burnout

The philosophy of Byung-Chul Han

The French philosopher Gilles Deleuze once said: “There is no need to fear or hope, but only to look for new weapons.”

‘Weapons’ may give us the wrong associations, but what he refers to are concepts that, like a brick, can be used to destroy what is hindering the growth of our lives, and at the same time, help us build or create something sustainable.

The Korean philosopher Byung-Chul Han’s work can be seen a toolbox aimed at helping us understand our contemporary society, while also presenting us with concrete ideas, thoughts or ‘weapons’ that might help us overcome or resist our own weak desires and vanities.

Read the rest of my portrait of Byung-Chul Han that I wrote for The Mindful Word

My review of The expulsion of the other

My review of In the Swarm

My review of Saving beauty

A small feature on Han, can be read here.

About Byung-Chul Han

Today, we live in a society organized mainly around capitalism. Not only are making money and, to some extents, having a career objectives that guide many people’s lives, but prestige, status, and social identity also are typically measured within a capitalistic mindset. Even when corporations claim that “people come first,” they refer to their employees’ skills and experiences as “human capital” or “cultural capital.” Everything we do has monetary value attached to it.

According to the philosopher Byung-Chul Han, this tendency is part of today’s achievement society, which can be seen starkly in digital communication, including social media, changing us from citizens to consumers. Han’s latest book, In The Swarm, is a wakeup call to action, declaring that it’s time for citizens to care more about society’s welfare than their own egos. “Responsibility for the community defines citizens. Consumers lack responsibility, above all,” he writes.

Han was born in Seoul in 1959. He studied metallurgy in Korea before moving to Germany in his early 20s to study philosophy, German, and theology. Today, Han is a professor at the University der Künste in Berlin. His initial fame sprang up mainly after publication of his book Mudigkeitsgesellschaft, which, directly translated, means “the fatigue society.” However, in English, this was cleverly translated to The Burnout Society. He is the author of more than 20 books, which have been translated into many languages and are well-read among socially and philosophically aware readers.

Han’s philosophy dovetails with French philosopher Gilles Deleuze’s idea about seeing our current achievement society as a “control society.” Unlike Michel Foucault’s disciplinary society, in which people know that their freedom is limited, people in a control society actually–and very falsely–believe that they are free. It’s a shift from disciplining the body to controlling the mind in a seductive way. The consequence is that people tend to exploit themselves aggressively until they burn out, collapse, or suffer from depression. Usually “exploitation” entails someone being exploited by someone else, Han claims that we actually do it to ourselves. “The crisis we are now experiencing follows from our blindness and stupefaction,” Han writes in In The Swarm. By “crisis,” he refers to at least two things: First our democratic crisis caused by the shallowness of digital communication, social media, information overload, etc., which he says undermines critical thinking, respect, trust, etc. Second the consequences it has on a personal level cf. stress, depression, burnout, suicides, etc.

Han is part of a growing number of sociologists and philosophers who conduct social analyses. Similar ideas can be found elsewhere among theorist related to the Frankfurter school, but also among other critical psychologist, spiritual teachers and so forth. Some of these ideas are how a too-rigid positivity is destructive, especially when it comes to self-development; how technology makes everything accelerate; and how we are always at work. Still, Han contributes to this debate not so much by adding new idea, but by presenting clearer, almost poetic descriptions of what’s going on. His books advance the idea that philosophy is for everyone. His postulating and concrete style always forces the reader to reflect, to wit: “Digital devices have mobilized work itself. The workplace is turning into a portable labor camp from (which) there is no escape.” Do we live in a labor camp?

He also asserts that freedom has become a constraint. “Exhausted achievement-subject(s) can rest only in the same way that a leg falls asleep.”

Han’s main claim is that today’s neoliberal psycho-political power appears to be invisible and imperceptible unless we pay very careful attention. But–and this is the problem–we rarely pay attention because that which works as an invisible or imperceptible power is also what prevents us frompaying attention, e.g., Twitter and Facebook. Therefore, a traditional critique of capitalism is not sufficient. The point really is that we must understand that our daily lives and our ideas about freedom have become nothing but cogs in the machinery of capitalism.

One of the reasons for this is that a digital culture is based on counting. “In contrast, history means recounting.” On Twitter or Facebook, one counts followers, likes, retweets, or friends, whereas real friendship, Han says, “is an account, a narrative.” Digital culture is also tied to the mantra of transparency found in modern political and corporate-governance literature, which only diminishes trust while monitoring and controlling every click we make online.

“Transparency is ruled by presence and the present tense,” Han claims. However, to think, we need distance — physical and mental — that is what constitutes the public sphere. It is from distance that we learn to respect, reflect, and analyze. “A society without respect, without the pathos of distance, paves the way for the society of scandal.” Still, some may ask, couldn’t we use these same media outlets — YouTube, Twitter, Facebook, etc., — to activate a critical awareness, bringing academia out of the ivory tower and into the broader society?

Two guiding concepts work as analytical tools for Han in all his books: freedom and power.

Freedom, according to Han, is both a problem and a possibility. It is becoming, as Deleuze would say, emphasizing that we become by combining courage to stand up against dominating ideals and norms with the belief that things could be different. Freedom is becoming whatever, i.e., in some way disobeying power. Real freedom is socially anchored, as he says in Psychopolitics. “Freedom is a synonym for the community that succeeds.”

But today, we are not free, Han claims in In The Swarm: “Information fatigue includes symptoms that characterize depression. Above all, depression is a narcissistic malady,” he writes. We, or many of us, only hear the echoes of ourselves, for example, when we cry with joy when strangers follow us on Twitter, or when our tweets are retweeted. At the same time, this freedom to constantly polish and refine social profiles–and gain more “cultural capital” while others comment, like, or retweet–creates more pressure. “As such, it marks the end of freedom…The achievement subject exploits itself until it collapses.”

Although there is a tendency toward redundancy in Han’s many books, his critiques of concepts such as freedom, power, control, and transparency are highly relevant.

In In The Swarm, however, one might detect something old-fashioned in Han’s philosophy–or perhaps even wrong–in some of his claims. For example, he writes “the mass is power” because it shares an ideology, whereas the digital swarm is narcissistic and is not unified. “They do not march.” This, of course, is wrong. After the election of U.S. President Donald Trump, one of the most encouraging things has been how people marched in the streets. First, there was the women’s march in January, then marches this month against recent white-supremacist activity in Charlottesville. Furthermore, do we really need a new ideology against the online swarm to overcome another (i.e., capitalism)?

Han operates with a romantic ideal about authenticity and truth, yet perhaps we just need to push the underlying idea of the Internet further. Allow it to have no roots, no control, no editing. Instead, view it as a rhizome that grows horizontally without a beginning or end. Pure becoming. When nothing is given, one is free to harmonize his or her life with reality, to change according to the rhythms of existence–no longer caring whether what he or she is doing would fit into a neoliberal mindset.

Critical voices might say that the downsides of neoliberalism—and especially of the Internet–that Han discusses have been explored before. However, Han focuses on something else. Basically, he not only raises questions regarding the condition of our current society, but also asserts that the real problem is that we don’t raise such questions. He is part of a growing choir claiming that many of us are becoming the kind of easily malleable citizens that totalitarian dictators dream about.

Han’s philosophical encourages us to think, and I view that as a good enough reason to read his books.

Published in Metapsychology, Volume 21, Issue 35.

For more on Byung-Chul Han, please see my portrait The Philosophy of Byung-Chul Han,

Or my essay, Which dish of noodles are your life worth?

Or my review of, Saving beauty.

In Danish: anmeldelse af Transparenssamfundet , I Sværmen & Træthedssamfundet

41V0r2rKbWL._SX319_BO1,204,203,200_

Ikke-at

”Det 21. århundredes samfund er ikke længere et disciplinærsamfund, men et præstationssamfund,” skriver det tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han i Træthedssamfundet. Den franske filosof Michel Foucaults disciplinærsamfund, der talte om biopolitik og lydighedssubjekter, hører en anden tid til. I dag er politikken blevet psykisk eller mental. Vi er blevet ”præstationssubjekter” i en fangelejr, hvor vi er både fange, fangevogter og gerningsmand. End ikke det en anden fransk filosof Gilles Deleuze kaldte for kontrolsamfundet, kan favne samtiden. Fælles for både disciplinær- og kontrolsamfundet er, at de rummer for meget negativitet.

Samtidens neoliberale præstationssamfund præges af ”et overmål af positivitet” – befriet fra det negative. Der er tale om en bevægelse væk fra det disciplinerende forbud: du må ikke, henover det mere kontrollerende påbud: du skal, frem mod præstationssamfundets motiverende: du kan. En konsekvens af denne terroriserende positivitet er stress, burnout, depressioner og fiaskoer. Der ligger et enormt pres i ”at kunne”, fordi logikken synes at være: hvis du kan, så skal du! ”Depressionen er først og fremmest en træthed i henseende til at frembringe og at kunne.” Depressionen er en narcissistisk sygdom.

Byung-Chul Han har de seneste år udgivet flere essayistiske bøger, der kritisk og originalt belyser samtidens neoliberale forfald. På dansk er udkommet Træthedssamfundet; en bog, som for alvor gjorde Han populær. Han tænker i forlængelse af den kritiske tradition i tysk filosofi. Dog er han ikke en del af Frankfurterskolens mere normative projekt. Snarere er han mere beslægtet med filosoffen Martin Heidegger, om hvem han også skrev disputats, især, når denne er mere poetisk i sin tænkning.

I Træthedssamfundet forsøger Han, at overskride tidens dominerende positivitet, hvilket blandt andet sker med reference til Buddhisme. ”I zen-meditationen forsøger man eksempelvis at nå frem til den rene negativitet i ikke-at, dvs. man søger tomheden, idet man befrier sig selv for det fremmasende noget, der trænger sig på.”

Præstationskulturens store problem er den omklamrende positivitet, der altid er knyttet til det ens, hvorved det negative, det fremmede, det andet eller anderledes, fx det ”ikke at gøre noget” fortrænges. ”Det er en illusion at tro,” skriver Han, ”at man er desto frier, jo mere aktiv man er.”

Når Han taler om et muligt Træthedssamfund, er det primært fordi ”den fundamentale træthed” rummer en livskraft. Den fundamentale træthed er ikke lig med den udmattelse, som præger præstationssamfundet. Tværtimod. Den er inspirerende. ”Den lader ånden genopstå,” skriver Han.

Med reference til forfatteren Peter Handke, som er fast følge i flere af Hans bøger, plæderer Byung-Chul Han for en ”inspirerende træthed”, ”en træthed i negativ potens, nemlig ikke-at.” Det er den form for træthed, som gemmer sig i fjumreåret, som danske politikere er så bekymrede for.

Han efterlyser en mellemtid, en tid til leg og fordybelse. Desværre har mange alt for travlt til at tænke, hvorved samtiden præges af åndeligt dovenskab. Han efterlyser at mennesket finder sin takt med livet, ikke kapitalens vækst- paradigme. Træthedssamfundet er stadigvæk aktuel. Mange forsømmer at være tilstede i livet, fordi de konstant føler sig tvunget til at gøre noget and at leve.

Trykt i Atlas Bogtillæg, maj 2015.

Forandring søges

I sangen ”Lonely Planet” synger The The, ”If you can’t change the world, change yourself.” Idehistorikeren Jes Bertelsen kender måske ikke sangen, men han kender budskabet. Hans pointe er nemlig, at vi ikke kan skabe en bedre verden, uden at ændre os selv. Det ydre og det indre hænger sammen. De er foldet om hinanden.

Få år tilbage udgav Bertelsen Et essay om indre frihed. Den indre frihed defineres her som den tilstand, der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens. Sagt anderledes: Når et menneske har det godt og er i balance, er det frit.

Et eksempel kunne være en person, som har svært ved at begå sig i et samfund. Hun keder sig, føler sig overset og mangelfuld. Hun tager væk. Efter en tid forsvinder nyhedens interesse for de nye omgivelser. Den gamle restløshed vender tilbage. Rygsækkens pakkes på ny. Der er tale om en klassisk psykologisk mekanisme. Mange flygter, når de føler sig truet eller eksistentielt presset. Ifølge Bertelsen er denne persons problem, at vedkommende ikke evner at skabe en sund balance mellem det indre og det ydre. I stedet for kaster vedkommende sin egen restløshed, det vil sige sin egen manglende opfindsomhed over på omgivelserne, selvom de tilhører personen selv. Filosoffen Gilles Deleuze sagde engang, at hvis man er tilstrækkeligt opmærksom og kreativ, er hele verden tilstede i en kaffekop.

Bertelsen er en spirituel vejleder med psykologisk indsigt. Han er ikke forsker i traditionel forstand. Snarere deler han ud af sine egne erfaringer, som andre så måske kan finde inspiration i. Han lægger med andre ord op til, at den enkelte selv kan prøve og se, hvad der sker. Det han foreslår er, at vi kan lære af religiøse og spirituelle praksisser, fx forskellige former for bøn, åndedrætsøvelser og meditation. Og vi kan lære af disse praksisser uden nødvendigvis at konvertere. Han vil frisætte den viden, som de religiøse og mystiske praksisser besidder om bevidstheden.

I bogen skelner han mellem en religiøs ydreside: forkyndelsen, og dens inderside: mystikken, træningen, praksissen. Det indre del handler om at transcendere, det vil sige blive mere naturlig, oprindelig eller autentisk (han opererer med en ide om en menneskelig essens). Modsat handler den ydre om magt og prestige. Den indre beskæftiger sig med empati og medfølelse, mens den ydre mere handler om at sælge en forestilling.

Sagt anderledes – med reference til forfattergerningen, der jo også er en meditativ praksis (omend anderledes end dem Bertelsen referer til) – så handler det at skrive sjældent om prestige og identitet. Tværtimod. Det drejer sig om at blive ingen. At blive ren kraft. Det vil sige, at skrive er at blive noget andet end forfatter. ”Tilblivelse er ikke at opnå og antage en form (identifikation, imitation, Mimesis), men at finde en nærhedszone … således at man ikke længere kan udskille sig fra en kvinde, et dyr, et molekyle,” skriver Deleuze et sted.

Tilbage til Bertelsen. Hans tese er, at de fleste religiøse og spirituelle praksisser arbejder eller beskæftiger sig med empati og medfølelse, hvilket kan åbne op for dialog på tværs af ideologiske grænser. Der er ikke tale om en Habermas-agtig kommunikationsteori, men en slags kommen i berøring med livet som sådan – Bertelsen taler om en fællesmenneskelig essen. Han påstår, at dialogen ofte er fraværende mellem forskellige religioner (og politiske ideologier, kunne man tilføje), fordi de fleste ridser deres egen særegenhed hårdt op i et forsøg på at hverve kunder, eller skabe et unikt brand, hvorved enhver åben dialog bliver umulig. En dialog fremmes, når folk i stedet for at abonnere på en ideologi, sættes i stand til at handle i en spiritualitet, de har valgt. Dette er konstruktivt, men kan lyde som et paradoks, såfremt spiritualitet referer til en menneskelig transformation i lyset af et religiøst ideal. Hvis det skal give mening, det som han siger, må spiritualitet derimod være forbundet med en indre frihed, det vil sige en følelse af kropslig velvære. Her kunne forfatteren godt være mere klar.

Umiddelbart kan bogen virke for pædagogisk og sine steder lidt banal og vag, fx når han bevæger sig ud i de mere samfundsmæssige beskrivelser. Den rummer også nogle sproglige vanskeligheder, fordi den opererer med et – for nogle – uvant sprog, fx er hjertet en muskel, måske en lidt søgt romantisk metafor, men hos Bertelsen er hjertet et sted, hvor den indre frihed er placeret, en visdommens rede. Dog er det ikke svært at forstå, hvad han ønsker at fortælle, hvilke mulige erfaringer han forsøger at åbne for. Bogen er overvejende sympatisk.

Det er indlysende, at nutidens performance- eller konkurrencesamfund efterhånden skaber flere eksistentielle dårligdomme end goder: depression, stress, burnout, misbrug. Det betyder, at man bør være påpasselig med at placere sig selv i en ophøjet og ubøjelig position, hvor forskellige meditative – ofte buddhistiske – praksisser slås hen som noget, der er forbeholdt skaldede mænd på flugt fra en masse kinesere.

Et essay om indre frihed kan minde lidt om psykologen Nadja Præterius’ Den etiske udfordring i en global tid, der udkom sidste år. Begge er ligeledes inspireret af buddhistiske tanker. Hun foretager også en kritisk analyse af dagens konkurrencesamfund. Og foreslår også (dog mindre konkret, selvom hendes samtidsanalyse er bedre), at løsningen handler om at finde det autentiske og ægte i os selv. Bertelsen og Præterius’ tanker kan virke paradoksale, idet de foreslår at kapitalismen overvindes med individualisme, skønt kapitalismen ofte beskyldes for at skabe egoistiske og individualiserede forbruger. De vil bekæmpe ilden med ild. Det er en tiltalende, men svær øvelse. En reparationsbajer kan sagtens hjælpe på tømmermændene, men det kræver selvdisciplin ikke at nappe en mere, og en mere, hvorved reparationen blot skaber et fremtidigt behøv for flere reparationer.

Pauser, ro, åndedrætsøvelser, nærvær, empati og medfølelse kan forbedre verden, men jeg tror ikke mennesket er en essens, som den enkelte kan agere mere eller mindre autentisk i forhold til. Medfølelse handler ikke om mit forhold til mig selv, men om min evne til at vise omsorg og kærlighed overfor eksistenser, der ikke kan leve uden min omsorg. Der findes i dag mennesker, som ikke vil overleve uden andre menneskers omsorg og pleje. Det er klart, at en indre fred eller ro er en forudsætning for at kunne møde verden på en frugtbar måde, men kun fordi denne gør mig i stand til at forbinde mig med verden, hvorved jeg kan blive noget andet end mig selv. Det er fordi, jeg ikke har nogen essens, at jeg kan give plads til det, som er i færd med at blive; det, som måske aldrig tager form uden min omsorg.

Spørgsmålet, som The The efterlader os med, er, hvordan den enkelte kan forandre sig.

Lykkelig udbrændt

Jeg har netop udgivet et nyt essay, The Happiness of Burnout. Det handler bl.a. om kunstneren Jeppe Heins burnout.

I essayet perspektiverer jeg denne udbrændende case vha. filosofferne Gilles Deleuze og Friedrich Nietzsche, og Grahams Greenes roman A Burn-Out Case.

Håber essayet vækker mere glæde end tristhed.

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.

Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.

Socialpsykologi

Den spanske psykolog José Luis Gonzáles García har skrevet en interessant socialpsykologisk bog: La construcción social del sujeto, Psicoterapia, ideología y poder en las sociedades avanzadas.

I begyndelsen slår han tonen an: Psykologi og psykoterapi handler om frigørelse. I dag er de dog reduceret til økonomiske værktøjer, der hjælper den enkelte med at restituere, så han eller hun kan håndtere det pres, som et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund efterspørger. Kapitalen presser mennesket. Det primære problem, er, at mennesket reduceres til noget mekanisk. Denne menneskelige reduktion medfører bl.a. stress og burnout.

García foretager en horisontal idehistorisk læsning for at vise, hvilke kræfter og magter, som til forskellige tider har været dominerende, fx religiøse, politiske og kapitaliske. Han går også i kødet på den postmoderne relativisme, hvor ”alt er lige meget værd” – en tankegang, der ofte medfører, at ingen tør sige fra eller til. Det ender nemt i en falsk pluralisme, som reelt blot dækker over en kønsløshed, idet intet jo er noget værd. García inddrager også fysikken, fx Heisenberg (som konsekvent staves med ’m’) for at tydeligøre, at observatøren og det observerede ikke er to uafhængige instanser, hvilket Newton mente (jf. mekanisk). Popper tækkes frem for at understrege, at ingen teori eller metode er ufejlbarlig. Der er ingen universel lov.

De menneskelige værdier og overbevisninger tager farve af det system, som opretholder eller skaber bestemte situationer. Eksempelvis lever vi i et kapitalistisk samfund, hvor politikere og ledere (i.e. systemet) opretholder eller skaber en social kontekst, hvor det er normalt at tro, at flere penge altid er bedre end færre. Eller, hvor stort set alt værdifastsættes i forhold til økonomi, fx hvilken opdragelsesform eller institution er mest rentabel, dvs. hvilken løn ender børn fra en Rudolf Steiner skole med kontra en privat kontra en offentlig. Gad vide om det er sådan en kalkule, der har fået den danske statsminister til at sende sine børn på en privatskole, selvom hun som øverste repræsentant for systemet har mulig for at skabe en uddannelsesmæssig situation, som ikke favoriserer familier med penge. Pointen er, at en kapitalistisk kontekst præger mennesket i retning af egoisme, da systemet ynder at udnytte sine ressourcer uden anden målestok en bundlinjens. Det har stået på så længe, at selv nye ledere blot gør mere af det samme. Omkvædet lyder: Kan det betale sig? (og man kunne spørge: Kan det betale sig, at spørge så stivbenet?)

Problemet er, at der er for mange underdanige. Det vil sige, personer som mangler en kritisk sans, men – og det er et stort MEN – der er også tale om en kritisk sans, som selvsamme system selvfølgelig ikke favoriserer, idet fx danske politikere ønsker forskning, der skaber fakturaer eller kunst, der understøtter et opdragende og politisk formål. Samfundet former sine borgere. Dette ses, fx når de fleste former for selvhjælp blot er blevet til en anden form for konsumering, som reelt intet ændrer.

Det enkelte menneske er en receptor for de værdier, overbevisninger og ideologier, som strømmer gennem samfundet. Tænk blot på, hvordan anerkendelse er tæt forbundet med indkomst, titler og status. Her er det samfundets værdier og normer, som præger hvad idealborgeren tillægger større eller mindre anerkendelse. Af samme grund er det sociale vigtigt, jf. socialpsykologi.

Løsningen for García er ikke en eksistentialisme a la Kierkegaard, Nietzsche og Sartre – personligt finder jeg meget gods i disse tænkere. Sagen er jo den, at ’jeg’ er mange, hvilke García også nævner, men ikke helt følger op på. Derimod appellerer han for mere samarbejde. Argumentet er historisk, idet det selvfølgelig er samarbejde, ikke konkurrence, som er grunden til at mennesket har udviklet sig.

Til sidst, taler han kort om nye former for terapi. Han er ikke fortaler for en naiv socialkonstruktivisme a la: Min hjerne eller tanker skaber min virkelighed. Nej, verden er i færd med at blive. Vi lever i og med den, men ved hjælp af sproglige konstruktioner, kan vi nærme os de mange kræfter og energier, som er til stede. Af samme grund er der intet slutmål, kun praksisformer. Som Nietzsche sagde: religionen er en praksis, men dens objekt er ren og skær fiktion. Det betyder, som jeg læser ham, at terapeuten ikke skal lede patienten et bestemt sted hen, men bringe denne i kontakt med verden uden dette filter af præ-definerede værdier, ideologier og normer, som gennemsyrer kapitalistiske samfund. Det betyder endvidere, at det ikke er ’mig’, som er det aller vigtigste, men hvordan ‘jeg’ formår at give plads til det, som er i færd med at blive – måske endda række noget givende videre. Det vil sige, noget har værdi, nemlig det, som bringer liv.

Og hvad der giver liv, ved ingen jo på forhånd. Det er grunden til at livet, er så forbandet interessant.

”People think I’m a miserable sod, but it’s only because I get asked such bloody miserable questions.” – Nick Cave

Jeg har i den seneste tid kigget nærmere på begrebet ’burnout’. Et kort status:

Det, der slår mig mest, når jeg har talt med personer, der har været ramt af burnout (og som er tilstrækkeligt langt i forvandlingsprocessen) eller, når jeg læser om udbrændte personer, er, hvor glade de synes at være. Alle, uden undtagelse, ser det at brænde ud, som en ny chance for virkelig at leve, dét liv, som de gerne vil leve. Det vil sige, et liv, der stemmer mere overens med vedkommendes egne mål, drømme og værdier. Der er noget befriende i at stå imod de styrende idealer og normer, der konstant fortæller, hvordan man bør søge anerkendelse, prestige og magt, mens man alt for ofte må gå på kompromis i effektivitetens ulidelige navn.

Burnout er et signal om, at ens liv skal ændres. Nu.

Der er flere myter om burnout. En er, at det kun sker for personer, der arbejder med omsorg. En anden er, at det kun kan ske for ambitiøse perfektionister. En tredje er, at det er et decideret klasseproblem: Jo lavere i det sociale hierarki, desto større er chancen for at brænde ud.

Sandheden er dog, at både mænd og kvinder, unge og gamle, højt uddannede og lavt uddannede, karrierefreaks og arbejdsløse kan brænde ud.

Helt kort, så skyldes det, at det ydre pres bliver for hårdt. Dette pres kan være mange ting (eller en kombination), fx jobmæssigt (for mange opgaver eller for svære); pengemæssigt (det er trods alt en lykke, ikke at skulle bekymre sig om penge); det kan dreje sig om tidens normer og idealer, der putter ens levevis under pres (fx idealet om karriere, som var et liv uden arbejde lig med et sandt helvede); det kan dreje sig om manglende kontrol eller forudsigelighed (fx, når man pludselig føler, at ens liv er blevet kidnappet); det kan også skyldes forskellige hændelser, som flår ens selvbillede i stykker, etc. Listen er laaaang.

Så antagelsen om, at kun personer der brænder for noget, kan brænde ud, er forkert. Den spiller for meget på bål-metaforikken. Men, ok, selv små bål brænder ud, såfremt ingen tager vare på dem. Ingen mennesker er ens.

Når vi taler om mennesker (ikke bål), så drejer det sig om at tage vare på sig selv, hvilket hænger sammen med at kende sig selv. Og omvendt. Det er her flere psykologer, spirituelle og filosoffer kan inspirere med forskellige praksisser for, hvordan den enkelte kan tage magten tilbage fra den ydre instans, som alt for længe har forvaltet vedkommendes liv. Det drejer sig om at genfinde glæden ved at være i live. Intet andet.

Hvad vil det sige, at kende sig selv og tage vare på sig selv – sådan helt kort. Lad mig give et simpelt eksempel: Hvis din krop sender triste signaler, som du vedholdende ignorerer, så kender du tilsyneladende ikke dig selv nok til, at tage vare på dig selv. Eller også er du netop presset af noget ydre, som har gjort dig handlingslammet. Signalerne er ellers markante nok: irritation, søvnbesvær, manglende sexlyst, lav energi, langsommelighed i ens arbejde, følelsesmæssigt træt, over-følsom, selvcentreret, øget druk, fysiske problemer (hovedpine, hjerteflimmer, kronisk snot), etc. Denne liste er også rimelig lang.

Det er selvfølgelig svært, at gøre noget drastisk, når lokummet brænder. Det er svært, at besidde modet til at lytte og gøre noget radikalt anderledes, hvilket bl.a. hænger sammen med, hvorvidt man reelt kan forestille sig et anderledes liv. De fleste af os er vokset op i et konkurrenceforstyrrende system, hvor idealet ikke er, at hvile i sig selv eller et fredfyldt sind, men at drømme om mere. Sådanne drømme kaldes også mareridt.

Brænder du ud, så er det kroppens måde at yde modstand på. En sidste skanse. Alt det du, sådan rent fornuftmæssigt (nærmest helt business rationelt) har ignoreret eller udskudt, viser sig ikke at være særligt smart. Selv Aristoteles var bekendt med dette, da han talte om både intellektuel og praktisk fornuft. Sidstnævnte kommer af at lytte opmærksomt til livet. Skabe balance. Tage ved lære. Blive klogere.

Grunden til at flertallet ser burn-out som en positiv begyndelse, er, at det kan være svært at ændre sit liv, hvis det ikke lige var fordi, at der ikke er andre muligheder. En udbrændt person føler, at han eller hun sidder i guillotinen, og har netop hørt en svuppende lyd.

Tænk på Nick Cave. Han fremstår som en skiderik (siger han), fordi han må besvare de spørgsmål, som journalisterne stiller ham. De skiderikker. Han er bare ærlig og høflig (i nævnte rækkefølge). Den eneste grund til at nogle brænder ud, er, at vi lever i et samfund, hvor alt for mange instanser og systemer ynder at brænde liv af.

Burnout er last call. Eller sagt anderledes: Lyt til kroppen. Værn om livet, mens du lever. Eller, læs Jim Morrisons digte: Yeah I’m leaving town/ On the midnight train/ Gonna see me change/ Change, change, change …

Det posthumane

Lad mig slå en ting fast: Jeg kan godt lide Rosi Braidotti. Hendes måde at tænke på. Hun tænker i forlængelse af primært Gilles Deleuze og Spinoza, men også i et interessant samspil med en vifte af feminister og posthumane filosoffer. Nu har Braidotti skrevet en ny bog The Posthuman. Det er en interessant bog, selvom den har lidt svært ved at komme rigtigt i gang. Hun bruger lidt for meget energi på at positionere sig selv og sit projekt, hvilket der ikke er megen fornuft i. Til gengæld tilgiver jeg hende gerne, når hun i bogens tredje kapitel skriver om livet på den anden side af døden. Kapitlet rummer gentagelser fra hendes fine bog Transposition, men ikke desto mindre er det smukt. Døden er bag os, som den begivenhed, der har gjort os opmærksom på det endelige.

Bogen udfolder et filosofisk projekt, som kan placeres under titlen Det posthumane. Det udspringer både af Nietzsche berømte erkendelse: Gud er død, og Foucaults, næsten, lige så berømte erkendelse af menneskets død. Pointen for et posthumant projekt er, at vi må lære at tænke anderledes om os selv. Tænke udover alle dikotomierne, fx kultur og natur; mand og kvinde. Eller de normative ideologiske løgne, der fx fortæller at et rigtigt menneske er en mand, helst en kaukasisk mand på 33, der til forveksling ligner visse malerier af en, der hedder Jesus.

Det posthumane bryder med tidligere tiders normative konventioner. Det åbner op for et mere komplekst og relationelt subjekt, der legemliggør affekter, empati og begær. Intet er givet. Heller ikke ens subjektivitet, som snarere er tilblivende og selvskabende, når den undslår sig rigide normer og værdier for at bekræfte det, der rent faktisk giver plads til liv. Det posthumane er altså ikke det samme, som det anti-humane. Det er ikke en del af den dualistiske dans mellem humanisme og alt det andet, men en konstruktiv måde at tænke videre på anno i dag. Selv skriver hun et sted: ”The ethical ideal is to actualize the cognitive, affective and sensorial means to cultivate higher degree of empowerment and affirmation of one’s interconnectedness to other in their multiplicity.”

Problemet med de humanistiske forkæmper er, at de ofte fokuserer på humanismens sårbarhed, som en form for nostalgisk drøm om at vende tilbage til nogle universelle idealer. Braidotti ruller i stedet for ærmerne op. Hun vil begribe samtiden. Og hun lader andre om piberiet, fx Nussbaum og Agamben (en kritik, som jeg personligt fandt befriende). Braidotti anvender (som Agamben, (men ikke helt som ham)) også begrebet zoe – en ikke-human, men vital livskraft. Det nøgne menneske er dog ikke sårbart, men fuld af muligheder for at etablere nye givende forbindelser. ”Just a life,” som hun skriver, nu og her. Det kræver arbejde. Livet, altså. Vi ejer ikke livet. Vi bebor det bare, lidt som en timeshare lejlighed. ”Zoe is always too much … a constant challenge for us to rise to the occasion, to be ’worthy of our times.’” Det kræver noget at begribe livets intensitet. Der er altid for meget liv. Udfordringen er, at affirmere livet, som potentia, som energi.

Det er en halvteoretisk bog, som forsøger at henvende sig til et bredere publikum. Den gentager lystigt pointerne. Braidotti anvender nogle få eksempler, som egentligt er klargørende, men hun godt have foldet denne del lidt mere ud. Et af hendes eksempler drejer sig om Drone-flyvet, altså hvorvidt disse ubemandede fly gør det lettere at dræbe (læs mere inhumant eller kynisk). Svaret er negativt. Det er ikke lettere. I stedet for en svedig pilot, der er stærkt påvirket af situation, så har du en håndfuld beslutningstager i et rum – et sikkert rum – hvor de (måske) kan tage en mere frugtbar beslutning med hensyn til om et hus skal bombes eller ej. Hun nævner også kort symptomer som stress og burn-out, som en form for kropslig modstand overfor den kapitalistiske politik, hvorved alt i dag vareliggøres. Vi lever i en konkurrencelysten og profithungerende verden, hvor der ikke er megen plads til at høre græsset gro, eller mærke regnen falde på ens bare hud. Det er trist.

”We need a vision of the subject that is worthy of the present.” Vi ved ikke, hvad en posthuman krop er i stand til at gøre. Ligesom vi hellere ikke ved, hvad en posthuman hjerne er i stand til at tænke. At tænke er at eksperimentere – eksperimentere på en både kritisk og kreativ måde, hvor nye koncepter åbner op for nye relationer, fx det posthumane. Et godt sted at starte for nye filosofiske modstandsfolk med en forkærlighed for livsglæde, er her.