Hvad kan vi lære af coronavirussen?

I de her dage, hvor corona-epidemien vender op og ned på mange menneskers hverdag, kan situationen så give noget positivt til vores liv. Hvis man spørger forfatter og filosof Finn Janning, så kan situationen give os en fornyet klarhed om vores eget liv. Daniel Cesar taler med forfatter og filosof Finn Janning.

Du kan høre udsendelsen her

Ingen forbudte spørgsmål

Forfatter og ph.d i praktisk filosofi Finn Janning tror og håber, flere vil tage de erkendelser, de gør sig sammen med familien under coronakrisen, med videre.

”Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.”

Sådan skrev Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i praktisk filosofi, tidligere på ugen i et debatindlæg i Information. Heri pointerede han også, at ”hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed”.

Men hvordan mener Finn Janning, det ses i forhold til familielivet, var jeg nødt til at spørge. Her er han ikke i tvivl:

– Mange familier kører efter et ret stramt skema; skole, arbejde, fritids- og sportsaktiviteter, legeaftaler mv. Det betyder, at der kan være en tendens til at kigge mere på uret end på ens børn eller partner. Det handler mere om at nå frem i tide, end at være til stede. Dette er en triviel pointe, men ikke desto mindre glemmer mange at efterleve den, selvom det er klart, at den største gave, vi kan give vores børn – og andre – er vores opmærksomhed, siger han til fødslen.dk.

Læs resten af interviewet her.

Efter 14 dages husarrest …

Jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddet medføre en frigørende klarhed om eget liv. Coronaen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Og at disse bånd aldrig er kapitalismens, men kærlighedens, skriver forfatter og filosof Finn Janning i dette debatindlæg.

Læs kronikken i Information.

Frihed og moralske forpligtelser

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af.

Det har altid interesseret mig, hvordan vi mennesker opfinder måder, hvorpå vi kan føle os bedre end andre mennesker, eller bedre end en anden gruppe mennesker. De fleste af os kender til de sørgelige eksempler, som kan rubriceres under racisme, sexisme, misogyni og så videre. Uanset omstændighederne, så findes der i mine øjne ikke noget værre end denne form for selvforherligelse på bekostning af andre.

Af samme grund har jeg heller ingen sympati for de catalonske separatisters uafhængighedskamp. Jeg kan føle empati for deres frustrationer og vrede, forstå de unge menneskers energi, men – og det er et enormt vigtigt men – jeg har også set, hørt og erfaret, hvordan de catalonske separatister ophøjer sig selv på bekostning af resten af Spanien, inklusive de mange cataloniere, som ikke ønsker selvstændighed.

De catalonske separatister er ikke bare bedre, klogere, og mere arbejdsomme, end resten af Spanien, de er også moralsk overlegne. Ifølge dem selv.

Faktisk ophøjer de sig selv så meget, at de mener at være over loven. Ligesom de mener at have en særlig forståelse af begreber som demokrati, fascisme og frihed, som intet har med love, sandhed og moralske forpligtelser at gøre. De catalonske separatister tror, at de kan blive frie ved at kappe alle bånd til andre end sig selv. De er blevet fanget af deres egen selvpromoverende fortælling, der ganske paradoksalt fastholder dem i ufrihed.

Frihed opstår, når man er klar, det vil sige intellektuelt moden, til at lade sig binde af moralske forpligtelser og en respekt for andre mennesker, der tænker en smule anderledes. Så langt er de catalonske separatister endnu ikke kommet. Til gengæld er de gode til at marchere i takt. Og lige for tiden også gode til at brænde biler af.

Finn Janning er filosof og bosiddende i Barcelona

indlægget bragt i Information, 21. oktober 2019

Og helvede?

»Og helvede?,« spørger journalisten Mónica Maristain den chilenske forfatter Roberto Bolaño, og han svarer: »Det er ligesom Ciudad Juárez, vores forbandelse og spejl, en foruroligende refleksion af vores frustrationer, og af vores berygtede fortolkning af frihed og af vores begær.«

Læs mit essay Hver eneste forbandet ting er vigtig i anledning af Roberto Bolaños fødselsdag i 1953.

Catalonien – mellem frihed og kontrol

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?

”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.”

Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.

Det er et problem, som ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere.

Det catalanske uafhængighedsprojekt er primært knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som kan mønstre knap halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige.

”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”

Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.

Camps understreger, at selvstændighedskampen er motiveret af penge. Regionen er Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Dette fokus på penge gjorde, at uafhængighedsprojektet først for alvor fik tilslutning i 2008, da Spanien blev ramt af finanskrisen. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.

Når pengene spiller så en stor rolle hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser. Der mangler storsind i begge lejre.

Uafhængighedsprojektet er national romantisme. Måske sågar kapitalistisk. Marx og Engells sagde i Det kommunistiske manifest, at enhver kritik af kapitalen kræver, at man frasiger sig privat ejendomsret og ideen om en national stats. Dette kan end ikke de såkaldte mere socialistiske tilhængere, da de tror på national kontrol er lig med social velfærd. Det er protektionisme, der minder om Brexit og Trump.

Nationer er per definition egoistiske, påpeger Camp, og understreger: ”Den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”

Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er ikke et arbejderklasse projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om facisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Artiklen blev bragt i Netudgaven (der nu er lukket), august 2017.

Transparenssamfundet

Filosoffen Byung-Chul Han er en filosofisk pendant til den danske psykolog Svend Brinkmann. De er begge to dygtige og kamplystne; de er begge to vigtige stemmer, der går imod neoliberalismens uendelige positivitet, hvor kritik er fraværende.

Han udfordrer i sine bøger flere af tidens tendenser – inklusiv dem, som nogle ynder at lovprise. Begrebet ”transparens” er netop et af tidens positive slagord. Jo mere gennemsigtighed, desto bedre, synes moralen at være.

Det er denne floskel, som Han angriber i bogen Transparenssamfundet.

Som de fleste af Hans bøger er Transparenssamfundet et mindre essay, det vil sige mere en pamflet end en bog. Og som alle hans bøger – jeg har vel læst seks-syv af dem på dansk, tysk og spansk (se her, her og her)– er også denne givende. De bedste er dog endnu ikke oversat til dansk!

Transparenssamfundet, skriver Han manifesterer sig primært som et positivsamfund. Her er alt glat og gennemsigtigt, hvilket gør den ”transparente tid” en ”skæbne- og begivenhedsløs tid.” Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvad Han mener med en begivenhedsløs tid, så fastslår han dette med sætningen: ”Transparenssamfundet er et helvede af det samme.”

Tænk på sociale medier som Facebook eller Twitter, hvor der re-tweetes igen og igen. Mere af det samme. De færreste læser eller forholder sig minimalt til det, som de sender videre, enten fordi de er bange for at skabe gnidninger, det vil sige gøre kommunikationen mindre gnidningsfri, eller også fordi det, som kommunikeres, ikke inviterer til andet et ”likes” og venlige, men ligegyldige, nik.

”Et nyt ord for ensretning: transparens.”

Det, som Han efterlyser er det begivenhedsrige, det spontane, det legende, det narrative og friheden. Alle disse tillader ingen transparens, siger den tyske filosof.

Transparensen mangler respekten og nænsomheden overfor det fremmede, det anderledes; det, som ikke lader sig eliminere fuldstændig. Et eksempel kunne være de personer, der siger: ”Jeg kan godt lide dig, fordi du ligner mig.” Her er eventuelle forskelle udglattet. Intet er på spil.

Transparens tåler heller ikke huller. I stedet for er kravet, at du hele tiden skal opdatere, kommunikere, være en del af informationsstrømmen, men det betyder også at inspirationen forsvinder. Nye tanker og ideer kræver tid, altså en form for tomrum. Det er netop på grund af fraværet af pauser eller tomrum, at vi konstant zapper rundt i en positiv suppe af åndsløshed.

”Ånden er langsom, fordi den dvæler ved det negative og bearbejder det.”

Hans østlige rødder præger hans filosofiske tilgang. Den berører klassisk kritisk teori med referencer til Hegel, Nietzsche og Heidegger, men den er også beslægtet med mindfulness og zen, idet han konstant plæderer for at være opmærksom på det, som sker. Det er i kraft af vores opmærksomhed, at vi kan stille kritiske spørgsmål til, hvorvidt transparens reelt beriger vores liv.

Dette kommer til udtryk, når Han taler om hvordan transparens underminerer ethvert tomrum, hvor ”tomrum” refererer til det buddhistiske begreb intet eller tomhed, hvor det ikke handler om væren, men om tilblivelse.

I tomrummet kan man undslå sig enhver definition, hvorved man bedre kan følge livet, derhen, hvor det nu engang tager en. Heri ligger der også en kreativ og opfind gestus, idet man forsøger at komme på omgangshøjde eller i samklang med livet. Der ligger også noget frigørende, idet friheden ikke defineres (hvorved den ville blive mindre fri), men snarere er skabende og blivende.

Modsat er transparens blot et udslag af tidens manglende tillid. Det er, fordi jeg ikke tror på dig, at jeg vil have fuld gennemsigtighed. Når politikere beder danskere om at overvåge eller holde øje med hinanden, så underminerer dette den tillid, som reelt holder samfundet sammen. Transparens modvirker, at mennesker kan møde hinanden, som to fremmede mennesker, der kan vække hinandens nysgerrighed. I stedet for opfordrer transparenstanken os til at blotte os overfor hinanden, men altid på en genkendelig måde. Selv når folk er mest intime, lyder de som et ekko af naboen.

Transparens optimerer det allerede eksisterende, som når politikere og ledere er underlagt krav om transparens, hvorved de ikke kan tage svære, men nødvendige beslutninger. Det vil sige, beslutninger som ikke kan efterleve konsulentens naive forestilling om ”win-win” forsømmes eller udskydes.

Nogle gange gør det bare ondt, at tage en beslutning.

”Transparens og sandhed er ikke identiske.”

Transparenssamfundet er endvidere en del af pornosamfundet, hvor alt skal udstilles for derefter at blive udbyttet. Har man først set en pornofilm, bliver det pludseligt svært at skelne det ene kønsorgan fra det andet. Det er også her, at et af Hans yndlingsbilleder dukker op: vi er både gerningsmand og offer. Vi udstiller os selv, fordi vi bilder os ind at være frie, men sandheden er at vi ofrer os selv. ”Narcissisten, som er blevet depressiv, drukner i sin grænseløse intimitet med sig selv. Intet tomrum og fravær distancerer narcissisten fra sig selv.”

Begreberne tomrum og fravær berører den buddhistiske tanke om ”ikke-selv”, det vil sige at alt hænger sammen, der er ingen distinkte grænser mellem dig og mig. Vi formes løbende i kraft af en myriade af faktorer. Jeg er altså ikke andet end en foranderlig proces, som formes af alt det, som ikke er mig. Men alt det, som er mig fremmed møder jeg sjældent i dagens transparenssamfund, hvorfor jeg også bliver mindre og mindre.

Har det kapitalistiske samfund ensrettet os, hvorved vi ikke er andet end en flok næsten identiske cv’er, der per definition altid er kedelige at læse, fordi de sjældent er narrative, men blot en opremsning af en persons uimodståelige målbare bedrifter?

I al for lang og dårlig haiku-stil kan Hans konklusion opsummeres:

Den digitale kommunikation er gennemsigtig

ren transparens

en glat strøm uden hængsler

Den digitale kommunikation er uden moral

den har intet på hjerte

intet andet end sig selv

Den digitale kommunikation er gennemlyst

som en scene i en pornofilm

er den ikke oplysende

Den digitale kommunikation er opmærksomhedshungrende

her udstiller man sig selv, mens man fængsler sig selv

– friheden er blevet kontrollerende

Eller: ”Nietzsche ville sige, at vi ikke har afskaffet Gud, så længe vi endnu tror på transparensen.”

tansparenssamfindet-cover

Empati er betingelse for at underminere terror

Empati et kraftfuldt redskab til at fremme en forståelse for de andre. Og er der noget, som verden i dag mangler er det en gensidig forståelse af vores forskelligheder. Der mangler empati og medfølelse.

Empati er kunsten at træde i en anden persons krop og sind. Forstå den andens følelser, tanker og perspektiver. Denne indsigt om den anden eller de andre, kan fortælle os noget om de andre, set fra deres ståsted.

Empati fremmer indsigt. Det adskiller empati fra sympati, hvor man føler medlidenhed med de andre. Eller ligefrem har ondt af de andre.

Læs resten af essayet  her.

Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!