“Fuck it all, of course I overestimate myself, if I didn’t I wouldn’t be where I am.” – Roberto Bolaño

Chris Andrew har oversat en stor del af Roberto Bolaños bøger fra spansk til engelsk. Han har gjort det godt. Sammen med Natasha Wimmer, som bl.a. har oversat de to store værker, 2666 og The Savage Detectives, har han beriget mange mennesker, som ikke kan læse spansk. Oversættere gør en stort arbejde i at sprede litteraturen, da de færreste af os kan læse mere end to-tre sprog. Tak for det.

Der var engang, hvor litterater læste, mens de ledte med lys og lygte efter, hvad meningen med det skrevne måtte være. Det bildte sig ind, at en tekst partout måtte have en dybere mening. Sådan er der heldigvis færre og færre, der læser bøger. I stedet for spørger de, hvad en tekst åbner for, hvad den muliggør, hvilke tanker og følelser og erkendelser, som den bringer frem. Andrew er en affirmativ læser af Roberto Bolaño. Jeg vil påstå, at det er svært at være andet, da det ligger i Bolaños måde at skrive på: skriften er aldrig konkluderende, men åben og generøs.

Andrews bog, Roberto Bolaño’s Fiction: An Expanding Universe, er et fornemt eksempel på en læsning af et forfatterskab, der udvider dette forfatterskabs univers, angiveligt, fordi forfatterskabet netop selv er ekspansivt.

Kardinaldyderne hos Bolaño er mod og gavmildhed. Han er ikke fanatisk tilhænger af kunst for kunstens egen skyld. Det betyder ikke, at kunsten skal tjene nogen som helst ideologi. Kunst har som bekendt ingen herre. Snarere at når ens mor ligger for døden, eller ens gode ven har problemer, så bliver kunsten sekundær. Forfatteren rejser sig fra skrivepulten.

Et sted citerer Andrews en anonym læser, der siger: “Hos Bolaño er litteraturen hjælpeløs, uværdig, og ikke en speciel rar tvangshandling, ligesom rygning.” Af samme grund bryder Bolaño sig heller ikke om den type forfattere, der ser dette arbejde, som et karrierevalg. Noget som pludselig bliver en fiks ide efter at vedkommende har konsulteret Politikens “Hvad kan jeg blive”. Hos forfatteren er logikken omvendt: Han bliver det, som han kan bære. Der er med andre ord intet prætentiøst i at skrive. “Writing was easy, because all he needed was a notebook and a pencil.”

Det afgørende spørgsmål er mere om man er åben, dvs. om man kan give plads til det, som lægger an på en, også selvom konsekvenserne kan være barske. Det er den type mod, som Bolaño holder af. Når skriverierne bliver til kunst, hænger det sammen med, hvordan forfatteren vælger at komponere stoffet, som han eller hun har modtaget. At skrive er hårdt arbejde, så hårdt at ingen vælger det frivilligt.

Andrews opridser flere grunde til at Bolaño er blevet så populær (selv i Danmark har Gyldendal fået øjnene relativt hurtigt op). Her er nogle af dem: Bolaño skriver exceptionelt godt, at han kan oversættes og, at der er mange myterne forbundet med hans person, fx hvorvidt han var narkoman og fængslet i Chile under Pinochet-styret. Sandheden er nok den, at Kim Leine tager væsentlig flere stoffer i den fremragende Kalak, end Bolaño nogensinde har gjort.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, da jeg blot er en læser, men ja, gu fanden skriver han da godt. Han skriver anderledes, på en rå og fortættet måde. Han er også lige læselig, hvad enten han læses på engelsk, spansk eller dansk.

Andrew berører Bolaños fiktive systematik. Han viser sirligt, måske lidt pedantisk, hvordan Bolaño genbruger personer fra en bog i en anden. Han bygger videre på dem. Udvider dem. Andrew viser ligeledes, at i en tid, hvor det er blevet populært ikke at have et plot, der rummer Bolaños fortællinger altid to historier. Den synlige og den usynlige. Der kommer ikke nogen åbenbaring, men hans historier er fuld af suspense og plot, selvom disse typisk er lettere skjulte. Bolaño sidder ikke og filer og pudser på et erindringsglimt, hvorved denne til sidst bliver så idealiseret og køn, at den mangler liv. Faktisk kan jeg huske, at jeg for et års tid siden så en større udstilling om ham på CCCB i Barcelona. Her kunne man se, hvordan teksterne i hans notesbøger stort set ikke blev udsat for nogen redigering. Ren kraft. I dag er der flere forlagsredaktører, der fungerer som professionelle soldater, idet de prøver at få forfatteren (især de unge) til at udleve redaktørens idealer.

Ganske interessant, hives filosoffens Galen Strawsons ideer om det diakrone og episodiske selv frem. Strawson bryder med den dominerende ide om at et fyldestgørende narrativ, dvs. et narrativ der rummer ens fortidige og fremtidige selv, er nødvendigt for et sprudlende liv. Det passer ikke, siger han. Hos Bolaño finder man begge typer, men flest af de episodiske. Faktisk er det netop disse drivere, vandrere, vagabonder og eksistenser uden et egentligt mål, som tænder mig voldsomt. Angiveligt, fordi jeg kan forbinde mig med disse outsidere. Derudover er det at skabe et narrativ ofte alt for let, sågar en smule søgt. Det minder lidt om David Beckham, når han fortæller, at alle hans tatoveringer har en betydning, idet de fortæller en lille historie. Nuvel, og hvis ikke, så kan enhver jo snildt opfinde en historie alt efter om det er ens barn, der spørger; eller den enlige kvinde i baren.

Bolaño kan lide det tragiske og det romantiske, hvilket jeg også nærer stor veneration for. “To be brave, knowing beforehand that you’ll be defeated, and go out and fight: that’s literature.” Det er både pessimistisk og optimistisk, idet du kæmper med hvad du har, selvom det sikkert ikke er nok. På den måde rummer Bolaño også noget atletisk. Som en Alberto Contador opfinder han nye etaper, der kan vende et slag; eller han dør med støvlerne på. Jeg kan godt lide denne form for heroisme. Jeg er klar over, at den er romantisk, men ikke desto mindre heroisk. Og det er vel og mærke muligt, er påstanden, at selv om man måske ikke lykkedes, kan man sagtens leve meningsfuldt, måske fordi vedkommende netop prøvede at vælte Hitler, prøvede at skrive en god bog osv. Hvad vil det i grunden sige at lykkes?

Bogens sidste kapitel, A Sense of What Matters, trækker fint det hele sammen. Der bindes – helt i Bolaños ånd – ingen knude, men en af den slags sløjfer, man konstant skal bukke sig ned og gentage. Bolao er modig, gavmild og åben for at skifte gear, hvis underlaget tilsiger en et gearskifte.

Bolaño slog sent igennem. Han var ikke en mand, der var afhængig af netværk og litterære tilhørsforhold, hvilket ellers er almindeligt. Han skrev, fordi det at skrive var en etisk fordring for ham.

To ting er værd at nævne til sidst, såfremt dette indlæg skal tjene som en slags anmeldelse. For det første, jeg kan huske mit første møde med Bolaño. Det skete på den store togstation midt i Rom. Her fandt jeg hans netop oversatte bog, The Savage Detectives. I flyveren havde jeg – helt tilfældigt – læst en omtale af denne bog i The New York Times. Efter at have læst denne bog, læste jeg flere af hans kortere historier, som en forberedelse til den monstrøse 2666. Det jeg siger, er blot: Soy un apasionado de Bolaño. For det andet, bogen ikke er en indgang eller introduktion til Bolaño. Den kræver, at man er rimeligt belæst i hans forfatterskab – især 2666, De vilde detektiver, Fjern stjerne, Om natten i Chile og Amulet henvises der lystigt til. Og netop her er danske læsere velsignet, idet de fleste af disse bøger netop findes på dansk.

Hvorfor læse Andrew? Hmmm. Sorry mate. Hans bog er rigtig god. Den fortjener et langt liv. Ikke desto mindre: Læs Bolaño. Kunst er det, som gør livet mere interessant end kunst. Der er liv i Bolaños bøger.