Tag: doping

Armstrong – a convenient scandal?

For some, former cyclist Lance Armstrong is like an annoying stain you can’t get rid of, and for others, he is just a good story—the archetype of a modern scandal. For me, he is both, but mostly the latter. I still believe that the Armstrong story has something to tell us about the media’s uncritical desire for scandal.

The media have a penchant for scandal because it’s easy to angle: for or against, right or wrong, good or evil. Furthermore, the media has a proclivity for finding someone personally responsible. When a single person is highlighted, the journalist—and we, the readers or fans—need not worry so much about the context, the surrounding culture. Very conveniently, we can distance ourselves from the scandal.

Read the rest of this article here

Sportsfilosofi

Sportsfilosofi – når filosofi bliver en sport

Kære potentielle læser

Velkommen til Sportsfilosofi – et laboratorium om sporten i filosofien og filosofien i sporten.

Filosofien besidder en kærlig eller venskabelig tilgang til visdom. Dette kommer til udtryk i måden hvorpå filosofien bekymrer sig om, undersøger, udforsker, gransker og eksperimenterer med alle facetter af livet, idet livets visdom er en integreret del af verden. 

Filosofi er en kærlighedsaffære med livet – i al dets spraglede rigdom.

Sporten, der oprindeligt betyder “adspredelse”, “distraktion” eller “tidsfordriv” er en oplagt arena for filosofiske refleksioner, kritiske tanker og argumentation. Ikke kun fordi sporten er en del af verden på samme måde, som litteratur, politik og økonomi er det. Snarere fordi, at de få gange et menneske virkelig tænker, eller får en såkaldt “lys ide”, ødsler vedkommende gerne med sin tid. Det vil sige, at vedkommende er distraheret med hensyn til dagligdagens mange strategiske og opportunistiske gøremål. 

Det er klart, at sport også handler om konkurrence, ligesom sporten i stigende grad er blevet kapitaliseret. En vare. Ikke desto mindre er det sportens legende element, der fascinerer mig. Det er min klare overbevisning, at legen er frigørende, fordi den er et mål i sig selv. Modsat arbejde, der altid er et middel til noget andet: status, prestige, magt, rigdom. 

Sporten besidder altså en modstand, som kan være eksistentielt frigørende. 

Sportsfilosofi er for alle, der er interesseret i sport, men som gerne vil perspektivere, nuancere, kritisere eller erkende mere af dette bemærkelsesværdige fænomen: Sport. 

Eller Sportsfilosofi er for alle dem, der søger en mere sporty tilgang til filosofien. 

Sportsfilosofi har reelt været på banen længe, men tog sin form i forbindelse med coronakrisen. Det er ideen, at indlæggene vil udkomme relativt struktureret, hvilket vil sige med et indlæg cirka hver anden eller tredje uge. Om der er tale om et COVID19-projekt, hvilket vil sige, hvorvidt jeg lukker ned, når samfundet lukker op, er endnu uvist. 

Tænk med her!

Lance Armstrong as Teacher

“In a world where people take no responsibility for their lives, Armstrong is the villain. In a world where we do take responsibility for our ordinary lives, we can learn a lot from Armstrong. That is his resurrection. In the most unlikely way, he has become one of contemporary society’s best teachers. If only we dare to use him to look deep inside ourselves.”

Read the entire essay here.

Om Den gavmilde digter

Der har været lidt, men meget positiv omtale af Den gavmilde digter.

Bibliotekernes lektørudtalelse skriver, at “Finn Janning skriver utrolig godt, finurligt og nærværende om det at leve og livsvalg.” Læs mere her

På Litteratursiden.dk kan man læse, at bogen er “indsigtsfuld, uddybende, klog og munter – og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.” Læs mere her.

Bogsyn.dk skriver: “Det er en helt særlig bog, et essay om en gavmild digter, som lærer os at smage på det enorme udbud, vi har foran os af alting … Et fremragende værk.” Læs mere her.

Den gavmilde digter kan også fås som e-bog og (snart) lydbog. Se mere her.

God læselyst.

Det uærlige spil

I essayet ”Litteraturen og det onde,” beskriver Karl Ove Knausgård “den nymoralistiske bølge der for tiden går hen over Skandinavien, og hvor litterære værker i fuld alvor og med stor inderlighed bliver vurderet ud fra om det de udtrykker, er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til moral” (Knausgård 2014: 315-26). Denne bølge rammer ikke kun litteraturen, men hele samfundet. Flere og flere bedrifter vurderes i forhold til moral, ikke i forhold til selve præstationen. Samtiden præges af en intens stræben efter fairplay eller fairness.

I dette essay vil jeg anvende sporten som et eksempel på en konflikt. Jeg vil se nærmere på dopingproblematikken, som den har udfoldet sig i kølvandet på cykelrytteren Lance Armstrongs indrømmelser i januar 2013. Med dette eksempel vil jeg vise, at fairness er tidens ideal, og at dette ideal konstruerer flere konflikter end det løser. Læs videre her.

Det mentale vadested

Krise. Dette ord, som både kan betyde mulighed og destruktion – hvis man har hang til japanske symboler – hænger tungt i luften. Vi står p.t. i et åndeligt og mentalt vadested. Mulighed eller destruktion. I Danmark er den menneskelige psyke i krise, ikke psykologien. At give sidstnævnte skylden, svarer til at give træneren skylden, når fodboldholdet spiller dårligt. Det er for nemt. Alligevel har træneren jo et særligt ansvar, fordi han eller hun som træner leder holdet. Psykologerne leder imidlertid ikke en nations psyke, men man kan godt forvente at de opfanger visse symptomer …

Gør de så det? Ja.

I 2012 udgav psykologen Carsten René Jørgensen bogen Danmark på briksen, der fortæller to historier. Den om danskerne, som et af verdens lykkeligste folk. Og så den, hvor der i 2009 var omkring en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Eller den om, hvordan antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år, selvom ADHD mere er genetisk bestemt. Eller den, hvor flere og flere – især unge kvinder – foretager selvskadende handlinger pga. af følelsesmæssige problemer og mistrivsel. Eller den, hvor mere end en halvmillion voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Han viser også, hvad alle der har arbejdet i hvert fald ved, at mange lider af stress og burnout-symptomer – mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder – er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet. Han nævner dog ikke, som jeg vil her for perspektiveringens skyld, at cykelrytteren Alberto Contador havde 0,000000000005 gram per milliliter af stoffet Clenbuterol i blodet. Det er klart, at netop Contador vækker fordømmelse. Det er simpelt hen ikke er nok til at kunne mærke en ordentlig effekt; en effekt, som 585.000 danskere trods alt kender til pga. de væsentlig større mængder rødvin, som skvulper i blodbanen.

Flere eksempler kunne nævnes på psykologisk ansvarlighed, men pointen er klar nok. Noget er galt.

Lad mig uddybe. Lad os springe frem i tiden.

I dansk fjernsyn vises der p.t. et afkog af psykologen Philip Zimbardos berømte og berygtede Stanford Prison Experiment. Det viste, hvordan almindelige unge mænd nemt bliver påvirket af omgivelserne; den sociale situation. De faktorer, som påvirker kan være alt lige fra påklædning (tænk på soldater og uniform), briller (der skjuler øjne), roller (fx indsat versus betjent), normer (som aldrig er andet en menneskeskabt, sorry siger jeg til manden med tavlerne). Jeg har skrevet mere on dette eksperiment her: Friheden er afstressende – en socialpsykologisk tese om stress.

Zimbardo var inspireret af sin kollegas Stanley Milgram (Yale University), og hans, måske, endnu mere berømte eksperiment omkring lydighed og autoritet. Dette eksperiment viste, at almindelige mennesker ikke havde de store problemer med at give andre elektrochok, fordi en autoritet sad ved siden af i en hvid kittel, og sagde det. Eksperimentet påstod (overfor deltagerne) at handle om læring og straf, mens det reelt handlede om, hvorvidt mennesket kunne begå ondt.

Milgram var inspireret af filosoffen Hannah Arendts revolutionerende beskrivelse af den tyske bøddel Eichmann. Hun sagde – i forbindelse med retssagen, der kørte mod ham i Tel Aviv – at Eichmann ikke var ond per se, men en banal kontornusser, som ikke var i stand til at tænke; en kedelig stakkel, der kun evnede at følge ordre. Der er noget banalt forbundet med det onde, fx den fysiske og emotionelle afstand til andre mennesker, påklædningen, umenneskeliggørelsen af de andre, som ens beslutninger berører. (Læs mere om eksperimentet her)

Det banale er uden dybde. Det er det, som gør det onde så skræmmende.

Det er ikke svært at se en relation til kapitalismen, som måske ikke er ond, men i hvert fald banal. Den er så simpel, at de fleste kan se forskellen mellem profit og debet. Problemerne opstår dog, når der ikke kun betales med penge, men med ens velvære. Omkostninger ved kapitalen er med andre ord ikke kun finansielle, men i stigende grad eksistentielle.

Det, som de social psykologiske studier har vist, er, at det enkelte menneske sjældent er lige så robust, som vedkommende forestiller sig. ”Det vil aldrig ske for mig,” siger de fleste, selvom de mange studier viser, at mellem 60-80 procent er villige til at give elektrochok. Det er interessant, at der forskelle mellem kulturer, men ikke mellem køn, fx er kvinder per definition ikke bedre eller venligere, måske har de historisk bare været situationelt forskånet, hvilket de ikke længere er.

Pointen er, at tilhørsforhold, normer, gruppepres, identitetspres, ideologisk pres, autoritativt pres og så videre betyder noget.

Vender vi tilbage til Zimbardo, så opererer han med tre begreber i hans bog The Lucifer Effect (obligatorisk læsning for alle, der har ansvar for mere end deres egen morgenbarbering eller menstruation).

1) Individet med dets genmasse, dets personlighed og karaktertræk;

2) Situation (eller kulturen);

3) Systemet.

Systemet er de ledere, som fastholder eller ændrer kulturen eller situationen; det vil sige den situation, som påvirker individet. Et simpelt eksempel. Mange vil gerne gøre cykelrytteren og individet Lance Armstrong til den stygge mand i cykelsporten, men faktum er, at han var en del af en cykelkultur, som anvendte doping; en kultur, som blev opretholdt af cykelsportens ledere, som var blevet overbragt til ham og hans generation af hans forgængere. Måske sker der noget her. Det ser i hvert fald ud til det.

Videre. Et andet sted i Danmark fortæller Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, at psykofarmaka skal tages af markedet. Alt for mange popper piller, som var der tale om pastiller mod dårlig ånde. Hele pharma-industrien har ændret, hvad der er normalt og ikke-normalt. Men ikke ud fra et psykologisk blik, men fra et forretningsmæssigt perspektiv.

Okay. Flere spiser grønne og gule piller. Skyldes det, at det enkelte menneske er blevet mere sårbart, eller skyldes det omgivelserne? Hvorfor bliver flere diagnosticeret i dag end tidligere? Hvorfor er der flere depressive, stressramte og udbrændte i dag end tidligere?

Mulige svar er følgende. I dag er psykologer og læger – som alle andre faggrupper (spørg skolelæren, sygeplejersken, hjemmeplejen, forskeren) – under pres, hvorved de (som alle andre) ofte må gå på kompromis med deres faglighed. Sørgeligt, men sandt. Dernæst medfører en diagnose en form for prædikat, som gør at den enkelte kan sættes op på en hylde og skubbes videre hen ad samfundets effektive samlebånd. Der er tale om en Tayloriske organisering af mennesket, der er effektiv, men umenneskelig. Endelig giver en diagnose mange en vis tryghed, fordi det giver mening, det vil sige at følelsen af at være uden funktion, får en årsag. I forlængelse heraf bliver diagnosen let en sovepude for enkelte. Det er her de socialpsykologiske resultater bruges negativt. Hvem har ikke hørt: ”Ingen vil have mig og mine kvalifikationer,” eller: ”Jeg er en særling.” Moralen for alle synes at være: Hellere lidt syg på en smart og moderne måde end normal og arbejdsløs. Der er dog intet smart i stress eller burnout. Stress eller burnout er ikke forbeholdt særlige faggrupper (tidligere var der en sådan tendens), men i dag rammer den alle. Symptomerne kan opstå, når presset er for stort. Uanset om dette pres er et resultatet af at følelse sig udenfor, hvilket blandt andet opstår blandt ældre eller arbejdsløse; eller, fordi man er presset til at performe bedre og hurtigere, hvilket er gældende for stort set alle erhvervsgrupper; eller, fordi alle samfundets normer og idealer tvinger en ned i træningscenteret, i swingerklubben, presser en til at blive mere sund, mere lækker, mere sexet, mere spirituel og så videre.

Det er svært at undslå sig dette pres. Uden funktion, ingen mening. Uden mening, en trist liv. Det vil sige, heller være en ond fængselsbetjent med en funktion end ingenting.

Følger man Zimbardos tredeling kunne man spørge: Hvordan påvirker visse situationer mennesket? Det kunne være situationer, hvor mennesket konstant skal måles og vejes, hvor mennesket konstant skal sammenlignes med andre, hvor mennesket konstant konkurrerer om at få anerkendelse, identitet og accept. Det kunne være en situation, hvor mennesket kun anerkendes på grund af deres målbare meriter. Man kunne ligeledes spørge: Hvem fastholder eller forsøger at ændre sådanne situationer?

Jeg ved ikke om særligt mange forsøger at ændre situationen, konteksten eller kulturen. Enkelte gør. Jeg ved dog, at ansvaret ligger hos beslutningstagerne, det vil sige politikerne og andre ledende figurer i samfundet.

Okay. Hvordan hænger hele møget sammen. Et sidste eksempel. Zimbardo har vist, at de uhyrligheder som fandt sted i Abu Graib fængslet i Irak, ikke kun var forårsaget af enkelte rådne medarbejdere, det vil sige enkelte rådne individer. I lige så høj grad var overgrebne forårsaget af systemet. Han understreger, at han ikke ønsker at fjerne ansvaret fra den enkelte, men at perspektivere forestillingen om det enkelte onde individ, hvorved han også vil inddrage ledelsen.

Hvad så han i Abu Graib? Han så at torturingen af fanger, de nedværdigende billeder, de seksuelle udskejelser og så videre primært foregik om natten. Han så, at om natten var fangevogterne ikke uddannet til at håndtere krigsfanger. Om natten var fængslet kontrolleret af et dårligt uddannet personale, der ikke magtede denne opgave. Samtidig så han, at ledelsen ikke førte samme opsyn med fængslet og dets personale om natten, som om dagen. Pointen er selvfølgelig, at der er tale om dårlig organisering af kompetencer, dårligt tilsyn og sparring med personale, som derfor kunne gøre, hvad de ville. Det er ledelsens ansvar at organisere og sikre, at visse principper og etiske retningslinjer opretholdes. Fængselspersonalet var ikke onde per se, selvom det altid er belejligt for en ledelse at se det sådan. De kedede sig om natten. Den ene lille forsømmelse ledte til den næste. Der går gradvist konkurrence i ondskaben. Tingene eskalerer. Ingen siger stop. Ingen råber nej. Og dog, heldigvis er der næsten altid en helt. Helten var her en mening soldat, som sendte billederne videre i systemet. Helten findes altså.

Desværre synes mange andre ting at eskalere i Danmark (og andre steder).

Det hele sker gradvist. Ligesom alt andet. Det er nemt at overse. Idealerne ændres. Arbejdets normative rolle forstærkes. Uden arbejde = ingen identitet, ingen rolle, ingen funktion, intet liv. Kontrollen strammes. Det, som ikke kan måles, eksisterer ikke. Af samme grund har kærligheden det så svært.

Ingen kan helt holde styr på, hvornår det begyndte, men pludselig begynder almindelige danskere at falde fra. De bliver deprimeret. De får stress og brænder ud. Ingen stiller spørgsmålstegn til systemet, fx kapitalismen, som jo ikke stopper for noget som helst. Tværtimod. Systemet forsøger selv at overkomme alle de grimme tilfælde af langsommelighed. Ikke ved at ændre sig selv, men ved at optimere på de små mekaniske fjolser, som også kaldes mennesker. De fyldes med piller. Alle dem, som ikke passer ind, forsøger en hel industri at få til at passe ind. De fyldes dog ikke kun med piller, men også med ligegyldig selvhjælpslitteratur. Problemerne vokser. Sygdommen er blevet en industri.

Der er penge i diagnoserne.

Noget må ske. Hvis ikke, så virker det næsten som om, at mennesket er det eneste dyr, der slet ikke bryder sig om selv sig.

Noget sker. En debat har i hvert fald fået ny energi. Det håber jeg. Enten vader vi videre i det psykiske og mentale vadested, eller vi kommer videre.

Jeg ser frem til at følge slaget fra Barcelona, mens jeg vil lave formålsløse aktiviteter, såsom at skrive.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Armstrong/ Winfrey anden del

Helt kort: Oprah Winfrey har gjort et godt stykke arbejde. Hun stiller de svære spørgsmål. Hun anvender flere gange programmet The World According To Lance Armstrong strategisk klogt. (Det er dokumentaren, hvor man bl.a. ser Armstrong benægte doping m.v. under ed). Hun gør det blandt andet ved at krydsklippe til hans mange afvisende og profetiske udtalelser, fx der hvor han udtaler at alle sponsorer vil forlade ham, inklusiv Nikes 75 millioner dollar per år deal!, hvis det altså viser sig, at han har anvendt doping.

Armstrong fremstår ærlig i Winfrey-interviewet. Han er en cykelrytter, der har taget præstationsfremmende stoffer. Han tager sin straf, selvom han godt nok føler, at han har fået en dødstraf på alle leder og kanter. Moralismen har gode tider. Og han er en godt offer.

Armstrong understreger, at han under sit comeback ikke anvendte doping på grund af et løfte til sin tidligere kone, men også fordi han troede (og tror), at sporten er blevet renere med det biologiske pas, som blev indført i 2008. Han behøvede ikke dope sig, da ingen andre var dopet. Hans syv sejre var derimod en del af en dopingkultur. Derfor troede han også, at han ville vinde i 2008, men måtte erkende at to ryttere var bedre.

Med de erfaringer og oplysninger, der løbende er dukket frem i løbet af årene, er det tydeligt at han har ret med hensyn til kulturen. Skulle man kigge mere grundigt efter, så er Tour de France en sport, der i mange år sine 100 år ikke har haft en vinder uden dopingrelationer. Som en spansk journalist sagde: Godt ingen undersøger Indurain eller dem før ham. Flere af de store fra historiebøgerne har indrømmet, eller nærmest underholdt omkring brugen af amfetamin, men dengang var det mere acceptabelt. I dag glider der en moraliserende bølge henover samfundet (og især medierne), som sjældent stiller spørgsmål til kontekst og kvalitet. Tiden er afgørende.

Det store spørgsmål, som Winfrey stiller er, hvorfor indrømme nu? Svaret Armstrong giver er sine børn, og altså ikke fordi han vil i konkurrence, selvom han gerne vil løbe et maraton, når han er 50 år. Han fortæller en historie, hvor han overhører sin ældste søn forsvare ham. Og der, i dette øjeblik ved Armstrong, at han må handle. Grunden til at leve er større end doping og cykling. Det er trods alt bare sport. Armstrong er et menneske, der ville vinde og mistede kontrollen undervejs. Han nævner det ikke selv, men grunden til at han mister kontrollen hænger selvfølgelig sammen med kulturen, idet ingen leder eller sportsdirektør eller cykelorganisation for alvor bremsede ham. Som enhver anden er han utilstrækkelig. I dag er midlerne til at kontrollere bedre, men især holdningen er anderledes blandt rytterne, selvom doping nok stadigvæk finder sted. (En negativ dopingprøve, siger som bekendt ikke særligt meget). Spørgsmålet er selvfølgelig om det er godt for sporten og samfundet generelt, at sporten skal være den morlaske bannerføre. Vil det sætte grænser for den kreativitet og udvikling, som vi også ser i sporten?

Hvad er moralen, spurgte Winfrey, til denne fantastiske episke fortælling. Armstrong, sagde at han ikke var sikker, men at den var større end løgnene, sejrene og mistilliden. Den bevæger sig på et menneskeligt plan. Som Nietzsche sagde: Det, som ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Armstrong har før været konfronteret med døden. Denne dopingindrømmelse er tæt på dette niveau, fordi han har såret mennesker der står ham nær, men alligevel er den mindre. Han affinder sig med begivenheden. Håber han kan vokse med den.

På et andet plan, et mediemæssigt plan, er moralen desværre den, at mange finder hans løgne ’mere’ utilgivelige, fordi han har tjent mange penge. Moral, som ren og skær budgettering. Det er en pinagtig økonomiserende moral. Armstrongs historie er et fornemt billede af en tid. Ja, af tiden – både dengang og nu. Armstrongs dårlige gerninger skyldes ikke at han er et dårligt menneske. Det bliver klart, når man undervejs i interviewet indser at hans anger giver hans dårligdomme vægt, fx når han nævner sine børn og Livestrong.

Den sidste del af interviewet vil medierne sandsynligvis bruge mindre tid på, fordi den viser et menneske. Denne del er mere etisk end moralsk. Enhver undersøgelse af den proces, hvor begreber som tilgivelse og kærlighed skabes er ligeledes en undersøgelse af en etisk eksistens. Armstrong er i færd med at blive et bedre menneske, ikke moralsk bedre som en der partout skal besidde menighedens gloriepudsede holdninger. Derimod som en der øger sin intuitive kapacitet til at forholde sig til det, som sker. Han forsøger at gøre sig værdig til det skete, men han ved også, at han vil aldrig få fuld tilgivelse, fordi det er lettere og mere belejligt for en moralist at fastholde et bestemt billede.

Løbet kører videre … og helt kort blev det så alligevel ikke.

Blog at WordPress.com.

Up ↑