Opmærksomhedens filosofi

Den, der tænker klart, lever klart …

Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.

Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold

Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.

DKK 250.00

Opmærksomhedens filosofi

Den 17. juni udkommer jeg med bogen Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold.

Den, der tænker klart, lever klart…

Med Opmærksomhedens filosofi stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Den kan forudbestille her.

Meditation – i svære tider

Coronakrisen har begrænset menneskers muligheder for at mødes fysisk, hvilket har nødvendiggjort andre måder, hvorpå vi kan nå – og måske – hjælpe hinanden.

Jeg har i denne ånd lavet en ti-minutters meditation til min far, der handler om at leve i svære situationer. Den kan høre og deles her, hvis det har interesse:

A mindful philosophy

“The artist is a seer, a becomer,” wrote the philosopher Gilles Deleuze and the psychiatrist Félix Guattari in their book, What Is Philosophy?

I thought of this quote the other day, when a student of mine asked me, “What are you: a meditator or a philosopher?”

I’m not sure whether there is—or has to be—a difference, I told her, “I’m a philosopher who meditates. I guess like a carpenter, schoolteacher or football player sometimes does that, too.”

“So to philosophize is, in a way, to meditate,” she said.

“Yes.”

I’m certain that no one philosophizes without paying attention. The philosopher is a seer, I believe, or to put this in simpler, less romantic terms: To think requires us to be aware of what’s happening inside ourselves as well as outside in society.

Let me share a few thoughts from Deleuze that may show how philosophy is related to mindfulness or meditation. Let’s call it a mindful philosophy.

The writer as artist

The writer as artist has seen something—something that he or she passes on, in a way, that gives the reader enhanced access to this world.

For instance, a novel or a memoir is a communication of experiences that typically involve ethics and knowledge. A novel answers the question of how a person acts, reflects, thinks and feels during certain circumstances. This is why literature can be a way of gaining experiences that make us more mature, as it allows us to experience other forms of life.

Like the philosopher, the writer as artist is a seer and he or she confronts the reader with his or her ethical limitations. Deleuze states that “In the act of writing there’s an attempt to make life something more than personal, to free life from what imprisons it.” (from Negotiations)

To write is to resist

This means, among other things, resisting the urge to follow the dominant fantasies and ideas controlling our lives—just think of status anxiety. And yet, to resist means, first and foremost, to resist death.Report this ad

For this reason, you write to give the unborn a possibility to live freely; that is, to live a healthy life. The writer is affirming life when he or she sets free what lives.

“To affirm is to unburden: not to load life with the weight of higher values, but to create new values which are those of life, which make life light and active,” Deleuze stresses in Nietzsche & Philosophy (italics in original).

To release, set free and create values in life—this is why we want to spend time with certain writers. They extend our boundaries.

Writing and meditation

Now, let me be even more specific. I meditate so that my life can become meditative; that is, so I can let life pass through me while I try to pass on or affirm what lives.

The writer is generous when he or she passes on life. This idea also indicates that to produce art (or think philosophically), there has to be something at stake—a matter of life and death.

“A creator who isn’t grabbed around the throat by a set of impossibilities is no creator,” Deleuze says in Negotiations.

So, just imagine being grabbed by the throat. It’s not necessarily a nice image, but it’s essential. To breathe is to live. It’s basic.

Through meditation or writing (and perhaps other activities, as well), I confirm on a daily basis my intention to affirm what lives, to actualize that which is in the midst of becoming alive. And I do see this as a kind of resistance.

The capacity to pay attention

Today we live in a world in which people exploit themselves in their quest for status, prestige and power. We live in a world in which some repress and discriminate against others due to differences in race, gender, sexual preference and more.

Inequalities are growing. People are scared. The news is fake.

And yet, what I propose is that we, through meditation or philosophy, cultivate our capacity to pay attention to what we don’t want to pass on (for instance, discrimination), but also to what’s worth affirming (such as love and friendship).

Seeing means making contact with what happens and being connected with life. Becoming sensuous is also related to our capacity to be affected, which is crucial to experiencing, but also to experimenting and transforming—creating alternative ways of living, feeling and thinking.

Today, we need to do more than just address inequalities. We need to create lives that are lived beyond any rigid identities, whether we’re speaking of race, gender or some other identifier. It’s here that mindfulness can help people become more sensible and aware.

I don’t wish to claim that we, as artists, meditators or philosophers, are better than others—of course not. We can all learn to “see” and philosophize, with a little help from meditation and maybe some encounters with Kierkegaard along the way.

Once we begin paying attention, we also begin to question things, so it turns out the student questioning me was already ahead of me. That being said, I guess I’m just a student who’s occasionally disguised as a teacher!

First published in The Mindful Word

Når livet blomstrer

Den 28. november udkommer min nye bog, Når livet blomstrer – Breathe with Jeppe Hein.

Selvom der er tale om en bestillingsopgave har jeg forsøgt, at skrive bogen i forlængelse af den franske filosofs Gilles Deleuzes ide om, at “livet ikke er personligt.” Snarere er livet et casestudie, der kan rumme varierende grader af eksemplariske fortællinger.

Denne tilgang valgte jeg af flere grunde.

For det første, som en kærlig måde at konfrontere Jeppe Heins narcissisme på, uden at dømme denne. For det andet, tænkte jeg, at det kunne være sjovt, at skrive en slags biografi præget af tidens tendenser – fra 70erne og frem til i dag. For det tredje, for at vise hvordan hans kunst i høj grad er formet af tiden, fx den øgede konkurrencementalitet og teknologiske acceleration, der for mange, inklusive Jeppe Hein, fører til stress og angst. Efterfølgende finder mange, inklusive Jeppe Hein, mening i den fremvoksende spiritualitet.

Så, bogen er både eksemplarisk og en mytedræber. Den er et stykke liv på papir!

Forlaget skriver bl.a.:

“I 2009 sidder Jeppe Hein i en flyver i 10.000 meters højde, da han får et angstanfald og ikke kan trække vejret. Efter et år med over 15 udstillinger og utallige rejser siger hans krop simpelthen stop.

”Jeg måtte lære at trække vejret igen,” fortæller Jeppe Hein i bogen.

Forfatter og filosof Finn Janning har været ven med Jeppe Hein, siden de var helt unge. I bogen følger han på nærmeste hold Jeppe Heins menneskelige og spirituelle udvikling efter hans burn out og viser, hvordan den er uløseligt knyttet sammen med hans kunst.

Undervejs i beretningen om Jeppe Heins spirituelle og kunstneriske rejse giver Finn Jannings indsigtsfulde analyser en baggrund for at forstå, hvad der er på spil. Han kommer rundt om filosoffer som Aristoteles og Kierkegaard, den spirituelle tyske lærer Eckhart Tolle, forfatterne Albert Camus og Peter Høeg og mange flere, og dermed bliver bogen en slags filosofisk monografi, som læseren kan bruge til selv at overveje nogle af livets store spørgsmål.

Janning udvikler i bogen en eksistensfilosofi i forlængelse af kunstnerens spiritualitet og værker.”

God fornøjelse …

Når livet blomstrer

Learn to philosophize

Today, we live in a society organized mainly by capitalism. Not only is making money an objective that guides many people’s lives, but so are prestige, status, and social identity. Even when corporations claim that “people come first,” they refer to their employees’ skills and experiences as “human capital” or “cultural capital.”

Everything we do is a currency that can be counted. This problem can be seen through two concepts: power and freedom.

Today, the power that controls us (i.e. status, prestige, identity) appears invisible unless we pay very careful attention. But—and this is the problem—we rarely pay attention because that which works as an invisible or imperceptible power is also what seduces us not to pay attention.

The consequence is that we are not free. Freedom can be seen as both a problem and a possibility. It is becoming, emphasizing that we become by combining courage to stand against dominating ideals and norms with the imagination that things could be different. Thus, freedom is more than my individual liberty to do whatever I feel like doing because that neglects how everything is interconnected. Freedom is social; it’s about succeeding in creating a sustainable future—together.

Most philosophers – and this is probably no surprise – suggest that thinking is the best remedy against today’s maladies. But in order to think philosophically (i.e. reflect, contemplate, analyze) we must be capable of loving, that is, relating to others and the world with care.

Socrates is the example. He philosophized for free. And he showed that philosophy is social. Perhaps for that reason is it difficult to philosophize today when we have become too narcissistic. “The narcissistic-depressive subject only hears its own echo… Social media like Twitter and Facebook aggravate this development, they are narcissistic media,” wrote Korean philosopher Byung-Chul Han In The Swarm.

The question, therefore, is: how do we learn to pay attention?

Philosophy and mindfulness in the schools

The answer is to bring philosophy and mindfulness to schools at all levels, although my errand here is at business schools. Business is, of course, part of the current problem as well as it can become a crucial part of the solution.

Mindfulness is easy to implement as a non-religious meditation practice which helps cultivate and strengthen our capacity to pay attention. With this in mind, future leaders can with greater success make sustainable and responsible decisions that are not grounded in their own egos, or the ego of the board members. The point is to cultivate an awareness that will gradually make it desirable to make decisions on behalf of others – if for no other reason, then because we are all connected.

The combination of philosophy and mindfulness, I believe, is one the strongest assets against today’s rigid achievement society that makes many of us suffer in a way that very few people realize that they themselves are the perpetrators of their own misery. It’s also a strong tool against the current idea that transparency per se is good, although it undermines the most elementary of human relations: trust.

Still, before future leaders can act in a sustainable way, they must be aware of what is actually going on. And it is here that business schools can be part of creating a better future for all, because instead of speaking about attention and concentration, we can develop it. And once future leaders are aware, they will also question some of the models used in business.

The blogpost was originally post at Esencialblog at Toulouse Business School – Barcelona.

Be open to everything

This weekend I participated in Jeppe Hein’s exhibition Don’t Expect Anything, Be Open to Everything at the König Gallery in Berlin.

I organized a short writer workshop.

See more about it here.

Underneath a little meditation on writing.

IMG_4238

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

To ride is to meditate

This year, I left Barcelona looking for alternative ways of getting closer to experiencing life as a cowboy. Or perhaps it was just to experience truly being alive, more connected with life. By this, I mean being consciously aware of what takes place while it takes place—here and now, without constant ramifications about this or that, hither and thither.

Read the rest of the essay here.

Blog at WordPress.com.

Up ↑