Jeg skal se fodbold

At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

​Skal du se VM​ i herrefodbold i Qatar? Sådan spørger mange hinanden for tiden. Hele beslutningsprocessen og sagen vedrørende afholdelsen af VM i Qatar er etisk interessant.

For det første på grund af dødelige arbejdsforhold for immigranter, overtrædelse af basale menneskerettigheder og almindelig korruption. Problemerne, der har været der længe.

For det andet på grund af konteksten fodbold, der er den mest populære sportsgren, hvilket nemt bringer følelser og interesser i kog. Fodbolden er en oplagt arena for at promovere ens egen moralske overlegenhed, men også en arena, hvor det bliver tydeligt, at der kan være langt mellem ord og handling. Fairplay og respekt er værdier, som sporten ofte pryder sig selv med, men sjældent rækker de længere end håndtrykket før og efter kampen.

Dødelige arbejdsforhold, overtrædelse af menneskerettigheder og korruption er ikke noget unikt, der kun forekommer i fodboldens verden og i Qatar. Er vores etiske holdninger interessestyrede? Er vi kun etiske, når andre– helst mange – kan se, hvor korrekte og moralsk gode vi er?

For det tredje er der alle de smukke antagelser, der bevæger sig fra forestillingen om at en flok festende, halvfulde fodboldfans, vil ændre kulturen i Qatar. Det minder om den hvide mands byrde. Henover en forundring over, hvorfor vesten altid tror, at andre lande ønsker at blive som dem. Eller, hvorvidt nogle reelt tror, at Qatar overhovedet er interesseret i at ændre sin etiske kultur og værdigrundlag.

For det fjerde er der opblomstret en moralsk pragmatisme, idet mange vælger at se fodbold, men med et såkaldte forbehold. Hvad forbeholdet eller forbeholdene er, og hvordan de kan fremme en moralsk dannelse, er uvist. Måske undlader folk at juble, hvis deres hold vinder?

​For det femte​ vidner debatten om et generelt strukturelt problem i samfundet. Det er nemt og attraktivt at dømme andres moralske skavanker, så længe det ikke kræver en ændring af ens adfærd. De fans, der har besluttet ikke at ville se fodbold, vil sandsynligvis – ganske belejligt – ændre standpunkt, hvis deres nation kommer i finalen. Eller se en kamp i smug, hvis ingen andre ser det. Bliver verden bedre af, at Paris og andre storbyer ikke sætter storskærm op? Bliver den bedre af at Hummel kamuflerer deres logo (eller modtager de billige point, der kan sælge flere dyre trøjer)?

Meget af protesten mod VM i Qatar minder om fordømmelsen af Amazon og andre populære virksomheder og deres miserable behandling af medarbejdere, hvorefter kunderne alligevel køber gennem Amazon, fordi … Det belejlige og komfortable har altid været etikkens store udfordring.

For det sjette har al opmærksomheden omkring Qatar gjort det tvivlsomt, hvorvidt landet overhovedet er lykkedes med at renvaske deres image. I dag er der mange flere, der ved, hvor uacceptabelt kvinder, homoseksuelle og immigranter behandles dér. Samtidig – det må tiden vise – hvorvidt øget opmærksomhed rent faktisk ændrer noget; eller hvorvidt vores opmærksomhed blot springer fra den ene populære sag til den anden, uden noget for alvor ændres.

For det syvende, er de fleste mennesker slet ikke særlig selvstændige og ansvarlige, idet de tilsyneladende har behov for at fodboldspillere skal agere moralske forbilleder. Fodboldspillere kan sagtens være rollemodeller, når det drejer sig om fodbold, men hvorfor skulle de være rollemodeller, når det drejer sig om, hvad moralskdannelse og et godt liv er? Det er vigtigt ikke at forveksle dem, der har indflydelse med dem, der burde have det.

​Jeg skal selv​ se fodbold på grund af spillet, spillerne og trænerne. Det sker uden forbehold, idet jeg ikke er overbevist om – rent etisk – hvorvidt det har nogen som helst betydning, hvis jeg undlader at se fodbold.

Derimod håber jeg, at ’sagen’ får betydning, så listen over dårlige beslutninger ikke fortsætter. Om det sker, altså at andre mere etisk orienterede mennesker kommer til magten i de styrende organer, hvorved mellemmenneskelig respekt og værdighed favoriseres, er tvivlsomt.

Min tvivl skyldes ikke blot fodbolden, men i højere grad at samfundet er etisk sygt. Kuren er ikke moralisme, men snarere at overkomme samtidens fravær af etiske handlinger. At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

Måske skulle den næste værtsnation gøre sig fortjent til værtskabet, ikke ved at vinde mesterskabet, som i Melodigrandprix, men ud fra nogle etiske kriterier, hvis efterlevelse skal kunne verificeres. Den mest etisk mønsteragtige nation tildeles værtskabet, og kan denne nation ikke selv stå for organiseringen heraf, bidrager de andre fodboldnationer med finansieringen og andre ressourcer. Alle indtægter og udgifter deles mellem nationerne, hvorved penge vil have en mindre chance for at tilsidesætte etikken.

Fodbolden – og andre sportsdiscipliner – bør aldrig blive et middel, men et mål i sig selv.

Bragt i Politiken, 15. november

Unikt essay om filosofi og sport

Så er lektørudtalelsen kommet for Opmærksomhedens filosofi, der står blandt andet:

“Fremragende tankeprovokerende essay, som suverænt kobler sportens verden til filosofiens verden på en ny og forfriskende måde.”

“Helt unikt essay om filosofi og sport. Et filosofisk blik på fodbold finder du også her. Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold.”

“Guf for dig som er til livsfilosofiske bøger”

Du kan læse hele udtalelsen her.

Opmærksomhedens filosofi

Den, der tænker klart, lever klart …

Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.

Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold

Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.

DKK 250.00

Opmærksomhedens filosofi

Den 17. juni udkommer jeg med bogen Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold.

Den, der tænker klart, lever klart…

Med Opmærksomhedens filosofi stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Den kan forudbestille her.

At spille på grænsen

For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken

Fodboldens sportidiotiske morale

Hvad er det, som gør fodbolden værd at beskæftige sig som mere og andet end underholdning, spørger forfatter og filosof Finn Janning i forlængelse af Platon, Camus, Borges og Barthes. Er der en sportsidiotisk morale? Noget essentielt på spil?

”Fodbold er populær, fordi stupiditet er populær,” sagde den argentinske forfatter Jorges Luis Borges. En anden, og lige så kendt forfatter, den franske Albert Camus, sagde modsat: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelse, skylder jeg fodbolden.”

Betyder det, at moralen i fodbold er populær og stupid? Nej, nok snarere, at Borges intet vidste om fodbold. Det fortælles i hvert fald, at Borges – der døde kort forinden den argentinske fodboldspillers Diego Maradonas famøse ”guddommelige” mål mod England i 1986 – slet ikke vidste, hvem Maradona var. Alligevel er jeg enig med Borges: Stupiditet er populær. Den er allevegne.

Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at folk, der bruger tid på fodbold, reelt ikke er dummere end folk, der bruger uanede mængder tid på nyheder eller politik. Fodbold er kun ikke underholdning, men også godt for vores empati og retfærdighedssans.

Lidt forsigtigt tænker jeg, at fodbold uden tilskuere, svarer til et demokrati uden borgerinddragelse. Det er denne kætterske påstand, jeg vil undersøge.

Læs resten af essayet her.

The Britpop of football

And then dance and drink and screw
Because there’s nothing else to do.”

– Pulp, Common People

The nineties gave birth to both the Britpop scene with bands such as Blur, Oasis and Pulp as well as Premier League Football – a sublime mixture of partying and playing. Before the nineties, things were completely different; it was another world. To illustrate how and why things changed so drastically, I will recall to mind, football memories where the stadium plays a crucial role in both tying a strong ritualistic community together and hosting a collective tragedy.

Read the rest of the essay in The Football Pink

Why I love football

No one knows for sure why so many people love football. Football is a mixture of nothing and everything. Most the latter, I will argue.

Trying to make sense of football, I am aware, there is a risk of overintellectualising the game, of ‘reading’ it metaphorically, symbolically or addressing all kinds of psychological, political and philosophical aspects of life. Nevertheless, all these aspects are part of what makes football special. There are, after all, numerous way of how and why football plays a major role in many people’s lives.

As long as I can remember, football has been a part of my life, from playing, to watching it as a neutral spectator or a fan, to selling beer and sausages at a stadium in Denmark’s best league, to being a father of children who play football in Spain.

“Football is a simple game. Twenty-two men [or women] chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win,” the English captain Gary Lineker once said. He was wrong, of course, and he knew it. In 1986, Lineker and England lost in the World Cup quarter-final to Argentina due to Maradona’s two famous goals: one with the help of God, the other godlike. In 1992, Denmark beat German in the European Cup Final.

Perhaps, football is not that simple.

Unlike many other games, it’s played at a particular time and place and for a certain time and the players change clothes before playing.

Time. Place. Clothing.

Read the rest of the essay in The Football Pink

The growing importance of coaching

I moved to Barcelona in January 2008, six months before Josep Guardiola took over as the head coach of FC Barcelona. It was the beginning of four years of tika-taka. Although I have always liked Real Madrid more than their rivals, I was somewhat seduced by the style of football played by the Catalans, especially Messi, Iniesta and Xavi; the latter in that period deserved to win one of Messi’s Ballon d’Or.

After a year of watching tika-taka, I grew tired of the often pointless sideways passing of the ball. The worse part was that, at times, it seemed as if Barcelona were unable to change their tactics, as a growing number of opponents had learned how to play them. I started to wonder whether Guardiola’s rigid belief in ‘one-system-fits-all’ was not only ruining the extraordinary players’ freedom but also showing a lack of tactical skills.

Then, one day, I read an interview with Guardiola that he gave after he had left the club. In the interview, he admitted that he was not an exceptional coach and that he had only won with Barcelona because of the players – Messi, Xavi, Iniesta, Puyol. Of course, such a statement can be perceived as a show of false humility; however, the interview led me to study whether Guardiola’s team was better than Johan Cruyff’s ‘Dream Team’ during the early 90s, which comprised players such as Michael Laudrup, Ronald Koeman, Romario and Hristo Stoichkov.

It was while I was comparing those two successful periods that I noticed how Laudrup played in slow motion compared to Messi. It made me think: If the game is much faster today than it was twenty years ago, how does that affect the role of the coaches?

Read the rest in The Football Pink

Dancing with your sister

‘It’s like dancing with your sister’, said Luis Enrique, the Spanish national team coach, referring to how it is to play football without spectators. However, due to the COVID-19 pandemic, all sports activities were put on pause, including the football leagues. At present, a few months later, most countries are playing or planning to play again, but this time without spectators. It can be seen as the return to a new normality.

Read the rest in The Football Pink

Blog at WordPress.com.

Up ↑