The philosophy of Byung-Chul Han

The French philosopher Gilles Deleuze once said: “There is no need to fear or hope, but only to look for new weapons.”

‘Weapons’ may give us the wrong associations, but what he refers to are concepts that, like a brick, can be used to destroy what is hindering the growth of our lives, and at the same time, help us build or create something sustainable.

The Korean philosopher Byung-Chul Han’s work can be seen a toolbox aimed at helping us understand our contemporary society, while also presenting us with concrete ideas, thoughts or ‘weapons’ that might help us overcome or resist our own weak desires and vanities.

Read the rest of my portrait of Byung-Chul Han that I wrote for The Mindful Word 

My review of The expulsion of the other

My review of In the Swarm

My review of Saving beauty

A small feature on Han, can be read here.

The risks of flexibility

“… we live in a world where we constantly have to perform or achieve something –often in a smiley and positive way– and still we presume ourselves to be free, although in reality we voluntarily exploit ourselves until we collapse.”

I recently did an interview with the Spanish paper Expansion about flexibility, stress, positivity, and leadership.

The entire interview can be read here.


About Byung-Chul Han

Today, we live in a society organized mainly around capitalism. Not only are making money and, to some extents, having a career objectives that guide many people’s lives, but prestige, status, and social identity also are typically measured within a capitalistic mindset. Even when corporations claim that “people come first,” they refer to their employees’ skills and experiences as “human capital” or “cultural capital.” Everything we do has monetary value attached to it.

According to the philosopher Byung-Chul Han, this tendency is part of today’s achievement society, which can be seen starkly in digital communication, including social media, changing us from citizens to consumers. Han’s latest book, In The Swarm, is a wakeup call to action, declaring that it’s time for citizens to care more about society’s welfare than their own egos. “Responsibility for the community defines citizens. Consumers lack responsibility, above all,” he writes.

Han was born in Seoul in 1959. He studied metallurgy in Korea before moving to Germany in his early 20s to study philosophy, German, and theology. Today, Han is a professor at the University der Künste in Berlin. His initial fame sprang up mainly after publication of his book Mudigkeitsgesellschaft, which, directly translated, means “the fatigue society.” However, in English, this was cleverly translated to The Burnout Society. He is the author of more than 20 books, which have been translated into many languages and are well-read among socially and philosophically aware readers.

Han’s philosophy dovetails with French philosopher Gilles Deleuze’s idea about seeing our current achievement society as a “control society.” Unlike Michel Foucault’s disciplinary society, in which people know that their freedom is limited, people in a control society actually–and very falsely–believe that they are free. It’s a shift from disciplining the body to controlling the mind in a seductive way. The consequence is that people tend to exploit themselves aggressively until they burn out, collapse, or suffer from depression. Usually “exploitation” entails someone being exploited by someone else, Han claims that we actually do it to ourselves. “The crisis we are now experiencing follows from our blindness and stupefaction,” Han writes in In The Swarm. By “crisis,” he refers to at least two things: First our democratic crisis caused by the shallowness of digital communication, social media, information overload, etc., which he says undermines critical thinking, respect, trust, etc. Second the consequences it has on a personal level cf. stress, depression, burnout, suicides, etc.

Han is part of a growing number of sociologists and philosophers who conduct social analyses. Similar ideas can be found elsewhere among theorist related to the Frankfurter school, but also among other critical psychologist, spiritual teachers and so forth. Some of these ideas are how a too-rigid positivity is destructive, especially when it comes to self-development; how technology makes everything accelerate; and how we are always at work. Still, Han contributes to this debate not so much by adding new idea, but by presenting clearer, almost poetic descriptions of what’s going on. His books advance the idea that philosophy is for everyone. His postulating and concrete style always forces the reader to reflect, to wit: “Digital devices have mobilized work itself. The workplace is turning into a portable labor camp from (which) there is no escape.” Do we live in a labor camp?

He also asserts that freedom has become a constraint. “Exhausted achievement-subject(s) can rest only in the same way that a leg falls asleep.”

Han’s main claim is that today’s neoliberal psycho-political power appears to be invisible and imperceptible unless we pay very careful attention. But–and this is the problem–we rarely pay attention because that which works as an invisible or imperceptible power is also what prevents us frompaying attention, e.g., Twitter and Facebook. Therefore, a traditional critique of capitalism is not sufficient. The point really is that we must understand that our daily lives and our ideas about freedom have become nothing but cogs in the machinery of capitalism.

One of the reasons for this is that a digital culture is based on counting. “In contrast, history means recounting.” On Twitter or Facebook, one counts followers, likes, retweets, or friends, whereas real friendship, Han says, “is an account, a narrative.” Digital culture is also tied to the mantra of transparency found in modern political and corporate-governance literature, which only diminishes trust while monitoring and controlling every click we make online.

“Transparency is ruled by presence and the present tense,” Han claims. However, to think, we need distance — physical and mental — that is what constitutes the public sphere. It is from distance that we learn to respect, reflect, and analyze. “A society without respect, without the pathos of distance, paves the way for the society of scandal.” Still, some may ask, couldn’t we use these same media outlets — YouTube, Twitter, Facebook, etc., — to activate a critical awareness, bringing academia out of the ivory tower and into the broader society?

Two guiding concepts work as analytical tools for Han in all his books: freedom and power.

Freedom, according to Han, is both a problem and a possibility. It is becoming, as Deleuze would say, emphasizing that we become by combining courage to stand up against dominating ideals and norms with the belief that things could be different. Freedom is becoming whatever, i.e., in some way disobeying power. Real freedom is socially anchored, as he says in Psychopolitics. “Freedom is a synonym for the community that succeeds.”

But today, we are not free, Han claims in In The Swarm: “Information fatigue includes symptoms that characterize depression. Above all, depression is a narcissistic malady,” he writes. We, or many of us, only hear the echoes of ourselves, for example, when we cry with joy when strangers follow us on Twitter, or when our tweets are retweeted. At the same time, this freedom to constantly polish and refine social profiles–and gain more “cultural capital” while others comment, like, or retweet–creates more pressure. “As such, it marks the end of freedom…The achievement subject exploits itself until it collapses.”

Although there is a tendency toward redundancy in Han’s many books, his critiques of concepts such as freedom, power, control, and transparency are highly relevant.

In In The Swarm, however, one might detect something old-fashioned in Han’s philosophy–or perhaps even wrong–in some of his claims. For example, he writes “the mass is power” because it shares an ideology, whereas the digital swarm is narcissistic and is not unified. “They do not march.” This, of course, is wrong. After the election of U.S. President Donald Trump, one of the most encouraging things has been how people marched in the streets. First, there was the women’s march in January, then marches this month against recent white-supremacist activity in Charlottesville. Furthermore, do we really need a new ideology against the online swarm to overcome another (i.e., capitalism)?

Han operates with a romantic ideal about authenticity and truth, yet perhaps we just need to push the underlying idea of the Internet further. Allow it to have no roots, no control, no editing. Instead, view it as a rhizome that grows horizontally without a beginning or end. Pure becoming. When nothing is given, one is free to harmonize his or her life with reality, to change according to the rhythms of existence–no longer caring whether what he or she is doing would fit into a neoliberal mindset.

Critical voices might say that the downsides of neoliberalism—and especially of the Internet–that Han discusses have been explored before. However, Han focuses on something else. Basically, he not only raises questions regarding the condition of our current society, but also asserts that the real problem is that we don’t raise such questions. He is part of a growing choir claiming that many of us are becoming the kind of easily malleable citizens that totalitarian dictators dream about.

Han’s philosophical encourages us to think, and I view that as a good enough reason to read his books.

Published in Metapsychology, Volume 21, Issue 35.

For more on Byung-Chul Han, please see my portrait The Philosophy of Byung-Chul Han,

Or my essay, Which dish of noodles are your life worth?

Or my review of, Saving beauty.

In Danish: anmeldelse af Transparenssamfundet , I Sværmen & Træthedssamfundet


Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af hans Ståsteder).

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sig livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybest grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt at have for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier.

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)?

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må man kende det gode, men for at kende det gode, må man have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forfører os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

Mindfulness, økonomisk rentabilitet og etik

Termen Corporate Social Responsibility ( CSR) understreger, at virksomheden har et socialt ansvar. I praksis betyder det, at det primært er en virksomheds beslutningstagere, der har et ansvar. Sagt anderledes: Ansvaret placeres i toppen af organisationen. Denne tilgang fastholder CSR i en klassisk hierarkisk organisationsstruktur, som i stadig stigende grad ikke stemmer overens med samtidens mere flade organiseringsformer.

Det er med baggrund i denne simple erkendelse, at jeg de sidste par år har ændret min undervisning af MBA-studerende i CSR. Jeg har forsøgt, at løsrive CSR fra primært at fokusere på ideen om at ansvaret er placeret i toppen, hen imod en mere ligelig ansvarsfordeling hos alle virksomhedens medarbejdere. Dette mentalitetsskifte har jeg initieret ved hjælp af mindfulness.

Mindfulness kan kort defineres som en måde at være opmærksom på, i hvert øjeblik, uden at dømme eller vurdere det, som sker. Det handler om at være engageret tilstede. Nu og her.

Undervisningen, som løb hen over otte uger med tre timer i hver session, bestod af en praktisk introduktion til mindfulness. De studerende mediterede og foretog kropsskanninger, mens de også blev præsenteret for forskellige etiske teorier. Det hele blev suppleret med en masse cases omhandlende CSR-problematikker.

Undervisningen foregik på UIBS, en international business school i Barcelona. Der er tale om en mindre, men klassisk indrettet business school med knap 200 studerende. Alle sessioner blev afholdt i et almindeligt klasselokale, men uden brug af borde. Ideen var at de studerende skulle være tilstede i alle facetter af undervisningen uden at fortabe sig i noter eller brug af internet. I forbindelse med kropsskanninger og gående-meditation bedte jeg de studerende tage skoene af. Derudover foregik kropsskanningerne liggende på gulvet. Sådanne uvante aktiviteter åbner – på en ganske basal måde – for en begyndende filosofisk praksis, idet de studerende stillede spørgsmål til de mere konventionelle måder at undervise på.

I kursets første session undersøgte jeg, hvad de studerende vægtede højest. Økonomisk rentabilitet eller etisk ansvarlighed. De studerende kunne ikke argumentere for at sammenhæng mellem disse to, men måtte vælge. De to gange, som jeg har afholdt kurset har andelen af studerende der valgte økonomisk rentabilitet været markant større. Henholdsvis 77% og 83% af de studerende. Ud af en gruppe studerende på henholdsvis 23 og 25 personer, der var i alderen 23-52 år – dog med størstedelen omkring de tredive. Tilsvarende stillede jeg de studerende det samme spørgsmål i slutningen af kurset, altså otte uger senere, og her var andelen af studerende der fokuserede på økonomisk rentabilitet faldet. I den ene klasse var tallet faldet til 51 procent til fordel for økonomisk rentabilitet, mens den anden var faldet til 47 procent. Sidstnævnte var ligeledes gruppen, hvor 87 procent før vægtede den økonomiske rentabilitet højest.

Dette er selvfølgelig ikke en videnskabelig undersøgelse. Der var ingen kontrolgruppe, der ikke blev introduceret til mindfulness. En anden oplagt fejlkilde er, hvorvidt det påvirker de studerende at de spørges, som deltagere på et kursus i CSR. Desuden har Søren Kierkegaard for længst belært os om, at livet aldrig er et enten-eller. Ikke desto mindre ser jeg resultatet, som en indikation på, at etisk og økonomisk ansvarlighed er et umage par, men vel og mærke et par. Der skete et mentalitetsskifte.

Ideen med at kæde mindfulness sammen med CSR skyldes, at de fleste medarbejdere – på alle niveauer – på et eller tidspunkt vil opleve følelser af utilstrækkelighed, vrede, frygt, stress og arbejdsglæde. Jo mere hver enkelt medarbejder kan blive bevidst omkring, hvad der vækker følelser, hvilke reaktioner der vækkes, hvordan den enkelte identificerer sig med disse; desto mere kan vedkommende gradvist løsrive sig fra følelsernes overmagt. Dernæst kan mindfulness også fremme en større bevidsthed omkring – ikke kun ens følelser – men også ens tanker, handlinger og måde at kommunikere på. Etisk ansvarlighed forudsætter, at vi mennesker (eller en virksomhed) kan handle bevidst. Mindfulness er nu ikke en moraliserende terapi, der fortæller de studerende, hvordan de skal eller bør handle, tænke eller føle. Snarere er der tale om en intervenerende proces, hvorigennem den enkeltes relation eller forhold til det, som sker ændres. Grundideen er, at indsigt – bevidsthed – medfører forvandling.

De fleste læsere at Erhvervsfilosofi er uden tvivl bekendt med, at filosofi er en græsk oprindelse, der betoner kærligheden (philo) og visdommen (sophia). Filosoffen er forelsket i visdommen. Af samme grund er filosofien – for en stor del af dens udøvere – en praktisk og eksperimenterende afprøvning af, hvilket liv der er værd at leve. Lykke har ikke været fremmed for filosofien siden Aristoteles gjorde det til omdrejningspunktet i sin Etik. I denne sammenhæng er det interessant, at en del nyere psykologisk forskning viser, at de fleste vurderer deres liv, som mere rigt og lykkeligt, når de kan bidrage konstruktivt og meningsfyldt til omverdenen. Og noget af det mest meningsfulde er, at være sig bevidst omkring de beslutninger, som man nu engang tager. At være tilstede. Enhver beslutning er altid forankret i nuet. Alligevel tages alt for mange beslutninger, mens beslutningstagernes tanker er placeret i fortiden eller fremtiden. Måske fordi de prøver at løbe fra fortiden, eller haste mod et fremtidigt drømmescenarium.

Hvorvidt mine små undervisningseksperimenter, mindfulness og filosofisk dannelse kan fremme en større ansvarlighed på alle niveauer, er uvist. Hertil kræves der reel forskning. Men jeg har svært ved at forestille mig en anden konklusion, end at vise mennesker, det vil sige modne mennesker handler mere ansvarligt end umodne. Vise mennesker er bevidste omkring, hvorvidt det, de gør, tænker, siger og føler hænger sammen.

Jeg tror, at CSR i fremtiden vil inkludere alle, ikke kun toppen, midten eller bunden af virksomheden. Moralen synes at være: Enten er alle medarbejdere i en virksomhed ved fuld bevidsthed, eller også handler virksomheden ikke særligt længe. Når alle er afhængige af hinanden og handler derefter, er der tale om bæredygtighed.

Denne tekst blev til på opfordring af magasinet Erhvervsfilosofi, hvor den ligeledes er bragt, se:

Glæden ved børn

Fornylig skrev Anne Glad, strategisk direktør for Envision: “Når forældre er mest stressede på de tidspunkter, hvor de er sammen med børnene, er der noget mere fundamentalt bekymrende for familiens fremtid.” Ja, det er et problem. Ikke desto mere debatteres det sjældent, hvorvidt de, der får børn, reelt orker at være sammen med dem.

Læs videre i Politiken.



”Det 21. århundredes samfund er ikke længere et disciplinærsamfund, men et præstationssamfund,” skriver det tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han i Træthedssamfundet. Den franske filosof Michel Foucaults disciplinærsamfund, der talte om biopolitik og lydighedssubjekter, hører en anden tid til. I dag er politikken blevet psykisk eller mental. Vi er blevet ”præstationssubjekter” i en fangelejr, hvor vi er både fange, fangevogter og gerningsmand. End ikke det en anden fransk filosof Gilles Deleuze kaldte for kontrolsamfundet, kan favne samtiden. Fælles for både disciplinær- og kontrolsamfundet er, at de rummer for meget negativitet.

Samtidens neoliberale præstationssamfund præges af ”et overmål af positivitet” – befriet fra det negative. Der er tale om en bevægelse væk fra det disciplinerende forbud: du må ikke, henover det mere kontrollerende påbud: du skal, frem mod præstationssamfundets motiverende: du kan. En konsekvens af denne terroriserende positivitet er stress, burnout, depressioner og fiaskoer. Der ligger et enormt pres i ”at kunne”, fordi logikken synes at være: hvis du kan, så skal du! ”Depressionen er først og fremmest en træthed i henseende til at frembringe og at kunne.” Depressionen er en narcissistisk sygdom.

Byung-Chul Han har de seneste år udgivet flere essayistiske bøger, der kritisk og originalt belyser samtidens neoliberale forfald. På dansk er udkommet Træthedssamfundet; en bog, som for alvor gjorde Han populær. Han tænker i forlængelse af den kritiske tradition i tysk filosofi. Dog er han ikke en del af Frankfurterskolens mere normative projekt. Snarere er han mere beslægtet med filosoffen Martin Heidegger, om hvem han også skrev disputats, især, når denne er mere poetisk i sin tænkning.

I Træthedssamfundet forsøger Han, at overskride tidens dominerende positivitet, hvilket blandt andet sker med reference til Buddhisme. ”I zen-meditationen forsøger man eksempelvis at nå frem til den rene negativitet i ikke-at, dvs. man søger tomheden, idet man befrier sig selv for det fremmasende noget, der trænger sig på.”

Præstationskulturens store problem er den omklamrende positivitet, der altid er knyttet til det ens, hvorved det negative, det fremmede, det andet eller anderledes, fx det ”ikke at gøre noget” fortrænges. ”Det er en illusion at tro,” skriver Han, ”at man er desto frier, jo mere aktiv man er.”

Når Han taler om et muligt Træthedssamfund, er det primært fordi ”den fundamentale træthed” rummer en livskraft. Den fundamentale træthed er ikke lig med den udmattelse, som præger præstationssamfundet. Tværtimod. Den er inspirerende. ”Den lader ånden genopstå,” skriver Han.

Med reference til forfatteren Peter Handke, som er fast følge i flere af Hans bøger, plæderer Byung-Chul Han for en ”inspirerende træthed”, ”en træthed i negativ potens, nemlig ikke-at.” Det er den form for træthed, som gemmer sig i fjumreåret, som danske politikere er så bekymrede for.

Han efterlyser en mellemtid, en tid til leg og fordybelse. Desværre har mange alt for travlt til at tænke, hvorved samtiden præges af åndeligt dovenskab. Han efterlyser at mennesket finder sin takt med livet, ikke kapitalens vækst- paradigme. Træthedssamfundet er stadigvæk aktuel. Mange forsømmer at være tilstede i livet, fordi de konstant føler sig tvunget til at gøre noget and at leve.

Trykt i Atlas Bogtillæg, maj 2015.

Lykkelig udbrændt

Jeg har netop udgivet et nyt essay, The Happiness of Burnout. Det handler bl.a. om kunstneren Jeppe Heins burnout.

I essayet perspektiverer jeg denne udbrændende case vha. filosofferne Gilles Deleuze og Friedrich Nietzsche, og Grahams Greenes roman A Burn-Out Case.

Håber essayet vækker mere glæde end tristhed.

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.