Stakkels Jim

Min nye roman Stakkels Jim udkommer i dag på forlaget Brændpunkt!

Romanen tager os med på en episk rejse gennem døden, venskaber, kunsten, og hvad det overhovedet vil sige at være (eller ikke være) et menneske. Efter sin storebrors død går Jørgen til grunde. Ulykkelig af sorg flår han sig løs af sin fortid, og forvandler sig til kunstneren Jim. Undervejs i sin forvandling møder han den jævnaldrende Iggy, der bliver et holdepunkt i Jims turbulente liv. På en druktur lover Iggy – mest i sjov – at fortælle historien om Jims kunstnerliv. Men da Jim en dag forsvinder, føler Iggy sig forpligtet til at dele sin vens historie; en historie, der viser sig at gemme på en skræmmende hemmelighed. For hvad sker der, når vi kan se et andet menneskes liv? Skal Iggy fortælle hele historien?

Bogen kan købes i paperback eller E-bog

Læs anmeldelse fra Berlingske Tidende her.

Roberto Bolaño og kunsten

Det er ikke muligt at penetrere livets eller kunstens inderste hemmelighed. Men den kan erfares gennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Sådan skal man læse den chilenske forfatter Roberto Bolaño, for sådanne efterladenskaber udgør eksistensens fundament. Og med et sådant kan der måske gives et svar på, hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

Læs essayet “Hver eneste forbandet ting er vigtig” i anledning af, at Bolaño døde på en solrig dag, som i dag, tilbage i 2003.

En fortørnet kunst

Titlen er det, som jeg bedst kan lide: The Art of Life. Den snart 90-årige sociolog, Zygmunt Bauman udgav dette lille essay tilbage i 2008. Nu fem år senere virker det mærbart forældet, visse steder ligefrem fortørnet.

Ideen er fin nok. Bauman vil gerne polemisere over den påståede sammenhæng mellem velstand og velvære, eller mere simpelt: Mellem lykke og penge. Han kritiserer med rette forbrugersamfundets hang og tro på, at flere produkter vil gøre os lykkeligere. Ligeledes kritiserer han, forestillingen om at BNP kan sige noget som helst relevant om livskvaliteten i et land. Den første kritik var selv i 2008 banal; det andet kritikpunkt var dengang lidt mere relevant uden at være prangende opfindsomt.

For at understøtte sidstnævnte refererer han til Robert Kennedy, der i 1968 skrev om det naive i at tro, at BNP kunne måle kvaliteten af et lands poesi og uddannelse mv. Nogle ville sikkert tale om social kapital og andre modbydelige ting, men citatet af Kennedy er vel nok en af bogens bedste seks-syv linjer.

Baumans problem er, at han ikke ved nok om lykke til at hans kritik for alvor kan ramme andre end femtenårige piger, som bliver lykkelige over at gå i et bestemt mærke. Hans eget eksempel i øvrigt.

Et andet problem i bogen er hans skødeløse brug af begreber. Det ene sted er det prisværdigt, at Løgstrup påpeger at moralisme og moral ikke er det samme. Senere er det problematisk, når Nietzsche kritiserer moralismen, fordi Bauman her læser det som moral. Faktisk er Bauman en rigtig dårlig læser af Nietzsche. Dette endskønt at Bauman taler om at leve livet, som et kunstværk. Han refererer sågar til Foucault, der – som bekendt – var dybt inspireret af Nietzsche. At leve livet som et kunstværk betyder, at den enkelte må udfordre sig selv, overgå sig selv, etc., hvilket lyder som Nietzsche.

Bauman læser dog ikke kun Nietzsche dårligt. Han gør det også strategisk, fx citerer han fra Nietzsche Antikrist. Den første del af citatet lyder i sin helhed hos Nietzsche således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i mennesket.

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.

Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, – at en modstand bliver overvundet.”

Bauman citerer således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen …

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.”

Mærkeligt at en bog, der handler om lykke undlader Nietzsches beskrivelse heraf. Nietzsche formår ellers på tre linjer, at kæde magt sammen med lykke, da magt hos Nietzsche aldrig er at besidde en magt over noget eller nogen, men en viljes magt til at skabe, fx skabe plads til det, som viljen kan. Magtens vilje og kunnen hænger sammen. Ja, viljen til magt værner om livets kræfter, fordi det er disse, som selvsamme magt affirmerer. Inden man hænger Nietzsche ud, kunne man gøre sig selv den tjeneste at prøve, at tænke med ham.

Det går lidt bedre for Bauman, når han citerer Løgstrup og Levinas. Hans etiske forbilleder tilbage fra hans Postmodern Ethics, som – modsat denne – er værd at læse. (Jeg indrømmer, at hans Løgstrup-læsning opløftede mig lidt, så bogen rummer i alt tre-fire gode sider).

Bauman kan ellers godt. Jeg deltog engang på et PhD-kursus, som blev holdt af Bauman i 2002 eller 2003. Dengang havde jeg ikke læst ham. Men udover førnævnte Postmodern Ethics, læste jeg her også hans Modernity and The Holocaust, som er fremragende i sin analyse af hvordan modernitetens effektivitet og rationalisme var en forudsætning for Holocaust (ikke en årsag til). Jøderne kørte i toge til lejre, hvor de blev aflivet. Det skete, som kørte de på velsmurte samlebånd, sagde han. De andre bøger, som vi læste satte sig ikke på samme måde. Det gør The Art of Life heller ikke.

Bauman er populær, måske pga. af hans forkærlighed for simple modeller, som når kunstneren skaber orden i kaos (nej, det gør skraldemænd); eller, som når frihed og usikkerhed går hånd i hånd (den har vi alle hørt gentaget igen og igen siden 9/11). Baumans problem er, at han opererer med en metafysik der priser væren, orden og stabilitet, selvom verden er blivende, grums og konstant forandrende.

The Art of Life er et godt sted ikke at begynde. En bedre og tilgængelig bog er Liquid Modernity fra 1999 eller 2000, som siger det samme, men en anelse mindre fortørnet. Philip Roth har engang sagt, at man som forfatter har tiden på sin side, da de fleste bliver bedre til at tænke og skrive med alderen. Jeg er fuldstædig enig: de fleste.

 

Kunsten at filosofere

”Life is a search for the impossible via the useless,” sådan citeres sociologen Gabriel Tarde i Peter Sloterdijks nye bog. Det er en bog, der handler om filosofi som en praksisform; den praksis, som finder sted et sted mellem ren aktivisme og kontemplation.

Det umulige er udødeligheden, hvis man altså ikke netop hedder Platon, Nietzsche eller Kierkegaard. Det ubrugelige er hoben, hvor alle festryger som en Rolf Sørensen. Det er et sted der imellem, at der bliver gået til stålet.

Sloterdijk er fortaler for en filosofi, der skal forstås som en praksis eller en vedvarende øvelse. Og det er det, der mangler i dag: Øvelse. Den filosofiske praksis forsømmes, selvom den er fuldt ud kompatibel med andre praksisser, som i dag er i høj kurs, fx spirituelle øvelser fra Østen. Derudover er en filosofisk praksis vigtig, fordi alle gode ideer skrives i vand. De opløses, hvis ingen gentager dem eller bekræfter dem. Der er altså ikke behov for nye definitioner af hvad filosofi er, skriver han, men for filosoffer der tænker, det vil sige øver, træner, praktiserer. Det tætteste han kommer – lidt paradoksalt, måske – på en egentlig definition af filosofien, er filosofi forstået som et sammensurium af sociale kampe, der opstår når filosoffen blotter sig selv. Det vil sige, filosofi som en interdisciplinær kampteknik.

Ja, den tyske filosof Peter Sloterdijk har skrevet endnu en bog, denne gang et lille hæfte med titlen: The Art of Philosophy. Bogen rummer ikke en egentlig praksis, men den forsøger at vise, hvordan visdom er knyttet til en livskunst.

Bogen tager udgangspunkt i Edmund Husserls begreb ’epoche’. Han dissekerer et brev, som Husserl skrev til digteren Hofmannstahl, hvori Husserl skriver, at han og Hofmannstahl er en del af samme ’fænomenologiske’ bevægelse. For Husserl handler det om at tage en position. Men for digteren og for Sloterdijk drejer det sig mere om perspektivisme. Relationerne. Det betyder i praksis at mennesket – eller akademiet –ikke skal lukke sig selv ude, som var et universitet en arkitektonisk ækvivalent til begrebet ’epoche’. Sloterdijk sammenligner ’epoche’ med en købers adfærd, når denne trisser gennem supermarkedet uden at se noget. En al for stiv tro på egne ideer gør filosofien blind, døv og på ingen måde vis. Filosofi er altså er en social praksis.

Sloterdijk taler endvidere om en naiv romantisme, som når den kloge professor Husserl forsøger at teoretisere sig ud af sin egen lidelse, fx ved at begrunde hvorfor han ikke kan indgå i et normalt fællesskab, idet hans ophøjede rolle jo er at observere verden (fra sin lukrative position). Husserl  skriver et sted, at han må filosofere for at leve, hvilket for Sloterdijk er et eklatant eksempel på filosofi, som en kompensation for egen ufuldkommenhed. Det er netop denne form for ressentiment, som Nietzsche harcelerede over. Og, som Sloterdijk polemiserer lystigt over. Pointen er følgende: Filosofi handler ikke om terapi som en form selvrealisering, men snarere som selvovervindelse eller afvikling. Man øver sig på at bære det, som er værd at bære videre, og ikke på at værne om ens egen forfængelighed. Professoren er bære af et fag, en disciplin, en praktisk visdom – og ikke styret af et behov for at profilere sig selv.

Sloterdijk er polemisk. Han er også ret sjov. Han gør grin med tænkeren,  der ser nederlaget, som et privilegium; han gør grin med tænkeren, der ser melankolien som en drivkraft; han gør grin med ideen om grænseløs læring (i stedet for en læring, der udspringer af mødet med verden og de problemer, som nu engang opstår). For ham er disse romantiske forestillinger noget, som tilhører en slags borgerskabets filosofi, hvor tænkning aldrig bliver til andet en lidt morgengymnastik. Det svarer til riges mennesker behov for at drive lidt velgørende fundraising, som et forsøg på at dulme egen kedsomhed. For Sloterdijk er der mere på spil. For visse eksistenser er filosofi en måde at leve på, ikke en måde at overleve på. Der er tale et blottet og udsat liv. Filosofi drejer sig ikke om at definere en lukrativ eller tørskoet position. Snarere at acceptere, at enhver position flyder. Sådanne flydende eksistenser, kan ikke forholde sig strategisk til det, som skal overkommes af hensyn til prestige, status, netværk og hensyn til ens fremtidige rolle på universitet (eller arbejdspladsen). Den tænker, som Sloterdijk hylder, er den, der som Sokrates accepterer at forsvinde, idet han rammes af tanken, hvorved Sokrates bliver stående, eller han lader sig slå et helt andet sted hen. Tanken gør vold. Den søger ikke konsensus. Sloterdijk plæderer altså ikke for den moderne forsker, som påduttes af sin institutleder at komme i medierne for at synliggøre sig selv og instituttet. Sloterdijk plæderer ikke for det institut, som hylder månedens mest citerede medarbejder, som var forskning blevet lig med kunsten at vende en burger. Nej, han er interesseret i den forsker, der raffinerer sin praksis, fordi denne genererer viden, der er værd at række videre til næste generation..

Hvis bogen har et ærinde, er det at få mennesket til at tænke igen (eller få flere til at tænke).

Du må ændre dit liv

Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af?

Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Som talte jorden direkte til os. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række dét videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer.

Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommendes daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokuserer i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik hvilket jeg selv forsøgte at udfolde i forbindelse med Jørgen Leth. Et andet eksempel kunne være sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller, et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life.”

Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden, at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. F.eks. gallerister der køber deres egne kunstners værker til overpris, hvorved de fastholder kunstnerens markedværdi.

Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst (jf Leth).

I en tid, hvor det vælter ud med bøger, der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!