Luften i Catalonien

De catalanske seperatisters adfærd er sadistisk, mens de ekstreme højre-kræfter i Spanien er masochister. Og modsat , hvad nogen tror, så er sadisten ikke interesseret i masochisten og omvendt.

Drengen er ni år gammel. Når han synger, kan man se, at han mangler to tænder, og allerede har tre plomber. Jeg stirrer ind i den åbne mund, mens han brøler “som gent pacifica”, hvilket er catalansk, og betyder “vi er et pacifistisk folk.”

Drengen har, som så mange andre børn – også yngre – været til demonstrationer med sine forældre. Nogle gange kun den ene part, hvis den anden part ikke er separatist.

Sådan er dagligdagen i den spanske region Catalonien – både politiseret og polariseret. Flere lærere bærer synlige politiske symboler, og de lærere, som ikke ønsker at deltage i en demonstration, mister anseelse blandt de andre. Hele tiden dette mentale pres.

En lærer fra mine børns skole, hvor hovedparten af forældrene er tilhængere af uafhængighed, fortæller mig, at børnene i skolegården leger politi mod personer, en variant af politiet mod røverne. Blandt tilhængere af uafhængighed er politiet de slemme. Der er altid denne klare dikotomi i regionen. Intet er til debat, der er ingen tvivl eller usikkerhed. Spanien er de onde, mens selvstændighed er løsningen.

Læs resten af kronikken i Berlingske.

Kronikken var åbenbart mere end “la Generalitat de Catalunya” (Den nordiske delegation), kunne klare. De valgte i hvert fald, at kontakte Berlingske for at fortælle, at mine eksempler ikke bare var forkerte, simple og trivielle, men også, at de, selvfølgelig, kunne være avisen behjælpelige med de “rigtige” fakta. Et glimrende eksempel på, hvordan politiske institutioner prøver at manipulere, hvilket svarer til hvad filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet.” Eller hvad mange blot vil kalde patetisk ynk!

November 6, 2019

Frihed og moralske forpligtelser

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af.

Det har altid interesseret mig, hvordan vi mennesker opfinder måder, hvorpå vi kan føle os bedre end andre mennesker, eller bedre end en anden gruppe mennesker. De fleste af os kender til de sørgelige eksempler, som kan rubriceres under racisme, sexisme, misogyni og så videre. Uanset omstændighederne, så findes der i mine øjne ikke noget værre end denne form for selvforherligelse på bekostning af andre.

Af samme grund har jeg heller ingen sympati for de catalonske separatisters uafhængighedskamp. Jeg kan føle empati for deres frustrationer og vrede, forstå de unge menneskers energi, men – og det er et enormt vigtigt men – jeg har også set, hørt og erfaret, hvordan de catalonske separatister ophøjer sig selv på bekostning af resten af Spanien, inklusive de mange cataloniere, som ikke ønsker selvstændighed.

De catalonske separatister er ikke bare bedre, klogere, og mere arbejdsomme, end resten af Spanien, de er også moralsk overlegne. Ifølge dem selv.

Faktisk ophøjer de sig selv så meget, at de mener at være over loven. Ligesom de mener at have en særlig forståelse af begreber som demokrati, fascisme og frihed, som intet har med love, sandhed og moralske forpligtelser at gøre. De catalonske separatister tror, at de kan blive frie ved at kappe alle bånd til andre end sig selv. De er blevet fanget af deres egen selvpromoverende fortælling, der ganske paradoksalt fastholder dem i ufrihed.

Finn Janning er filosof og bosiddende i Barcelona

indlægget bragt i Information, 21. oktober 2019

October 22, 2019

Den der råber lyver

“This is the lesson that history teaches: repetition.”
Gertrude Stein

Fornylig skrev jeg en kronik i Information, der handlede om journalistikkens rolle i en postfaktuel verden. Kronikken medførte, som det engang imellem sker, at jeg modtog Lea Korsgaards pamflet: Den der råber lyver.

Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland og forfatter til tre bøger beskriver i pamfletten, hvordan journalistikken tidligere havde den nøgne journalist, som ideal. En journalist, der ukritisk viderebragte informationer uden at tjekke, om disse var sande, relevante, væsentlige m.v. I stedet for den nøgne journalist, taler Korsgaard om, at en journalist bør være klædt på til finderspidserne. ”Med viden og kløgt.”

Ordet kløgt refererer bl.a. til Aristoteles’ begreb phronesis; en praktisk fornuft, der modsat en mere intellektuel og abstrakt fornuft kræver, at journalisten får jord under sine negle. Den kløgtige journalist graver i fakta, uddyber, nuancerer, hvorved denne ikke kun formidler, men også etablerer et fundament, hvor samfundets borgere kan se sandheden i øjnene. Hvis alt er tvivlsom eller direkte løgn, mister vi ethvert samfunds fundament: tilliden.

Jeg læste denne lille pamflet samtidig med at jeg i El Pais læste en artikel, der hævdede, at pamfletten har genvundet sin popularitet. Pamfletten kan – qua sin størrelse – bringe den intellektuelle ind i samfundsdebatten, her og nu. En pamflet er et aktuelt nedslag; en optimering eller kvalificering af debatten, hvilket Den der råber lyver, lever op til.

Artiklen i El Pais nævner bl.a. den spanske forfatter Eduardo Mendozas pamflet Hvad sker der i Catalonien, og filosoffen Fernando Savaters pamflet Mod separatisme. Sidstnævnte beskriver, hvor skadelige de catalanske separatisters kamp er – rent demokratisk og medmenneskeligt – fordi de både eliminerer fornuften og borgerbegrebet. De catalanske separatister, skriver Savater, tilsidesætter loven, mens de lader følelserne drive gæk med dem, skønt disse følelser ofte ikke har belæg i noget sandt. Eller de lader loven favorisere dem, der mener det samme, som dem selv, hvilket jo strider imod lovens opgave, der bør behandle alle lige.

Der råbes meget i Spanien, men mest af alt blandt de catalanske separatister. De eksemplificerer glimrende Korsgaards titel. Så det var både med glæde og irritation, at jeg læste Korsgaards pamflet: Glæde, fordi den er relevant; irritation, fordi den kastede mig tilbage i en debat, som jeg ellers havde besluttet mig, at forlade. (Jeg har tidligere skrevet artiklerne: Grumset catalansk nationalisme (2014), Catalonien mellem frihed og kontrol (2017), om manglen på medfølelse i essayet Compassion in Catalonia, om hvordan hadet til Spanien bevæger sig fra catalanske forældre til deres børn i essayet The Boy in the Classroom, om den psykiske terror i kommentarerne Cataloniens separatister udøver psykisk vold mod sine modstandere og Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse).

Og nu er jeg her igen! Det catalanske projekt er ikke et fysisk voldeligt projekt, men mentalt kontrollerende og manipulerende. De, der ikke har blik for det, lever stadigvæk i Michel Foucaults Disciplinærsamfund, hvor mennesket opdrages i lukkede systemer: børnehave, skole, arbejdsplads, fængsler, etc. I dag lever vi snarere i det Gilles Delueze kaldte et Kontrolsamfund. Her er der ingen tydelige grænser, hvorfor vi også nemmere forfører og kontrollerer os selv. Det gør vi, fordi vi gerne vil passe ind (eller undgå eksklusion), opnå social anerkendelse eller identitet m.v. I praksis betyder det, at vi bliver offer for vores egne gerninger. Præcis ligesom, når mange ukritisk deler alt på nettet, hvorefter de forbløffes over, at al denne information måske anvendes af nogle.

Det, som præger de catalanske separatister er, hvad organisationsteoretikere kalder ”groupthink.” De ophøjer egen moral, mens de gør sig resistente overfor enhver kritik. Dette hænger sammen med udviklingen af en forførerende diskurs, som de catalanske politikere i årevis har tvangsfodret deres boger med.

For det første, selvom de lever godt i Catalonien, kan de leve endnu bedre, fortælles det, hvis bare de slipper af med Spanien. Spanien stjæler jo! For det andet, de catalanske separatister skal aldrig stå til ansvar for deres fejl og mangler, fordi de har altid Spanien at bebrejde. Det betyder, at de catalanske separatister har skabt en offer-kultur uden et konkret etisk fundament, der jo kræver evnen til at stå til regnskab for ens egne gerninger, som Kierkegaard har sagt.

Resultatet er, at Catalonien for separatisterne er blevet en slags utopi, hvilket jeg har skrevet om i kronikken Catalonierne opfører sig som en selvretfærdig part i et ægteskabelig krise. En utopi er det gode sted, som ikke er. Et sted, der begæres, idet det henter næring i sit udtalte had til Spanien, mens de drømmer om frihed og demokrati. Dog ikke demokrati forstået som en tredeling af magten, da de catalanske separatister gerne arbejder tæt sammen med politiet. Det er nu heller ikke demokrati, forstået som en organisering af uenighed, hvilket er filosoffen Jacques Ranciéres definition, idet de, som er uenige ignoreres eller, per automatik, kaldes fascister. Eksempel er der flere spaniere, der ønsker at bevæge sig fra et monarki til en republik, flere (rigtig mange), som finder Rajoys regering inkompetent, etc. Her kunne der sagtens etableres et samarbejde på tværs af alle Spaniens regioner, men det er svært, fordi præmissen jo er, at det er Spaniens skyld. Ligeledes er der flere catalanske journalister og kunstnere, der har forladt regionen, fordi de ikke var tilhængere af catalansk uafhængighed, hvorfor de ikke kunne finde arbejde, de blev udstødt m.v.

Med hensyn til frihed, så handler det jo ikke kun om, at blive fri fra Spanien, hvilket i praksis betyder, fri fra at tage del i et demokratiske arbejde, fx den grundlov, som de selv har underskrevet. Frihed handler eksempelvis også om, at være fri til at skabe nye veje, der ikke bare går destruktivt imod, men som snarere innovativt og kreativt går imod, idet nye alternativer skabes. Det kreative og innovative mangler. Personligt oplever jeg, at Barcelona de seneste ti år er blevet mere provinsiel og mindre radikal, idet megen kritik ender i en karikatur, hvor alt kendes på forhånd: Spanien er ond, de catalanske separatister er gode. Selvom enkelte slagord dukker op, såsom feminisme og økologi, så udleves de ikke mere her, end andre steder i verden, hvor de også er efterspurgte. I Madrid er der progressive øko-feminister, for eksempel.

Der mangler i Spanien og Catalonien, det, som Korsgaard kalder en lidenskabelig etisk journalist. En, der fasterholder, ”at kendsgerninger er mere værd end anekdoter.”

Anekdoter om Spaniens fascistiske historier er der nok af, men kendsgerningen er, at den spanske borgerkrig sluttede i Madrid, hvor den største modstand mod Franco var; kendsgerningen er, at flere cataloniere hyldede Franco for hans religiøse familieværdier; kendsgerningen er, at den tidligere catalanske præsident Puyol, ønskede immigranter til Catalonien, der ikke talte spansk, fordi de så ville lære catalansk; kendsgerningen er, at den catalanske sprogpolitik får Dansk folkeparti til at fremstå, som de mest kærlige; kendsgerningen er, at de catalanske skoler accepterer stærke politiske symboler og retorik, fx som når forældre hænger bannere eller balloner på skolen fuld af slagord; kendsgerning er, at medier slet ikke viste Marlene Winds debat med Puigdemont i fjernsynet, de viste blot en statsmand, der ukritisk indtog Danmark, etc.

I stedet for ukritisk, at løbe med den forførerende retorik, kunne en turist i Catalonien spørge sig selv, om folket her virkelig lider, om de lever i en diktatorstat, etc. Under borgerkrigen kunne Cataloniere ikke samles i grupper på mere end fire-fem personer, i dag vandrer de rundt i gaderne, hvilket jo netop understreger, at der er demokrati.

Det er kompliceret, men ikke mere komplekst, end der er tale om en veludført strategi, der udfældes i medier og til dels i skoler og familier. Filosoffen Victoria Camp taler om mental manipulation, hvor Spanien gradvist er blevet elimineret fra den kollektive catalanske bevidsthed. Hun nævner sågar, hvordan hendes egen børn blev manipuleret i skolen. Dette projekt går flere år tilbage. Når jeg taler med unge studerende i Barcelona (dette er ikke et videnskabeligt studie, men baseret på samtaler med 13-15 forskellige drenge og piger i alderen 1-20 år, som alle er uafhængighedstilhængere), og spørger dem: Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de prompte: Spanien er fascistisk. Når jeg så siger: Virkelig! Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de: Jamen sådan var det i min familie, i skolen var holdningen gerne sådan, at Spanien var de onde…

Journalistikken må vedblive at være ”fællesskabets trykte dagbog,” citerer Korsgaard sociologen Robert E. Park for at sige. Denne dagbog mangler i Catalonien, hvilket jo selvfølgelig er hele Spaniens ansvar. De mangler generelt en forsoningsproces a la den, som Mandela foretog i Sydafrika. Det er pga. uvidenhed, at løgne, manipulationer og hadet, har det så nemt. Helt simpelt, som en buddhist munk engang har sagt, hvis du forstår, så hader du ikke. Jeg tror reelt ikke, at catalanske separatister forstår den spanske historie i al dens uperfekthed og storhed; den historie, som de selv er en del af. Ligesom mange i Spanien ikke forstår den frustration og det mindreværdskompleks – der præger mange i Catalonien – med tiden er blevet til had og arrogance.

Spanien er et demokrati, et ungt og skrøbeligt demokrati, men at kalde Spanien for Franco-land er ligeså forrykt, som at kalde Tyskland for Hitler-land. Modsat af hvad der forefindes i Catalonien, så er der en kritisk debat i Spanien – også af præsidenten Rajoy. I Catalonien behandler separatisterne, der ellers kommer fra vildt forskellige partier, alle Puigdemont som paven, fordi de deler et had. De catalanske separatister har skabt en religion, hvor objektet ikke er en kærlig Gud, men et had til Spanien. Dette er bekymrende uanset, hvor relevant meget af kritikken af regeringen i Madrid, så end er.

Og på den måde gentager historien sikkert sig selv. Michel Serres har skrevet om, hvordan Romerriget blev bygget på død og had. Modsat Gandhis fantastiske ikkevolds strategi, så har de catalanske separatister intet imod at lyve. At lyve bevidst er, mener jeg, noget ganske voldsomt, fordi det undergraver respekt og tillid, som politikerne og medierne burde skabe. Tillid og mellemmenneskelig respekt er to ting, som der ikke er meget af p.t. i Catalonien.

Min italienske ven og filosof, som er bosiddende her i Barcelona, frygter et nyt Jugoslavien, selv frygter jeg ikke …, men jeg håber, at journalistikken bliver endnu bedre, end den er.

Lea Korsgaards pamflet er et glimrende sted at begynde.

April 8, 2018

What is happening in Catalonia?

The Spanish novelist Eduardo Mendoza has won many literary prices, including the Franz Kafka Prize, in 2015, and the Premio Cervantes, in 2016. Recently, he published a short essay entitled Que está pasando en Catalunya (What is happening in Catalonia).

Like many others, he wants to understand what is happening in the Spanish region of Catalonia, especially, as he notes, because of the “ignorance” and “prejudices” that affect many people’s images of Catalonia and Spain.

It is a mistake to reduce the Catalan nationalist and separatist movement solely to origins in the Spanish Civil War, Mendoza says. Franco’s dictatorial regime is gone. Since the late 1970s, Spain has undergone a difficult, but also impressive, democratic transition. Many of those today who refer to “Franco’s ghost” never lived under his regime; if they had, they would probably be more cautious when using terms such as “Francoism,” “fascism,” and “dictatorships” so carelessly. At the very least, they would be cautious out of respect for all those who suffered and died during that time.

It is true, however, that Catalonia, like the rest of Spain, suffered during the Franco years. Furthermore, the Catalans suffered with respect to their language, and many Catalans wanted to separate themselves from Franco (as did many other Spaniards). “No one doubts the antipathy of the Franco regime towards the Catalan language,” Mendoza writes. And yet, not all Catalans were against Franco. He continues, “we should forget that a good part of the young (and not so young) Catalans volunteered for the Falangist movement.”

The idea of Catalonia revolting against Spain is wrong, because this assumption is based on the naïve generalization of claiming that all Spanish or Catalan people are identical. Spain, as a country, suffered under Franco, just as some Catalans followed Franco freely.

Luckily – and I say this ironically – for the contemporary Catalan separatist, “the habit of adapting history to fit contemporary conviction is a distinctive Catalan identity,” Mendoza says.

Anyone with a little knowledge of what has happened in Catalonia will know that facts are treated with creative elegance that places the separatist within the post-truth, alternative facts, or fake news era. Illustratively, Mendoza draws a comparison between France and Catalonia. While France had a glorious past, one to which we can look for compassion, the Catalans never had one. Thus, “to hide what they considered shameful, the imagination and artistic talent of Catalans has been dedicated to inventing a past that the society would have loved to have.”

Perhaps the best way to illustrate the complexity of the separatist lie is by referring to Sartre’s concept of “bad faith,” a way of using freedom to deny ourselves the freedom we actually have. This is a strategic way in which some Catalans take away their own responsibility to choose by saying that they have no choice. As a consequence, the independence movement has created a culture of victimization where it is easier to blame Spain than to take responsibility for themselves. For example, blaming the centralization of power in Madrid. Interestingly, Mendoza writes, “if there is place where you can speak about savagely centralism it’s in Catalonia. Barcelona has always scorned the second ranked cities …”

Mendoza describes the Catalans as shy and a group whose thinking is not used to getting very far. “They are practical thinkers, but theory and abstraction bores them.” Perhaps, for this reason, some seem to speak of democracy and freedom that, at most, resembles Orwell’s Newspeak. As Mendoza has written elsewhere, if you can freely demonstrate in the street and participate in the Spanish government, then there is, indeed, democracy. However, if you do not wish to accept that democracy is a long and tiring process, then you simply need to organize an illegal election insisting that it is legal.

To begin with, “the participation of Catalans in the Spanish government was encouraged … during the years after the transition.” Unfortunately, with Jordi Pujol, who served as President of the Catalan Generalitat (i.e. the Catalan government) from 1980 to 2003, a systematic plan towards independence was in place: it was found in schools, the media (Mendoza mentions how the Catalan media outlets TV3 and Catalunya Radio moved from being neutral to “separatist organs”), the local government, and via less involvement in the Spanish government. All activities were aimed at creating a Spanish enemy by altering facts. Then came the financial crisis in 2008, which – as is many other places such as in Madrid, Athens, Lisbon – hit the younger generations, and created a healthy and global anticapitalistic movement that, unfortunately, quickly turned into a nationalistic protectionism.

Using his trademark easy-going style, Mendoza writes that, regardless of the mythical stories that Spain and Madrid is stealing, ”you live better in Barcelona than in Madrid.” The morale is: Life is hard, for all, not just the Catalans.

Towards the end of Mendoza’s pedagogical essay, he concludes that there is “no practice which can justify the desire for independence from Spain,” before adding, “Spain is not a bad country. It could be better.” This is true, but so can Denmark, where I am from, and all other countries. Democracy is, after all, a dynamic process.

Mendoza succeeds in killing a few myths, but whether these efforts are enough to make people less ignorant, only time will tell. Nevertheless, it is good to see that more and more Spanish and Catalan intellectuals are participating in uncovering the political theater, where politicians (most notably Puigdemont & co) play with the Catalan people’s emotions by selling certain beliefs, irrespectively whether these beliefs are true or false.

So, when Mendoza writes that there is “no practice which can justify the desire for independence from Spain,” then he emphasizes that the emotions and beliefs behind the separatist are unreasonable and unjustified, despite how some Catalans feel. Therefore, it is healthy, as Mendoza says, to question our ideas, to explain things to each other, and to eliminate prejudice, ignorance, and incomprehension.

Mendoza shows that sometimes thinking is painful. For example, Puigdemont & co use “freedom” and “democracy” as tranquilizing slogans, yet if we pay attention, it’s obvious that their use refer to a superficial understanding (if not simply a nationalistic misunderstanding). At most these slogans are sleeping pills that hinders an open and honest examination of a challenging conflict, an examination that requires empathy and compassion. Elsewhere, I ‘ve argued that compassion is needed in Catalonia, not as something artificial, but as something that arises naturally in complex and tense situations.

A difficult road lies ahead – for all parties.

December 18, 2017

Den catalanske utopi

At lægge øre til de catalanske forestillinger om selvstændighedens lyksagligheder er som at lytte til en mand med ægteskabsproblemer. Alt ondt kommer fra hans spanske kone, alt godt fra ham selv. Han fortjener noget bedre, men drømmer kun i romantiske utopier.

Læs resten af kronikken i Information.

October 10, 2017

Catalonien – mellem håb og fortvivlelse

Nedenfor er en artikel, Grumset catalansk nationalisme, der handler om Catalonien og Spanien. Jeg skrev den for et par år siden til magasinet Modkraft. Jeg deler den, igen, fordi den nuværende journalistiske David mod Goliath-vinkling – som flere medier belejligt anvender – er lidt for naiv.

I Barcelona ligner livet p.t. på mange måder sig selv. Folk går på arbejde, børnene i skole og cafeerne er fulde. I går, da Barcelona spillede fodbold, ventede flere med at slå på gryder og pander indtil der var pause. Ideen med at slå på gryder og pander er et charmerende eksempel på, hvordan man viser sin utilfredshed. Og da mine fem-seks naboer var færdige med gryderne, var der så en eller anden, der satte den spanske nationalmelodi på. Nabokrig!

Det er dog alvor. I første omgang er det vigtig at anerkende, at der er megen smerte i Spanien og Catalonien pga. borgerkrigen, som aldrig er blevet forløst. I stedet for at kigge smerten i øjnene og prøve at forstå, undgås dette ømtålelige emne bag stereotypiske angreb fra begge parter. På den måde bliver sorgen nemt til vrede og, desværre også, had. Der er mange følelser på spil, som begynder at træde tydeligere frem i det daglige. Skal to ekstremer udpeges, så ser nogle Spanien som en besættelsesmagt, mens andre ser sig selv som både spaniere og cataloniere.

Der er mange spørgsmål, som dukker op: Er løsningen at stikke af, fordi man vil noget bedre? Er løsningen at konfrontere problemerne i fællesskab? Er nationen andet end en anakronistisk og romantisk ide, der bygger på forestillingen om kontrol af ens egen velfærd i en verden, hvor de fleste problemer kun kan løses i fællesskab: immigration, klima, finanskrise, sexisme og racisme? Er det penge, der spiller ind i den catalanske nationalfølelse? Er alt vitterligt spaniernes skyld? Har Spanien forsømt eller ignoreret Catalonien? Er det frygten for at miste det catalanske sprog og kultur, som ellers anvendes i skoler og i al offentlig kommunikation, der spiller ind? Er det forfængelighed? Ren og skær magt, der spiller ind hos begge partere? Og hvad er skolesystemets rolle i Catalonien, når så mange unge slet ikke nærer noget tilhørsforhold til Spanien? Nogle taler om en strategisk uddannelsesfabrik af unge uafhængighedshungrende cataloniere? Andre taler om, at der dybt inde i den spanske regering stadigvæk er nogle af Francos gamle venner? Og alle taler selvfølgelig om mediernes rolle, især de catalanske mediers manglende kritiske journalistisk, når det drejer sig om uafhængighedsspørgsmålet. Eksempelvis er den catalanske fjernsynskanal TV3 kendt for at afholde debatter om uafhængig, hvor de inviterer én gæst, der er imod, og tre gæster, der er for. Flere sager kører mod de catalanske medier for ikke at være upartiske.

Der er heldigvis en masse gode kræfter i hele landet, men de har desværre alt for længe været tavse med henblik på at skabe forståelse, fx har kunsten ikke spillet nogen afgørende rolle i flere år med værker, der kunne skabe en forløsning m.v.

Lige nu er det overladt til et politisk teater, hvor en af hovedaktørerne er meget snu og strategisk, mens den anden mangler det man på tysk kalder gefühl. Og i et politisk teater, hvor alt er symbolik, smides der så igen rundt med begreber om frihed, demokrati, nationalisme osv. Af samme grund er det vigtigt, at forsøge at holde hovedet lidt køligere. Og det er svært. I et par uger har jeg fuldt debatten på Twitter, som mest af alt er ren og skær propaganda, hvor jeg både blev revet lidt med, inden jeg dog blev for deprimeret over al den vrede, smerte og også dumhed, som florerer.

Måske er kløfterne blevet for dybe til at se det, som cataloniere og spaniere deler. Hvilket er mere end det, som skiller dem, men dette betyder ikke altid noget, hvis hullet er blevet for dybt.

Et eller andet sted, burde hele nationen sætte sig ned, holde hinanden i hånden, trække vejret dybt, sammen, og bare sidde, helt stille. Og der ville ikke gå mere end ti minutter inden flere ville bryde grædende sammen. Mest af alt er det trist, det som sker.

Om jeg bor i Spanien eller Catalonien på mandag er uvist … Der er håb og fortvivlelse. Og nu blev denne artikels manchet lidt mere end det.

***

Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.

Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.

Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.

I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.

I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.

Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.

Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.

Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«

Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.

Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.

Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.

Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.

Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.

Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.

Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.

Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.

De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.

Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.

Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.

Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.

Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.

Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.

Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.

Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.

I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.

Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.

Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.

På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«

Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).

Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«

Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.

Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.

Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.

Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.

Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.

Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.

Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.

Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.

Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.

Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.

Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?

Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.

Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.

I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.

Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.

Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.

En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.

Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.

Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.

Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.

Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.

Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.

Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.

Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.

Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.

Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.

Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.

September 28, 2017

Catalonien – mellem frihed og kontrol

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?

”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.”

Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.

Det er et problem, som ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere.

Det catalanske uafhængighedsprojekt er primært knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som kan mønstre knap halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige.

”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”

Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.

Camps understreger, at selvstændighedskampen er motiveret af penge. Regionen er Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Dette fokus på penge gjorde, at uafhængighedsprojektet først for alvor fik tilslutning i 2008, da Spanien blev ramt af finanskrisen. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.

Når pengene spiller så en stor rolle hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser. Der mangler storsind i begge lejre.

Uafhængighedsprojektet er national romantisme. Måske sågar kapitalistisk. Marx og Engells sagde i Det kommunistiske manifest, at enhver kritik af kapitalen kræver, at man frasiger sig privat ejendomsret og ideen om en national stats. Dette kan end ikke de såkaldte mere socialistiske tilhængere, da de tror på national kontrol er lig med social velfærd. Det er protektionisme, der minder om Brexit og Trump.

Nationer er per definition egoistiske, påpeger Camp, og understreger: ”Den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”

Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er ikke et arbejderklasse projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om facisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Artiklen blev bragt i Netudgaven (der nu er lukket), august 2017.

August 25, 2017

Grumset catalansk nationalisme