Smagen af en følelse

En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster på Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

images

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.

Glæd dig!

Hvem er Gilles Deleuze? spurgte en eller anden.

Gilles Deleuze er ikke nogen, sagde jeg.

Jeg kunne straks fornemme, at mit svar krævede en uddybning. Lidt for kækt.

Han er ikke et rigtigt menneske, en psykologisk person, uddybede jeg. Han er upersonlig. Han er en maskine. En filosofisk maskine. En begrebsmaskine. Han går i et med en maskine, går i to med en maskine, han går i tre med en maskine. Altid åben. Han går videre med en maskine, han går i stykker med en maskine, han går videre med en anden maskine.

Hvad er en maskine? Det er uden tvivl et bedre spørgsmål end hvem Deleuze er, og var.

En maskine. Tænk ikke på Arnold Schwarzenegger.

En maskine er uadskillelig fra det, den skaber; den har ikke en væren. At konstruere en maskine er at konstruere en konstruktion. Heri ligger der noget etisk. Hvis jeg nu skriver et eller andet, mens jeg samtidig lever, tænker og føler på en hel anden måde. Så er jeg i hvert fald ikke maskinel, men strategisk. Og strategier er som bekendt ikke meget værd – rent etisk. De blotter sig sjældent. Med mindre strategien er at blotte sig. I så fald ja. Men så er man også allerede på vej til at transformere sig selv til en maskine.

En maskine er god at tænke med. Og netop her, viser Deleuze jo så igen sin etiske styrke. Var det eksempelvis ikke lige netop fraværet af tænkning, som Hannah Arendt sagde gjorde Eichmann ond? Det onde er banalt, fordi det er uden tyngde. Eller sagt anderledes. Det er umuligt at forbinde sig til et menneske, der ikke evner at tænke. Altså et menneske, som ikke åbner sig, som ikke vil berøres, som ikke tør følge det, som sker – der hen, hvor det nu engang tager en.

Jeg skriver dette fordi, noget er i færd med at ske.

Deleuze er en maskine. Alt er en maskine, skrev han sammen med Felix Guattari i Anti-Ødipus. Og enhver maskine er en maskine af en maskine, så ja, Deleuze var mange og ingen; upersonlig på en måde, som er meget fjern fra dagens samfund, hvor de færreste bliver en relation i et større virvar af relationer, fordi de febrilsk prøver at blive en idealiseret knude i et netværk.

Maskinen, den maskine som forbinder alt liv – menneske og natur – er gået i itu. Det er på tide er give den ny næring. Det er det, som er i færd med at ske. Det må ske.

Hvordan? En maskine er gensidigt forbundet med alt. Evner jeg ikke at værne om alle former for liv, selv alle tosserne, er det fordi jeg ikke evner at tage vare på mig selv.

Den norske filosof, Arne Næss sagde det fint engang, da han blev ført bort fra en demonstration imod en dæmning (vist nok). Her fortalte han politimanden: ”I slår en del af mig ihjel, når I destruerer naturen.”

Og det er jo rigtigt. Alt hænger sammen. En maskine er taknemmelig. Heri ligger også det faktum at glæden er relationel. Den er afhænger af ens forhold til alt det, som ikke er en selv.

Opfordrede Deleuze til noget? spurgte hun.

Jeg ved det ikke. Hvis han gjorde, ville han nok (helt maskinelt) sige noget i retning af: Glæd dig!

Glæd dig!

Det er en opfordring, som unægteligt kræver at livet tages seriøst.

At magte glæden

I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse (se også Meningens logik).

De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.

Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.

Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”

Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder den sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget. Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.

Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.

Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.

Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”

Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.

Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.

Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.

Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”

Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for, hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.

Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.

Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.

Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.

Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”

Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?

Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”

Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.

Motivation

“The ultimate freedom for creative groups is the freedom to experiment with new ideas. Some skeptics insist that innovation is expensive. In the long run, innovation is cheap. Mediocrity is expensive—and autonomy can be the antidote.”

En person er motiveret, når han eller hun er bevæget til at gøre noget. Der er noget energisk over motivation. Ligesom der er noget trættende over en person, som ikke er inspireret. Den amerikanske journalist Daniel H. Pink har skrevet et bog om motivation. Den hedder Drive: The Surprising Truth About What Motivates Us.

Bogen udfolder en simpel, men yderst relevant pointe, som gentages lige lovligt mange gange. Der er ikke tale om en overraskende sandhed, som bogens titel hævder – i hvert fald ikke, hvis man har læst bare lidt omkring motivation de seneste 10-15 år – men okay, pointen lyder nogenlunde sådan: Hemmeligheden bag store bedrifter er ikke vores biologisk drifter eller drivkraft, ej heller en drivkraft båret af belønning og straf, men en tredje drivkraft. Den, som handler om at selv at kunne lede ens liv, hvorved man kan udvide sine evner og leve et meningsfuldt liv.

Pink beskriver tre former for motivation eller drivkraft:

  1. Biologisk – jeg er sulten
  2. Ekstern – jeg mangler penge
  3. Intern – jeg er interesseret

Pink hævder endvidere, at få virksomheder har blik for den tredje, fordi de er så forelsket i den anden. Jeg er ganske enig. Og dette er en skam, da de fleste menneske jo er motiveret. De brænder med en indre eller intern glød – de er såkaldt auto- eller selvmotiveret.

Der er visse ting vi alle sammen gør, fordi at gøre lige netop dette, vækker glæde. Længere er den ikke!

Undersøgelser viser, når penge bruges som en ekstern belønning for visse aktiviteter (læs: rutine arbejde), så mister vedkommende den egentlige interesse i aktiviteten. Belønning kan levere et kortvarigt kick, men i længden kan ekstern motivation være direkte demotiverende. Eller medføre et dårligere output. Det minder mig om Friedric Jameson, som engang sagde, da jeg fulgte hans klasse i amerikansk litteratur: De der skriver en roman for at komme på New York Bestsellerliste, skriver aldrig holdbare bøger. Ambitionen er kunstnerisk uambitiøs.

En anden undersøgelse viser: “Those artists who pursued their painting and sculpture more for the pleasure of the activity itself than for extrinsic rewards have produced art that has been socially recognized as superior.”

Kedelige og mekaniske arbejdsopgaver er sjældent drevet af selvmotivation. Og skal man endelige anvende ekstern motivation, så lad den komme efter en opgave er løst, som en fin overraskelse.

Pink tager udgangspunkt i psykologerne Edward Deci og Richard Ryans arbejde om intrinsic motivation og selvledelse (de var nogle af de første der viste, at leg mister sin umiddelbare glæde, når der kommer penge på bordet) . Mihaly Csikszentmihalyi (flow) og Carol Dweck (læringsmål versus performance mål, etc.) er også med i bogen. Pink anvender dem godt, men bogen lider måske lidt under, at han gerne vil gøre opdagelserne mere overraskende end de er. Forstået således, at mange af disse tanker har mere end tyve år på bagen. Det er måske også grunden til at selve bogen fyldes op med korte bogbeskrivelser og vejledninger, som reelt ikke tilfører noget nyt i forhold til det han lige har skrevet. Bogens sidste del lever ikke op til bogens eget mantra: “The desire to do something because you find it deeply satisfying and personally challenging inspires the highest levels of creativity, whether it’s in the arts, sciences, or business.” Hvilken redaktør vred armen om på ham, fordi den stakkels redaktør ikke turde stole på sin egen dømmekraft, men alene markedets?

Når dette er sagt, så er det en fin bog, der formår at beskrive motivation klart og simpelt. Selvom en længere artikel kunne dog have gjort det!

Viljestyrke fremmer selvværd, ikke omvendt

”Evnen til at regulere os selv, er i dag den største sociale patologi.” Viljestyrke suppleret med selvkontrol og selvdisciplin er afgørende for at forbedre ens liv. Uanset, hvordan den enkelte så end definerer ”et bedre liv”. Intet kommer af sig selv. Der er altid en vilje bag. Og i dag er denne evne svækket. Heldigvis er begrebet ”viljestyrke” i fremdrift. I hvert fald indenfor psykologien. En af bagmændene bag er psykologen Roy Baumeister, som sammen med journalisten John Tierney har skrevet en ganske god bog herom. Den hedder: Willpower. Why Self-Control is the Secret to Success. Titlen siger det hele, som strategiske amerikanske titler gerne gør.

Der er tale om en populærvidenskabelig psykologi-bog – en bogtype, der er eksploderet markant de seneste 10-15 år. Forskellen mellem de gode af slagsen, er, at de er generøse med den forskning, som finder sted, og at de aldrig prøver på at lyde klogere end de er. De værste af slagsen rubriceres bedst under betegnelsen selvhjælpsbøger, som aldrig for alvor synes at hjælpe det ”selv”, som ynder at konsumere disse. I hvert fald er det sigende, at de mennesker som konsumerer disse, gør det om og om igen. Det er en industri. Selvhjælpsbøger er som lune krydderboller. De smager sikkert udemærket, men mætter kun så længe du sidder og tygger på den lune dej, som ofte er ret svær at sluge.

Willpower er ikke en fortvivlet selvhjælpsbog, men en bog der gerne vil dele en simpel pointe: At viljestyrke, selvkontrol og selvregulering er de vigtigste egenskaber i skabelsen af at bedre liv.

Bogen er fuld af referencer og eksempler – de fleste rimeligt interessante. Det hele begynder i 60’erne, da en psykolog undersøger nogle børns viljestyrke med hensyn til at spise et stykke slik – lige her og nu – eller vente i ti-femten minutter, for så at kunne spise to stykker slik. Nogle børn kan ikke vente, de propper instinktivt munden, mens andre er gode til at distrahere sig selv, fordi de gerne vil have to stykker slik. Flere år senere vender den samme psykolog tilbage til deltagerne i dette eksperiment, og ser, at de børn som besad viljestyrke til at vente, generelt har klaret sig bedre med hensyn til kærester, venner, karaktere, jobs, sundhed, mindre druk, etc.

Et nyt spørgsmål dukkede op: Var der en sammenhæng mellem viljestyrke og succes? Ja, selvfølgelig.

Forfatternes pointe er for mange triviel, men der, hvor den træder tydeligst frem er i forbindelse med børneopdragelse. Her har omkvædet længe været, at børn med selvværd opnår bedre resultater i livet, fx bedre karaktere. Men, som de to forfattere viser, er der intet belæg for denne påstand. Tværtimod, så viser forskningen, at det er lige omvendt. Hvis du opnår noget, så medfører det selvværd. Og ingen opnår særligt meget uden en smule selvdisciplin. Derfor: viljestyrke eller selvkontrol fører til øget selvværd. ”Forget about self-esteem. Work on self-control,” skriver de. Dette kunne også være en politisk pointe, da nogle samfund synes at bekymre sig mere om befolkningens selvværd end at fremme den indstilling, som kan føre til et velbegrundet selvværd. Der skal typisk en masse hårdt arbejde til, snarere end anerkendende kys og kram før nogen forbedrer sig. Eller sagt anderledes: At give god og saglig kritik, kan være ganske fremmende.

Det samme argument foldes ud, så det dækker både stress, overvægt, alkoholisme m.v. Den bedste måde at undgå stress på, er ved at blive bedre til at organisere sit liv, ja, men denne organisering sker i kraft af den enkeltes evne til at kontrollere sig selv, fx vide hvornår du skal sige nej. Eller ved at blive bedre til at erkende, hvad der er vigtigt. Selvkontrol eller selvdisciplin er heldigvis noget, som kan trænes, jf. børneopdragelse, hvor det kan være en god ide at sætte visse grænser og agere konsistent. Fx bliver børn forvirrede, når deres forældre ikke kan finde ud af at være entydige, ofte fordi forældrene selv mangler selvdisciplin. Det er trods alt lettere, at lade ens børn passe sig selv end det er at skabe lidt struktur i deres liv. Det er derfor, det er så dum en ide, at få børn for at redde et ægteskab eller i et forsøg på at give ens tomme liv lidt mening.

Konklusionerne er ikke revolutionerende, hvilket forfatterne heller ikke påstår. Nogle af de ting, som kan træne ens viljestyrke er bedre planlægning, gode sociale relationer (det er en grund til AA rent faktisk hjælper mange med at droppe alkoholen, fordi du deler dit mål med andre), mere realistiske mål er hjælpsomt, selverkendelse (fx er det bedre, hvis du vil tabe dig, at du vejer dig hverdag og nedskriver din vægt end aldrig at veje dig), selvkontrol er af samme grund vigtigt. Andre måder at træne sin viljestyrke på: at læse, at spille computerspil, at dyrke yoga, at sidde med ret ryg, at meditere. Eksempelvis beskæftiger zen- meditation sig med at tælle ens åndedrag: 1, 2, 3, … 10 for så at gentage denne proces. Det er en form for mental disciplinering, der kan være meget effektiv for folk, der har svært ved at fokusere.

Et par ord mere om selvkontrol. Det er vigtigt, at evaluere en selv, ikke i forhold til præ-definerede normer og idealer, da det at evaluerer jo altid er at evaluere et liv. Ens eget liv. Eksempelvis har vi alle, hver især de følelser og tanker, som vi fortjener. Og er disse følelser triste, kunne det være at man skulle organisere sit liv anderledes. Dette kræver selvsagt viljestyrke.

Bogen rummer flere eksempler fra forfattere og kunstnere, der om nogen har behov for en stærk viljestyrke. Fx sad Raymond Chandler hver dag i fire timer og ventede på inspiration. Hvis denne ikke kom, så lavede han ikke noget andet, men ventede. Skriv eller ingenting! Denne selvdisciplin kan virke anti-kreativ, selvom pointen netop er, at denne praksis skærper ens opmærksomhed. Digteren Jørgen Leth afsætter eksempelvis tid til at skrive en digtsamling. Det betyder, at han i en bestemt periode er fuldstændig fokuseret, men det betyder ikke, at han ikke løbende tager noter. Sagen er den, at det som man laver, hvad enten dette er at skrive en roman eller noget andet, jo gerne skulle føre til noget. I forlængelse heraf ligger en anden vigtig pointe, nemlig at ens viljestyrke kører på energi. Af samme grund er det vigtigt, ikke at stoppe med at ryge samtidig med at man vil tabe ti kilo. Eller skrive en digtsamling samtidig med at man kommenterer Tour de France. Det handler ret beset om at organisere livet bedst muligt ud fra de evner, som man nu engang har.

Alt dette leder igen tilbage til selverkendelse, det vil sige hvis man kender sig selv nok til at vide, hvornår noget spolerer ens måde at leve på, så kunne man prøve at undgå det – eller om ikke andet minimere ens omgang med den, det eller de. Det er lettere sagt end gjort. Som Samuel Beckett skrev i Wortward Ho: ”Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better.” Det er dog viljen, som får en forfatter tilbage til tastaturet, skønt manglende hurraråb eller anerkendelse, fordi denne vilje udspringer af en bestemt måde at leve på, som for vedkommende er givende. Praksis. Øvelse. David Foster Wallace, sagde det meget præcist: Som forfatter er alt andet end at skrive mindre motiverende. Roberto Bolaño sagde: at skrive er et værn mod kedsomhed.

Lysten eller glæden til at skrive … eller lysten til X er afgørende i ethvert liv. Og, det er måske et endnu større problem end den manglende viljestyrke: At så mange ikke ved, hvad der er vigtigt eller alvor for dem. Alt for mange mangler en passion eller lidenskab, hvorfor de heller ikke er i stand til at lide for denne passion – dvs. regulere eller kontrollere sig selv. Problemet er sandsynligvis, at alt for mange ikke er fri til at turde udleve en eksistens, fordi de ikke har modet til at stå imod de dominerende normer, måske heller ikke evnerne til at skabe plads til sig selv. ”Jeg har ikke tid”, er jo aldrig andet end en dårlig undskyldning.

Så, ja, det er et spørgsmål om viljestyrke. Hvilket vil sige, at bogens morale er ganske simpel, som så meget her i livet, men det gør den ikke nemmere at efterleve.

Mer’ positiv psykologi

”Why always accuse, why always condem? That’s a sad ethics indeed, for sad people.” – André Comte-Sponville

Positiv psykolog har rødder tilbage til den eksistentielle og humanistiske psykologi, med prominente navne såsom Abraham Maslow og Carl Rogers. Fælles for de to – og flere – var, at de ikke forbeholdt sig til det ”syge” menneske placeret i yderpolerne, men til hvorvidt de ikkesyge kunne blive mere sunde og lykkelige. Det lyder svulstigt: lykke, men der er dog jordforbindelse. Tag fx begrebet motivation. Her finder man i den ene ende den afhængige, hvor et menneske simpelthen ikke kan lade være med forfølge sprutten, hvorved denne hang kommer til at dominere alle vedkommendes handlinger. I psykologen taler man om et overvældende begær. På værtshuset taler man om en overvældende tørst. I den anden ende finder man mennesker, som besidder en unaturlig aversion overfor noget, fx kørsel med andre mennesker i en bus på en regnfuld torsdag.

Det er mellem disse to ekstremer, at en sund form for motivation træder frem. Fx en person, der er motiveret til at lære at blive bedre til at være til stede i enhver situations rytme, hvad enten denne situation er en enerverende lang kø bag en svendende mand, eller det at gå ned ad las Ramblas i Barcelona bag en flok desperate østeuropæiske piger, der vakler kluntet på deres alt for høje hæle.

Dette lange forspil, skulle egentligt blot tjene som en slags positionering af positiv psykologi, som i bund og grund ønsker at hjælpe et menneske med at få et mere tilfreds liv. Et bedre liv.

En af disse psykologer Christopher Peterson har udgivet en lille bog med titlen Pursuing the Good Life. 100 Reflections on Positive Psychology. Bogen består af 100 korte kommentarer, tidligere blodindlæg, som berører forskellige tematikker og problemer indenfor positiv psykologi. Typisk forholder hver refleksion sig til en forskningsartikel, eller en triviel populistisk kritik af positiv psykologi. Bogens styrke er dens ligefremhed og lethed. Og, så er næsten halvdelen af refleksionerne interessante, så alt i alt en udmærket bog, der intet sted bliver ren og skær candyfloss, men heller aldrig nogen åbenbaring.

Peterson forholder sig eksempelvis til de kritikkere der siger, at lykke og glæde ikke er noget nyt. Det er rigtigt, siger han. Og ingen positiv psykolog har vel sagt det! Snarere har dette felt efterhånden fået opbygget en stor del empirisk materiale, som kan understøtte gammel visdom. (En anden bog, som gør lidt af det samme, men lidt mere kedeligt er fx The Happiness Hypothesis: Putting Ancient Wisdom to the Test of Modern Science).

Positiv psykologi bekræfter, hvad mange af os godt ved, men som alt for mange stadigvæk ikke har lært, fx at taknemmelighed er godt for ens mentale heldbred. Så tak. Dette kan også siges anderledes: Nogle gamle grækere, et par romerske kejsere og en håndfuld eksistentialister har allerede sagt det, endda sagt det smukkere. Men hvem læser disse i dag? Desværre. Jeg tror, at megen af den kritik, som positiv psykolog mødes med bunder i uvidenhed, akademisk arrogance og dårlige groupies. Den akademiske arrogance er en del af hele denne autentiske-bølge, som vælter indover Vesten, som et moraliserende og oprindeligt ideal (forbeholdt de velstillede?). Men bliver det mere autentisk, at skrive en journal, fordi Marcus Aurelius gjorde det, fordi Foucault talte varmt herom, eller fordi Seligmann påpeger de positive sidegevinster ved at notere dagens glædelige begivenheder ned i en journal inden man slukker natlampen? Derudover har en håndfuld psykologer skrevet en artikel, der netop understreger, at jagten på lykke nemt gør en mere trist end glad. (Måske skulle Peterson have valgt en anden titel!). Lykke tilhører øjeblikket, mens en godt liv snarere er et liv fuld af glæde. Glæde over at være i live. Velbefindende er måske et bedre ord.

Tilsvarende, er der nogle som anklager positiv psykologi for at advokere for et hurtigt fiks. (Dette er sikkert sandt, når en fotomodel udlægger lektien i hendes skrig-om-hjælp-bog). Hertil svarer Peterson, at det drejer sig om praksis, det vil sige, at leve et godt liv er hårdt arbejde. Skal man fx tillægge sig andre vaner, andre måder at tænke på, så er 10 års reglen ikke urealistisk. Det er derfor det er så komisk, når man engang imellem møder en, som er taget til Barcelona i fire måneder for at skrive en roman, vel og mærke en person som aldrig har skrevet, som ikke kan skrive, og som intet har på hjertet. Dette er naivt. Måske endda dumt. Det er ikke et spørgsmål om bare lige at finde en lidenskab – og så fyre den af. Det tager tid. Igen velkendte oplysninger for mange, men desværre stadigvæk for alt for få.

I samme boldgade beskyldes positive psykologer tit for en naiv og ukritisk optimisme. Peterson taler for en balanceret optimisme, fx er det naivt at bilde sig ind at Nobelprisen i kemi venter lige rundt om hjørnet, fordi man kan huske formlen for vand. Derimod er det ok, at være optimist med hensyn til en bestået studentereksamen, hvis man også kan det periodiske system, og ved, at der er forskel på protoner og elektroner. Problemet her er nok snarere de mange business groupies, som netop ikke kender til det periodiske system, men som ikke desto mindre danser rundt i en slags lykkelig uvidenhed.

Moralen er, at et bedre liv kan læres. Praksis. Øvelse. Ingen gør det alene. Relationer er vigtige, fx familie, venner, frihed, engagement og mening (uden at jeg vil definere disse begreber yderligere, så giver det jo ganske god mening). På samme måde plæderer positive psykologer ikke for én vej til lykke, der er en mangfoldighed. Fx kan man styrke ens opmærksom i nuet ved at dyrke yoga, men også ved at læse Roberto Bolaño (jeg vælger så afgjort den sidste, som jeg da gerne læser med at sammenrullet yoga-måtte under nakken, selvom jeg foretrækker en pude).

Peterson fortæller også, at penge kan gøre folk mere lykkelige. Det ved enhver, der vitterligt ikke har nogen penge. Men han fortæller også, at rigdom ikke er nogen garanti for lykke. Det stagnerer på en vist niveau. Man kan som bekendt ikke købe sig til kærlighed og alt sådan noget, hvilket The Beatles allerede har skrålet om for længst. Måske det hele begyndte med the Fab Four.

En udmærket bog, der tager sit felt seriøst uden at oversælge det.

”It is paradoxical that many educators distinguish between a time for learning and a time for play without seeing the vital connection between them.” – Leo Buscaglia

Burnout

”People think I’m a miserable sod, but it’s only because I get asked such bloody miserable questions.” – Nick Cave

Jeg har i den seneste tid kigget nærmere på begrebet ’burnout’. Et kort status:

Det, der slår mig mest, når jeg har talt med personer, der har været ramt af burnout (og som er tilstrækkeligt langt i forvandlingsprocessen) eller, når jeg læser om udbrændte personer, er, hvor glade de synes at være. Alle, uden undtagelse, ser det at brænde ud, som en ny chance for virkelig at leve, dét liv, som de gerne vil leve. Det vil sige, et liv, der stemmer mere overens med vedkommendes egne mål, drømme og værdier. Der er noget befriende i at stå imod de styrende idealer og normer, der konstant fortæller, hvordan man bør søge anerkendelse, prestige og magt, mens man alt for ofte må gå på kompromis i effektivitetens ulidelige navn.

Burnout er et signal om, at ens liv skal ændres. Nu.

Der er flere myter om burnout. En er, at det kun sker for personer, der arbejder med omsorg. En anden er, at det kun kan ske for ambitiøse perfektionister. En tredje er, at det er et decideret klasseproblem: Jo lavere i det sociale hierarki, desto større er chancen for at brænde ud.

Sandheden er dog, at både mænd og kvinder, unge og gamle, højt uddannede og lavt uddannede, karrierefreaks og arbejdsløse kan brænde ud.

Helt kort, så skyldes det, at det ydre pres bliver for hårdt. Dette pres kan være mange ting (eller en kombination), fx jobmæssigt (for mange opgaver eller for svære); pengemæssigt (det er trods alt en lykke, ikke at skulle bekymre sig om penge); det kan dreje sig om tidens normer og idealer, der putter ens levevis under pres (fx idealet om karriere, som var et liv uden arbejde lig med et sandt helvede); det kan dreje sig om manglende kontrol eller forudsigelighed (fx, når man pludselig føler, at ens liv er blevet kidnappet); det kan også skyldes forskellige hændelser, som flår ens selvbillede i stykker, etc. Listen er laaaang.

Så antagelsen om, at kun personer der brænder for noget, kan brænde ud, er forkert. Den spiller for meget på bål-metaforikken. Men, ok, selv små bål brænder ud, såfremt ingen tager vare på dem. Ingen mennesker er ens.

Når vi taler om mennesker (ikke bål), så drejer det sig om at tage vare på sig selv, hvilket hænger sammen med at kende sig selv. Og omvendt. Det er her flere psykologer, spirituelle og filosoffer kan inspirere med forskellige praksisser for, hvordan den enkelte kan tage magten tilbage fra den ydre instans, som alt for længe har forvaltet vedkommendes liv. Det drejer sig om at genfinde glæden ved at være i live. Intet andet.

Hvad vil det sige, at kende sig selv og tage vare på sig selv – sådan helt kort. Lad mig give et simpelt eksempel: Hvis din krop sender triste signaler, som du vedholdende ignorerer, så kender du tilsyneladende ikke dig selv nok til, at tage vare på dig selv. Eller også er du netop presset af noget ydre, som har gjort dig handlingslammet. Signalerne er ellers markante nok: irritation, søvnbesvær, manglende sexlyst, lav energi, langsommelighed i ens arbejde, følelsesmæssigt træt, over-følsom, selvcentreret, øget druk, fysiske problemer (hovedpine, hjerteflimmer, kronisk snot), etc. Denne liste er også rimelig lang.

Det er selvfølgelig svært, at gøre noget drastisk, når lokummet brænder. Det er svært, at besidde modet til at lytte og gøre noget radikalt anderledes, hvilket bl.a. hænger sammen med, hvorvidt man reelt kan forestille sig et anderledes liv. De fleste af os er vokset op i et konkurrenceforstyrrende system, hvor idealet ikke er, at hvile i sig selv eller et fredfyldt sind, men at drømme om mere. Sådanne drømme kaldes også mareridt.

Brænder du ud, så er det kroppens måde at yde modstand på. En sidste skanse. Alt det du, sådan rent fornuftmæssigt (nærmest helt business rationelt) har ignoreret eller udskudt, viser sig ikke at være særligt smart. Selv Aristoteles var bekendt med dette, da han talte om både intellektuel og praktisk fornuft. Sidstnævnte kommer af at lytte opmærksomt til livet. Skabe balance. Tage ved lære. Blive klogere.

Grunden til at flertallet ser burn-out som en positiv begyndelse, er, at det kan være svært at ændre sit liv, hvis det ikke lige var fordi, at der ikke er andre muligheder. En udbrændt person føler, at han eller hun sidder i guillotinen, og har netop hørt en svuppende lyd.

Tænk på Nick Cave. Han fremstår som en skiderik (siger han), fordi han må besvare de spørgsmål, som journalisterne stiller ham. De skiderikker. Han er bare ærlig og høflig (i nævnte rækkefølge). Den eneste grund til at nogle brænder ud, er, at vi lever i et samfund, hvor alt for mange instanser og systemer ynder at brænde liv af.

Burnout er last call. Eller sagt anderledes: Lyt til kroppen. Værn om livet, mens du lever. Eller, læs Jim Morrisons digte: Yeah I’m leaving town/ On the midnight train/ Gonna see me change/ Change, change, change …

Det posthumane

Lad mig slå en ting fast: Jeg kan godt lide Rosi Braidotti. Hendes måde at tænke på. Hun tænker i forlængelse af primært Gilles Deleuze og Spinoza, men også i et interessant samspil med en vifte af feminister og posthumane filosoffer. Nu har Braidotti skrevet en ny bog The Posthuman. Det er en interessant bog, selvom den har lidt svært ved at komme rigtigt i gang. Hun bruger lidt for meget energi på at positionere sig selv og sit projekt, hvilket der ikke er megen fornuft i. Til gengæld tilgiver jeg hende gerne, når hun i bogens tredje kapitel skriver om livet på den anden side af døden. Kapitlet rummer gentagelser fra hendes fine bog Transposition, men ikke desto mindre er det smukt. Døden er bag os, som den begivenhed, der har gjort os opmærksom på det endelige.

Bogen udfolder et filosofisk projekt, som kan placeres under titlen Det posthumane. Det udspringer både af Nietzsche berømte erkendelse: Gud er død, og Foucaults, næsten, lige så berømte erkendelse af menneskets død. Pointen for et posthumant projekt er, at vi må lære at tænke anderledes om os selv. Tænke udover alle dikotomierne, fx kultur og natur; mand og kvinde. Eller de normative ideologiske løgne, der fx fortæller at et rigtigt menneske er en mand, helst en kaukasisk mand på 33, der til forveksling ligner visse malerier af en, der hedder Jesus.

Det posthumane bryder med tidligere tiders normative konventioner. Det åbner op for et mere komplekst og relationelt subjekt, der legemliggør affekter, empati og begær. Intet er givet. Heller ikke ens subjektivitet, som snarere er tilblivende og selvskabende, når den undslår sig rigide normer og værdier for at bekræfte det, der rent faktisk giver plads til liv. Det posthumane er altså ikke det samme, som det anti-humane. Det er ikke en del af den dualistiske dans mellem humanisme og alt det andet, men en konstruktiv måde at tænke videre på anno i dag. Selv skriver hun et sted: ”The ethical ideal is to actualize the cognitive, affective and sensorial means to cultivate higher degree of empowerment and affirmation of one’s interconnectedness to other in their multiplicity.”

Problemet med de humanistiske forkæmper er, at de ofte fokuserer på humanismens sårbarhed, som en form for nostalgisk drøm om at vende tilbage til nogle universelle idealer. Braidotti ruller i stedet for ærmerne op. Hun vil begribe samtiden. Og hun lader andre om piberiet, fx Nussbaum og Agamben (en kritik, som jeg personligt fandt befriende). Braidotti anvender (som Agamben, (men ikke helt som ham)) også begrebet zoe – en ikke-human, men vital livskraft. Det nøgne menneske er dog ikke sårbart, men fuld af muligheder for at etablere nye givende forbindelser. ”Just a life,” som hun skriver, nu og her. Det kræver arbejde. Livet, altså. Vi ejer ikke livet. Vi bebor det bare, lidt som en timeshare lejlighed. ”Zoe is always too much … a constant challenge for us to rise to the occasion, to be ’worthy of our times.’” Det kræver noget at begribe livets intensitet. Der er altid for meget liv. Udfordringen er, at affirmere livet, som potentia, som energi.

Det er en halvteoretisk bog, som forsøger at henvende sig til et bredere publikum. Den gentager lystigt pointerne. Braidotti anvender nogle få eksempler, som egentligt er klargørende, men hun godt have foldet denne del lidt mere ud. Et af hendes eksempler drejer sig om Drone-flyvet, altså hvorvidt disse ubemandede fly gør det lettere at dræbe (læs mere inhumant eller kynisk). Svaret er negativt. Det er ikke lettere. I stedet for en svedig pilot, der er stærkt påvirket af situation, så har du en håndfuld beslutningstager i et rum – et sikkert rum – hvor de (måske) kan tage en mere frugtbar beslutning med hensyn til om et hus skal bombes eller ej. Hun nævner også kort symptomer som stress og burn-out, som en form for kropslig modstand overfor den kapitalistiske politik, hvorved alt i dag vareliggøres. Vi lever i en konkurrencelysten og profithungerende verden, hvor der ikke er megen plads til at høre græsset gro, eller mærke regnen falde på ens bare hud. Det er trist.

”We need a vision of the subject that is worthy of the present.” Vi ved ikke, hvad en posthuman krop er i stand til at gøre. Ligesom vi hellere ikke ved, hvad en posthuman hjerne er i stand til at tænke. At tænke er at eksperimentere – eksperimentere på en både kritisk og kreativ måde, hvor nye koncepter åbner op for nye relationer, fx det posthumane. Et godt sted at starte for nye filosofiske modstandsfolk med en forkærlighed for livsglæde, er her.