Tag: kærlighed

Foredrag

Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag på Københavns universitet. Jeg accepterede.

Fordraget har jeg givet det titlen “Opmærksomhedens filosofi – en dialog mellem frihed og kærlighed.”

Det finder sted tirsdag den 27. september fra klokken 16-17.30 (se mere nedenfor). Alle er velkomne og det er gratis.

Oplægget er følgende:

”Jeg tror på lidelsens værdi, så længe den enkelte gør sig enhver (legitim) anstrengelse for at slippe af med den.” – Simone Weil.

Der er især to filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed, som også kan have stor betydning i coaching og andre dialogformer. Den ene er den franske Simone Weil, den anden den engelske Iris Murdoch. Fælles for begge gælder, at de forstår opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego. Opmærksomhed er forbundet med evnen til at tilegne sig eller indoptage livets dybder. Iris Murdoch siger meget passende, at: ”Opmærksomhed belønnes med en erkendelse af virkeligheden.”

I foredraget vil Finn Janning vise, hvordan eksistentielle lidelser er forbundet med at leve uopmærksomt. Eksistentielle lidelser bunder i en manglende frihed, som umuliggør kærligheden. Opmærksomhed er med andre ord forudsætningen for at blive fri, og friheden er kærlighedens element.

Finn vil med eksempler fra sportens verden vise, hvordan en opmærksom og problematiserende tilgang til livet kan fremme bæredygtige beslutninger, der er frigørende. Opmærksomhedens filosofi er en eksistentiel praksis, hvor det drejer sig om at involvere sig i den løbende dialog mellem frihed og kærlighed, hvorved menneskets evne til at elske og leve frit perspektiveres og nuanceres. 

Når denne dialog lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde.

Forelæsningen finder sted i Karnapsalen, Institut for Idræt og Ernæring, Nørre Allé 53, 2200 København N. Klokken 16-17.30

Tilmelding Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker ved udfyldelse af denne formular.

Uden frihed er der ingen kærlighed

“Dét, der gør et liv værd at leve, er kærligheden, fordi den er meningsskabende. Men kærlighed kan kun eksistere, hvis der er frihed, hvorfor kun frie mennesker kan elske. Ufrie mennesker bilder sig selv ind, at de slår, undertrykker eller dræber af kærlighed, selvom de reelt blot er voldelige. De, der har følt sig truet af Salman Rushdies ord har aldrig været frie, de har aldrig elsket,” skriver forfatter ph.d. i filosofi, Finn Janning.

Læs resten af kronikken her.

Kærlig indoktrinering

Det er et faktum, at kvinder bliver slået, kvalt eller voldtaget efter at have afvist tilnærmelser fra mænd. Men selvom frygten for fysisk vold er reel, skriver Cecilie Cronwald i kommentaren »Selvforsvar« (Ideer, 23. juli), er det ikke den eneste grund til, at kvinder ikke siger fra over for visse mænd. Hun nævner flere psykologiske muligheder såsom at generobre kontrollen eller undgå skamfølelse.

Jeg er enig med hende, men mangler i denne debat et mere kritisk syn på manden. Mere præcist den type mand, som på trods af afvigelser og afslag tyer til vold. En del af disse mænd er uden tvivl mentalt syge – psykopater, der mangler empati og medfølelse. De er ekstreme narcissister, der kun evner at elske deres eget falske billede af sig selv.

Spørgsmålet er dog, om denne mandstype er uden for enhver form for erkendelsesmæssig rækkevidde? En del af dem er. Desværre. De tilhører den samme gruppe af mænd, der har ulideligt ondt af sig selv, føler, at de intet har at tabe, og som derfor har set sig vrede på resten af verden. Sådanne mænd undgår sjældent en fysisk konfrontation – med andre mænd og kvinder.

Der er dog også mænd, som hurtigt indser, at det voldelige og respektløse er forkert. Det skyldes sjældent Hobbes idé om »alles kamp mod alle«, hvor der sandsynligvis altid findes en, der er stærkere og mere brutal end en selv. Snarere hænger ændringen af ens adfærd sammen med en erkendelse. En erkendelse af, at volden ikke skaber andet end frygt og mistillid, hvilket altid gør relationer usikre. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er sammen med mig på grund af frygt og ikke kærlighed, dukker unægtelig op. Desværre dulmer sådanne mænd tvivlen ved at skabe mere frygt, hvorved de reelt blot skaber en tykkere mur mellem deres eget usikre selv og de andre. Frygten – eksempelvis frygten for at blive afvist, afsløret som uinteressant – bliver til vrede, aggression og vold.

Selvom visse mænd sandsynligvis er uden for anden rækkevidde end den, som loven og fængselsvæsenet opstiller, er der forbedringsmuligheder til stede for nogle af disse mænd.

Det er en gammel filosofisk idé, at kun en ignorant person foretager dumme og uhensigtsmæssige handlinger. Moralen er følgende: Straks en person bliver opmærksom på det rigtige, vil vedkommende også handle i overensstemmelse hermed. Dette kan lyde optimistisk, men det er sådan, meget opdragelse finder sted – og med god grund.

Lad os nu videreføre denne idé til vores genstandsfelt: de voldelige mænd, der ikke respekterer et afslag. Hvis vi antager, at enkelte af de mænd, der slår, kvæler og voldtager kvinder, rent faktisk ønsker en kærlig relation, afslører deres handlinger, at de er for dumme til at indse, at kærlige relationer forudsætter tillid, respekt, omsorg.

De har ikke lært at elske. Enten fordi de ikke for alvor har erfaret kærlighed – lighed, mellemmenneskelig respekt, tillid, retfærdighed og omsorg i familien eller i skolen. Kærligheden, som Søren Kierkegaard sagde, er opbyggelig, fordi den er forpligtet på at elske alle mennesker som værende lige meget værd – hvilket ikke betyder, at alle elskes lige meget.

Med hensyn til, hvordan den enkelte familie opdrager sine børn, har samfundet og staten et mindre råderum. Men hvis små drenge (og piger) kommer i skole og viser en klar voldelig, misogyn eller racistisk adfærd og tankegang, bør deres tanker og adfærd rettes.

Det kan måske lyde ubehageligt, men alle former for opdragelse rummer en snert af indoktrinering. Det, som vi i Danmark bør sikre, er, at alle børn lærer at forstå, hvorfor lighed, respekt og tillid mellem alle – uanset køn, race eller seksualitet – er det rigtige. Som samfund må vi aspirere efter et kærligt og frit samfund. At opføre sig ordentlig bør altså ikke være til debat – og selvom vi kan og bør debattere, hvad der rigtigt og forkert, bør ingen være i tvivl om, at overgreb altid er uacceptabelt. Skulle der være tvivl om dette, så må der altså strammes op på undervisningen med hensyn til, hvordan et ordentligt menneske opfører sig.

Bragt i Weekendavisen. fredag den 13. august, 2021

Opmærksomhedens filosofi

Den 17. juni udkommer jeg med bogen Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold.

Den, der tænker klart, lever klart…

Med Opmærksomhedens filosofi stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Den kan forudbestille her.

Humanisme og kapitalisme – til døden jer skiller

Der er de senere år sket en kapitalisering af humanismen. En kapitalisering der i stadig højere grad gennemstrømmer det moderne menneskes måde at tænke og begrebsliggøre verden og eksistensen. På trods af de mange fordele ved partnerskabet advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.

Fra opposition til parløb

Noget af det første, man lægger mærke til ved arbejdsmarkedet, er, at det er præget af kontrol. Den menneskelige kapacitet sættes i systemer, hvor den kan måles og vejes som en ressource. Der sker en kapitalisering af det humane.

Normalt ville de fleste nok karakterisere humanisme og kapitalisme som et umage par. Hvor humanismen forbindes med en frigørende menneskelig dannelse, forbindes kapitalen med en regulerende, styrende og kontrollerende mekanik. Det paradoksale er dog, at humanisme og kapitalisme i dag fremstår som et glimrende par. Humanismen er blevet kapitaliseret. Alt lige fra uddannelse henover arbejde til kærlighed og sex skal i dag kunne betale sig. Vi kan alene se det på det sprogbrug, vi anvender om sociale og eksistentielle emner, fx når vi investerer i et kærlighedsforhold. Samtidig tillægges kapitalen sit eget liv, fx når flere og flere ønsker mere luft i økonomien. Frihed er blevet lig med økonomisk frihed. Alt hvad vi gør, motiveres af penge, fordi vi med penge kan erhverve alle de ting som dominerer os: computere, biler, status og magt.

Denne kapitalisering af humanismen er tæt forbundet med to gensidigt forstærkende fænomener: Det ene er kapitalen, som ønsker kontrol, ro og orden; det andet, skyldes at angsten er blevet livets vejleder. Vi er i stigende grad blevet bange for ikke at kunne slå til på kapitalens domæne, nemlig arbejdsmarkedet. På den måde er nysgerrigheden, det afvigende, imaginationen og det uforudset blevet forsøgt homogeniseret. Vi har ikke råd til, at et helt livs tilpasning til arbejdsmarkedet gennem alverdens institutioner, spoleres af mulige kættere.

I de sidste 10-15 år er den menneskelige dannelse, nærmest blevet synonym med kapitalens interesser. På Handelshøjskolen i København har man i de sidste mange år skabt en masse passende kombinationsuddannelser (filosofi, psykologi, kommunikation kombineret med erhvervsøkonomi), som kan imødekomme erhvervslivets behov. Efterspørgslen af bestemte kompetencer styrer udbuddet af uddannelser. Dette betyder, at den menneskelige dannelse ikke længere forløber gennem alverdens umulige og indviklede alfarveje, men i en disciplineret løbebane, der på sigt vil sikre mere økonomisk velfærd. Samme tendens er vi vidner til indenfor kunsten, hvor forfattere og kunstnere ofte vurderes efter hvor meget de tjener, hvorved et værks værdi i stigende grad gøres lig med dets økonomiske indtjening.

Det urene, irrationelle og uverificerbare liv kontra det lineære, målbare livssyn

Resultatet af denne udvikling er blandt andet, at en masse aktiviteter, som bedst kan rubriceres som ikke-arbejde, ikke tillægges den enorme kreative og innovative værdi, som rent faktisk produceres. Kapitalen er slet ikke modtagelig over for den dynamik, der kommer udefra. Her tænker jeg blandt andet på de relationer og forbindelser, som ikke kan bestemmes med én identitet. Tilfældige møder på gaden, film og litteratur kan alle vække tanken fra dens slumrende hi; idet tanken er en bevægelse der samtidig er det stof, der bevæger den. Der er tale om en ikke-normativ praksis, hvor den umiddelbart udstødte på et senere tidspunkt kan bryde med det kapitalistiske system ved at udvide dette indefra. Et eksempel herpå er små forlag, hvis ukendte forfattere pludselig slår igennem. Eller tilsynekomsten af alternative livsformer, som endnu ikke er blevet paralyseret af den kapitalistiske orden. Dette kunne fx være unge medarbejdere, som ikke ønsker at blive ledere pga. de lange arbejdstider, folk der dropper karrieren i en alder af 40 år eller de alternative livsformer, som blandt andet samspillet mellem kunst og design kan åbne op for.

Måske er det passende at sammenligne kapitalen med en hysterisk rengøringsassistent, der vil have rene og klare linier, hvilket på ingen måde stemmer overens med livets spraglethed.

Livet er urent. Det er fuld af metamorfoser, minoritet og alternativer. Hvor kapitalen ensidigt satser på kvantitet, handler livet om kvalitet. Anvender vi tanken om et åbent netværk som et billede på livet, så kan vi sige, at et åbent netværk, modsat de fleste labyrinter, ikke har én privilegeret ind- eller udgang. Derimod er der tale om et kludetæppe af intersektioner, dér hvor forskellige tanker, følelser og kræfter støder sammen. I livet kan man kan begynde, hvor man vil og bevæge sig rundt i det åbne netværk ad de mange forskellige spor. Sagt anderledes: Livet er ikke at sammenligne med kapitalens klassiske forestilling om én stairway to heaven. Ifølge kapitalen skal det enkelte menneske først igennem forskellige institutioner og uddannelser for på et tidspunkt at nå dertil, hvor vedkommende kan starte som juniorkonsulent i en større virksomhed. Og her fortsætter rejsen så frem mod den lidt mere prestigefyldte rolle som seniorkonsulent, senere partner eller chef, for måske på et senere tidspunkt at ende i den jordiske himmel som administrerende direktør. En persons titel fortæller omverden, hvor meget en person endnu mangler for at komme i himlen, en mangel der altid definerer det enkelte menneske negativt. Du kan altid tjene endnu mere!

Problemet er selvfølgelig ikke, at de mennesker, der ender som direktører, ikke har gjort sig fortjent til en behørig respekt. Snarere at respekten alene er forbeholdt de personer, der ender som direktører og i anden ombæring de personer, som kæmper heroisk herfor. Hvorimod mennesker uden for arbejdsmarkedet er, hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder en homo sacer, en lovløs, der er dømt. Man kan bede den arbejdsløse om hvad som helst, men samtidig har den arbejdsløse ikke mange rettigheder .

Den nye værdiledelse som kompleksitetsreducerende værktøj

Når menneskelige erfaringer, oplevelser, følelser og tanker afkodes til et spørgsmål om penge og magt, så hæmmes de menneskelige udfoldelsesmuligheder. Livets rumlige mangfoldighed reduceres til en tidslig retlinethed, hvor de forskellige delmål afspejles i titlernes medfølgende status. Modsat kunne man sige, at vi som menneske aldrig bliver færdige med fortiden, idet fortiden er en aktiv bevægelse i det enkelte menneskes arbejde med sin egen historie. På den måde er tiden ikke retlinet, men rummelig og kaotisk.

Fastholder vi billedet på livets rigdom som et åbent og fluktuerende netværk, så præsenterer de forskellige intersektioner i dette åbne netværk forskellige møder, fx mellem forskellige mennesker eller kulturer. Der er tale om møder hvis umiddelbare tilfældighed kan vise sig at kaste nødvendige og muntre erkendelser af sig. Ethvert nedslag eller møde i livets netværk er derfor ikke en svag afglans af et ideelt netværk, som det er tilfældet i kapitalens delmål på en persons ”stairway to heaven”. Derimod er disse intersektioner eller møder dele af det åbne netværk, en slags cross over, der kan fremtrylle noget nyt ved hjælp af tilsyneladende uforenelige kræfter. Det er denne udvidelse, som gør det muligt at tænke flere livsformer sammen, der er uopnåelig for det kapitalistiske retteark, et retteark som flere og flere mennesker lever efter. Det gør flere af førnævnte to grunde: Ens rolle i det kapitalistiske system, nemlig ens arbejde, er blevet det altdominerende og eneste saliggørende i dagens arbejdssamfund. Kombineres denne udvikling med angsten for at miste denne identitet og ryge udenfor, så ved vi hvorfor virksomheder har haft stort held med at fortælle os, at vi konstant må omformes, forandres, forbedres og rettes til. Dette er selvsagt problematisk, idet ét liv forudsætter flertal; dét er en mængde uden struktur. Noget som kapitalen konstant strukturerer og gør enfoldigt.

Såfremt det humane, mennesket og livet i flertal ikke skal kapitaliseres fuldstændigt, så må vi vedkende os, at livets mangfoldighed har en ontologisk status. Det mangfoldige er, før der er én. Kapitalen forsøger hele tiden at tænke livet i ental, som én enhed her og én mangfoldighed der. Jeg vil prøve at præcisere dette yderlige gennem et eksempel.

Vi har et menneske, og vi har et arbejdsmarked. Ifølge den traditionelle kapitalistiske opfattelse er et menneske enten medlem af arbejdsmarkedet eller ikke med. Men mellem enten-eller, inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, er der en uendelighed af værdier. Det vil sige, at grænserne mellem arbejde og ikke-arbejde er flydende. Og det er hele dette mellemliggende spektrum mellem arbejde og ikke-arbejde, mellem at være en del af arbejdsmarkedet eller ikke, som kapitalen slet ikke kan håndtere, ej heller betragter. Produktiviteten finder reelt sted alle steder. Dikotomien mellem arbejde og ikke-arbejde er i den immaterielle økonomi blevet uskelnelig, selv når vi er på toilettet tænker vi stort. Mon det var dét Marcel Duchamp ville gøre os opmærksom på med sin Fontain?

Duchamp lærte os at selv de mest ydmyge steder eller genstande, besidder træk og egenskaber, som vi desværre sjældent er opmærksomme på. Relaterer vi dette til produktivitet, så betyder det at alle kan lære af hinanden, alle steder.

Et andet eksempel på kapitalens moraliserende reduktion af ét liv, er vi vidner til i forbindelse med nogle de ledelsesmæssige tiltag, som blev foretaget i firserne og halvfemserne. Her begyndte mange virksomheder at fokusere på etik og værdier. Jeg tænker blandt andet på værdiledelse og mangfoldighedsledelse. Skønt de humanistiske intentioner så har det vist sig, at værdierne har vist sig mest værdifulde som en eksklusionsmekanisme og som kompleksitetsreducerende. Denne angst for kompleksitet er ganske synonym for kapitalen, endskønt jo mere komplekst vi kan tænke, desto væsentligere vil vores forslag eller forbedringer være. Lidt firkantet kunne vi sige, at jo mere virksomheder leder efter værdier, desto mindre forstår virksomheden. Værdiledelse er en måde, hvorpå virksomheder begrænser deres eget manøvrerum for ikke at virke inkompatible. Dette er én måde, hvorpå kapitalen har været med til at gøre angsten til et livsvilkår eller en livsvejleder for mange. Med vores ensidige fokusering på penge og profit, minimerer vi vores tro på, at uforudsete afvigelser kan berige os. Vi minimerer vores tro på denne ene verden, fordi vi udsætter troen herpå til næste lønningsdag.

Den manglende tro på dét der er, bliver endnu mere tydelig i forbindelse med mangfoldighedsledelse, hvor det mangfoldige er blevet til et spørgsmål om kvantitet, ikke kvalitet. Penge taler tilsyneladende et sprog, hvis forførende kraft end ikke digtere og forfattere kan matche. Virksomhederne vil gerne signalere mangfoldighed med ansættelser af kvindelige ledere, medarbejdere med forskellig etnisk og religiøs baggrund, så længe alle blot tænker det samme. Der er tale om en strategisk omsorg, ikke en interesseret og solidarisk inkorporering af et større og mere rummeligt ”vi”. Devisen er klar: Bliv som OS og VI kan lide dig. Så længe der reelt ikke er handlefrihed og tankefrihed, så nytter camouflagedragten ikke. Modsat ville jeg ønske, at virksomheder ville kunne inkorporere det, som eksisterer udenfor grænserne for det, de normalt accepterer, det som eksisterer udenfor de kendte kategorier og tanker. En bevægelse hinsides kapitalens grænser ved at inkorporere et alternativ, som kunne sprænge dennes rammer indefra. Det ville blandt andet betyde, at virksomhederne kunne blive til urene organisationer fulde af divergerende livsformer og tanker. En sådan uren organisation producerer nye værdier, som kapitalens begrebsapparat ikke kan begribe.

Den ubetingede gæstfrihed

Jaques Derrida har i sine skrifter plæderet for en ubetinget gæstfrihed, hvilket netop er et brud med denne form for lokumshumanisme, som førnævnte ledelsesteorier repræsenterer. Derrida taler om en gæstfrihed, hvor man ikke kun inviterer nogen på betingelse af, at vedkommende underkaster sig alt, hvad vi siger og gør. Han siger i et interview: ”Ægte og ubetinget gæstfrihed, gæstfriheden selv, åbner sig eller er på forhånd åben over for den, som hverken er ventet eller inviteret, over for hvem som helst, der ankommer som en absolut fremmed besøgende, som en nyankommen, ikke-identificerbar og uforudsigelig, kort sagt som den helt anden.”(Filosofi i terrorens tid).

En måde, hvorpå vi kan humanisere kapitalen, kan ske gennem en relancering eller revitalisering af kærligheden. En kærlighed til livets singulære kræfter, som hverken negeres eller reduceres. Kærligheden kan give mennesket dets mangfoldighed tilbage. Hvorfor elsker jeg netop hende, fordi, fordi, fordi… hvorfor elsker mit arbejde mig, fordi jeg skaber merværdi.

Det smukke ved kærligheden er, at den aldrig blomstrer på betingelse af, men altid på trods af. Den er uafhængig af den andens gengældelse. Det er gennem kærlighedens imødekommende gæstfrihed, at nye møder opstår, møder som kan vise sig at medføre givende og lærerige forandringer. Det handler derfor om at give plads til den anden, som en anden. Faktisk er kærlighed det eksakt modsatte af hele den kapitalistiske ide om noget for noget, som desværre gennemsyrer hele den vestlige verden. Kærlighed handler snarere om noget for noget andet. Hvor noget for noget altid forudsætter, at noget er betinget af noget bestemt, fx at virksomheden kerer for sine medarbejder, fordi de besidder visse rentable kompetencer, eller regeringen tilbyder dansk statsborgerskab, fordi vedkommende kan tjene penge og arbejde, så forudsætter kærlighedens noget for noget andet, intet. Kærligheden er intet andet end sig selv.

Måske er kærligheden en fiktiv følelse eller en følende fiktion, et brud på de gængse regler, hvorved der hele tiden opstår nye forbindelser imellem kræfter på tværs af grænser og klasser. Kærligheden hæfter sig ikke ved grænsernes kategoriseringer, men skaber mere virkelighed ved at virkeliggøre livets potentiale. Erkendelse er derved den gestus, der rækker kærligheden og derved skønheden videre. Kærligheden forventer intet til gengæld. Der er tale om et GRATIS gode; en uforpligtende gave. Det er trods alt altid kærligheden, der bringer os videre – aldrig pengene, som blot låser os fast i dyre boliger og lån.

At prise kærligheden er at prise menneskets ukrænkelighed; kærlighed er nemlig summen af alt humant. Kærligheden undfanges i og af det humane, og det humane forøges gennem kærligheden. Hvornår mon vi lærer, at kærlighedens pris blot er at prise den?

Trykt i tidsskriftet Turbulens.net, april 2006.


Forståelse og kærlighed er ikke to ting

”Filosoffens opgave er at analysere udsagn, ikke at graduere dem; han er en lære, ikke en prædikant. Hans mål er at øge forståelse og tolerance, og erkendelsen af at disse to er rejsefæller.” – Ray Billington

Filosofi beskæftiger sig bl.a. med, hvordan vi opfatter verden, det vil sige hvorledes vi undersøger, udforsker og erfarer den. Filosofi kan gøre os opmærksom på andre værdier, såvel som andre måder at tænke og føle på, der kan fremme vores forståelse og tolerance. At forstå er tæt forbundet med medfølelse, idet det kan være svært ikke at føle noget, hvis man rent faktisk forstår. Filosofisk forståelse er beslægtet med den opvågning, som buddhister praktiserer gennem meditation. ”Forståelse og kærlighed er ikke to ting, men bare en,” skriver munken Thich Nhat Hanh.

For at advokere for en reform i et samfund eller en bestemt kultur (fx en businesskultur) er det vigtigt, at appellere til allerede eksisterende normer, som er udbredte. Visse forståelse. Det nytter ikke at referere til universelle etiske normer, fordi ingen normer eksisterer uden praksis. Alle samfund og kulturer ændrer sig, bl.a. fordi normerne for hvad der er rigtigt og forkert, ændrer sig. Vi tager løbende ved at lære af vores erfaringer, idet forståelse netop bringer indsigt, hvorved der åbnes for nye relationer. Eller: de fleste tager ved lære. Har beslutningstagere eksempelvis indblik og forståelse for, hvorfor en bestemt praksis anvendes, er det muligt at appellere til andre normer (eller opfinde nogle), som tjener samme værdifulde formål, men uden at krænke, hvad de pågældende finder acceptabelt eller ej.

Moral repræsenterer det sæt af fundamentale basisværdier, der dikterer ordentlig opførsel inden for et bestemt samfund eller kultur. En stor del af de moralske værdier deles på tværs af tider, kultur og samfund. Eksempelvis har de fleste samfund altid forholdt sig negativt til overlagt mord, eller utroskab med venners koner (selv moraliserende rockere deler denne fundamentale værdi). Andre handlinger kan det være lidt sværere at vurdere. Kan nogle former for drab retfærdiggøres? Hvornår er en gave udtryk for taknemmelighed og ikke bestikkelse? Er det ok, at pace og straffe sine børn, som led i deres opdragelse?

Det afhænger af konteksten. Af vores viden og erfaringer. Vores evne til at forstå. Personligt vil jeg svare nej til det første spørgsmål.

Etik er et spørgsmål om frihed. Forskellige moralske værdier kan til tider fremme vores frihed, mens de til tider kan hæmme denne. Grundideen er, at vi ikke fødes fri, men gradvist bliver det. (Det ved enhver, der har holdt et hjælpeløst barn i sine arme). Ønsker man at yde modstand mod en kulturs fundamentale værdier, kræver det udover en respekt, tolerance og forståelse for disse værdier, også en accept af at normer begrundes ved hjælp af fornuften (ikke geværet). Dette er ikke kun en klassisk filosofisk pointe som Sokrates eksempelvis praktiserede, da han drak den gift, samfundet – ganske uretfærdigt – havde dømt ham til at drikke. Han accepterede samfundets normer; sandsynligvis, fordi han vidste at blandt hans studerende var en ekstrem vis mand, Platon, som ville være i stand til nuancere vores forståelse af begrebet retfærdighed. Ja, måske vidste han, at Platon ville udødeligøre Sokrates (drømmen om udødelighed er velkendt i filosofien). Noget lignende skete, da Nelson Mandela – inden han blev præsident – trådte frem på offentligt fjernsyn og talte direkte til sine landsmænd. Han fortalte dem, at vejen mod frihed ikke går gennem vold, men gennem demokratiske tiltag. På den måde refererede Mandela ikke kun til nogle idealer, som han delte med den Sydafrikanske befolkning (fx behovet for retfærdighed og lighed), han fortalte også noget om, hvad der var korrekt og ukorrekt praksis i den givende situation.

Etik er svært, ikke kun fordi vores fornuft kommer i klemme. Det samme gør vores følelser. Etik er aldrig uden passion. Udfordringen er ikke desto mindre, at vurdere alle de valgmuligheder som man både kan argumentere sagligt og føle lidenskabeligt for. Den bedst mulige beslutning er den, som er frigørende, idet noget mindre relevant holdes tilbage. Der er tale om en afklaret beslutning, hvor man ikke lader sig forføre af tanker og ideer som reelt trækker en ned i impotensen. En sådan beslutning medfører til tider, at nye stier skal trædes til. etik kræver mod. Modet viser sig som en skabende praksis i nuet.

Et eksempel er det forsonings- og sandhedsprojekt som Sydafrika gennemgik i årene efter Apartheids ophør, hvor grusomme historier blev fortalt og delt. Her kunne alle mærke smerten, her og nu, mens et andet menneske fortalte om sine rædsler. For at forstå det uforståelige, må man nødvendigvis vågne op. For at kunne tilgive og komme videre i livet sammen, må man acceptere, det som sker (og skete).

Etik er et livslangt eksperiment. Forståelse og kærlighed. At elske uden forståelse, er ikke kærlighed, men ideologisk naivitet som sjældent er særligt bæredygtigt. Det er bl.a. derfor filosoffen ikke missionerer.

Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!

Social frihed

I 1958 udgav Isaiah Berlin det nu berømte essay Two Concepts of Liberty. De to begreber om frihed, som titlen refererer til er henholdsvis en negativ og positiv frihed.

Den negative defineres som fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Den handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger klubben.

Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes.

Den positive frihed indtræder for alvor med Rousseau, men er dog stærkest udfoldet af Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet, fx den romantiske ide om at leve autentisk i forhold til ens selv.

De to former for frihed er udgangspunktet for den tyske filosof Axel Honneths bog Freedom’s Right: The Social Foundations of Democratic Life (Retten til frihed). I denne bog vil han udvide vores frihedsforståelse. Den negative og positive er ikke dækkende. De mangler begge det sociale element.

Honneth anerkender den individuelle frihed som et normativt fundament, fx friheden til at ytre sig. Al retfærd og solidaritet er dog ikke midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. har mulighed for at udtrykke sig (og blive hørt!). De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre.

Friheden vælter, når den kun står på to individualistiske ben.

Et eksempel kan understrege dette. Mange ynder at sige, at ægteskabet eller børn er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop en af Honneths gennemgående pointer, som han har fra sociologen Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt at forfølge mere individuelle mål.

Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Dette er stærkt tiltrængt i et neoliberalt præstationssamfund, hvor alt for mange har glemt at den negative frihed også gør det muligt at sige NEJ. Trække sig tilbage. Det er okay ikke at præstere hele tiden.

Honneths projekt er sympatisk og inspirerende. Bogen er en kolos, der blander sociologi, idehistorie og filosofi, hvorigennem han empirisk viser, hvordan friheden er blevet institutionaliseret. En simpel, men vigtig pointe er, at friheden ikke sikres oppefra, fx ved hjælp af juridiske regler. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter, hvor forskellige former for liv eksperimentere. De juridiske rettigheder kommer bagefter. Det er ikke sådan at homoseksuelle og lesbiske begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilles nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilles elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det godt nok bodies, og hæren lider vist nok lidt af homofobi.

Det naturlige og unaturlige findes ikke. Der er ikke noget oprindeligt kun praksisser, som enten er blevet underlagt forbud, fx homoseksualitet. Tilsvarende er utroskab ikke noget som blev opfundet, da det blev juridisk muligt at blive skilt.

Honnet taler om sociale kampe for anerkendelse, fx kvindernes kamp for at blive set som andet end en afvigelse fra manden (vel og mærke en mand, der ligeledes var (og er) en konstruktion, som lignende alle vi mænd Jesus!).

Den sociale frihed forudsætter at alle er lige, det vil sige behandles med samme rettigheder. Samme respekt. Samme muligheder. Den forudsætter at de mål, som vi i fællesskab arbejder hen imod også er vedtaget i fællesskab. Ingen tvang. Sagt anderledes: Det er muligt at være uenig, da uenigheden kan medføre diskussioner og ændringer, som kan fremme de fælles mål.

Hegel er med hele vejen. Og det smager af amerikansk pragmatisme.

Gensidighed skaber tillid. Solidaritet skaber forståelse med de andres synspunkter. Når vi komplementerer hinanden balancerer vi bedre i livet. Den sociale frihed er en slags syntese mellem tesen (den negative frihed) og antitesen (den positive eller refleksive frihed).

Okay. Time-out. Honneth tillægger det enkelte subjekt en suveræn position, som ikke eksisterer. Hvem ytrer sig, når vi ytrer os? Mennesket er ikke verdens centrum. Mennesket lever snarere i en co-evolutionær symbiose af organiske og ikke-organiske kræfter, fx dyr og maskiner. Mennesket er et sammensurium af disse. Dette er en posthuman tankegang, men mennesket eksisterer ikke forud for alle disse prisværdige demokratiske diskurser. Det er umuligt at træde udenfor eller placere sig i en “sundere” position. Derimod er vi bevidst og ubevidst underlagt og formet af disse praksisser. Honneth har ikke et skarpt blik for magtrelationerne.Eller underkender dem.

Tilbage. Honneth ser familien, venskabet og kærlighedsforholdet, som demokratiets vugger. Ikke den gamle patriarkalske familie, men den hvor mor og mor, mor og far eller far og far er lige. Han ser – anderledes forfriskende – et oprindeligt potentielle i markedet, idet udbud og efterspørgsmål i teorien burde baserer sig på en gensidighed. Men desværre går forbrug ofte hånd i hånd med ideen om identitetsskabelse, hvorved jeg’et ikke forbindes med vi’et. Sociologen Eva Illouz har vist, hvordan forbrugsgoder anvendes som spejl for ens kærlighed. Et Rolex betyder jeg elsker dig mere end et Casio. Ak skæbne! Kan fattige mennesker ikke elske hinanden? Skal kærlighed sammenlignes? Tilsvarende kan de velstillede økologiske forbruger være med til at presse prisen op på økologiske varer, hvorved økologi bliver en statusvare forbeholdt de få, hvilket måske ikke er i fællesskabets interesse.

Afslutningsvis taler Honneth meget om mediernes rolle. Det er et interessant afsnit med afsæt i Deweys tanker. Er medierne objektive? Nej. Og det kan de heller aldrig blive. Er de upartiske? Til tider. Og det burde de blive.

Tag for eksempel en litteraturanmelder. Her er det klart, at der er nogle anmeldere, der står i et gensidigt forhold til de forfattere, de anmelder. Alle danske aviser henter såkaldte neutrale anmeldere ind for at gæsteanmelde, når avisens egne journalister udkommer med bøger. Det er en praksis, der er fuld af magtrelationer. Der er ligeledes anmeldere, som altid anmelder de samme forfattere. Som altid hader de samme forfattere. Der er sikkert nogle, der anmelder deres kærester uden at meddele dette?

Foucault ville sige at en del af den danske kritikerstab har nået et niveau, hvor regulariteten er markant. Læs: forudsigelighed. Kritikerne værner lige så meget om deres egen identitet, som de værner om at formidle bogen på bogens præmisser. Journalistikken er dog generelt blevet bedre, mere kritisk. Der er bare så megen mere dårlig journalistik i omløb, at det kan overskygge.

Den kritiske pointe er, at samfundet i dag er fuld af mennesker, der agerer i det sociale, men som ikke partout arbejder hen imod et fælles mål (fx frihed), men snarere værner om deres identitet og den magt, som følger med denne. Det er indlysende, men enhver identitet er et fængsel, der hæmmer ens muligheder for tilblivelse. Det hæmmer udviklingen. For alle.

Honneth er sidste skud på stammen af Frankfurter skolens imponerende række af tænkere: Adorno, Hockheimer, Marcuse… (Eller er Habermas last man standing?). Han er deskriptiv og kritisk. Han er normativ i sin kritik, ikke kreativ. Han fortæller, at der andre måder at leve og tænke på, som vi overser, fordi vi har forsømt eller glemt den sociale frihed. Den frihed, som Hegel, Marx, Dewey og digteren Whitman talte om. Han har blik for de sociale patologier, som præger dagens præstationssamfund, fx når selvudvikling bliver til selvbesættelse. Eller, som en anden tysker Byung-Chul Han har vist i sine arbejder, når positiviteten medfører en ukritisk ”jeg elsker jer alle sammen-attitude”. Denne positivitet er reelt narcissistisk, fordi ”jeg” er blevet forelsket i min egen godhed, hvorved jeg reelt ikke relaterer mig til de andre. Jeg græder, fordi jeg græder over hvor stærkt jeg berøres, når de andre lider. Jeg’et folder sig om sig selv. Det er tragisk, ikke komisk.

Moralen hos Honneth er, at vi hver især må yde noget for demokratiet for at kunne nyde. Det kan lyde lidt a la ”noget for noget”, og det er det, men pointen er at de demokratiske mål er etableret i fællesskab. De er foranderlige qua en vedvarende diskussion. Honneths bog er et vigtigt bidrag.

Lad mig slutte med et citat fra Byung-Chul Hans bog Agonie des Eros. ”Eros river subjektet ud af sig selv og rækker det mod den anden. Depressionen, derimod, kaster det ind i sig selv.”

Jo mere social frihed, desto mindre depression.

Den norske tragedie

Puha, det er snart jul. Efter sigende skulle det være hjerternes tid, hvad det så end betyder. Der er dog ikke meget hjerteligt og kærligt over den norske journalist Aage Borchgrevinks bog A Norwegian Tragedy. Anders Behring Breivik and the Massacre on Utøya (bogen er oversat fra norsk, så den findes sandsynligvis også på dansk).

Det er en interessant, og uden tvivl en nødvendig bog. Det er vigtigt, at prøve at forstå denne massakre, ikke for at undskylde eller fjerne ansvar, men for at lære. Det er et prisværdigt projekt, som Borchgrevink har foretaget; et projekt, som det må have været svært – eller smerteligt – at realisere.

Den 22. juli 2011 dræbte Breivik 69 mennesker mellem 14 og 51 år. To tredjedele af de dræbte var under 18 år. Det skete på øen Utøya. Nogle timer forinden havde Breivik sprængt en bombe i Oslo, som dræbte otte mennesker. Bomben – selvom den var kraftig – skulle mest af alt fungere, som en afledning for den store massakre.

Det der for alvor gør Borchgrevinsks bog interessant, er, at han undlader at rette skylden mod højrefløjen eller venstrefløjen. Den første, fordi den har medvirket til en grov tone i indvandredebatten, en stigmatisering af muslimmen, etc. Den anden, fordi den ikke tør eller formår, at stille krav til indvandrerne, fordi den altid beskytter muslimmen på en bjørnetjenesteagtig måde, etc.

Borchgrevink kigger i stedet for på manden Anders Breivik. Og det han ser er ikke opmuntrende. Breivik fremstår, som en banal og overfladisk person; en storforbruger af brands og ludere; en person, der lider af storhedsvanvid; en person, der drømmer om at blive set og hørt (hvilket han på tragisk vis er lykkedes med); en Patrick Bateman; en person, der ikke formår at forbinde sig til andre mennesker. Han er et menneske uden empati og medfølelse.

Borchgrevink beskriver i en fortællende form, som visse steder gør det ubehageligt at læse, om Breiviks opvækst i en plejefamilie, han fortæller også om Norge under politisk forandring. Han refererer fra retsmødet, hvor Breivik beskriver sin henrettelse af 69 mennesker, som var der tale et computerspil, hvor lyden af knust hjerne lyder anderledes i virkeligheden end på skærmen. Politiets (og psykologernes) teori er, at Breivik dræber så mange, fordi han er følelsesmæssigt uberørt. Han rammer sjældent ved siden af.

Det måske mest sørgelig i hele denne menneskelige tragedie er, at der for så vidt ikke er noget nyt – rent menneskeligt – i dette portræt. Breivik er summen er de erfaringer han har gjort sig, eller været i stand til at gøre sig. Og disse erfaringer er selvfølgelig farvet af hans manglende medfølelse og empati. Han er blevet svigtet. Han er blevet svigtet følelsesmæssigt – især, hvis man forholder sig til de udredninger, som norske psykologer foretog allerede dengang han var barn. Udredninger, som ikke blev brugt i retsalen. Hans forældre og samfundet har svigtet. Han er et svigt, idet han er en mand uden relationer, en ingenting.

Bogen viser, at denne tragedie ikke kan reduceres til en tone i debatten, til manglende handlekraft, men til et virvar af samvirkende kræfter – både familiære, sociale og politiske.

Breivik fremstår, som en person uden forbindelse til virkeligheden, men også som en, der har gjort det uvirkelige virkeligt for en masse mennesker. Om 21 år kommer han måske ud. Gad vide om der venter ham en kugle?

Heldigvis er der et håb, fordi det som altid formår at yde modstand mod døden, mod ondskaben jo netop er kærligheden. Den har manglet hele vejen. Kærligheden er dog det eneste, der kan overgå døden. Måske er bogens sidste kapitel en påmindelse herom. Eller måske er hele bogen en påmindelse om, at så længe vi lever er kærligheden det eneste, der er pålagt os mennesker. Det er det, som gør os menneskelige.

Blog at WordPress.com.

Up ↑