Roberto Bolaño og kunsten

Det er ikke muligt at penetrere livets eller kunstens inderste hemmelighed. Men den kan erfares gennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Sådan skal man læse den chilenske forfatter Roberto Bolaño, for sådanne efterladenskaber udgør eksistensens fundament. Og med et sådant kan der måske gives et svar på, hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

Læs essayet “Hver eneste forbandet ting er vigtig” i anledning af, at Bolaño døde på en solrig dag, som i dag, tilbage i 2003.

How Should I Live?

Before I try to give a decent answer, I would like to emphasize that I’m glad the question is personal. It refers to me, not you, or someone else. I don’t like moralizing, that is, telling other people how they should live, but I do like the element of self-knowledge and care that this question addresses.

Thus, “How should I live?” should live a joyous life.

Life, of course, is full of both joy and sadness, suffering and pleasure. Some of these are related to individual limitations, e.g. intellectual abilities. Others are related to social or political circumstances, e.g. financial.

Still, a useful guide is to live in a way that enhances a life’s joyous moments regardless of the circumstances.

How do I do that? From the French philosopher Gilles Deleuze, I’ve learned that we always have the thoughts and feelings that we deserve. At first this can seem brutally arrogant, but what he aims at is that our mental state depends on how we relate to or approach our experiences. The challenge that we all share, regardless of setback or misfortunes, is how we become worthy of what is happening. This is not acceptance as a kind of resignation; rather, it’s an approach to life that confronts obstacles or setbacks by trying to create a new form of life that minimizes the effects of what is hindering ourselves from living freely.

Therefore, I should live as a compassionate fighter, that is, become a person that fights by exploring what a life may become. What is possible? I fight hate, discrimination, domination, violence, etc. because it kills life. And by involving myself in this fight — although I have to acknowledge my intellectual limitations – I feel better. Actually, I feel alive. And to live a joyous life is to have an intimate affair with life, to experiment, and dance with it.

I remember the Chilean writer Roberto Bolaño once said that children typically are full of joy, and then he wondered why it’s so, before answering, that they are alive.

It sounds like a tautology: a joyous life is synonymous with how I should live because joy emerges through appreciation of being alive, which I accomplish by destroying  everything that seem to hinder life from flourishing, just as I create room for things that flourish. Nothing comes for free, except death.

Joy and happiness require hard work.

Og helvede?

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

Læs mit essay Hver eneste forbandet ting er vigtig i anledning af Roberto Bolaños fødselsdag i 1953.

What Passes Through Me

After my brother’s death, I wrote, “I need to live double.” That day I became a writer.

My brother died between the 3rd and 4th of October, sometime after the night had ended but before the next day had begun. It was in 1993 that an overdose killed him. He was 26 years old. I learned of his death the next morning. That day I wrote my two first lines as a writer: “I need to live double,” followed by, “Now, it’s up to me.”

Read the rest of the essay here, South 85 Journal.

Hver eneste forbandet ting er vigtig

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

I Bolaños mammutroman 2666 hedder den mexicanske by ikke Juárez, men Santa Teresa. Byen gik tidligere under navnet Paso del Norte. Det er en by, der kontrolleres af narkohandler, politiet er korrupt politi, de fleste er fattige, kriminaliteten er udbredt og, det er byen, der er berygtet for de mange uopklarede mord på især unge piger. De fleste af ofrene har været udsat for seksuelle overgreb og tortur. Flere mener der er tale om femicides, en omskrivning af begrebet homocides. Femicides beskriver kvinder, der myrdes af mænd, fordi de er kvinder. I sin roman beskriver Bolaño flere steder udbredelsen af en machokultur, hvor kvinder rangerer så lavt, at det reelt ikke er en gåde at så mange myrdes. Kvinder er mest af alt råstof for gode vittigheder blandt romanens detektiver.

Læs videre i Atlas Magasin.

Og det er vigtigt

To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.

For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.

Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.

Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?

Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.

Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.

Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.

I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.

En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.

Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.

Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”

Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.

Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.

Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.

Helten

“Fuck it all, of course I overestimate myself, if I didn’t I wouldn’t be where I am.” – Roberto Bolaño

Chris Andrew har oversat en stor del af Roberto Bolaños bøger fra spansk til engelsk. Han har gjort det godt. Sammen med Natasha Wimmer, som bl.a. har oversat de to store værker, 2666 og The Savage Detectives, har han beriget mange mennesker, som ikke kan læse spansk. Oversættere gør en stort arbejde i at sprede litteraturen, da de færreste af os kan læse mere end to-tre sprog. Tak for det.

Der var engang, hvor litterater læste, mens de ledte med lys og lygte efter, hvad meningen med det skrevne måtte være. Det bildte sig ind, at en tekst partout måtte have en dybere mening. Sådan er der heldigvis færre og færre, der læser bøger. I stedet for spørger de, hvad en tekst åbner for, hvad den muliggør, hvilke tanker og følelser og erkendelser, som den bringer frem. Andrew er en affirmativ læser af Roberto Bolaño. Jeg vil påstå, at det er svært at være andet, da det ligger i Bolaños måde at skrive på: skriften er aldrig konkluderende, men åben og generøs.

Andrews bog, Roberto Bolaño’s Fiction: An Expanding Universe, er et fornemt eksempel på en læsning af et forfatterskab, der udvider dette forfatterskabs univers, angiveligt, fordi forfatterskabet netop selv er ekspansivt.

Kardinaldyderne hos Bolaño er mod og gavmildhed. Han er ikke fanatisk tilhænger af kunst for kunstens egen skyld. Det betyder ikke, at kunsten skal tjene nogen som helst ideologi. Kunst har som bekendt ingen herre. Snarere at når ens mor ligger for døden, eller ens gode ven har problemer, så bliver kunsten sekundær. Forfatteren rejser sig fra skrivepulten.

Et sted citerer Andrews en anonym læser, der siger: “Hos Bolaño er litteraturen hjælpeløs, uværdig, og ikke en speciel rar tvangshandling, ligesom rygning.” Af samme grund bryder Bolaño sig heller ikke om den type forfattere, der ser dette arbejde, som et karrierevalg. Noget som pludselig bliver en fiks ide efter at vedkommende har konsulteret Politikens “Hvad kan jeg blive”. Hos forfatteren er logikken omvendt: Han bliver det, som han kan bære. Der er med andre ord intet prætentiøst i at skrive. “Writing was easy, because all he needed was a notebook and a pencil.”

Det afgørende spørgsmål er mere om man er åben, dvs. om man kan give plads til det, som lægger an på en, også selvom konsekvenserne kan være barske. Det er den type mod, som Bolaño holder af. Når skriverierne bliver til kunst, hænger det sammen med, hvordan forfatteren vælger at komponere stoffet, som han eller hun har modtaget. At skrive er hårdt arbejde, så hårdt at ingen vælger det frivilligt.

Andrews opridser flere grunde til at Bolaño er blevet så populær (selv i Danmark har Gyldendal fået øjnene relativt hurtigt op). Her er nogle af dem: Bolaño skriver exceptionelt godt, at han kan oversættes og, at der er mange myterne forbundet med hans person, fx hvorvidt han var narkoman og fængslet i Chile under Pinochet-styret. Sandheden er nok den, at Kim Leine tager væsentlig flere stoffer i den fremragende Kalak, end Bolaño nogensinde har gjort.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer, da jeg blot er en læser, men ja, gu fanden skriver han da godt. Han skriver anderledes, på en rå og fortættet måde. Han er også lige læselig, hvad enten han læses på engelsk, spansk eller dansk.

Andrew berører Bolaños fiktive systematik. Han viser sirligt, måske lidt pedantisk, hvordan Bolaño genbruger personer fra en bog i en anden. Han bygger videre på dem. Udvider dem. Andrew viser ligeledes, at i en tid, hvor det er blevet populært ikke at have et plot, der rummer Bolaños fortællinger altid to historier. Den synlige og den usynlige. Der kommer ikke nogen åbenbaring, men hans historier er fuld af suspense og plot, selvom disse typisk er lettere skjulte. Bolaño sidder ikke og filer og pudser på et erindringsglimt, hvorved denne til sidst bliver så idealiseret og køn, at den mangler liv. Faktisk kan jeg huske, at jeg for et års tid siden så en større udstilling om ham på CCCB i Barcelona. Her kunne man se, hvordan teksterne i hans notesbøger stort set ikke blev udsat for nogen redigering. Ren kraft. I dag er der flere forlagsredaktører, der fungerer som professionelle soldater, idet de prøver at få forfatteren (især de unge) til at udleve redaktørens idealer.

Ganske interessant, hives filosoffens Galen Strawsons ideer om det diakrone og episodiske selv frem. Strawson bryder med den dominerende ide om at et fyldestgørende narrativ, dvs. et narrativ der rummer ens fortidige og fremtidige selv, er nødvendigt for et sprudlende liv. Det passer ikke, siger han. Hos Bolaño finder man begge typer, men flest af de episodiske. Faktisk er det netop disse drivere, vandrere, vagabonder og eksistenser uden et egentligt mål, som tænder mig voldsomt. Angiveligt, fordi jeg kan forbinde mig med disse outsidere. Derudover er det at skabe et narrativ ofte alt for let, sågar en smule søgt. Det minder lidt om David Beckham, når han fortæller, at alle hans tatoveringer har en betydning, idet de fortæller en lille historie. Nuvel, og hvis ikke, så kan enhver jo snildt opfinde en historie alt efter om det er ens barn, der spørger; eller den enlige kvinde i baren.

Bolaño kan lide det tragiske og det romantiske, hvilket jeg også nærer stor veneration for. “To be brave, knowing beforehand that you’ll be defeated, and go out and fight: that’s literature.” Det er både pessimistisk og optimistisk, idet du kæmper med hvad du har, selvom det sikkert ikke er nok. På den måde rummer Bolaño også noget atletisk. Som en Alberto Contador opfinder han nye etaper, der kan vende et slag; eller han dør med støvlerne på. Jeg kan godt lide denne form for heroisme. Jeg er klar over, at den er romantisk, men ikke desto mindre heroisk. Og det er vel og mærke muligt, er påstanden, at selv om man måske ikke lykkedes, kan man sagtens leve meningsfuldt, måske fordi vedkommende netop prøvede at vælte Hitler, prøvede at skrive en god bog osv. Hvad vil det i grunden sige at lykkes?

Bogens sidste kapitel, A Sense of What Matters, trækker fint det hele sammen. Der bindes – helt i Bolaños ånd – ingen knude, men en af den slags sløjfer, man konstant skal bukke sig ned og gentage. Bolao er modig, gavmild og åben for at skifte gear, hvis underlaget tilsiger en et gearskifte.

Bolaño slog sent igennem. Han var ikke en mand, der var afhængig af netværk og litterære tilhørsforhold, hvilket ellers er almindeligt. Han skrev, fordi det at skrive var en etisk fordring for ham.

To ting er værd at nævne til sidst, såfremt dette indlæg skal tjene som en slags anmeldelse. For det første, jeg kan huske mit første møde med Bolaño. Det skete på den store togstation midt i Rom. Her fandt jeg hans netop oversatte bog, The Savage Detectives. I flyveren havde jeg – helt tilfældigt – læst en omtale af denne bog i The New York Times. Efter at have læst denne bog, læste jeg flere af hans kortere historier, som en forberedelse til den monstrøse 2666. Det jeg siger, er blot: Soy un apasionado de Bolaño. For det andet, bogen ikke er en indgang eller introduktion til Bolaño. Den kræver, at man er rimeligt belæst i hans forfatterskab – især 2666, De vilde detektiver, Fjern stjerne, Om natten i Chile og Amulet henvises der lystigt til. Og netop her er danske læsere velsignet, idet de fleste af disse bøger netop findes på dansk.

Hvorfor læse Andrew? Hmmm. Sorry mate. Hans bog er rigtig god. Den fortjener et langt liv. Ikke desto mindre: Læs Bolaño. Kunst er det, som gør livet mere interessant end kunst. Der er liv i Bolaños bøger.

How to lead ethically

This paper proposes an alternative approach towards ethical leadership. Recent research tells us that socioeconomic and cultural differences affect moral intuition, making it difficult to locate a guiding organizational principle. Nevertheless, in this paper I attempt to open an alternative path towards an ethics that might serve as a guide for leaders – especially leaders who are leading a highly professionalized workforce. Using the Chilean writer Roberto Bolaño and the French philosopher Gilles Deleuze as points of reference, I develop an ethical form of leadership that is based on a continuous ‘poetic’ dialogue between creation and affirmation. The nature of this dialogue requires a leadership approach that plays both a courageous and imaginative role in liberating its workforce. Last, I develop a frame which provides the constituent principles of leading in the direction of an ethical organization.

Read more here.

En verden af ikke-kommunikation

Et interview med den chilenske forfatter Roberto Bolaño, som er kort og interessant. Præcis, som hans noveller; en genre, hvor han er en sand mester.

Interviewet Entrañable huraño (Den kærlige eremit) er trykt i antologien Bolaño salvaje redigeret af E. P. Soldan og G. F. Patriciau (Cadaya, 2008). Det er fra 1998 – få måneder før han modtog Premio Herralde for romanen Los detectives salvajes (De vilde detektiver). Interviewet er foretaget af Sónia Hernández og Marta Puig i byen Blanes, som ligger en lille times kørsel nord fra Barcelona. Bolaño boede der i flere år. Oversættelsen fra spansk er min egen.

Hvorfor kom de til Spanien?

En tilfældighed, skæbnen.

Tænker de på at vende hjem til deres land?

Ja, og hvis jeg vender tilbage er det ligeledes på grund af skæbnen.

Har de oplevet besværligheder i forbindelse med publicering?

De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.

Har dit ophold i Spanien haft indflydelse på dit arbejde?

Jeg er blevet meget påvirket på alle måder. Jeg tror, det er det samme, som at bo i Chile. At bo et sted påvirker altid. Jeg lukker aldrig vinduerne de steder, hvor jeg er. På samme måde, som en hvilken som helst person påvirker dig, hvis du er sammen med vedkommende, bliver forelsket i en, bliver sulten et sted, altid minderne, eller faren, glæden der flyder over, der er ting som påvirker, hvor vi er og, hvem vi er.

Hvilken relation har de med den litterære tradition i dit eget land?

Ingen. Jeg har hverken en relation med traditionen i mit land eller med traditionen i Spanien. Nej, endnu mindre med den spanske. Enkelte spanske forfattere beundrer jeg meget, og de er mine venner. For eksempel, Enrique Vila-Matas holder jeg meget af, jeg beundrer ham dybt, og han er min ven. Men der er ikke en spansk tradition, som har påvirket mig med mindre vi begynder at tale om de gyldne århundrede, så ja. Cervantes er Gud.

Blandt den universelle litteratur er der mange, som har påvirket mig. Jeg tror dem alle sammen. Det vil sige, enhver bog som man læser, siger en noget, og på den måde, er alle forfattere og alle vores værker, en del af den store bog. Når Borges siger han er mere stolt af de værker han har læst end de bøger han har skrevet, tror jeg, han siger meget mere end hvad det tilsyneladende fremstår som. Handlingen, at læse en bog, er i virkeligheden meget vigtig. Når man læser handler man, denne handling sættes ind i en tradition, ikke en litterær tradition, men en human, humanistisk.

Hvilken synlighed har dit værk nu i dit hjemland?

Ingen. Jeg tvivler meget på at chilenerne ved, at jeg er chilener. Jeg tror, at de tror, at jeg er en catalansk tosse, som har besluttet at tage mig ud som chilener.

Til hvilken læser skriver du?

Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Men hvis det er muligt, vil jeg gerne skrive til to eller tre unge desperados, der læser en bog, som klamrede de sig til et planke. Det er de bedste læsere. De elsker en og bagefter slår de en ihjel.

Tænker de mere på et spansk publikum end et chilensk?

Nej. Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ”jeg tænker …” Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde, og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.

Har du relationer med andre forfattere?

Ja, med Enrique Vila-Matas, med Ignacio Martinez de Pison, med Javier Cercas …

Hvordan vurderer de den nuværende spanske skønlitteratur?

Skønlitteraturen er fantastisk. Poesien er som at samle alle og smide dem i en båd på dybt vand.

Tror du at litteraturen i dit land er tilstrækkelig eller utilstrækkelig kendt i Spanien?

Jeg tror den er utilstrækkeligt kendt, da de spanske læsere ikke har nogen anledning til at kende chilensk litteratur, ligesom de chilenske læsere heller ikke kender den spanske litteratur. Verden bor i ikke-kommunikation, som flyder med en svimlende hast. Det er et paradoks, men sådan er det. I realiteten er vi alle sammen uden kommunikation.

Bolaño salvaje

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.

Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!

Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.

Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.

I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.

Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.

Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.

Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.

Det er smukt.

Blog at WordPress.com.

Up ↑