empati – FINN JANNING

Empati er betingelse for at underminere terror

Empati et kraftfuldt redskab til at fremme en forståelse for de andre. Og er der noget, som verden i dag mangler er det en gensidig forståelse af vores forskelligheder. Der mangler empati og medfølelse.

Empati er kunsten at træde i en anden persons krop og sind. Forstå den andens følelser, tanker og perspektiver. Denne indsigt om den anden eller de andre, kan fortælle os noget om de andre, set fra deres ståsted.

Empati fremmer indsigt. Det adskiller empati fra sympati, hvor man føler medlidenhed med de andre. Eller ligefrem har ondt af de andre.

Læs resten af essayet her.

Icebreaker

På engelsk eksisterer udtrykket: Icebreaker. Det refererer til den bemærkning, der kan bryde isen, når fremmede mennesker mødes. Det kræver normalt lidt mere end snik-snakkende smalltalk, da en sådan form for samtale mest af alt bekræfter isen. Af samme grund tillægges personer med denne isbrydende egenskab ofte noget positiv. De får tingene til at glide lidt nemmere.

Termen fortæller os følgende. For det første, at der tilsyneladende er koldt mellem fremmede mennesker. En kulde, som det kan være befriende at bryde. For det andet, at isen kan brydes. Sagt anderledes, der bør ikke være kulde mellem mennesker, når der kunne være varme. På denne måde fortæller termen os noget alment etisk: Når vi anvender ordene bør, skal og må, formoder vi at det kan lade sig gøre. Tag for eksempel de normative påbud: ”Du bør ikke køre bil, hvis du har drukket” – ”Du skal melde det til Skat, hvis du har anden indkomst” – ”Du må ikke betræde græsset.” Sådanne sætninger giver kun mening, såfremt vi antager, at den enkelte vitterligt kan alt det, som han eller hun bør, skal eller må. Heri ligger der både noget motiverede og kontrollerende.

Det samme gør sig gældende, når den tyske filosof Peter Slotjerdijk siger, at vi må ændre vores liv, fordi vi kan. For ham drejer det sig om at lade sig inspirere af de mange forskellige øvelser og praksisser, som kan fremme et menneskes handlekraft. Forøge dets evne til at skabe givende relationer. Desværre er der også noget hæmmende i normer. Ikke fordi vi ikke må spille fodbold på den fine grønne græsplæne. Snarere fordi vi måske kan mere end hvad normerne foreskriver. Normer er jo ikke statiske. Heldigvis. Af og til er der mennesker, der viser, hvad mennesker også kan; de tydeliggør, hvorfor en norm ikke længere er tilstrækkelig. Et eksempel kan være samfundets behandling at narkomaner som kriminelle, selvom studier viser at omsorg og pleje kan hjælpe flere narkomaner ud af deres misbrug end denne negative stigmatisering. Her bør mange samfund handle anderledes.

Den franske filosof Gilles Deleuze skriver: ”Det, som modstanden udvinder fra det gamle menneske, er kræfter, som Nietzsche siger, til et større, et mere aktivt, mere affirmativt liv, der er rigere på muligheder … det er i selve mennesket, at livet må sættes frit, eftersom mennesket selv er en måde at holde det indespærret … Livet er det ikke denne evne til at yde kraftfuld modstand?”

Modstanden mod eventuelle normer skal ikke forstås, som en kamp mellem normer. En position erstattes ikke med en opposition. Intet er fjernere fra Deleuze. Han er ikke dialektiker. Etik er derimod en præ-position. Pointen er, at forholde sig aktivt. Hele tiden spørge: ”Hvad er også muligt?” – ”Hvordan kunne man også leve?” Modstanden er skabende.

Tilgangen eller indstillingen til det, som sker, er vigtig. En tilgang, som både er empatisk, medfølende og nysgerrig.

Termen ”icebreaker” viser, at de fleste praksisser er moralske, idet fundamentale værdier er på spil. På et simpelt metaforisk niveau formår isbryderen at forvandle is til sjap, måske endda at få den anden eller de andre til at tø op. Fra kulde til varme. Til sidst, kan en dygtig isbryder få folk til at tage gas på hinanden. Der er sket en forvandling. Stoffet har skiftet form. Etik handler om at få noget til at flyde, fx få en samtale mellem to fremmede til at glide, selvom disse to måske besidder store forskelle i temperament eller politiske holdninger. Hele kan den andens andethed rummes, som noget andet.

Etik handler mere om formdannelse end et bestemt indhold. Det vil sige, den form for formdannelse, der sker uden én fast og endegyldig form. Isen kan ikke brydes på samme måde hver gang. Du kan ikke score alle med den samme pick up line.

Fra Platon og Aristoteles henover Adam Smith og frem til de amerikanske pragmatikere og Deleuze, har der været en erkendelse af at mennesket ikke er selvforsynende eller selvtilstrækkeligt. Arbejdsdeling kan være nyttigt. Et samfund opstår af hensyn til de levende, men forbliver et samfund af hensyn til forbedret livskvalitet. Dette kræver en elementær indsigt i, hvordan alt er gensidigt forbundet. De store træer kan skygge for de mindre, men de mindre kan måske sikre, at jorden ikke bliver alt for hårdt, hvorved vandet ikke kan trænge ned til det store træs dybere rodnet.

Interesse for de andre er altafgørende. Hos Deleuze er den ikke betinget af selvinteresse eller egoisme, som hos Adam Smith. Der er intet strategisk i denne interesse, hvilket sikkert kan være svært for mange at forstå, idet alt for mange tænker: What’s in it for me? Mange er blevet forført af kapitalens rigide idealer. Deleuze skriver ellers et sted: ”mennesker er væsentligt mindre egoistisk end de er partielle.” Mennesket tager parti for nogle eller noget, fordi dets følelser og passioner er partielle; de vækkes af og i mødet med verden. En af mine venner rejser jorden rundt i en sen alder, men mødet med verden åbner ham. Gør ham endnu mere kærlig.

Jeg er enig med Deleuze, når han siger at mennesket ikke er egoistisk af natur, men sympatisk. Mennesket er interesseret i det, der sker rundt omkring det. Af samme grund forlænger Deleuze Humes kritik af sociale kontrakter, fordi de sociale kontrakter præsenterer mennesket for et falsk eller abstrakt billede af samfundet. De sociale kontraktteorier definerer et samfund negativt, når de forsøger at minimere egoisme (i.e. de ser mennesket som udelukkende egoistisk) i stedet for at se, at mennesket nærer en naturlig interesse for sine medmennesker.

Udfordringen bliver at udvide den partielle menneskelige sympati mod en udvidet generøsitet. En bevægelse fra kontraktuelle begrænsninger mod en mere kreativ eller opfindsom organisering af forskellige menneskers tanker, følelser og ideer. Etikken bliver generøs eller gavmild, idet der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Alt det, der kan blive.

En måde at bryde isen på kunne være at møde den anden med venlighed. De bedste isbrydere er venlige.

Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!

Moralske stammer

”Vi skal simpelthen prøve at gøre verden så lykkelig som mulig.” – Joshua Greene

Den amerikanske filosof Joshua Greene har skrevet et vigtigt bidrag til vores forståelse af moralens psykologi. I bogen Moral Tribes viser han, hvordan enhver forståelse af moral kræver to ting. For det første, selve ”strukturen af moderne moralske problemer,” dvs. problemer der sandsynligvis adskiller sig fra dem, som vores hjerne blev skabt til at løse. Greene er nu ikke en af disse evolutionære sovepudeetikker, der altid refererer til en savanne fuld af farer. For det andet, må vi ”forstå strukturen i vores moralske hjerne.”

Det, der gør Greenes bog vedkommende og relevant er ikke, at han har et ben i filosofien og hjerneforskningens verden, men at han kan bruge hjerneforskningen til at stramme sine filosofiske argumenter. Det er altså ikke hjernescanninger som sådan, der fortæller os, hvad der er rigtigt eller forkert. Men de kan nuancere et velkendt moralsk problem, fx gabet mellem følelse og fornuft.

Vores følelser gør os til sociale dyr, som gør at ”Jeg” bliver til ”Os” – hvorved en stamme skabes, fx F.C. Barcelona versus Real Madrid – og når først en stamme er skabt, skabes der ligeledes en forskel mellem ”Os” og ”Dem.” De fleste mennesker ønsker at have et socialt tilhørsforhold. Desværre kan dette behov fremme en stigmatisering af den anden (fx når visse catalonierne stigmatiserer resten af Spanien).

På baggrund af denne indsigt, søger Greene en metamoral, en slags før-moral, der kan udgøre en dommer blandt flere forskellige moralske stammer. En uangribelig logik af en art. Her træder han selvfølgelig ud på en pergamenttynd is, og selvom jeg personligt ikke er tilhænger af en sådan metamoral, er ambitionen forståelig. Greene gør det godt i sit forsvar, måske fordi han er pragmatiker, ”deep pragmatism”. Han forpligter sig på at gøre ”whatever works best”, uanset hvad, dvs. uanset om det strider mod ens egen stammes værdier. Faktisk opererer han ikke med en transcendens, idet utilitarisme er tæt forbundet med den menneskelige praktiske fornuft. Utilitarisme, skriver han, ”ask only that we push ourselves to be morally better, to care more than we do …” I stedet for at appellere til Gud, Fornuften eller Videnskaben, er han pragmatisk. Erfaringen udgør centrum.

En metamorals opgave er, at sikre trade-off mellem konkurrerende stammers værdier. Det kunne være de stereotypier, der eksisterer mellem cataloniere og spaniere, fx at cataloniere er arrogante og pengegriske, mens spaniere er dovne. Før dette kan ske, må han finde en fælles moralskmøntenhed, et system, der kan afveje værdier. Heldigvis, for ham, findes dette system: utilitarisme.

Utilitarisme er en nyttemoral, men en nyttemoral er ikke det samme, som rigdom. Flere penge giver ikke nødvendigvis mere nytte – ligesom penge heller ikke giver mere lykke, når først der er kommet mad på bordet. Greene argumenterer sagligt mod Rawls kritik af utilitarisme, fx hvorvidt slaveri kan medføre mere nytte (eller lykke), eller hvorvidt det er fair at reducere nogle menneskers lykke af hensyn til flertallets. Modargumentet er simpelt. Greene henviser ikke til rettigheder, men til veldokumenterede erfaringer, fx at slaveri forvolder en uacceptabel smerte. Og med hensyn til svækkelsen af nogle menneskers lykke, er dette bl.a. ideen bag en progressiv beskatning, hvor meget rige mennesker betaler en smule mere, hvorved de med en foie gras mindre i bugen kan gøre en masse godt for samfundet.

Utilitarisme er ikke perfekt, men den kan imødekomme vores basale menneskelige behov og motivationer, uden at virke alt for krævende. Ikke desto mindre taler den for vise reformer af menneskets selviske vaner.

Greene anvender en masse eksempler. Nogle af dem gentages lige lovligt meget, selvom de tjener et pædagogisk formål. Han viser, at hjernen er dobbeltsporet. Den rummer en manuel modus og en automatisk. Ifølge forfatterens forskningsresultater (og andres), konkluderer han, at vores manuelle maskineri deles af størstedelen, fx det givende i at fremme positive erfaringer. Modsat er den menneskelige automatisk stærkt afvigende. Jobbet for den manuelle modus er derfor, at realisere mål, dvs. at producere de ønskede konsekvenser.

Hvad er så de optimale eller ønskelige konsekvenser? Svaret er en upartisk eller uvildig lykke, dvs. positive erfaringer.

I stedet for rettigheder, som aldrig er andet end rationaliseret selvføleri, søger han en fælles værdienhed baseret på erfaring. Dette er vigtigt. Erfaringen er nemlig, at de fleste beslutninger cirkulerer omkring lykke og lidelse, glæde og tristhed. Her kan vi anvende vores egne erfaringer, men, men, men supplere disse med ”Den gyldne regel”: Din lykke (eller glæde) betyder, hverken mere eller mindre end enhver andens.

Greene er qua sin omgang med pragmatikerne meget mere fokuseret på erfaringsbegrebet. Jeg finder dette positivt, selvom hans erfaringsbegreb er vagt. I bund og grund er han fortaler for en adfærdsfilosofi, der – for mig at se – forsømmer det, som Nietzsche, Deleuze og Spinoza (og angiveligt mange flere) beskæftigede sig med: etik, som en opmærksomhedens gestus. Det er altså ikke min vilje til at stræbe efter lykke, som er afgørende, men min opmærksomhed på de møder i livet, som skaber glæde eller lykke. Dog adskiller Greene sig ikke meget fra disse, der er inspiration at hente.

Moral Tribes lever op til de mange lovprisninger, den har fået. Den er for alle etisk interesserede. Den er pædagogisk. Fuld af eksemplar. Mange steder skarp. Velskrevet. Engageret. Lidt for gentagende, men ikke desto mindre en bog, som enhver ville ønske at Lars Løkke ville læse.

Kære Lars, alle mennesker ser sig selv som specielle. Heldigvis er der også mange som indser, at dette netop betyder, at de fleste af os sjældent er særligt specielle. Der er altså intet, der gør mine interesser, behov og målsætninger vigtigere end andre menneskers. Tænk på det næste gang, du skider på fællesskabet og tænder en cigaret i et ikke-ryger værelse.

Ja, ja, ja, det har selvfølgelig noget med empati at gøre: evnen til at føle, hvad andre føler. Og her virker det som om, at LL intet føler.

Empati og medfølelse er vigtige værdier, som også Greene påpeger, fordi vi i kraft af disse sandsynligvis kan tage mere upartiske beslutninger, der tilgodeser flertallet. Af samme grund er bogen hermed anbefalet til alle dem, der tager beslutninger. Utilitarismen har fået ny energi.

Forandring søges

I sangen ”Lonely Planet” synger The The, ”If you can’t change the world, change yourself.” Idehistorikeren Jes Bertelsen kender måske ikke sangen, men han kender budskabet. Hans pointe er nemlig, at vi ikke kan skabe en bedre verden, uden at ændre os selv. Det ydre og det indre hænger sammen. De er foldet om hinanden.

Få år tilbage udgav Bertelsen Et essay om indre frihed. Den indre frihed defineres her som den tilstand, der indfinder sig, når et menneske er i kontakt med sin essens. Sagt anderledes: Når et menneske har det godt og er i balance, er det frit.

Et eksempel kunne være en person, som har svært ved at begå sig i et samfund. Hun keder sig, føler sig overset og mangelfuld. Hun tager væk. Efter en tid forsvinder nyhedens interesse for de nye omgivelser. Den gamle restløshed vender tilbage. Rygsækkens pakkes på ny. Der er tale om en klassisk psykologisk mekanisme. Mange flygter, når de føler sig truet eller eksistentielt presset. Ifølge Bertelsen er denne persons problem, at vedkommende ikke evner at skabe en sund balance mellem det indre og det ydre. I stedet for kaster vedkommende sin egen restløshed, det vil sige sin egen manglende opfindsomhed over på omgivelserne, selvom de tilhører personen selv. Filosoffen Gilles Deleuze sagde engang, at hvis man er tilstrækkeligt opmærksom og kreativ, er hele verden tilstede i en kaffekop.

Bertelsen er en spirituel vejleder med psykologisk indsigt. Han er ikke forsker i traditionel forstand. Snarere deler han ud af sine egne erfaringer, som andre så måske kan finde inspiration i. Han lægger med andre ord op til, at den enkelte selv kan prøve og se, hvad der sker. Det han foreslår er, at vi kan lære af religiøse og spirituelle praksisser, fx forskellige former for bøn, åndedrætsøvelser og meditation. Og vi kan lære af disse praksisser uden nødvendigvis at konvertere. Han vil frisætte den viden, som de religiøse og mystiske praksisser besidder om bevidstheden.

I bogen skelner han mellem en religiøs ydreside: forkyndelsen, og dens inderside: mystikken, træningen, praksissen. Det indre del handler om at transcendere, det vil sige blive mere naturlig, oprindelig eller autentisk (han opererer med en ide om en menneskelig essens). Modsat handler den ydre om magt og prestige. Den indre beskæftiger sig med empati og medfølelse, mens den ydre mere handler om at sælge en forestilling.

Sagt anderledes – med reference til forfattergerningen, der jo også er en meditativ praksis (omend anderledes end dem Bertelsen referer til) – så handler det at skrive sjældent om prestige og identitet. Tværtimod. Det drejer sig om at blive ingen. At blive ren kraft. Det vil sige, at skrive er at blive noget andet end forfatter. ”Tilblivelse er ikke at opnå og antage en form (identifikation, imitation, Mimesis), men at finde en nærhedszone … således at man ikke længere kan udskille sig fra en kvinde, et dyr, et molekyle,” skriver Deleuze et sted.

Tilbage til Bertelsen. Hans tese er, at de fleste religiøse og spirituelle praksisser arbejder eller beskæftiger sig med empati og medfølelse, hvilket kan åbne op for dialog på tværs af ideologiske grænser. Der er ikke tale om en Habermas-agtig kommunikationsteori, men en slags kommen i berøring med livet som sådan – Bertelsen taler om en fællesmenneskelig essen. Han påstår, at dialogen ofte er fraværende mellem forskellige religioner (og politiske ideologier, kunne man tilføje), fordi de fleste ridser deres egen særegenhed hårdt op i et forsøg på at hverve kunder, eller skabe et unikt brand, hvorved enhver åben dialog bliver umulig. En dialog fremmes, når folk i stedet for at abonnere på en ideologi, sættes i stand til at handle i en spiritualitet, de har valgt. Dette er konstruktivt, men kan lyde som et paradoks, såfremt spiritualitet referer til en menneskelig transformation i lyset af et religiøst ideal. Hvis det skal give mening, det som han siger, må spiritualitet derimod være forbundet med en indre frihed, det vil sige en følelse af kropslig velvære. Her kunne forfatteren godt være mere klar.

Umiddelbart kan bogen virke for pædagogisk og sine steder lidt banal og vag, fx når han bevæger sig ud i de mere samfundsmæssige beskrivelser. Den rummer også nogle sproglige vanskeligheder, fordi den opererer med et – for nogle – uvant sprog, fx er hjertet en muskel, måske en lidt søgt romantisk metafor, men hos Bertelsen er hjertet et sted, hvor den indre frihed er placeret, en visdommens rede. Dog er det ikke svært at forstå, hvad han ønsker at fortælle, hvilke mulige erfaringer han forsøger at åbne for. Bogen er overvejende sympatisk.

Det er indlysende, at nutidens performance- eller konkurrencesamfund efterhånden skaber flere eksistentielle dårligdomme end goder: depression, stress, burnout, misbrug. Det betyder, at man bør være påpasselig med at placere sig selv i en ophøjet og ubøjelig position, hvor forskellige meditative – ofte buddhistiske – praksisser slås hen som noget, der er forbeholdt skaldede mænd på flugt fra en masse kinesere.

Et essay om indre frihed kan minde lidt om psykologen Nadja Præterius’ Den etiske udfordring i en global tid, der udkom sidste år. Begge er ligeledes inspireret af buddhistiske tanker. Hun foretager også en kritisk analyse af dagens konkurrencesamfund. Og foreslår også (dog mindre konkret, selvom hendes samtidsanalyse er bedre), at løsningen handler om at finde det autentiske og ægte i os selv. Bertelsen og Præterius’ tanker kan virke paradoksale, idet de foreslår at kapitalismen overvindes med individualisme, skønt kapitalismen ofte beskyldes for at skabe egoistiske og individualiserede forbruger. De vil bekæmpe ilden med ild. Det er en tiltalende, men svær øvelse. En reparationsbajer kan sagtens hjælpe på tømmermændene, men det kræver selvdisciplin ikke at nappe en mere, og en mere, hvorved reparationen blot skaber et fremtidigt behøv for flere reparationer.

Pauser, ro, åndedrætsøvelser, nærvær, empati og medfølelse kan forbedre verden, men jeg tror ikke mennesket er en essens, som den enkelte kan agere mere eller mindre autentisk i forhold til. Medfølelse handler ikke om mit forhold til mig selv, men om min evne til at vise omsorg og kærlighed overfor eksistenser, der ikke kan leve uden min omsorg. Der findes i dag mennesker, som ikke vil overleve uden andre menneskers omsorg og pleje. Det er klart, at en indre fred eller ro er en forudsætning for at kunne møde verden på en frugtbar måde, men kun fordi denne gør mig i stand til at forbinde mig med verden, hvorved jeg kan blive noget andet end mig selv. Det er fordi, jeg ikke har nogen essens, at jeg kan give plads til det, som er i færd med at blive; det, som måske aldrig tager form uden min omsorg.

Spørgsmålet, som The The efterlader os med, er, hvordan den enkelte kan forandre sig.

Unfit for the Future

Oxford University Press har været så flinke at sende mig et par bøger. Til gengæld har jeg lovet at omtale dem. Det er vist på tide, det sker.

I bogen Unfit for the Future. The Need for Moral Enhancement, spørger filosofferne Ingmar Persson og Julian Savulescu: Hvor godt rustet er mennesket til fremtiden? Svaret de giver er: Ikke godt nok.

Der er plads til moralske forbedringer. Det store og vanskelige spørgsmål er selvfølgelig, hvordan mennesket kan optimeres moralsk. Forfatterne er opmærksomme på, at de bevæger sig på farlig grund, da moralsk optimering nemt kan vække alt for ubehagelige associationer. Heldigvis er de stringente tænkere, der ønsker at fremme en debat mere end sælge et klægt budskab. Tonen i bogen er akademisk, det vil sige lidt tør sine steder.

Bogens problematik er velkendt: Vi lever i en verden, hvor økonomisk rovdrift på naturen og mennesker skriger på nye vitale tiltag, nye tankesystemer. Vi lever i en verden, hvor teknologiske opfindelser gør det svært at trække vejret uden en akut risiko for astma. Bogen er i dette lys ambitiøs, men også befriende fri for alle de moralske fællessange, der har det med at begræde egen godhed, mens alt forbliver det samme.

I starten af bogen optegner de to forfattere menneskehedens, ifølge dem, to største problematikker. Den ene er klimaet (tænk bare på den skrantende Kyoto-protokol, som efterhånden er uden reel værdi). Den anden er truslen fra masseødelæggelsesvåben, fx i hænderne på terrorister. Ved hjælp af eksempler fra psykologien viser de, at det altid er nemmere at gøre skade end gavn. Sågar ultimativ skade, fx ved hjælp af masseødelæggelsesvåben. Det kræver trods alt mere arbejde at gøre gavn. Ligesom det kræver mere arbejde at sortere ens affald end smide det hele ud af vinduet. De understøtter løbende denne tese. Fx nævner de, at der i dag eksisterer en miljømæssigt renere form for teknologi, men at villigheden mangler til at anvende denne, forske i denne, etc. De argumenterer for at det er muligt, at minimere sult og sygdom i fattige lande, men at villigheden eller motivationen står i vejen. Profitten skal desværre alt for ofte sikres.

Deres forslag er ikke en forhøjning eller optimering af fornuften, som fx evolutionspsykologen Steven Pinker har appelleret for. Pinkers pointe er, at der i dag er færre folkeudryddelser, voldtægter og krige, fordi den samlede IQ går op med cirka tre procent per dekade. Jo mere smart, desto mindre lyst har vi til at rive hovedet af hinanden. Argumentet minder lidt om sammenhængen mellem demokrati, fred og frihed (ofte økonomisk frihed), som er velkendt bl.a. ekspansionslystne politikere. Der er selvfølgelig en vis fornuft i argumentet, selvom Pinker har en tendens til at overse omgivelsernes indflydelse på naturen, da fremgangen i IQ sagtens kan skyldes en ’bedre’ moral, hvorved fornuften netop har fået bedre vilkår, fx glæden ved at dele viden, ved ikke favorisere mellem køn, etc.

Ifølge Persson og Savulescu er der to måde at forbedre moralen på (1) moralske doktriner og (2) moralske handlinger og reaktioner, hvilket i høj grad afhænger af den første, idet disse regulerer adfærd. Eksempelvis er forskelle i køn, etnicitet og seksuel observans i stigende grad moralsk irrelevant, da ingen normalt tænkende vil argumentere for … og dog! Jeg har dog forståelse for deres argument. Problemet er snarere at de moralske doktriner, er ude af trit med tiden. Der er et gab mellem, hvad mennesket er i stand til, takket være den moderne teknologi, og hvad mennesket evner rent moralsk. Mennesket kan ikke leve moralsk op til egne muligheder.

I stedet for at følge Pinkers ide om en forøgelse af fornuften, er de to forfattere fortalere for noget så simpelt, som altruisme og retfærdighedssans. De skriver, at det netop er manglen på altruisme og retfærdighedssans, som er årsagen til at mennesket endnu ikke har gjort noget ved klimaforandringer og miljøproblemer, når nu ellers fornuften er til det!

Det, de foreslår er, at der bevilliges midler til at forske i, hvorvidt det er muligt at fremme altruisme og retfærdighedssans ved hjælp af biomedicinsk optimering af moralen. Altruisme forstår de to som en blanding af empati, det vil sige evnen til at forestille sig, hvad det vil sige at være et andet bevidst individ, og sympati, det vil sige en interesse for et andet menneske på dennes præmisser. Psykopater er eksempelvis kendt for at være gode til at manipulerer, hvilket nogle psykologer mener skyldes en raffineret form for empati, hvorved psykopaten kan sætte sig i den andens sted. Det, som psykopaten dog mangler er sympati, det vil sige en mere inkluderende form for empati.

De to filosoffer negligerer på ingen måde almindelige dannelse, som den varetages af skoler m.fl., men de stiller sig kritisk overfor, hvorvidt det er nok. Med andre ord, det er ikke nok at vide, at selvisk adfærd, nepotisme, xenofobi m.v. er moralsk forkert. Derimod er det et spørgsmål om at være tilstrækkeligt moralsk motiveret til ikke at falde i, når ens egne forbindelser kan hjælpe en med at opnå et eller andet. De gode intentioner, er ikke effektive nok. De mange Buddha-figurer, er ikke nok. De mange smukke ord, er slet ikke nok. Det, der mangler er kort og godt en stærk motivation eller villighed til at gøre det, som de fleste jo godt ved er nødvendigt. Det, de to forfattere ønsker er en moralsk optimering af denne motivation, ikke en omvæltning af, hvad der er godt eller slet. De sammenligner deres ide med de mennesker, som fx er alt for afhængige af tobak, alkohol eller motion. Størstedelen ved godt at deres overforbrug er skadeligt, alligevel formår de ikke at trappe ned. Kognitiv terapi kan hjælpe nogle, ja, men langt fra alle. Der findes mennesker, som er genetisk disponeret for afhængighed, og som kunne blive hjulpet ved hjælp af biomedicinske midler.

Enkelte vil i disse autenticitetstider nok vrænge på næsen ad ideen om at fremme noget bedre ved hjælp af noget uægte og kunstigt. Denne naive forestilling, vil desværre have seriøse konsekvenser, hvis ingen fandt det fornuftigt at ændre den autentiske voldtægtsmand, den autentiske svindler …

Hvad skal der til? De to filosoffer nævner to forudsætninger, a) at der er mennesker, som er interesseret i at optimerer sig moralsk, b) hvis effektive biomedicinske midler opfindes, at de anvendes med kløgt. Det vil sige, behovet må udspringe af en individuel frivillighed, måske som et udslag af selvrefleksion, hvor det gradvist går op for den enkelte at der er ting, hvor vedkommende ikke formår at tage vare på sig selv og samfundet bedst muligt. Denne præmis betyder uden tvivl at de, som angiveligt ville have størst glæde af et moralsk motivationsboost, fx de egoistiske eller de, som er for dumme til at se på sig selv med et kritisk blik, ikke bliver berørt.

Jeg kan godt lide de to forfatteres tilgang. Bogen supplerer de mange velmente analyser, der alle peger i retning af et større behov for empati, fairness og kærlighed mv. Men, når de fleste af verdens problemer ikke er ukendt stof, er det selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om motivation (ikke kun, men i høj grad). Hvorfor er der så mange, som har lettere ved at vælge profitten, selvom de ved at andre måske vil lide? Kan den neo-liberale økonomis trang til uhæmmet vækst, afhjælpes medicinsk? Kan man foreslå moralsk optimering af bestemte erhverv?

Konklusionen er, at mennesket har skabt en leveform, der er i gang med at tage livet af jorden. Kollektivt selvmord står for døren. Måske er det muligt – ikke kun ved at gå tilbage til den meditative hule, men ved at gå frem – at overkomme de problemer, som mennesket selv har skabt.

Bogen er et fint bidrag til debatten om, hvordan en bæredygtig fremtid skabes. Den viser, at der er behov for at forske i, hvordan – hvis overhovedet muligt – mennesket kan optimeres moralsk, når nu den moralske peptalk tydeligvis ikke er nok.