sig selv er problematisk og problematiserende. En begivenhed er ikke mere eller mindre meningsfuld, fordi dette ville forudsætte en reference, som begivenheden ville blive tolket i lyset af. Derimod fremsætter begivenheden de elementer, som kan blive meningsfulde.

Et problem bliver bestemt af de singulære punkter, som udtrykker dets betingelser. For eksempel, da Nietzsche sagde, at gud er død, så bestemte han et problem, der var betinget af at mennesket ikke længere kunne læne sig opad en ukrænkelig og hellig instans; en instans, der kunne fortælle mennesket, hvad der var værdifuldt. Hermed bestemte Nietzsche problemet. Og et problem har altid den løsning, ”der tilkommer det, ifølge de betingelser, der bestemmer det som problem.” Så, filosofi handler ikke om at finde en passende løsning, som eksisterede der allerede en løsning til ethvert problem. Tværtimod. Filosofi begynder med opfindelsen af et problem.

Måske kan læseren forestille sig Nietzsche, mens han kigger rundt og observerer mennesket; han ser, at det virker handlingslammet og vakkelvornt, hvorefter han formoder, at det skyldes at dets guide, dets gud, er død.

Inden filosoffen begynder at skabe begreber, hvilket Deleuze ser som filosofiens opgave, så må han eller hun bestemme et problem. Nietzsches begreb ”Vilje til magt” er et begreb, der overkommer problemets betingelser, nemlig den manglende sikkerhed qua guds død, hvorfor mennesket nu selv, ganske modigt, må skabe værdier.

”Meningen er aldrig princip eller oprindelse, den er frembragt,” skriver Deleuze. Den frembringes af nye maskinerier, det vil sige, nye forbindelser som når noget går i noget andet, tredje, fjerde … og pludselig går itu. Den rhizomatiske og horisontale tænkning, som Deleuze introducerer sammen med Félix Guattari i Tusind plateauer understreger, at meningen ikke er hierarkisk eller vertikal. Deleuze er stærkt uenig med Platons forestilling om, at filosoffen er en der render rundt med hovedet oppe i skyerne. Der er intet dybere end overfladen, intet dybere end sminken, tatoveringen; intet dybere end dét, som sker. Meningen er aldrig ”oprindelig, men altid forårsaget, afledt.”

Meningens logik er en fantastisk bog. En filosofisk roman for alle – inklusiv alle os som måske aldrig bliver andet end ikke-filosoffer. Bogen er lærd, men ikke tung; den er svær, men luftig, sjov og ganske klar. Den er fuld af smukke sætninger. Faktisk rummer bogen noget af det smukkeste, der nogensinde er blevet skrevet om etik. ”Enten har moral ingen mening eller også er det dette, den vil sige, og som er det eneste, den har at sige: Ikke at være uværdig til det, der indtræffer for os.”

Etik = at gøre sig værdig til at bære det, som sker.

”At blive værdig til det, der indtræffer os, altså at ville det og frisætte begivenheden deraf, at blive søn af sine egne begivenheder, og at blive genfødt derigennem, at få sig en ny fødsel, at bryde med sin kødelige fødsel. Søn af sine begivenheder og ikke af sine værker, for værket bliver selv kun frembragt af begivenhedens søn.”

Der er tale om en generøs og ydmyg filosofi, der ikke forfængeligt klamrer sig til sine værker, men erkender, og udlever, det faktum: at livet former os.

At filosofere kræver en opmærksom omgang med det, som sker, for at kunne give plads til det. Meningen er noget som bliver til i mødet med verden. At forstå meningens logik er at forstå, at ingen ejer hans eller hendes tanker. Dermed er det nu ikke alle forundt, at kunne frisætte begivenheden, problematisere og tænke med den.

Afsluttende er det måske passende at forsøge, at tænke med Deleuze. Hvordan finder man ind i #MeToo-bevægelsens kraftcenter? Følger vi Deleuze skal vi ikke lede efter en dybere og mere oprindelig mening. Hele bevægelsen er en maskine af forskellige forståelsesudsagn, der handler om køn, sex, magt, overgreb, kapitalisme, etc. Deleuze ville ikke fortolke bevægelsen, men følge den; give plads til dens forskellige eksperimenter, der nedbryder rigide og ofte diskriminerende strukturer. #MeToo handler om at en minoritet skaber et større sprog. Et sprog, som på sigt ikke kun vil omhandle bedrestillede kvinder fra den vestlige verden, men også kvinder der er stærkt undertrykt i religiøse samfund eller på grund af økonomisk ustabilitet. Det er en potentielt set altfavnende bevægelse, der kan fremme respekt, omsorg og lighed.

Meningen handler ikke om identitet, rødder eller hellige ydre reference. Meningens logik er derimod noget blivende, noget som befinder sig i mellemrummet, som når ”sundheden bekræfter sygdommen, når den gør sin afstand til sygdommen til en genstand for bekræftelse.” Meningen er ikke en dualistisk dans mellem det sunde og det syge, som noget fasttømret. Snarere fremkommer den, når vi kan begribe det, der relaterer sundheden og sygdommen til hinanden. Når vi tør placere os i mellemrummet, dér, hvor det hele finder sted.

Det sunde handler om at kunne bære ens egne sår, skavanker, mangler og middelmådighed. At ville begivenheden er, at ville livet – i al dets perversitet.

Det er meningens logik. Læs den.

 

Meningens logik, Gilles Deleuze. Oversættelse og efterskrift ved Christian Rud Skovgaard, Klim.

 

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

Mindfulness, økonomisk rentabilitet og etik

Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.

Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.

Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.

Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.

Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.

I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.

Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.

Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.

De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.

Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.

Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.

Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se: Erhvervsfilosofi.dk

Vægtning af følelser er en betingelse for fornuft

Det skal handle lidt om etik, regler, værdier og en lille smule om profit. Hvordan hænger disse begreber sammen, hvis de overhovedet gør?

Den amerikanske filosof Robert Brandom skriver i Making it Explicit, at normer – her forstået som eksplicitte regler – forudsætter, at normer er implicit til stede i praksis.

Han mener, at hvis en regel specificerer, hvordan noget gøres korrekt, må den regel kunne anvendes i enhver lignende omstændighed. Hvis ikke, er reglen ikke værdifuld. Det betyder, at værdier er konsekvente og konsistente.

Ligeledes er anvendelsen af en regel i en bestemt omstændighed i sig selv, noget som kan gøres korrekt eller ukorrekt. En eller anden kan misforstå omstændighederne.

I praksis betyder det, at enhver regel kun fungerer under særlige omstændigheder. Hvad der nu er særligt ved de fleste omstændigheder er, at de sjældent er generiske. Det, der er rigtigt og forkert i dag, kan vise sig at være anderledes engang i fremtiden. Enhver værdi udfoldes i kraft af en grundig opmærksomhed på det, som sker.

Lad os afprøve Brandoms påstand. Læs videre i Modkraft.

Icebreaker

På engelsk eksisterer udtrykket: Icebreaker. Det refererer til den bemærkning, der kan bryde isen, når fremmede mennesker mødes. Det kræver normalt lidt mere end snik-snakkende smalltalk, da en sådan form for samtale mest af alt bekræfter isen. Af samme grund tillægges personer med denne isbrydende egenskab ofte noget positiv. De får tingene til at glide lidt nemmere.

Termen fortæller os følgende. For det første, at der tilsyneladende er koldt mellem fremmede mennesker. En kulde, som det kan være befriende at bryde. For det andet, at isen kan brydes. Sagt anderledes, der bør ikke være kulde mellem mennesker, når der kunne være varme. På denne måde fortæller termen os noget alment etisk: Når vi anvender ordene bør, skal og , formoder vi at det kan lade sig gøre. Tag for eksempel de normative påbud: ”Du bør ikke køre bil, hvis du har drukket” – ”Du skal melde det til Skat, hvis du har anden indkomst” – ”Du må ikke betræde græsset.” Sådanne sætninger giver kun mening, såfremt vi antager, at den enkelte vitterligt kan alt det, som han eller hun bør, skal eller må. Heri ligger der både noget motiverede og kontrollerende.

Det samme gør sig gældende, når den tyske filosof Peter Slotjerdijk siger, at vi ændre vores liv, fordi vi kan. For ham drejer det sig om at lade sig inspirere af de mange forskellige øvelser og praksisser, som kan fremme et menneskes handlekraft. Forøge dets evne til at skabe givende relationer. Desværre er der også noget hæmmende i normer. Ikke fordi vi ikke må spille fodbold på den fine grønne græsplæne. Snarere fordi vi måske kan mere end hvad normerne foreskriver. Normer er jo ikke statiske. Heldigvis. Af og til er der mennesker, der viser, hvad mennesker også kan; de tydeliggør, hvorfor en norm ikke længere er tilstrækkelig. Et eksempel kan være samfundets behandling at narkomaner som kriminelle, selvom studier viser at omsorg og pleje kan hjælpe flere narkomaner ud af deres misbrug end denne negative stigmatisering. Her bør mange samfund handle anderledes.

Den franske filosof Gilles Deleuze skriver: ”Det, som modstanden udvinder fra det gamle menneske, er kræfter, som Nietzsche siger, til et større, et mere aktivt, mere affirmativt liv, der er rigere på muligheder … det er i selve mennesket, at livet må sættes frit, eftersom mennesket selv er en måde at holde det indespærret … Livet er det ikke denne evne til at yde kraftfuld modstand?”

Modstanden mod eventuelle normer skal ikke forstås, som en kamp mellem normer. En position erstattes ikke med en opposition. Intet er fjernere fra Deleuze. Han er ikke dialektiker. Etik er derimod en præ-position. Pointen er, at forholde sig aktivt. Hele tiden spørge: ”Hvad er også muligt?” – ”Hvordan kunne man også leve?” Modstanden er skabende.

Tilgangen eller indstillingen til det, som sker, er vigtig. En tilgang, som både er empatisk, medfølende og nysgerrig.

Termen ”icebreaker” viser, at de fleste praksisser er moralske, idet fundamentale værdier er på spil. På et simpelt metaforisk niveau formår isbryderen at forvandle is til sjap, måske endda at få den anden eller de andre til at tø op. Fra kulde til varme. Til sidst, kan en dygtig isbryder få folk til at tage gas på hinanden. Der er sket en forvandling. Stoffet har skiftet form. Etik handler om at få noget til at flyde, fx få en samtale mellem to fremmede til at glide, selvom disse to måske besidder store forskelle i temperament eller politiske holdninger. Hele kan den andens andethed rummes, som noget andet.

Etik handler mere om formdannelse end et bestemt indhold. Det vil sige, den form for formdannelse, der sker uden én fast og endegyldig form. Isen kan ikke brydes på samme måde hver gang. Du kan ikke score alle med den samme pick up line.

Fra Platon og Aristoteles henover Adam Smith og frem til de amerikanske pragmatikere og Deleuze, har der været en erkendelse af at mennesket ikke er selvforsynende eller selvtilstrækkeligt. Arbejdsdeling kan være nyttigt. Et samfund opstår af hensyn til de levende, men forbliver et samfund af hensyn til forbedret livskvalitet. Dette kræver en elementær indsigt i, hvordan alt er gensidigt forbundet. De store træer kan skygge for de mindre, men de mindre kan måske sikre, at jorden ikke bliver alt for hårdt, hvorved vandet ikke kan trænge ned til det store træs dybere rodnet.

Interesse for de andre er altafgørende. Hos Deleuze er den ikke betinget af selvinteresse eller egoisme, som hos Adam Smith. Der er intet strategisk i denne interesse, hvilket sikkert kan være svært for mange at forstå, idet alt for mange tænker: What’s in it for me? Mange er blevet forført af kapitalens rigide idealer. Deleuze skriver ellers et sted: ”mennesker er væsentligt mindre egoistisk end de er partielle.” Mennesket tager parti for nogle eller noget, fordi dets følelser og passioner er partielle; de vækkes af og i mødet med verden. En af mine venner rejser jorden rundt i en sen alder, men mødet med verden åbner ham. Gør ham endnu mere kærlig.

Jeg er enig med Deleuze, når han siger at mennesket ikke er egoistisk af natur, men sympatisk. Mennesket er interesseret i det, der sker rundt omkring det. Af samme grund forlænger Deleuze Humes kritik af sociale kontrakter, fordi de sociale kontrakter præsenterer mennesket for et falsk eller abstrakt billede af samfundet. De sociale kontraktteorier definerer et samfund negativt, når de forsøger at minimere egoisme (i.e. de ser mennesket som udelukkende egoistisk) i stedet for at se, at mennesket nærer en naturlig interesse for sine medmennesker.

Udfordringen bliver at udvide den partielle menneskelige sympati mod en udvidet generøsitet. En bevægelse fra kontraktuelle begrænsninger mod en mere kreativ eller opfindsom organisering af forskellige menneskers tanker, følelser og ideer. Etikken bliver generøs eller gavmild, idet der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Alt det, der kan blive.

En måde at bryde isen på kunne være at møde den anden med venlighed. De bedste isbrydere er venlige.

Etik i praksis

”Jo mere fuldkommenhed hver enkel ting har, des mere aktiv og des mindre passiv er den, og omvendt, jo mere aktiv den er, des mere fuldkommen er den.” – Spinoza, Etik

Etik i praksis er nærmest en truisme, idet etik altid er praktisk. Det er en måde at leve, tænke og føle på, som – for nogle – er baseret på et uforanderligt moralsk værdisæt. Et skræmmende aktuelt eksempel er den dødbringende virus ebola. Denne virus debatteres lystigt og gravalvorligt i Spanien.

Lad mig bringe lidt kontekst (kilde: El Pais):

Det begynder den 7. august, da to præster bringes hjem fra Liberia til Madrid. Den ene har Ebola, den anden ikke. Begge patienter installeres på hospitalet Carlos III, som ligger midt i Madrid. Den 12. august dør den smittede præst. Den 14. august udsender det spanske sundhedsministerium en protokol, der beskriver, hvordan læger og sygeplejersker skal agere med hensyn til ebola. Den 28. august udmeldes en sygeplejerske efter 21 dage i karantæne.

Herefter er der for en stund ro.

Den 20. september annoncerer regeringen i Spanien, at de vil bringe en anden spansk præst hjem fra Sierra Leona. Den 22 september ankommer denne præst til Madrid, og tre dage senere dør han. Den 27. september går en af sygeplejerskerne, der behandlede præsten til lægen, som anbefaler smertestillende piller. De næste par dage udvikler hun feber. Hun ringer til vagtlægen, besøger sin private læge, men undlader begge steder at fortælle, at hun har plejet en ebola-patient (hun ved ikke om hun reelt er smittet). Den 5. oktober ringer hun igen til skadestuen. Samme dag indlægges hun. Og dagen efter diagnosticeres hun med ebola.

Senest er omkring 80 personer, primært lægeligt personale under observation og nogle i karantæne på Carlos III i Madrid.

Debatten går nu på, hvorvidt det var moralsk ansvarligt at bringe en dødelig syg person til Spanien. Til et hospital midt i landets hovedstad, hvor der bor mere end tre millioner.

Spørgsmålet rejser dilemmaet: At redde et menneske versus muligvis smitte mange. Hvad nytter det? Der er tale om en utilitaristisk argument, hvor en moralsk god beslutning er til nytte for flest mulige mennesker.

Et andet dilemma vedrører pligten til at hjælpe. Denne er måske ikke i modstrid med den utilitaristiske, men den utilitaristiske konfronterer pligten til at hjælpe, idet den spørger: Hvor, hvordan, hvem?

Sådanne spørgsmål skaber flere spørgsmål, såsom hvorvidt protokollen for at transportere en smittet ebola-patient er blevet overholdt? Hvorvidt hospitalet har kapacitet til at håndtere ebola? Hvorfor det tog en uge før en protokol blev kommunikeret ud fra sundhedsministeriet til landets hospitaler og praktiserende læger?

Nogle vil have sundhedsministerens til at gå af. Nogle bebrejder sygeplejersken, idet hun har konsulteret sin egen privatlæge og været sammen med sin familie, selvom hun havde feber. Skønt hun uden tvivl handlede ud fra den viden og de informationer, som hun havde angående symptomer m.v. Det er naivt (og belejligt) at antage, at hun er ond eller uansvarlig.

Hele miseren er tragisk. Og den viser, at når vi står midt i et etisk kaos, er det sjældent nok at lytte til banaliterne omkring, hvorvidt man må stjæle eller ej, begære sin nabo eller ej. Det er svært. Risikabelt.

Hvad er den rigtige beslutning? Baseret på hvilke forudsætninger, fx videnskabelige viden. Er argumentet utilistisk, så er det altid utilitarisme, der bør lægge til grund for ens beslutninger med mindre man vil ende i dobbeltmoral. Er det pligten til at hjælpe … gælder samme princip.

En mere immanent tilgang, det vil sige en der er inspireret af Deleuze og Spinoza, vil hævde, at ens forståelse ikke har mere magt til at vide end, fx Ebola-virussen, har magt til at eksistere og handle. Det betyder, at selve virussen tillægges en natur. Selvom ebola er dødelig, handler virussen stadigvæk naturligt, som ebola. Smitten har behov for nye mennesker for at kunne overleve. Denne tilgang er givende, mener jeg.

Udfordringen bliver derfor, hvordan den spanske regering kan vende magtforholdet om. Der er tale om en kamp mellem to former for natur. Som det ser ud lige nu, bliver der ”handlet med” regeringen i Spanien, fx ud fra nationale følelser om ”at redde” en statsborger, som har forsøgt at hjælpe. Tænk, hvis der havde været tale om en dansk læge, præst eller sygeplejerske. Men naturen tager ikke hensyn til nationale følelser. Sagt anderledes, at bringe en syg mand hjem, som man ikke kan heldbrede, hæmmer ens muligheder for at handle, mere end det øger ens muligheder. Eksempelvis er flere kompetente læger og sygeplejersker i karantæne, hvor de ikke kan gøre deres arbejde. Flere pårørende er nervøse. Stemningen er intens og stresset. Regeringen skal bruge ressourcer på at forklare sig.

Spørgsmålet er altså, hvorvidt handlingen øger regeringens magt til at handle, eller reelt minimerer regeringens magt til at handle.

Som nævnt virker det som om, at regeringen har minimeret sin magt ved at bringe præsterne hjem. Lige nu er de på bagkant, fordi de handlede over evne. De troede, at de kunne magte ebola uden at have respekt for dens natur, det vil sige uden at have forståelse for dens naturlige magt. Ebola er noget, som får den menneskelige maskine til at gå itu.

For Spinoza og Deleuze er fremtiden ikke, hvad vi gør den til. Snarere et spørgsmål om relationer, fx hvordan forholder vi os til erfaringen af døden, som en naturlig del af enhver tilblivelse. Det liv, som vi lever og kender, kan ikke føres tilbage til en oprindelig væren, en uforanderlig norm. Hvorfor ikke? Fordi det at leve netop er, at stille spørgsmålstegn til vores viden, til det levende. Filosofien begynder aldrig med en bestemt norm (ikke den Deleuze-Spinoza-inspireret), men fra en erkendelse af, at de spørgsmål som stilles, altid stilles fra midten af livet, dér, hvor vi finder os selv. Det vil sige, debatten i Spanien er meget lidt frugtbar, når den opererer med en bestemt norm, hvorefter regeringen eller andre kan dømmes (og dømme hinanden). Det skaber en følelse af afmagt.

Den vil blive mere frugtbar, hvis regeringen kan blive aktiv, det vil sige åbne for følelser og tanker, som fremmer handling. Dette er den etiske udfordring. Den frie mand, skriver Spinoza et sted, mediterer ikke over døden, men over livet. Hvad er et samfunds forhold til livet, imens det erfarer dødens nærvær? Hvilke relationer åbnes der for? Hvilke nye alliancer og erfaringsrum genereres? Hvordan skærpes vores opmærksomhed?

Fuldkommenhed udspringer ikke partout af ens fornuft, men ens fornuft (i.e. læreproces) kan lære en, hvordan man fremmer fuldkommenhed i fremtiden. Ingen smider håndklædet i ringen. Tværtimod.

Det uærlige spil

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser. Læs videre her.

Forandring søges

I sangen ”Lonely Planet” synger The The, ”If you can’t change the world, change yourself.” Idehistorikeren Jes Bertelsen kender måske ikke sangen, men han kender budskabet. Hans pointe er nemlig, at vi ikke kan skabe en bedre verden, uden at ændre os selv. Det ydre og det indre hænger sammen. De er foldet om hinanden.

Få år tilbage udgav Bertelsen Et essay om indre frihed. Den indre frihed defineres her som den tilstand, der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens. Sagt anderledes: Når et menneske har det godt og er i balance, er det frit.

Et eksempel kunne være en person, som har svært ved at begå sig i et samfund. Hun keder sig, føler sig overset og mangelfuld. Hun tager væk. Efter en tid forsvinder nyhedens interesse for de nye omgivelser. Den gamle restløshed vender tilbage. Rygsækkens pakkes på ny. Der er tale om en klassisk psykologisk mekanisme. Mange flygter, når de føler sig truet eller eksistentielt presset. Ifølge Bertelsen er denne persons problem, at vedkommende ikke evner at skabe en sund balance mellem det indre og det ydre. I stedet for kaster vedkommende sin egen restløshed, det vil sige sin egen manglende opfindsomhed over på omgivelserne, selvom de tilhører personen selv. Filosoffen Gilles Deleuze sagde engang, at hvis man er tilstrækkeligt opmærksom og kreativ, er hele verden tilstede i en kaffekop.

Bertelsen er en spirituel vejleder med psykologisk indsigt. Han er ikke forsker i traditionel forstand. Snarere deler han ud af sine egne erfaringer, som andre så måske kan finde inspiration i. Han lægger med andre ord op til, at den enkelte selv kan prøve og se, hvad der sker. Det han foreslår er, at vi kan lære af religiøse og spirituelle praksisser, fx forskellige former for bøn, åndedrætsøvelser og meditation. Og vi kan lære af disse praksisser uden nødvendigvis at konvertere. Han vil frisætte den viden, som de religiøse og mystiske praksisser besidder om bevidstheden.

I bogen skelner han mellem en religiøs ydreside: forkyndelsen, og dens inderside: mystikken, træningen, praksissen. Det indre del handler om at transcendere, det vil sige blive mere naturlig, oprindelig eller autentisk (han opererer med en ide om en menneskelig essens). Modsat handler den ydre om magt og prestige. Den indre beskæftiger sig med empati og medfølelse, mens den ydre mere handler om at sælge en forestilling.

Sagt anderledes – med reference til forfattergerningen, der jo også er en meditativ praksis (omend anderledes end dem Bertelsen referer til) – så handler det at skrive sjældent om prestige og identitet. Tværtimod. Det drejer sig om at blive ingen. At blive ren kraft. Det vil sige, at skrive er at blive noget andet end forfatter. ”Tilblivelse er ikke at opnå og antage en form (identifikation, imitation, Mimesis), men at finde en nærhedszone … således at man ikke længere kan udskille sig fra en kvinde, et dyr, et molekyle,” skriver Deleuze et sted.

Tilbage til Bertelsen. Hans tese er, at de fleste religiøse og spirituelle praksisser arbejder eller beskæftiger sig med empati og medfølelse, hvilket kan åbne op for dialog på tværs af ideologiske grænser. Der er ikke tale om en Habermas-agtig kommunikationsteori, men en slags kommen i berøring med livet som sådan – Bertelsen taler om en fællesmenneskelig essen. Han påstår, at dialogen ofte er fraværende mellem forskellige religioner (og politiske ideologier, kunne man tilføje), fordi de fleste ridser deres egen særegenhed hårdt op i et forsøg på at hverve kunder, eller skabe et unikt brand, hvorved enhver åben dialog bliver umulig. En dialog fremmes, når folk i stedet for at abonnere på en ideologi, sættes i stand til at handle i en spiritualitet, de har valgt. Dette er konstruktivt, men kan lyde som et paradoks, såfremt spiritualitet referer til en menneskelig transformation i lyset af et religiøst ideal. Hvis det skal give mening, det som han siger, må spiritualitet derimod være forbundet med en indre frihed, det vil sige en følelse af kropslig velvære. Her kunne forfatteren godt være mere klar.

Umiddelbart kan bogen virke for pædagogisk og sine steder lidt banal og vag, fx når han bevæger sig ud i de mere samfundsmæssige beskrivelser. Den rummer også nogle sproglige vanskeligheder, fordi den opererer med et – for nogle – uvant sprog, fx er hjertet en muskel, måske en lidt søgt romantisk metafor, men hos Bertelsen er hjertet et sted, hvor den indre frihed er placeret, en visdommens rede. Dog er det ikke svært at forstå, hvad han ønsker at fortælle, hvilke mulige erfaringer han forsøger at åbne for. Bogen er overvejende sympatisk.

Det er indlysende, at nutidens performance- eller konkurrencesamfund efterhånden skaber flere eksistentielle dårligdomme end goder: depression, stress, burnout, misbrug. Det betyder, at man bør være påpasselig med at placere sig selv i en ophøjet og ubøjelig position, hvor forskellige meditative – ofte buddhistiske – praksisser slås hen som noget, der er forbeholdt skaldede mænd på flugt fra en masse kinesere.

Et essay om indre frihed kan minde lidt om psykologen Nadja Præterius’ Den etiske udfordring i en global tid, der udkom sidste år. Begge er ligeledes inspireret af buddhistiske tanker. Hun foretager også en kritisk analyse af dagens konkurrencesamfund. Og foreslår også (dog mindre konkret, selvom hendes samtidsanalyse er bedre), at løsningen handler om at finde det autentiske og ægte i os selv. Bertelsen og Præterius’ tanker kan virke paradoksale, idet de foreslår at kapitalismen overvindes med individualisme, skønt kapitalismen ofte beskyldes for at skabe egoistiske og individualiserede forbruger. De vil bekæmpe ilden med ild. Det er en tiltalende, men svær øvelse. En reparationsbajer kan sagtens hjælpe på tømmermændene, men det kræver selvdisciplin ikke at nappe en mere, og en mere, hvorved reparationen blot skaber et fremtidigt behøv for flere reparationer.

Pauser, ro, åndedrætsøvelser, nærvær, empati og medfølelse kan forbedre verden, men jeg tror ikke mennesket er en essens, som den enkelte kan agere mere eller mindre autentisk i forhold til. Medfølelse handler ikke om mit forhold til mig selv, men om min evne til at vise omsorg og kærlighed overfor eksistenser, der ikke kan leve uden min omsorg. Der findes i dag mennesker, som ikke vil overleve uden andre menneskers omsorg og pleje. Det er klart, at en indre fred eller ro er en forudsætning for at kunne møde verden på en frugtbar måde, men kun fordi denne gør mig i stand til at forbinde mig med verden, hvorved jeg kan blive noget andet end mig selv. Det er fordi, jeg ikke har nogen essens, at jeg kan give plads til det, som er i færd med at blive; det, som måske aldrig tager form uden min omsorg.

Spørgsmålet, som The The efterlader os med, er, hvordan den enkelte kan forandre sig.

Glæd dig!

Hvem er Gilles Deleuze? spurgte en eller anden.

Gilles Deleuze er ikke nogen, sagde jeg.

Jeg kunne straks fornemme, at mit svar krævede en uddybning. Lidt for kækt.

Han er ikke et rigtigt menneske, en psykologisk person, uddybede jeg. Han er upersonlig. Han er en maskine. En filosofisk maskine. En begrebsmaskine. Han går i et med en maskine, går i to med en maskine, han går i tre med en maskine. Altid åben. Han går videre med en maskine, han går i stykker med en maskine, han går videre med en anden maskine.

Hvad er en maskine? Det er uden tvivl et bedre spørgsmål end hvem Deleuze er, og var.

En maskine. Tænk ikke på Arnold Schwarzenegger.

En maskine er uadskillelig fra det, den skaber; den har ikke en væren. At konstruere en maskine er at konstruere en konstruktion. Heri ligger der noget etisk. Hvis jeg nu skriver et eller andet, mens jeg samtidig lever, tænker og føler på en hel anden måde. Så er jeg i hvert fald ikke maskinel, men strategisk. Og strategier er som bekendt ikke meget værd – rent etisk. De blotter sig sjældent. Med mindre strategien er at blotte sig. I så fald ja. Men så er man også allerede på vej til at transformere sig selv til en maskine.

En maskine er god at tænke med. Og netop her, viser Deleuze jo så igen sin etiske styrke. Var det eksempelvis ikke lige netop fraværet af tænkning, som Hannah Arendt sagde gjorde Eichmann ond? Det onde er banalt, fordi det er uden tyngde. Eller sagt anderledes. Det er umuligt at forbinde sig til et menneske, der ikke evner at tænke. Altså et menneske, som ikke åbner sig, som ikke vil berøres, som ikke tør følge det, som sker – der hen, hvor det nu engang tager en.

Jeg skriver dette fordi, noget er i færd med at ske.

Deleuze er en maskine. Alt er en maskine, skrev han sammen med Felix Guattari i Anti-Ødipus. Og enhver maskine er en maskine af en maskine, så ja, Deleuze var mange og ingen; upersonlig på en måde, som er meget fjern fra dagens samfund, hvor de færreste bliver en relation i et større virvar af relationer, fordi de febrilsk prøver at blive en idealiseret knude i et netværk.

Maskinen, den maskine som forbinder alt liv – menneske og natur – er gået i itu. Det er på tide er give den ny næring. Det er det, som er i færd med at ske. Det må ske.

Hvordan? En maskine er gensidigt forbundet med alt. Evner jeg ikke at værne om alle former for liv, selv alle tosserne, er det fordi jeg ikke evner at tage vare på mig selv.

Den norske filosof, Arne Næss sagde det fint engang, da han blev ført bort fra en demonstration imod en dæmning (vist nok). Her fortalte han politimanden: ”I slår en del af mig ihjel, når I destruerer naturen.”

Og det er jo rigtigt. Alt hænger sammen. En maskine er taknemmelig. Heri ligger også det faktum at glæden er relationel. Den er afhænger af ens forhold til alt det, som ikke er en selv.

Opfordrede Deleuze til noget? spurgte hun.

Jeg ved det ikke. Hvis han gjorde, ville han nok (helt maskinelt) sige noget i retning af: Glæd dig!

Glæd dig!

Det er en opfordring, som unægteligt kræver at livet tages seriøst.