Kunsten at bokse med hjertet

Samme uge som min far døde, meldte jeg mig ind i et af dens slags centre, hvor du lærer at slå andre folk til tælling. Der er mange måde at bearbejde sorgen på. Jeg kunne vælge mellem følgende metoder: boksning, Kick Boxing, MMA, Muay Thai, Krav Maga. Min plan var at begynde med MMA, men da jeg dukkede op for at melde mig ind, havde de kun boksning på programmet. Så jeg ændrede min plan.

Det vidste sig at være heldigt. Jeg genfandt min livsrytme gennem boksningen.

Min far havde problemer med hjertet. I samme uge, som jeg meldte mig ind i boksecentret, havde jeg erfaret, at jeg skulle have en hjerteoperation på grund af samme defekt: Mitralklapsutæthed.

Læse resten af kronikken her eller i Politiken her

Featured post
Featured

Algoritmer og kulturjournalistik

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer. 

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have. 

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske, fordi Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden. 

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La piedra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal. 

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.” 

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Læs hele essayet i POV International

Nietzsche og filosofien

Filosofien foregriber fremtidens tanker og måder at eksistere på. Uden foregribelsen ville filosofien være reduceret til en refleksion, en kommentar simpelthen.

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925–1995) sagde, at filosofi er lig med kunsten at fremstille begreber, der overkommer det problem, som begrebet viser tilbage til. 

I bogen Nietzsche og filosofien fra 1962 viser Deleuze, hvordan filosofien er problematiserende og skabende, tolkende og vurderende. Han gør det ved at tænke med eller i forlængelse af den tyske filosof Friedrich Nietzsches begreber. 

Nietzsche og filosofien er netop udkommet på dansk, oversat af Robert Morsing Thyssen og udgivet af Multivers. 

Værdier og vurderinger

”Nietzsches overordnede projekt er at indføre begreberne mening og værdi i filosofien,” skriver Deleuze på første side.

Værdibegrebet indebærer en kritik. Det er nemlig uklart, hvorvidt en vurdering forudsætter værdier eller, omvendt, om værdier forudsætter en vurdering. Problemet er selve vurderingen. Den er ikke knyttet til værdier, men eksistensformer eller væremåder for dem, der dømmer og vurderer. Det betyder, at vi altid har ”de overbevisninger, følelser, tanker som vi fortjener i henhold til vores måde at være på.” 

Hvilke overbevisninger, følelser og tanker har mennesket? 

Ifølge Nietzsche er svaret, at ressentiment (et hadefuldt begær efter hævn), dårlig samvittighed og nihilisme udgør princippet for det menneskelige væsen. Det lyder hverken sundt eller glædeligt. 

Problemet, som Nietzsche adresserer, er, at visse tankesystemer og ideologier har gjort mennesket reaktivt og sygt. Filosofien har forsømt det levende, livet, kroppene, følelserne. 

Som modspil tilbyder Nietzsche en anden sensibilitet, der formår at begribe livet på dets egne tilblivelsesprincipper, hvorved livets kompleksitet og pluralisme ikke reduceres. I stedet for en reaktiv attitude, der siger nej til livet, plæderer Nietzsche for en aktiv ja-sigen til livet.

At sige ja til livet er at vurdere det ud fra sin egen forskel i livet – på livets præmisser. ”At sige ja er ikke at bebyrde sig, at påtage sig det værende, men at befri, at sætte det levende fri (…) ikke at belaste livet med vægten af højere værdier, men at skabe nye værdier som er livets værdier, som gør livet let og aktivt (…) opfinde nye former for liv,” skriver Deleuze. 

Der er tale om en tænkning, der vil gå til det yderste af det, som livet kan. 

Livet hæmmes på grund af dårlig tænkning, der kommer til udtryk i tre fejlagtige teser: 

  1. Tænkeren som en der vil og elsker det sande, 
  2. at kroppen, følelserne og det sanselige, leder tanken væk fra sandheden, endelig 
  3. ideen om en metode til at tænke. 

Nietzsche om vilje til magt

Den tænkning, som Nietzsche skaber, handler om at opdage og opfinde nye muligheder for livet. ”Livet gør tænkningen til noget aktivt, tænkningen gør livet til noget affirmativt.” Han vil tænke med livets kræfter, bringe livets kræfter på begreb. Og det er her, at han skaber begreber såsom ”Vilje til magt”, ”den evige gentagelse” og ”Overmennesket” m.fl. 

Jeg vil her kun beskæftige mig med viljen til magt, der ikke betyder, at viljen vil have magt. ”Magt er det, der vil i viljen (…) Viljen er gennem magten selv en menings- og værdiskabende kraft.” 

Viljen til magt bekæmper den ”middelmådighed” i tænkning, der tolker og vurderer fænomener ud fra reaktive kræfter, f.eks. hvor hver nation, køn, hudfarve og seksualitet kun formår at bekræfte sig selv gennem negationen af den anden.

Nietzsche og Deleuze er affirmative tænkere, der overleverer betingelserne for liv. De gør filosofien til en kunst. Kunsten at fortolke og vurdere

Dette er dialektismens problem. Den formår ikke at tænke livets forskelligheder, tilblivelser og kræfter, men reducerer tanken til en værens form, der er ren og tom. Dialektikeren ”siger ja til sig selv ved at slå over i sin egen modsætning.” 

Dens ja-sigen udspringer af konsekvensen af en negativ præmis: Jeg er god, hvorfor de andre må være onde. Eller omvendt. 

”Dumhed,” skriver Deleuze, ”er en struktur i tænkningen som sådan (…) en lav måde at tænke på.” Der er ingen livskraft til stede, når livet belastes ”med de tungeste byrder”: væren, sandhed og virkeligheden, der holder livet fanget. Det kunne være et menneske, der forsegler sin egen identitet til en bestemt væren, sandhed og virkelighed. Nietzsches filosofi bryder med sådanne eksistentielle fængsler. Her inviteres mennesket til at finde sin egen vej.

Den lave måde at tænke på strider mod viljen til magt. Viljen til magt er bundet til evnen til at lade sig påvirke, en forstærket sensibilitet. Nietzsche taler om en følelse af magt, som forudsætter, at den anden, det anderledes og forskellige, ikke negeres. Tværtimod, så indoptages forskellige kræfter som en undersøgelse af, hvad der også er muligt, hvad livet også kan blive.

Det handler ikke om sandhed

Nye læsere af Nietzsche vil hurtigt se, hvor relevant han er i dag. Det er ikke et ukendt fænomen, at flere dømmer andre i forhold til belejlige identitetskasser, hvorfra livet kan anklages, fordi det ikke passer ind i ens egen meningsfigur. 

Nietzsches kritik er hård, men også opløftende. Han nærer en tiltro til menneskets skaberkraft. Han siger, at det er vigtigt at have en forståelse for, at mange reaktive tiltag kommer til udtryk gennem vedtægter og love, der begrænser en masse menneskers frihed og vilje til skabelse. Ofte sker disse tiltag som en slags kompensation for historiske uligheder, hvorved nye uligheder skabes. 

Nietzsche opfinder en genealogi, der både betyder oprindelsens værdi og værdiernes oprindelse. Meningen er aldrig givet på forhånd, den afhænger af de kræfter, der overtager den. Meningsbegrebet er komplekst og pluralistisk. 

At fortolke og vurdere er et spørgsmål om afvejning, hvorfor filosofiens ”fintfølende men strenge kunst” er den ”pluralistiske fortolkning.” Det handler ikke om sandhed, men vurderingen af det, som sker for derigennem at skabe nye former for liv.

Nietzsche og Deleuze er affirmative tænkere, der overleverer betingelserne for liv. De gør filosofien til en kunst. Kunsten at fortolke og vurdere. 

Jeg har læst Nietzsche og filosofien, som gik jeg med Nietzsche i den ene hånd og Deleuze i den anden. De har, som var jeg et barn, løftet mig op undervejs, mens jeg har skreget af glæde. For det er en glæde, at flere nu kan genvinde en tro på verden og livet, mens de finder modet til at skabe nye former for liv. 

Anmeldelsen blev første gang bragt i POV International

Hverken ofre eller bødler

De fleste har sikkert deres egne strategier, de griber til, når verden bliver alt for meningsløs og absurd. Selv søger gerne jeg hjælp hos mænd og kvinder, der er klogere end jeg selv. Således også nu, mens krigen mellem Israel og Hamas udfolder sig i Gaza på sit mest sindsoprivende. Som så ofte før, er det den franske forfatter og filosof Albert Camus, jeg søger hjælp hos.

Albert Camus (1913 – 1960) blev født og opvoksede i Algeriet, indtil han i 1938 flyttede til Frankrig, hvor han snart markerede sig som toneangivende intellektuel. Ganske som sin ‘eksistentialistiske’ kollega, filosoffen Jean-Paul Sartre, sluttede Camus sig efter krigen til den modstandsbevægelse, der kæmpede imod Frankrigs koloniherredømme i Algeriet.

Men – og dette er et vigtigt men: Modsat Sartre var Camus imod enhver form for vold.

I forbindelse med udgivelsen af den revolutionære forfatter Frantz Fanons bog Fordømte her på jorden – i hvilken Fanon retfærdiggør anvendelsen af vold med den begrundelse, at kolonisatorerne jo også selv anvender vold – skrev Sartre et berømt (eller berygtet) forord. En ofte citeret sætning herfra lyder: ”at dræbe en europæer er at slå to fluer med et smæk og på samme tid eliminere en undertrykker og en undertrykt, så det, der bliver tilbage, er en død mand og en fri mand”.

Vold kan ikke befri

Camus afviste den vold, Sartre ophøjede. For Camus var der intet befriende i volden. Aldrig. Snarere så Camus det som sin moralske pligt, at fordømme enhver form for vold – uanset om den blev udøvet af en algerisk partisain eller af en fransk soldat.

Camus kan i den forstand minde lidt om den Israelske intellektuelle Yuval Noah Harari, der har skrevet flere begavede indlæg efter Hamas’ terrorangreb i Israel. Udover at kritisere en facilt moraliserende venstrefløj for at undlade at fordømme Hamas’ angreb i sin travlhed med at fordømme Israels brutale modsvar, taler Harari om behovet for at tænke i muligheder for fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinenser. Han nævner specifikt behovet for at få bistand fra neutrale intellektuelle, der ikke vælger side efter instinkt, men som mere fintfølende og pluralistisk undersøger mulige veje til at bilægge konflikten og forsone parterne.

Samme håb nærede Camus, men hensyn til algeriere og de franske ‘bosættere’ i Algeriet. Camus vidste udmærket, at den franske tilstedeværelse for de fleste blev betragtet som illegitim kolonisering. Alligevel talte han om en forståelse for, at både algeriere og franskmænd burde kunne ‘føle sig hjemme’ på det samme sted. Det afgørende var at vælge side mellem dem, ”som i nødsfald accepterer at være mordere, og dem, som af alle kræfter vægrer sig herimod,” som Camus skriver i artikelsamlingen Hverken ofre eller bødler.

Frankrig vanærer sig selv

Betød det så, at Camus ikke var kritisk over for Frankrig? Slet ikke. I flere artikler skriver han, hvordan Frankrig har bragt sig selv vanære gennem dets brug af vold og tortur. Han skriver: ”Man ønsker, at vi skal elske eller afsky det og det land eller det og det folk. Men vi er nogle stykker, som føler, at vi ligner alle andre mennesker og derfor ikke kan acceptere et sådant valg.”

Ulykkeligvis er kærligheden og hadet for mange forbeholdt et land, et folk, en kultur. Men denne udskilning underminerer det faktum, at alle mennesker ligner hinanden.

I stedet for mord, vold, tortur og had, forsøger Camus at fremme en realitetssans. Han beskriver, som ”den kunst at tage hensyn til nutid og fremtid på én og samme tid, og at opnå så meget som muligt, mens man ofrer så lidt som muligt.”

Camus taler om en dialog, der foregår på tværs af grænser – lande, nationer, ideologier og religioner – hvor det ikke handler om at opbygge en ny ideologi, men om at skabe en ny livsholdning, der værner om livet ved slet ikke at acceptere mord, vold og terror.

Morderisk messianisme

Det der hindrer en ikkevoldelige dialog, er flere ting. Den ene er, at dialoger skal befries fra politiske ideologier og fra, hvad Camus kalder ”enhver messiaslære.” Dialogen forudsætter, at ingen deltager ønsker at se sig selv, som ofre eller bøddel. Ingen skal altså lukrere på medlidenhed eller på dårlig samvittighed. Dialogen kræver, at alle deltagende stopper med at leve i en verden, ”hvor mord er legitimeret”. Dialogen må tage afstand fra det princip, som anvendes af både israelere og palæstinensere, nemlig at ”målet helliger midlerne.” Uanset mål, så må alle deltagere i meningsfuld dialog tage afstand fra visse midler, nemlig mord og vold.

Camus nævner, at vi i dag må stille os to spørgsmål: ”Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at blive dræbt eller voldtaget? Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at dræbe eller voldtage?” Alle de, som vil svare nej til disse to spørgsmål, må uvægerligt forandre deres måde at tænke politik og forandringer på, fordi forandringer ikke længere kan tvinges igennem ved hjælp af fysisk styrke, men ene og alene på baggrund af den menneskelige fornuft.

Det betyder, skal vi følge Camus, så ikke, at en kamp for palæstinensisk selvstændighed er illegitim. Men kampen kan og må foregå værdigt og menneskeligt. ”Gandhi viste, at du kunne kæmpe for dit folk og vinde uden at holde op med at være en anstændig person. Uanset hvilken sag der forsvares, vil den altid blive vanæret af det vilkårlige drab på en uskyldig skare, hvor morderen på forhånd ved, at han vil ramme kvinden og barnet.”

I forordet til en artikel citerer Camus filosoffen Friedrich Nietzsche: ”Det er bedre at dø end at hade og frygte; det er bedre at dø to gange, end at gøre sig hadet og frygtet; det må en dag blive den vigtigste grundsætning i ethvert politisk samfund.”

Det er bedre at lide uretfærdigheder end at begå dem. Det er dog væsentlig svære, end det lyder. De fleste kan sagtens forstå palæstinenserne og israelernes vrede, hvorfor neutrale intellektuelle også er nødvendige for at fremme en fredsskabende dialog.

Desværre synes hver enkelt nation og gruppe af individer opsatte på at retfærdiggøre egne forfærdeligheder ved at fortælle om den andens forbrydelser. Offeret bliver til bøddel og omvendt. Alt for mange bruger deres intellektuelle ressourcer på at legitimere egen anvendelse af mord og vold. Lyt blot til Hamas og Israel – og deres respektive heppekor.

Ensidig fordømmelse er modproduktiv

Det værste der kan ske er, at én slags vold retfærdiggøres eller undskyldes, mens en anden fordømmes. En sådan tilgang kan aldrig fremme andet end mere vold. Desuden underminerer den erfaringen af, at alle mennesker er lige og forbundne.

Ifølge Camus var det den intellektuelles rolle, ”udelukkende at arbejde for pacificering, hvorved fornuften igen kan finde vej.”

Krigen mellem Algeriet og Frankrig kostede en million menneskeliv, før Algeriet fik selvstændighed i 1962. Det oplevede Camus aldrig, da han døde i 1960.

Enkelte ville måske sige, at målet helligede midlerne, men ikke Camus. Fremtidig fred og sameksistens skabes nu og her, men aldrig gennem mord og vold, kun gennem dialog, hvor ens modstander ikke nedgøres og umenneskeliggøres, men det stik modsatte:

Humanisér din modstander, se ham eller hende, som et menneske med følelser, drømme og håb.

Det formår de færreste israelere og palæstinensere uden tvivl i den aktuelle blodrus, og derfor er det så meget desto mere magtpåliggende ikke at forfalde til intellektuel dovenskab, reducere konfliktens kompleksistet og tage entydigt parti.

Alles liv har værdi, jøders, israeleres, araberes, palæstinenseres.

Krøniken blev bragt i Information den 3. november.

Lighedsprincip med modsat effekt?

“Fodboldens fokus på at fremme mangfoldighed og inklusion udspringer af gode intentioner, siger Finn Janning (i et interview med DR sport).

Han er filosof og forfatter til bogen “Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold”.

Man bør dog også have for øje, at det samtidig kan ende med at blive et angreb på de lighedsprincipper, som er blandt elitesportens grundpiller.

– Hvis der skal være lige fordeling af spillere med forskellige hudfarver, skal de så ikke også have samme spilletid? Hvor går grænserne?, spørger filosof Finn Janning.

Han forestiller sig, at Danmarks herrelandstræner, Kasper Hjulmand, behandler sine spillere med samme værdighed og respekt, men at kometen Rasmus Højlund får flere spilleminutter end de andre angribere, fordi han er bedre.

– Der ligger altså en retfærdiggørelse, der beror på kvaliteten af spilleren, hvorimod det andet vil bero på kvaliteter, som ikke har noget med spillet på banen at gøre, siger Finn Janning.

Filosoffen mener, at hvis vi en dag lander et sted, hvor holdkort sættes ud fra en række diversitetskrav, så ødelægges konkurrenceelementet.

– De fleste atleter vil gerne spille mod de bedste, for at kunne vise, hvor gode de selv er. Der kan man risikere at fjerne det element ved at spille med det hold, der er moralsk mest rigtigt. Det, der starter med et lighedsprincip, kan ende med det stik modsatte, siger Finn Janning.

– Det sker jo som en form for kompensation, fordi Arsenal er bange for at have handlet uretfærdigt tidligere, og så vil de gerne imødekomme kritikken. Men den kompensation er jo det, der underminerer hele lighedstanken.”

Læs hele artiklen på her

Life is not personal

What if life is impersonal?

In the book The Identity Trap, political scientist Yascha Mounk argues how some ideas (or his interpretations hereof) are causing new forms of polarization, separatism, control, and even repression.

The identity trap, according to Mounk, refers to those people and institutions that prioritize identity over universalism–especially when specific identity categories like race, gender, and sexual orientation are favored. 

The book is filled with illustrative examples from the US of “progressive separatism” and “strategic essentials”, claiming to be for equality while not treating all people as equals.

Yet, some of Mounk’s claims regarding the cause of the emergence of identity politics require a comment.

Foucault & Deleuze

For example, Mounk writes: “Many postcolonial scholars were especially aghast when Foucault, in his exchange with Deleuze, argued that the oppressed do not need intellectuals to speak on their behalf.”

Mounk refers to the French philosophers Michel Foucault and Gilles Deleuze, who in 1972 discussed the struggles of women, homosexuals, and prisoners, as well as the relationship between theory, practice, and power.

In their conversation, they try to break away from the idea that the intellectual “spoke the truth to those who had yet to see it, in the name of those who were forbidden to speak the truth,” as Foucault says. Instead of claiming to speak the truth or have privileged access to it as intellectuals, Foucault and Deleuze discuss “the necessity” for individuals “to speak for themselves.” In continuation, Deleuze stresses: “Who speaks and acts? It is always a multiplicity, even within the person who speaks and acts… Representation no longer exists.”

Representation no longer exists, how should this postulate be understood?

First, each human being is never one fixed being or belongs to one identity group but is a multiplicity. Therefore, a focus on identity that is too rigid is a trap because it imprisons thought. In continuation, no one can speak on behalf of a person or a group because each person or group already is a multiplicity; or, if you should speak on behalf, you speak in several voices, precisely what identity-based politics rarely master, for example, due to strategic essentialism.

In his philosophy, Deleuze operates with an ontology of difference and repetition, where identity manifests after encounters. Deleuze would find it imprisoning to want a particular identity–that is, to restrict thinking to essential forms of being, whether referring to races, ethnicities, sexualities, etc. Thus, he, too, would be against the identity trap, although with different arguments.

To become with life

For example, part of the current focus on identity is trying to undermine the old dominant social order, or what Deleuze and Guattari would call the majority of being “white, male, adult, ‘rational,’ etc.; in short, the average European, the subject of enunciation.” Still, Deleuze and Guattari don’t tear down a dominant system by changing one ideal or one dominating identity with another. The problem is not that it is a man who is white, etc., but that a specific identity is favored over another, that some forms of life are worth more than others. Mounk addresses this problem and shows how the US, in several contexts, favors non-whites, i.e., discriminates. (He gives examples of the distribution of COVID-19 medicine, access to some schools, and certain groups having access to startup help). 

The problem, however, is not male versus female or black versus white, according to Deleuze and Guitar, because everyone should be equally treated, just as there ought to be room for all life forms. The problem is that we think and add authority to specific identities. Add authority to particular identities. Therefore, they suggest becoming imperceptible and impersonal–or simply forgetting about all these identity markers that become a prison. The current urge to seek an identity hinders people’s capacity to think for themselves. Hindering people to become with life.

For Deleuze, what is strange and unfamiliar makes a person think. For example, in the 1970s, Deleuze was active in the early French gay rights movement. He was a member of the group FHAR (Front Homosexuel d’action Révolutionnaire). For some, it might appear strange that a husband and father of two would care for other people’s rights, but why? Due to empathy, imagination, and selflessness, connecting with people different from yourself is possible. For example, you can fight for education even if you have no children or health care, even if you are not sick. This is trivial, yet for some, unfortunately, it is not due to selfishness or progressive separatism (nationalism is an example).

Another argument in favor of Deleuze is that his philosophy moves away from a philosophy of being towards one of becoming. Yet, becoming is not about the point from which something originates or the point at which it arrives. With this, Deleuze would agree with Mounk’s critique against “strategic essentialism” and “progressive separatism.”

Identities are fiction

In A Thousand Plateaus, Deleuze and the psychoanalyst Félix Guattari write: “A becoming is always in the middle; one can only get it by the middle.” Becoming, therefore, does not represent an ideal, a norm, or a reference point. On the contrary, becoming produces new ways of living, sensibilities, and relating to things such as race, gender, or sexuality where everything intersects. No race or sexuality is prioritized for another.

To emphasize the strength of the concept of becoming, they write “becoming-imperceptible.”

The writer Chris Kraus quotes Deleuze for the sentence: “Life is not personal,” in her book, I Love Dick. That idea is incredibly liberating, which Kraus’ work illustrates because the individual life isn’t just about itself; there is always room for becoming someone else.

To put it more simply, identities are fiction.

Using Iris Murdoch’s concept, contemporary society needs a little dose of “unselfing” to improve the world. “Unselfing” means I turn my attention outward, away from myself and onto the world. As a result, I will see things as they really are and not through the lens of my selfish concerns. Unfortunately, this is difficult because many people’s vision is colored by their concern and interest, Murdoch calls it the “fat relentless ego” in The Sovereignty of Good.

The best way to avoid the identity traps is to prevent craving for one.

Skærme = tryghed

Flere mener, at vi som samfund udsætter vores børn for et ”digitalt overfald.” Antagelsen er, at skærme ikke blot fylder for meget i folkeskolen, men at de fører til mistrivsel blandt børn og unge. 

Nu er det nok ikke skærmene som sådan, der er roden til mistrivslen, men nok snarere, hvad de hindrer og hvad de skaber, eller endnu mere præcist: Hvad de er et symptom på.

Denne trivielle pointe er vigtig, fordi at fjerne skærme fra unge, gør ikke nødvendigvis deres dagligdag sundere. Mange unge har aldrig lært at være sammen med sig selv eller andre, uden at en skærm medierer relationen. Hvis ”selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv,” som Søren Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden (1949), så har de unge – og mange andre – mistet dette selvforhold. 

I dag forholder mennesket sig ikke til sig selv, men forholder sig til andre – og dernæst sig selv. De fleste måler og vejer deres eksistens i forhold til andre, hvorved deres selvforhold vurderes i lyset af andre og, ofte, deres følgere og likes. Det betyder, at mange har mistet fornemmelse for, hvem de reelt er. 

Hvis der er en eksistentialistisk morale, så lyder den: Du må lære dig selv at kende, for derigennem at blive dig selv, hvorved du kan udtrykke dig selv autentisk og først der, kan du reelt dele dig selv med andre. 

Desværre har samtiden vendt denne morale på hovedet. De fleste unge begynder med at dele sig selv, uden at kunne udtrykke sig autentisk, fordi de sjældent ved nok om sig selv, idet de næsten aldrig får lejlighed til at lære sig selv bedre at kende.  

Hvis skærmene skal fjernes fra skolen, bør denne skærmtid erstattes med en obligatorisk undervisning i filosofi, hvor de studerende gennem spørgsmål, konkrete øvelser, mindre tekster og meditationer lærer at forholde sig til, at de overhovedet er.

Angst, sagde Kierkegaard er forbundet med frihedens svimmelhed. Så de unge, der måske føler sig frie når de kigger på en skærm hele dagen, er selvfølgelig ikke frie, men blot kontrolleret. Frihed er forbundet med svimmelheden, der kan opstå, når den ene shorts ikke automatisk følger den anden; eller, hvor netadgangen forsvinder og du selv må vælge. Vælge hvordan du vil bruge din tid. 

Skolesystemet kunne vælge, hvilket side af mønten, som de vil tilbyde fremtidens borgere: Frihed eller angst.

Kierkegaard talte om at gribe muligheden for at kunne noget – måske blive et andet og bedre uddannelsessystem. Sagt anderledes: De unge – og andre – vi lærer os selv bedre at kende, når vi vokser som mennesker, hvilket sker når vi erfarer noget, som gør, at vi må forholde os til os selv. De sociale medier inviterer kun i mindre omfang til dette selvforhold, fordi erkendelsen kræver lidt afstand eller tid, hvorved jeg lader en erfaring blive til en erkendelse, som jeg enten jeg resonerer med eller ikke. Det betyder, at hvis jeg føler, at jeg handlede uoprigtigt, bør jeg ændre en vane eller en adfærd. Sådan ændring kræver mod, da angsten netop vil opstå i sådanne situationer på grund af usikkerheden, især fordi jeg måske bør afvige fra de sociale mediers snævre konsensus-fællesskab. 

Denne angst sidder i kroppen, men den holdes hen gennem konstant skærmtid.

Skærmen er for mange unge lig med tryghed. Flere unge er vokset op med en skærm, som en form for omsorgsfigur. Skærmene er til stede i omsorg og uddannelsessystem, fordi det har været nemmere, men det nemme bliver på sigt skrøbeligt, fordi lærer et menneske ikke at omfavne svimmelheden, bliver det aldrig frit. Og så længe uddannelsessystemet ikke frisætter de unge, kan de ikke tage vare på sig selv, udtrykke sig selv autentisk, fordi svaret på hvem de er, ikke findes bag skærmen, men inden i dem selv. 

Når skolesystemet er klar til at varetage dette arbejde, så kan de smide skærmene langt væk. Men forbydes skærmene uden et alternativ, svarer det til at smide folk der ikke kan svømme ud på åbent hav. 

Først bragt i Politiken

About transparency

In this week’s main essays in The New Yorker:

“Finn Janning, a Danish philosopher based in Barcelona, studies the gap between self-knowledge and self-deception. Under the guise of transparency, he told me, we can deceive ourselves, reasoning that we are good because we are open about what we are doing. (Modern-day-autocrats often present themselves as “transparent.”) He also noted that transparency is not necessarily a positive motivating force. “Transparency does not lead to you acting better,” Janning said. “On the contrary, you try to fit into the norm. You act in a predictable way.”

Read the whole essay here.

Myten om det normale

Den ungarsk-jødiske læge Gabor Maté var barn under Anden Verdenskrig. Han overlevede, fordi hans mor sendte ham væk fra det besatte Budapest for at blive passet af sin moster. Han var 11 måneder gammel. Selvom morens handling var baseret på gode intentioner, var konsekvensen, at Maté gennem livet ofte har følt sig forladt og overset.

I The Myth of Normal. Trauma, Illness and Healing in a Toxic Culture – som Maté har skrevet sammen med sin søn, Daniel Maté – beskriver han, hvordan han 70 år senere, da hans kone glemmer at hente ham i lufthavnen, bliver såret, vred og opfører sig barnligt og tvært i et par dage. Konens forglemmelse aktiverer en fysisk-emotionel kraft, der bringer ham tilbage til fortiden. Der er tale om et trauma. 

”Trauma,” skriver Maté, er en græsk term, der betyder sår. ”Trauma er ikke, hvad der sker med dig, men hvad der sker indeni dig.” Han sammenligner det med et trafikuheld, hvor ulykken er, hvad der sker, mens skaden er det, der varer ved, f.eks. frygten for at køre i bil. Et trauma er en ”psykisk skade indlejret i vores nervesystem, sind og krop, der kan udløses når som helst” – inklusive mange år efter hændelsen. Som et sår er traumet kendetegnet ved to ting: For det første kan en umiddelbart harmløs hændelse få såret til at væske igen. For det andet kan traumet udvikle sig til et ar, der gør vedkommende hård, ufleksibel og følelsesmæssigt kold.

Traumet, ligesom Matés egen historie, er ikke forbeholdt frygtelige hændelser, såsom død, sygdomme, skilsmisser eller voldtægter, men er knyttet til vedkommendes oplevelse af en hændelse, altså hvad der sker indeni vedkommende, og hvorledes vedkommende forholder sig hertil. 

Læs resten af anmeldelsen i POV International.

Blog at WordPress.com.

Up ↑