Myten om det normale

Den ungarsk-jødiske læge Gabor Maté var barn under Anden Verdenskrig. Han overlevede, fordi hans mor sendte ham væk fra det besatte Budapest for at blive passet af sin moster. Han var 11 måneder gammel. Selvom morens handling var baseret på gode intentioner, var konsekvensen, at Maté gennem livet ofte har følt sig forladt og overset.

The Myth of Normal. Trauma, Illness and Healing in a Toxic Culture – som Maté har skrevet sammen med sin søn, Daniel Maté – beskriver han, hvordan han 70 år senere, da hans kone glemmer at hente ham i lufthavnen, bliver såret, vred og opfører sig barnligt og tvært i et par dage. Konens forglemmelse aktiverer en fysisk-emotionel kraft, der bringer ham tilbage til fortiden. Der er tale om et trauma. 

”Trauma,” skriver Maté, er en græsk term, der betyder sår. ”Trauma er ikke, hvad der sker med dig, men hvad der sker indeni dig.” Han sammenligner det med et trafikuheld, hvor ulykken er, hvad der sker, mens skaden er det, der varer ved, f.eks. frygten for at køre i bil. Et trauma er en ”psykisk skade indlejret i vores nervesystem, sind og krop, der kan udløses når som helst” – inklusive mange år efter hændelsen. Som et sår er traumet kendetegnet ved to ting: For det første kan en umiddelbart harmløs hændelse få såret til at væske igen. For det andet kan traumet udvikle sig til et ar, der gør vedkommende hård, ufleksibel og følelsesmæssigt kold.

Traumet, ligesom Matés egen historie, er ikke forbeholdt frygtelige hændelser, såsom død, sygdomme, skilsmisser eller voldtægter, men er knyttet til vedkommendes oplevelse af en hændelse, altså hvad der sker indeni vedkommende, og hvorledes vedkommende forholder sig hertil. 

Læs resten af anmeldelsen i POV International.

Dialog efterlyses

Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.

Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.

Den kan læses her eller her

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

Empati er betingelse for at underminere terror

Empati et kraftfuldt redskab til at fremme en forståelse for de andre. Og er der noget, som verden i dag mangler er det en gensidig forståelse af vores forskelligheder. Der mangler empati og medfølelse.

Empati er kunsten at træde i en anden persons krop og sind. Forstå den andens følelser, tanker og perspektiver. Denne indsigt om den anden eller de andre, kan fortælle os noget om de andre, set fra deres ståsted.

Empati fremmer indsigt. Det adskiller empati fra sympati, hvor man føler medlidenhed med de andre. Eller ligefrem har ondt af de andre.

Læs resten af essayet  her.

Frie ord

Som udenlandsdansker bosiddende i Barcelona har jeg haft svært ved at fornemme det følelsesmæssige kaos, som terrorangrebet afstedkom i København. Heldigvis råder Weekendavisen den 20. februar bod på det med nogle personlige, indsigtsfulde og modige artikler.

Jeppe Matzen beskriver, helt tæt, hvad der skete i Krudttønden: bragende, frygten, flugten, Femens talskvinde Inna Shevschensko, der stiller sine højhælede sko for at kunne løbe hurtigere. Han citerer hende for at citere Voltaire: ”Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig, så tænk på, hvem du ikke har lov at kritisere i dag?” Hun svarer selv: ”Det religiøse institutioner og dogmer.” Inna Shevschenko håber, at alle vil deltage, hvorved Charlie Hebdo, Lars Vilks, Femen og andre ikke bliver så synlige.

Et andet sted i avisen kan man læse Helle Merete Brix’ miniportræt af Lars Vilks, ham som gerningsmanden formodentligt gik efter. Han fremstår ikke som en utilregnelige provokatør, men en rar og eftertænksom mand, der har mange venner og støtter. ”Bare ikke særligt mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert ikke nogen der gør det offentligt.” Shevschenskos analyse passer tilsyneladende. Vilks er meget synlig.

I samme sektion, skriver lektor Dennis Meyhoff Brink indlevende og modigt om sine egne oplevelser fra mødet, om sin frygt for at deltage i fremtidige debatarrangementer. ”Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed er en del af vores kulturellearv fra oplysningstiden,” skriver han. ”Vi er oppe imod kræfter, som bekæmper selve ideen om oplysning.”

Sandheden er ikke givet, men er konstant til diskussion i en social og åben praksis. Det er et angreb, der reelt kan gøre os dummere.

Nanna Goul beskriver, hvor hysterisk hendes sanseapparat reagerer på alt, da hun bevæger sig ud i Københavns gader mandag morgen. Frygten er trængt ind i kroppen, som en bodylotion, som hun præcist skriver.

Der er noget på spil for os alle sammen.

Alle artikler formår at skabe konkrete erfaringsrum, som er indiskutable. Det er ikke kun et spørgsmål om teoretiske øvelser for eller imod ytringsfrihed. Selve denne debat er truet. Det er en livsform, der er truet; en livsform, der nysgerrigt engagerer sig i de andre gennem debat, diskussion og humor.

Det er svært at fremme empati og medfølelse, hvis ingen tør eller kan tale, skrive og leve sammen uden frygt. Jeg sidder i Barcelona og læser ord, der fremmer min forståelse. Det kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt at skrive frit. Tak for ordene.

Trykt i Weekendavisen den 6. marts 2015.

På vej mod en social frihed

Siden de tragiske timer i Paris, hvor 17 mennesker mistede livet og flere blev såret, har det handlet om frihed. Mere bestemt ytringsfrihed. Retten til at ytre sig.

Den ene fraktion appellerer til det, politologen Isaiah Berlin døbte »den negative frihed.« Denne siger, at ingen menneskers naturlige drifter bør indskrænkes. Heller ikke, hvis disse eventuelt støder nogle.

Den anden fraktion appellerer til »den positive«, eller hvad den tyske filosof Axel Honneth kalder den »refleksive frihed.« Her er mennesket autonomt og selvrealiserende, det kan selv bestemme, hvilke mål det vil leve efter.

Den første form for frihed styres af vores drifter, mens den anden er styret af fornuften – en universel fornuft ifølge filosoffen Kant.

Det kritiske spørgsmål er selvfølgelig, hvor autonomt mennesket er, samt hvor universel fornuften er. Sagt anderledes: Jeg tvivler på, at mennesket er så fornuftigt, som det bilder sig ind. Snarere er vi konstrueret af de normer og ideologier, som gennemsyrer samfundet.

Læs videre her.

Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!

Moralske stammer

”Vi skal simpelthen prøve at gøre verden så lykkelig som mulig.” – Joshua Greene

Den amerikanske filosof Joshua Greene har skrevet et vigtigt bidrag til vores forståelse af moralens psykologi. I bogen Moral Tribes viser han, hvordan enhver forståelse af moral kræver to ting. For det første, selve ”strukturen af moderne moralske problemer,” dvs. problemer der sandsynligvis adskiller sig fra dem, som vores hjerne blev skabt til at løse. Greene er nu ikke en af disse evolutionære sovepudeetikker, der altid refererer til en savanne fuld af farer. For det andet, må vi ”forstå strukturen i vores moralske hjerne.”

Det, der gør Greenes bog vedkommende og relevant er ikke, at han har et ben i filosofien og hjerneforskningens verden, men at han kan bruge hjerneforskningen til at stramme sine filosofiske argumenter. Det er altså ikke hjernescanninger som sådan, der fortæller os, hvad der er rigtigt eller forkert. Men de kan nuancere et velkendt moralsk problem, fx gabet mellem følelse og fornuft.

Vores følelser gør os til sociale dyr, som gør at ”Jeg” bliver til ”Os” – hvorved en stamme skabes, fx F.C. Barcelona versus Real Madrid – og når først en stamme er skabt, skabes der ligeledes en forskel mellem ”Os” og ”Dem.” De fleste mennesker ønsker at have et socialt tilhørsforhold. Desværre kan dette behov fremme en stigmatisering af den anden (fx når visse catalonierne stigmatiserer resten af Spanien).

På baggrund af denne indsigt, søger Greene en metamoral, en slags før-moral, der kan udgøre en dommer blandt flere forskellige moralske stammer. En uangribelig logik af en art. Her træder han selvfølgelig ud på en pergamenttynd is, og selvom jeg personligt ikke er tilhænger af en sådan metamoral, er ambitionen forståelig. Greene gør det godt i sit forsvar, måske fordi han er pragmatiker, ”deep pragmatism”. Han forpligter sig på at gøre ”whatever works best”, uanset hvad, dvs. uanset om det strider mod ens egen stammes værdier. Faktisk opererer han ikke med en transcendens, idet utilitarisme er tæt forbundet med den menneskelige praktiske fornuft. Utilitarisme, skriver han, ”ask only that we push ourselves to be morally better, to care more than we do …” I stedet for at appellere til Gud, Fornuften eller Videnskaben, er han pragmatisk. Erfaringen udgør centrum.

En metamorals opgave er, at sikre trade-off mellem konkurrerende stammers værdier. Det kunne være de stereotypier, der eksisterer mellem cataloniere og spaniere, fx at cataloniere er arrogante og pengegriske, mens spaniere er dovne. Før dette kan ske, må han finde en fælles moralskmøntenhed, et system, der kan afveje værdier. Heldigvis, for ham, findes dette system: utilitarisme.

Utilitarisme er en nyttemoral, men en nyttemoral er ikke det samme, som rigdom. Flere penge giver ikke nødvendigvis mere nytte – ligesom penge heller ikke giver mere lykke, når først der er kommet mad på bordet. Greene argumenterer sagligt mod Rawls kritik af utilitarisme, fx hvorvidt slaveri kan medføre mere nytte (eller lykke), eller hvorvidt det er fair at reducere nogle menneskers lykke af hensyn til flertallets. Modargumentet er simpelt. Greene henviser ikke til rettigheder, men til veldokumenterede erfaringer, fx at slaveri forvolder en uacceptabel smerte. Og med hensyn til svækkelsen af nogle menneskers lykke, er dette bl.a. ideen bag en progressiv beskatning, hvor meget rige mennesker betaler en smule mere, hvorved de med en foie gras mindre i bugen kan gøre en masse godt for samfundet.

Utilitarisme er ikke perfekt, men den kan imødekomme vores basale menneskelige behov og motivationer, uden at virke alt for krævende. Ikke desto mindre taler den for vise reformer af menneskets selviske vaner.

Greene anvender en masse eksempler. Nogle af dem gentages lige lovligt meget, selvom de tjener et pædagogisk formål. Han viser, at hjernen er dobbeltsporet. Den rummer en manuel modus og en automatisk. Ifølge forfatterens forskningsresultater (og andres), konkluderer han, at vores manuelle maskineri deles af størstedelen, fx det givende i at fremme positive erfaringer. Modsat er den menneskelige automatisk stærkt afvigende. Jobbet for den manuelle modus er derfor, at realisere mål, dvs. at producere de ønskede konsekvenser.

Hvad er så de optimale eller ønskelige konsekvenser? Svaret er en upartisk eller uvildig lykke, dvs. positive erfaringer.

I stedet for rettigheder, som aldrig er andet end rationaliseret selvføleri, søger han en fælles værdienhed baseret på erfaring. Dette er vigtigt. Erfaringen er nemlig, at de fleste beslutninger cirkulerer omkring lykke og lidelse, glæde og tristhed. Her kan vi anvende vores egne erfaringer, men, men, men supplere disse med ”Den gyldne regel”: Din lykke (eller glæde) betyder, hverken mere eller mindre end enhver andens.

Greene er qua sin omgang med pragmatikerne meget mere fokuseret på erfaringsbegrebet. Jeg finder dette positivt, selvom hans erfaringsbegreb er vagt. I bund og grund er han fortaler for en adfærdsfilosofi, der – for mig at se – forsømmer det, som Nietzsche, Deleuze og Spinoza (og angiveligt mange flere) beskæftigede sig med: etik, som en opmærksomhedens gestus. Det er altså ikke min vilje til at stræbe efter lykke, som er afgørende, men min opmærksomhed på de møder i livet, som skaber glæde eller lykke. Dog adskiller Greene sig ikke meget fra disse, der er inspiration at hente.

Moral Tribes lever op til de mange lovprisninger, den har fået. Den er for alle etisk interesserede. Den er pædagogisk. Fuld af eksemplar. Mange steder skarp. Velskrevet. Engageret. Lidt for gentagende, men ikke desto mindre en bog, som enhver ville ønske at Lars Løkke ville læse.

Kære Lars, alle mennesker ser sig selv som specielle. Heldigvis er der også mange som indser, at dette netop betyder, at de fleste af os sjældent er særligt specielle. Der er altså intet, der gør mine interesser, behov og målsætninger vigtigere end andre menneskers. Tænk på det næste gang, du skider på fællesskabet og tænder en cigaret i et ikke-ryger værelse.

Ja, ja, ja, det har selvfølgelig noget med empati at gøre: evnen til at føle, hvad andre føler. Og her virker det som om, at LL intet føler.

Empati og medfølelse er vigtige værdier, som også Greene påpeger, fordi vi i kraft af disse sandsynligvis kan tage mere upartiske beslutninger, der tilgodeser flertallet. Af samme grund er bogen hermed anbefalet til alle dem, der tager beslutninger. Utilitarismen har fået ny energi.

Forandring søges

I sangen ”Lonely Planet” synger The The, ”If you can’t change the world, change yourself.” Idehistorikeren Jes Bertelsen kender måske ikke sangen, men han kender budskabet. Hans pointe er nemlig, at vi ikke kan skabe en bedre verden, uden at ændre os selv. Det ydre og det indre hænger sammen. De er foldet om hinanden.

Få år tilbage udgav Bertelsen Et essay om indre frihed. Den indre frihed defineres her som den tilstand, der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens. Sagt anderledes: Når et menneske har det godt og er i balance, er det frit.

Et eksempel kunne være en person, som har svært ved at begå sig i et samfund. Hun keder sig, føler sig overset og mangelfuld. Hun tager væk. Efter en tid forsvinder nyhedens interesse for de nye omgivelser. Den gamle restløshed vender tilbage. Rygsækkens pakkes på ny. Der er tale om en klassisk psykologisk mekanisme. Mange flygter, når de føler sig truet eller eksistentielt presset. Ifølge Bertelsen er denne persons problem, at vedkommende ikke evner at skabe en sund balance mellem det indre og det ydre. I stedet for kaster vedkommende sin egen restløshed, det vil sige sin egen manglende opfindsomhed over på omgivelserne, selvom de tilhører personen selv. Filosoffen Gilles Deleuze sagde engang, at hvis man er tilstrækkeligt opmærksom og kreativ, er hele verden tilstede i en kaffekop.

Bertelsen er en spirituel vejleder med psykologisk indsigt. Han er ikke forsker i traditionel forstand. Snarere deler han ud af sine egne erfaringer, som andre så måske kan finde inspiration i. Han lægger med andre ord op til, at den enkelte selv kan prøve og se, hvad der sker. Det han foreslår er, at vi kan lære af religiøse og spirituelle praksisser, fx forskellige former for bøn, åndedrætsøvelser og meditation. Og vi kan lære af disse praksisser uden nødvendigvis at konvertere. Han vil frisætte den viden, som de religiøse og mystiske praksisser besidder om bevidstheden.

I bogen skelner han mellem en religiøs ydreside: forkyndelsen, og dens inderside: mystikken, træningen, praksissen. Det indre del handler om at transcendere, det vil sige blive mere naturlig, oprindelig eller autentisk (han opererer med en ide om en menneskelig essens). Modsat handler den ydre om magt og prestige. Den indre beskæftiger sig med empati og medfølelse, mens den ydre mere handler om at sælge en forestilling.

Sagt anderledes – med reference til forfattergerningen, der jo også er en meditativ praksis (omend anderledes end dem Bertelsen referer til) – så handler det at skrive sjældent om prestige og identitet. Tværtimod. Det drejer sig om at blive ingen. At blive ren kraft. Det vil sige, at skrive er at blive noget andet end forfatter. ”Tilblivelse er ikke at opnå og antage en form (identifikation, imitation, Mimesis), men at finde en nærhedszone … således at man ikke længere kan udskille sig fra en kvinde, et dyr, et molekyle,” skriver Deleuze et sted.

Tilbage til Bertelsen. Hans tese er, at de fleste religiøse og spirituelle praksisser arbejder eller beskæftiger sig med empati og medfølelse, hvilket kan åbne op for dialog på tværs af ideologiske grænser. Der er ikke tale om en Habermas-agtig kommunikationsteori, men en slags kommen i berøring med livet som sådan – Bertelsen taler om en fællesmenneskelig essen. Han påstår, at dialogen ofte er fraværende mellem forskellige religioner (og politiske ideologier, kunne man tilføje), fordi de fleste ridser deres egen særegenhed hårdt op i et forsøg på at hverve kunder, eller skabe et unikt brand, hvorved enhver åben dialog bliver umulig. En dialog fremmes, når folk i stedet for at abonnere på en ideologi, sættes i stand til at handle i en spiritualitet, de har valgt. Dette er konstruktivt, men kan lyde som et paradoks, såfremt spiritualitet referer til en menneskelig transformation i lyset af et religiøst ideal. Hvis det skal give mening, det som han siger, må spiritualitet derimod være forbundet med en indre frihed, det vil sige en følelse af kropslig velvære. Her kunne forfatteren godt være mere klar.

Umiddelbart kan bogen virke for pædagogisk og sine steder lidt banal og vag, fx når han bevæger sig ud i de mere samfundsmæssige beskrivelser. Den rummer også nogle sproglige vanskeligheder, fordi den opererer med et – for nogle – uvant sprog, fx er hjertet en muskel, måske en lidt søgt romantisk metafor, men hos Bertelsen er hjertet et sted, hvor den indre frihed er placeret, en visdommens rede. Dog er det ikke svært at forstå, hvad han ønsker at fortælle, hvilke mulige erfaringer han forsøger at åbne for. Bogen er overvejende sympatisk.

Det er indlysende, at nutidens performance- eller konkurrencesamfund efterhånden skaber flere eksistentielle dårligdomme end goder: depression, stress, burnout, misbrug. Det betyder, at man bør være påpasselig med at placere sig selv i en ophøjet og ubøjelig position, hvor forskellige meditative – ofte buddhistiske – praksisser slås hen som noget, der er forbeholdt skaldede mænd på flugt fra en masse kinesere.

Et essay om indre frihed kan minde lidt om psykologen Nadja Præterius’ Den etiske udfordring i en global tid, der udkom sidste år. Begge er ligeledes inspireret af buddhistiske tanker. Hun foretager også en kritisk analyse af dagens konkurrencesamfund. Og foreslår også (dog mindre konkret, selvom hendes samtidsanalyse er bedre), at løsningen handler om at finde det autentiske og ægte i os selv. Bertelsen og Præterius’ tanker kan virke paradoksale, idet de foreslår at kapitalismen overvindes med individualisme, skønt kapitalismen ofte beskyldes for at skabe egoistiske og individualiserede forbruger. De vil bekæmpe ilden med ild. Det er en tiltalende, men svær øvelse. En reparationsbajer kan sagtens hjælpe på tømmermændene, men det kræver selvdisciplin ikke at nappe en mere, og en mere, hvorved reparationen blot skaber et fremtidigt behøv for flere reparationer.

Pauser, ro, åndedrætsøvelser, nærvær, empati og medfølelse kan forbedre verden, men jeg tror ikke mennesket er en essens, som den enkelte kan agere mere eller mindre autentisk i forhold til. Medfølelse handler ikke om mit forhold til mig selv, men om min evne til at vise omsorg og kærlighed overfor eksistenser, der ikke kan leve uden min omsorg. Der findes i dag mennesker, som ikke vil overleve uden andre menneskers omsorg og pleje. Det er klart, at en indre fred eller ro er en forudsætning for at kunne møde verden på en frugtbar måde, men kun fordi denne gør mig i stand til at forbinde mig med verden, hvorved jeg kan blive noget andet end mig selv. Det er fordi, jeg ikke har nogen essens, at jeg kan give plads til det, som er i færd med at blive; det, som måske aldrig tager form uden min omsorg.

Spørgsmålet, som The The efterlader os med, er, hvordan den enkelte kan forandre sig.

Blog at WordPress.com.

Up ↑