Den amerikanske filosof Allen Buchanan har skrevet en tiltrængt bog om biomedicinsk forbedring (biomedical enhancement). Bogen hedder Beyond Humanity? Bogen er nødvendig, fordi den ikke fedter rundt i den klassiske dikotomi mellem fordele og ulemper, som ofte udspringer af fejlagtige antagelser eller ren og skær trods. Ja, eller romantiske forestillinger om, hvad der reelt er naturligt. I stedet for tydeliggør Buchanan, hvilke udfordringer et samfund står overfor, når det nu er muligt, at forbedre mennesket ved hjælp af biomedicinske tiltag.

Et par eksempler på biomedicinske forbedringer af mennesket:

  • Kognitive forbedringer, fx skærpet opmærksomhed, forbedret hukommelse, hurtigere kognitiv behandling af informationer.
  • Forlængelse af levealderen.
  • Embryologi, fx kan en scanning af fosteret med signifikant statisk sandsynlighed vise om et foster har Downs Syndrom, hvilket ofte – hvis det er tilfældet – resulterer i en abort. Hvad nu, hvis det er muligt at forbedre kromosomfejlen?
  • Forbedringer, der minimerer kropslige og kognitive skavanker, som stiger med alderen, fx syn og hørelse.
  • Forbedringer af immunforsvaret, fx ved at indoperere menneskelig eller ikkemenneskelig genmasse eller kunstige kromosomer.

Buchanan forsøger at trække debatten i en både historisk og realpolitisk retning. Eksempelvis viser han, at forbedringer ikke er noget nyt, og ikke noget der er forbeholdt de biomedicinske fremskridt, som har fundet de seneste år. Menneskets historie er fuld af forbedringer. Tænk blot på selve det at kunne læse og skrive, som jo er en kognitiv færdighed, der ikke kun gør det muligt at dele viden, men også medfører større velfærd og velvære. Tænk på udviklingen i informationsteknologien, hvor de fleste nok vil erkende, at en computer i dag gør det nemmere at overkomme visse problemer (eller i hvert fald blive mere effektiv med hensyn til at gøre det, som vækker glæde hos den enkelte). Tænk på proteser. Tænk på bevægelsen fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, etc. Nogle vil sikkert indvende, at disse fremskridt alene afhænger af ydre omstændigheder, men herved overser man selvfølgelig, hvilken rolle social indflydelse, identitet, anerkendelse og kultur spiller i udviklingen af menneskelige kapaciteter. Hvem har ikke ønsket, at forbedre sit engelsk for at kunne synge med på The Doors?

Biomedicinsk forbedring kan defineres som en velovervejet intervention, hvor der anvendes biomedicinsk viden for at forbedre en eksisterende kapacitet, som alle (eller næsten alle) mennesker besidder. Eller, interventionen sker for at skabe en ny kapacitet, fx ved at påvirke den menneskelige krop eller hjerne direkte. Det afgørende er, hvorvidt de involverede er velinformerede og oplyste. Og det er i forlængelse heraf, at Buchanan gerne ser at samfund bliver mere aktive, hvorved de bedre kan vejlede og rådgive borgerne. Han ser gerne, at de biomedicinske muligheder legitimeres, så det ikke ender med at Ritalin skal købes på det sorte marked. Eller, at sociale skel blot vil vokse yderligere. De rige og privilegerede har en forkærlighed for en nulsumslogik, hvor alt er en vare. Har du penge, så kan du få, men har du ingen … Modsat, hvis forbedringer bliver tilgængelige for alle, vil et helt samfund få fordele. Nøjagtig, som når en person deler sin viden med sine studerende, så formoder ingen – det håber jeg – at underviseren bliver dummere og dummere for hver gang. Vækst er stadigvæk noget, som de fleste økonomer har svært ved at forstå.

Hvordan kan debatten blive mere produktiv? Buchanan siger: Giv det enkelte menneske frihed til at vælge. Det vil forudsætte at politikere fokuserer på:

  1. Forskning der kan lede til forskellige optimeringsteknologier.
  2. En informativ offentlig debat omkring fordele og ulemper ved de forskellige optimeringsteknologier (der er altså ikke tale om en debat ud fra et givet ideal, sådanne debatter er forbeholdt præstegården)
  3. Skabe effektive og moralsk sensitive politiker og institutioner, der løbende kan forholde sig til de udfordringer der opstår i forbindelse med mulige forbedringer. Fx hvad er det for et samfund, som politikerne ønsker at skabe, er det et, hvor flere og flere får mulighed for at kunne leve det liv, som de værdsætter; eller er det et samfund, hvor der gradvist vil vokse et skel mellem de, som har midler til optimering og resten af os, der må nøjes med at ’høre med røven’, når vi har rundet de 70 år?

Det drejer sig om at gøre biomedicinsk forbedring til et samfundsanliggende. Buchanan nævner flere gange sit yndlingseksempel, nemlig evnen til at læse og skrive, som netop er et gode, der bliver mere og mere værd, desto flere som besidder dette. Med mindre man altså lever i en diktaturstat, hvor analfabetisme ligefrem bliver et middel til at fastholde befolkningen i den uvidenhed, som kan sikre ens magtfulde position.

Det er en debat fuld af fordomme og faldgrupper, fx på grund af selve retorikken: forbedre, rette fejl, optimere, etc. Det er dog vigtigt at fastslå, at de fleste der beskæftiger sig med biomedicinsk etik sjældent opererer ud fra et ideal om perfektion, men mere lavpraktisk taler om at forbedre fra et niveau til et andet. Snarere er det kritikerne, som opererer med et ideal, fx et religiøst eller neo-konservativt.

Bogen er interessant, fordi den rent faktisk nuancerer debatten. Og, fordi den er fuld af gode spørgsmål. Hvad vil det betyde for et lands sociale problemer og kriminalitet, hvis borger med en IQ på 60-70 (normalen er mellem 90-110) kunne hæve den til 100? Hvad ville det betyde for Nørrebro, hvis bandemedlemmer gratis kunne forbedre intelligensen til et normalt niveau? Ville flere se det dumme i at gå med kniv, i at slås og skyde (forbi) hinanden, etc.?

Bogen er værd at læse.