Når livet blomstrer

Den 28. november udkommer min nye bog, Når livet blomstrer – Breathe with Jeppe Hein.

Selvom der er tale om en bestillingsopgave har jeg forsøgt, at skrive bogen i forlængelse af den franske filosofs Gilles Deleuzes ide om, at “livet ikke er personligt.” Snarere er livet et casestudie, der kan rumme varierende grader af eksemplariske fortællinger.

Denne tilgang valgte jeg af flere grunde.

For det første, som en kærlig måde at konfrontere Jeppe Heins narcissisme på, uden at dømme denne. For det andet, tænkte jeg, at det kunne være sjovt, at skrive en slags biografi præget af tidens tendenser – fra 70erne og frem til i dag. For det tredje, for at vise hvordan hans kunst i høj grad er formet af tiden, fx den øgede konkurrencementalitet og teknologiske acceleration, der for mange, inklusive Jeppe Hein, fører til stress og angst. Efterfølgende finder mange, inklusive Jeppe Hein, mening i den fremvoksende spiritualitet.

Så, bogen er både eksemplarisk og en mytedræber. Den er et stykke liv på papir!

Forlaget skriver bl.a.:

“I 2009 sidder Jeppe Hein i en flyver i 10.000 meters højde, da han får et angstanfald og ikke kan trække vejret. Efter et år med over 15 udstillinger og utallige rejser siger hans krop simpelthen stop.

”Jeg måtte lære at trække vejret igen,” fortæller Jeppe Hein i bogen.

Forfatter og filosof Finn Janning har været ven med Jeppe Hein, siden de var helt unge. I bogen følger han på nærmeste hold Jeppe Heins menneskelige og spirituelle udvikling efter hans burn out og viser, hvordan den er uløseligt knyttet sammen med hans kunst.

Undervejs i beretningen om Jeppe Heins spirituelle og kunstneriske rejse giver Finn Jannings indsigtsfulde analyser en baggrund for at forstå, hvad der er på spil. Han kommer rundt om filosoffer som Aristoteles og Kierkegaard, den spirituelle tyske lærer Eckhart Tolle, forfatterne Albert Camus og Peter Høeg og mange flere, og dermed bliver bogen en slags filosofisk monografi, som læseren kan bruge til selv at overveje nogle af livets store spørgsmål.

Janning udvikler i bogen en eksistensfilosofi i forlængelse af kunstnerens spiritualitet og værker.”

God fornøjelse …

Når livet blomstrer

A Smile for You

It is said that a smile knows no boundaries, that it is universal.

A smile can cross continents and time. It can overcome ugly ideologies, whether they are tied to race, religion, age or sexual observance.

A smile is more mobile than the internet. It connects. It is life’s messenger.

A smile can be decoded at a very early age. Children know whether what they are doing causes concern or earns approval – just by looking at their parents or other adults.

A smile is a language that connects, touches and penetrates because it confirms life. No less than life.

A smile is a smile is a smile. It can be said that simply. It can’t be misunderstood. Naturally, false smiles exist. But such smiles are not really smiles, but rather false smiles. They are assumed, like the Joker’s smile in the Batman comics and films – pasted on. A false smile can seem frightening, because it pokes fun at life. No one knows that better than best-selling suspense author Stephen King, who in his book IT has a clown represent man’s deepest fear. The false smile lacks respect.

A smile is something happy, as well as something serious. It is a love missile that does not seek, but gives, shares. A smile is generous.

A smile comes when it comes, as we say. And indeed it does. But it is possible to cultivate a more smiling approach to life, as when the Vietnamese monk Thich Nhat Hanh encourages his readers to wake up with a smile on their lips. It is life you are smiling at, from and with. You have awakened, not died in your sleep. You can always smile, because things could be worse. You could be dead. A smile is what always makes us turn towards life, even when we feel that life has turned its back on us. A smile wills life.

A smile is disarming. You can go through most of a day without speaking to other people but still treat others with respect and kindness, if only you smile.

A smile is more than an upward curve on your lips. The smiling sun in children’s drawings always has a mouth turned upward. But even if your mouth were to be sewn shut, you could still smile with your eyes. In fact, you can smile with your entire face. Your entire body. You can have a smiling approach to life. Not a frivolous or unserious approach, but one that is life affirming. The French philosopher Michel Serres has said that people who age unattractively do so because they so rarely smile. Even your wrinkles can smile. Yes, even your frame can smile.

A smile always emphasizes three things: I have lived, I am living, and I want to live.
That is why you smile.

 

***

In connection with the launch of a new Danish ecological clothing label called Change yourself, I wrote three semi-philosophical reflections: A Smile for You is the first.

Du må ændre dit liv

Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af?

Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Som talte jorden direkte til os. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række dét videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer.

Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommendes daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokuserer i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik hvilket jeg selv forsøgte at udfolde i forbindelse med Jørgen Leth. Et andet eksempel kunne være sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller, et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life.”

Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden, at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. F.eks. gallerister der køber deres egne kunstners værker til overpris, hvorved de fastholder kunstnerens markedværdi.

Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst (jf Leth).

I en tid, hvor det vælter ud med bøger, der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!

Blog at WordPress.com.

Up ↑