Armstrong – a convenient scandal?

For some, former cyclist Lance Armstrong is like an annoying stain you can’t get rid of, and for others, he is just a good story—the archetype of a modern scandal. For me, he is both, but mostly the latter. I still believe that the Armstrong story has something to tell us about the media’s uncritical desire for scandal.

The media have a penchant for scandal because it’s easy to angle: for or against, right or wrong, good or evil. Furthermore, the media has a proclivity for finding someone personally responsible. When a single person is highlighted, the journalist—and we, the readers or fans—need not worry so much about the context, the surrounding culture. Very conveniently, we can distance ourselves from the scandal.

Read the rest of this article here

Jørgen Leth

Sommeren virkede næsten uendelig. Dengang, hvor jeg spillede fodbold ude i haven, mens Jørgen Leth talte sig varm i en skurvogn et sted i Frankrig. Indimellem løb jeg ind i stuen og så på alle cykelrytterne, der svedte. Ofte blev jeg hængende sammen med min far i sofaen, mens jeg lyttede til Leth.

Jørgen Leth er en af mine store helte. Han er en sand mangfoldighed, inklusiv en gavmild digterfilosof. I dag fylder han 80 år. Tillykke.

I 2014 udgav jeg bogen Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth (se mere her). Kort tid efter var der en venlig læser, som formidlede en kontakt til Leth, hvorefter Leth sendte mig en mail, senere en bog, og så videre. Det er nu ikke dette, jeg vil fortælle om.

Forrige sommer mødte jeg Leth i lufthavnen i Barcelona. På det tidspunkt havde jeg netop fået tilsendt min roman Hvem myrdede Gilles Deleuze?, som jeg derfor havde med mig i bagagen. Efter lidt overvejelse – og et kærligt pres fra min kone – præsenterede jeg mig for Leth og gav ham bogen. Udover en kort korrespondance, havde jeg aldrig set ham i øjnene.

Da vi landede i København, havde han læst det meste af bogen. (Den er kun 80-90 sider lang). ”Den er godt skrevet. Jeg læser kun hvis jeg er fanget, og den fangede mig.”

Jeg fulgte ham hen til bagagebåndet, hvor jeg nævnte Tour de France. Og her skete det! Forløsningen. Ordet alene – “Tour de France” – fik hans øjne til at lyse op, fuld af kærlighed og livsvarme. Det var og er denne begejstring, som er så unik for ham. Han dømmer ikke, men tillader sig at blive tiltalt af livet, hvorefter han så gavmildt rækker lidt videre. Jeg tror, at det smil, de øjne som lyste, var grunden til at jeg skrev bogen. Livsglæden.

Inden vi skiltes, sagde han: ”Jeg er glad for din bog. Den viser en anden side af mig, som de andre (i.e. Lars Movin og Dan Ringgaard) ikke havde blik for. Den eksistentielle. Tak for det.”

Leth er indbegrebet af de uendelig somre. Der, hvor du ser andre hænge ind over deres cykelstyr, som du også hænger indover dit; der, hvor du rejser rundt i Frankrig, ser cykelløb, læser romaner og digte, skriver noter; der, hvor du indimellem er i tvivl om det, som skete, virkelig skete. Der, hvor hele den literære verden åbnede sig for dig.

Det er mig, der siger tak Jørgen.

9788793204201

De cyklende munke

”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.

De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler begge passioner.

I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.

Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.

Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)

En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.

Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.

Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”

Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.

Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.

Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”

Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.

Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.

Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”

At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”

Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.

Det uærlige spil

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser. Læs videre her.