Tag: Foucault

Den der råber lyver

“This is the lesson that history teaches: repetition.”
Gertrude Stein

Fornylig skrev jeg en kronik i Information, der handlede om journalistikkens rolle i en postfaktuel verden. Kronikken medførte, som det engang imellem sker, at jeg modtog Lea Korsgaards pamflet: Den der råber lyver.

Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland og forfatter til tre bøger beskriver i pamfletten, hvordan journalistikken tidligere havde den nøgne journalist, som ideal. En journalist, der ukritisk viderebragte informationer uden at tjekke, om disse var sande, relevante, væsentlige m.v. I stedet for den nøgne journalist, taler Korsgaard om, at en journalist bør være klædt på til finderspidserne. ”Med viden og kløgt.”

Ordet kløgt refererer bl.a. til Aristoteles’ begreb phronesis; en praktisk fornuft, der modsat en mere intellektuel og abstrakt fornuft kræver, at journalisten får jord under sine negle. Den kløgtige journalist graver i fakta, uddyber, nuancerer, hvorved denne ikke kun formidler, men også etablerer et fundament, hvor samfundets borgere kan se sandheden i øjnene. Hvis alt er tvivlsom eller direkte løgn, mister vi ethvert samfunds fundament: tilliden.

Jeg læste denne lille pamflet samtidig med at jeg i El Pais læste en artikel, der hævdede, at pamfletten har genvundet sin popularitet. Pamfletten kan – qua sin størrelse – bringe den intellektuelle ind i samfundsdebatten, her og nu. En pamflet er et aktuelt nedslag; en optimering eller kvalificering af debatten, hvilket Den der råber lyver, lever op til.

Artiklen i El Pais nævner bl.a. den spanske forfatter Eduardo Mendozas pamflet Hvad sker der i Catalonien, og filosoffen Fernando Savaters pamflet Mod separatisme. Sidstnævnte beskriver, hvor skadelige de catalanske separatisters kamp er – rent demokratisk og medmenneskeligt – fordi de både eliminerer fornuften og borgerbegrebet. De catalanske separatister, skriver Savater, tilsidesætter loven, mens de lader følelserne drive gæk med dem, skønt disse følelser ofte ikke har belæg i noget sandt. Eller de lader loven favorisere dem, der mener det samme, som dem selv, hvilket jo strider imod lovens opgave, der bør behandle alle lige.

Der råbes meget i Spanien, men mest af alt blandt de catalanske separatister. De eksemplificerer glimrende Korsgaards titel. Så det var både med glæde og irritation, at jeg læste Korsgaards pamflet: Glæde, fordi den er relevant; irritation, fordi den kastede mig tilbage i en debat, som jeg ellers havde besluttet mig, at forlade. (Jeg har tidligere skrevet artiklerne: Grumset catalansk nationalisme (2014), Catalonien mellem frihed og kontrol (2017), om manglen på medfølelse i essayet Compassion in Catalonia, om hvordan hadet til Spanien bevæger sig fra catalanske forældre til deres børn i essayet The Boy in the Classroom, om den psykiske terror i kommentarerne Cataloniens separatister udøver psykisk vold mod sine modstandere og Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse).

Og nu er jeg her igen! Det catalanske projekt er ikke et fysisk voldeligt projekt, men mentalt kontrollerende og manipulerende. De, der ikke har blik for det, lever stadigvæk i Michel Foucaults Disciplinærsamfund, hvor mennesket opdrages i lukkede systemer: børnehave, skole, arbejdsplads, fængsler, etc. I dag lever vi snarere i det Gilles Delueze kaldte et Kontrolsamfund. Her er der ingen tydelige grænser, hvorfor vi også nemmere forfører og kontrollerer os selv. Det gør vi, fordi vi gerne vil passe ind (eller undgå eksklusion), opnå social anerkendelse eller identitet m.v. I praksis betyder det, at vi bliver offer for vores egne gerninger. Præcis ligesom, når mange ukritisk deler alt på nettet, hvorefter de forbløffes over, at al denne information måske anvendes af nogle.

Det, som præger de catalanske separatister er, hvad organisationsteoretikere kalder ”groupthink.” De ophøjer egen moral, mens de gør sig resistente overfor enhver kritik. Dette hænger sammen med udviklingen af en forførerende diskurs, som de catalanske politikere i årevis har tvangsfodret deres boger med.

For det første, selvom de lever godt i Catalonien, kan de leve endnu bedre, fortælles det,  hvis bare de slipper af med Spanien. Spanien stjæler jo! For det andet, de catalanske separatister skal aldrig stå til ansvar for deres fejl og mangler, fordi de har altid Spanien at bebrejde. Det betyder, at de catalanske separatister har skabt en offer-kultur uden et konkret etisk fundament, der jo kræver evnen til at stå til regnskab for ens egne gerninger, som Kierkegaard har sagt.

Resultatet er, at Catalonien for separatisterne er blevet en slags utopi, hvilket jeg har skrevet om i kronikken Catalonierne opfører sig som en selvretfærdig part i et ægteskabelig krise. En utopi er det gode sted, som ikke er. Et sted, der begæres, idet det henter næring i sit udtalte had til Spanien, mens de drømmer om frihed og demokrati. Dog ikke demokrati forstået som en tredeling af magten, da de catalanske separatister gerne arbejder tæt sammen med politiet. Det er nu heller ikke demokrati, forstået som en organisering af uenighed, hvilket er filosoffen Jacques Ranciéres definition, idet de, som er uenige ignoreres eller, per automatik, kaldes fascister. Eksempel er der flere spaniere, der ønsker at bevæge sig fra et monarki til en republik, flere (rigtig mange), som finder Rajoys regering inkompetent, etc. Her kunne der sagtens etableres et samarbejde på tværs af alle Spaniens regioner, men det er svært, fordi præmissen jo er, at det er Spaniens skyld. Ligeledes er der flere catalanske journalister og kunstnere, der har forladt regionen, fordi de ikke var tilhængere af catalansk uafhængighed, hvorfor de ikke kunne finde arbejde, de blev udstødt m.v.

Med hensyn til frihed, så handler det jo ikke kun om, at blive fri fra Spanien, hvilket i praksis betyder, fri fra at tage del i et demokratiske arbejde, fx den grundlov, som de selv har underskrevet. Frihed handler eksempelvis også om, at være fri til at skabe nye veje, der ikke bare går destruktivt imod, men som snarere innovativt og kreativt går imod, idet nye alternativer skabes. Det kreative og innovative mangler. Personligt oplever jeg, at Barcelona de seneste ti år er blevet mere provinsiel og mindre radikal, idet megen kritik ender i en karikatur, hvor alt kendes på forhånd: Spanien er ond, de catalanske separatister er gode. Selvom enkelte slagord dukker op, såsom feminisme og økologi, så udleves de ikke mere her, end andre steder i verden, hvor de også er efterspurgte. I Madrid er der progressive øko-feminister, for eksempel.

Der mangler i Spanien og Catalonien, det, som Korsgaard kalder en lidenskabelig etisk journalist. En, der fasterholder, ”at kendsgerninger er mere værd end anekdoter.”

Anekdoter om Spaniens fascistiske historier er der nok af, men kendsgerningen er, at den spanske borgerkrig sluttede i Madrid, hvor den største modstand mod Franco var; kendsgerningen er, at flere cataloniere hyldede Franco for hans religiøse familieværdier; kendsgerningen er, at den tidligere catalanske præsident Puyol, ønskede immigranter til Catalonien, der ikke talte spansk, fordi de så ville lære catalansk; kendsgerningen er, at den catalanske sprogpolitik får Dansk folkeparti til at fremstå, som de mest kærlige; kendsgerningen er, at de catalanske skoler accepterer stærke politiske symboler og retorik, fx som når forældre hænger bannere eller balloner på skolen fuld af slagord; kendsgerning er, at medier slet ikke viste Marlene Winds debat med Puigdemont i fjernsynet, de viste blot en statsmand, der ukritisk indtog Danmark, etc.

I stedet for ukritisk, at løbe med den forførerende retorik, kunne en turist i Catalonien spørge sig selv, om folket her virkelig lider, om de lever i en diktatorstat, etc. Under borgerkrigen kunne Cataloniere ikke samles i grupper på mere end fire-fem personer, i dag vandrer de rundt i gaderne, hvilket jo netop understreger, at der er demokrati.

Det er kompliceret, men ikke mere komplekst, end der er tale om en veludført strategi, der udfældes i medier og til dels i skoler og familier. Filosoffen Victoria Camp taler om mental manipulation, hvor Spanien gradvist er blevet elimineret fra den kollektive catalanske bevidsthed. Hun nævner sågar, hvordan hendes egen børn blev manipuleret i skolen. Dette projekt går flere år tilbage. Når jeg taler med unge studerende i Barcelona (dette er ikke et videnskabeligt studie, men baseret på samtaler med 13-15 forskellige drenge og piger i alderen 1-20 år, som alle er uafhængighedstilhængere), og spørger dem: Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de prompte: Spanien er fascistisk. Når jeg så siger: Virkelig! Hvorfor vil I uafhængighed? Svarer de: Jamen sådan var det i min familie, i skolen var holdningen gerne sådan, at Spanien var de onde…

Journalistikken må vedblive at være ”fællesskabets trykte dagbog,” citerer Korsgaard sociologen Robert E. Park for at sige. Denne dagbog mangler i Catalonien, hvilket jo selvfølgelig er hele Spaniens ansvar. De mangler generelt en forsoningsproces a la den, som Mandela foretog i Sydafrika. Det er pga. uvidenhed, at løgne, manipulationer og hadet, har det så nemt. Helt simpelt, som en buddhist munk engang har sagt, hvis du forstår, så hader du ikke. Jeg tror reelt ikke, at catalanske separatister forstår den spanske historie i al dens uperfekthed og storhed; den historie, som de selv er en del af. Ligesom mange i Spanien ikke forstår den frustration og det mindreværdskompleks – der præger mange i Catalonien – med tiden er blevet til had og arrogance.

Spanien er et demokrati, et ungt og skrøbeligt demokrati, men at kalde Spanien for Franco-land er ligeså forrykt, som at kalde Tyskland for Hitler-land. Modsat af hvad der forefindes i Catalonien, så er der en kritisk debat i Spanien – også af præsidenten Rajoy. I Catalonien behandler separatisterne, der ellers kommer fra vildt forskellige partier, alle Puigdemont som paven, fordi de deler et had. De catalanske separatister har skabt en religion, hvor objektet ikke er en kærlig Gud, men et had til Spanien. Dette er bekymrende uanset, hvor relevant meget af kritikken af regeringen i Madrid, så end er.

Og på den måde gentager historien sikkert sig selv. Michel Serres har skrevet om, hvordan Romerriget blev bygget på død og had. Modsat Gandhis fantastiske ikkevolds strategi, så har de catalanske separatister intet imod at lyve. At lyve bevidst er, mener jeg, noget ganske voldsomt, fordi det undergraver respekt og tillid, som politikerne og medierne burde skabe. Tillid og mellemmenneskelig respekt er to ting, som der ikke er meget af p.t. i Catalonien.

Min italienske ven og filosof, som er bosiddende her i Barcelona, frygter et nyt Jugoslavien, selv frygter jeg ikke …, men jeg håber, at journalistikken bliver endnu bedre, end den er.

Lea Korsgaards pamflet er et glimrende sted at begynde.

Indifference to Power

A few weeks ago, I read an interview with Noam Chomsky, who claimed that neoliberalism is destroying democracy. He said something similar when I heard him in Barcelona just weeks before the US election that would bring Trump into power. Although always educational, Chomsky tends to be full of despair. Or, in other words, he is far better (and very good indeed) at analyzing than suggesting how to overcome neoliberalism.

Therefore, it was with great interest that I came upon the new book Postanarchism by Saul Newman, who is a professor of political theory at Goldsmith, University of London. It turned out to be a stimulating acquaintance.

Newman doesn’t counsel pessimism or despair; rather, he explores “the contours of a new kind of political terrain, one that is opened up by the nihilism of the contemporary condition.” We are witness, he says, of a new paradigm “that takes the form of an autonomous insurrection.”

Autonomous insurrection could have been the title of the book as well; what the book offers is not another theory of revolution, but rather how to stand up against power. That is, the rejection of the institutionalized forms of leadership as well as all the norms and ideals of neoliberalism that control our lives.

The book is mainly structured around Foucault, but debated illuminatingly with Benjamin, Sorel, Le Boétie, and Stirner—the latter I have never seen used so convincingly. In fact, the book is a strong case for an ethical and political transformation based on a singular will to embrace life.

The German philosopher Max Stirner helps Newman articulate why and how we may distance ourselves from power; from Sorel and Benjamin, he emphasizes how an ontological anarchism is “pure means without end,” and last from La Boétie, he suggests that “we are always and already free.”

The anarchistic ontology that underlies Newman’s project is related to the idea of thinking and action free from any predetermined end. If there are any predetermined ends, we are not really free. Anarchism, therefore, “is a form of politics and ethics which takes the value of human freedom and self-government—inextricably linked to equality—as central …” It is also here where Newman presents his strongest argument against neoliberalism, which is non-power.

Postanarchism, he says, “can be understood as starting from the non-acceptability of power …” Power affects all aspects of our lives—our bodies and minds. “The totalizing nature of the neoliberal regime lies in the fact that we are governed in the name of our own freedom.” We exploit ourselves through our own obedience to the controlling power structures, which only requires our “voluntary servitude.” It is also here—to overcome this problem, that we live as if we wished for our own destruction—that Newman introduces Stirner, who claims that we live in a haunted world, one of abstractions, or “spooks,” or “fixed ideas,” such as “human essence, morality, rational truth, society, freedom—which are claimed to be universally understood and to which we must aspire.” Yet, Stirner shows that there is no essential or unchangeable truth. The challenge, however, is not to follow along with neoliberalism’s favoring of individuals while it nurtures egoism, but to cultivate ourselves as autonomous beings. To take care of ourselves is to affirm ourselves, not some transcendental concepts that takes us away from life.

Stirner succeeds in pleading for such care without falling into selfishness because his idea of the self is a “creative nothing,” a constant flux of becoming.

Thus, the insurrection is a struggle for the autonomous life. Instead of liberating people from power, they should constitute their own freedom, Newman writes. Or constitute their “ownness,” their autonomy.

Newman follows Stirner and uses the concept of “ownness” instead of freedom, mainly because freedom is so problematic today. Ownness refers to self-ownership or mastery. Stirner is quoted for saying: “I am free from what I am rid of, owner of what I have in my power or what I control.”

Indifference to power, as presented in this book, is non-violent. Newman does not advocate for violence, but joy. “[T]he insurrection is a movement of joy, conviviality and the happiness experienced in being together with others.”

Perhaps for this reason, it is a joyous book—one that doesn’t leave the reader in despair, but full of strength to act in more beneficial and existential ways. It’s a book that cares about life. So, instead of launching an assault on power, one should affirm oneself. According to Newman’s reading of Stirner and La Boétie “power does not exist.” I believe he is right.

“To say that power is an illusion is not of course to say that is does not have real effects; rather, it is to deny power’s power over us,” the author clarifies. Rather the point is that power systems are always fragile and—just look at modern governments—and yet, they only become powerful through our free acceptance of them.

“We become free,” Newman writes, “only when we act as though we are already free.”

I highly recommend this book. It is clearly written, well-argued, and very convincing in its diagnosis of contemporary capitalism. But also—and perhaps more importantly—I recommend it because it shows us that another world is possible.

 

Tegnmaskinen

Den italienske sociolog og filosof Maurizio Lazzarato, der bl.a. er kendt for sit arbejde med immaterielt arbejde, har fornyligt udgivet bogen Signs and Machines: Capitalism and the Production of Subjectivity. (Den franske tekst er skrevet i 2010). Bogen udstiller ganske raffineret flere af kapitalismens iboende problemer.

Modsat mange andre kritiske tilgange til kapitalismens systematiske forsnævring af menneskets eksistensmuligheder, er Lazzarato mere deskriptiv end normativ. Den subjektivering, som finder sted i kapitalismen, er en vedvarende proces. Det enkelte menneske formes af en gennemtrængende kapitalistisk diskurs, der ifølge Lazzarato gennemsyrer samfundet. Eksempelvis den, der handler om arbejde versus ikke-arbejde. Magtfulde beslutningstager og medgørlige medier har haft succes med at forme en fortælling, hvor samtidens største problem er, hvorvidt folk arbejder eller ikke arbejder. Det betyder, at Lazzarato ikke spørger, hvordan kapitalismen former os mennesker, som subjekter, men om dens kategorier, fx arbejde versus ikke-arbejde overhovedet fungerer. Giver det mening af se alt gennem kapitalismens optik?

Lazzarato svarer – fra et eksistentielt perspektiv – at de dominerende kapitalistiske mekanismer reducerer menneskets erfaringsdannelse – især det kapitalistiske sprog.

Bogen tænker i forlængelse af Félix Guattaris psykologisk-filosofiske tanker. Disse kan godt være lidt komplicerede, fx hvornår det maskinelle er frigørende henholdsvis reproducerende og mekanisk. Lazzarato støtter sig også til Gilles Deleuze og Michel Foucault, men vender til gengæld ryggen til Alain Badiou og Jacques Ranciere. Han er ret udtalt i sin kritik af disse, såvel som af Judith Butler og hendes (mis)forståelse af performancebegrebet.

Det, der især gør Lazzarato vedkommende er, at han modsat mange andre af samtidens teoretikere, ikke refererer til litteratur eller kunst for at understøtte sine pointer. Han er empirisk velbevandret i de politiske – til dels også i forretningslivet.

Fra Foucault har vi lært, at de liberale styringsformer, altid er en styring af befolkningen. Begrebet biopolitik refererer, fx til fødselsreguleringer og død, demografi styring, regulering af produktion og risici. Han viser også, hvordan de liberale styringsformer kontrollerer den offentlige mening. Politikere og medier anvender samme plotrige dramaturgi, hvorved de plotter samfundsmæssige problemer frem (jf. arbejde versus ikke-arbejde). Lazzarato skriver: ”Indeed, scholars and experts, ’are thus forced to become journalist if they want to conform to the norm’ of modern-day communication.” Dagbladet Information ”uddanner” eksempelvis yngre forskere i medietræning. Jeg har hørt, at flere danske højere læreanstalter har en tavle hængende, hvor hver forsker kan se, hvor meget han eller hun er blevet citeret i medierne. Medierne kan være forførende, men også hæmmende på grund af dens trang til at sælge budskaber, der kan vække velkendte følelser og forargelse, som kan generere flere historier til medierne. Lazzarato beskriver også, hvordan et medie som fjernsynet (uanset program, skriver han) konstruerer intervieweren, som et subjekt af udsagn, såvel som subjekt til en maskine, der gradvist overtager den interviewede talestrøm, mens den guider denne i retning af de dominerende ytringer. Dette ses fx når medierne gerne vil tegne et velkendt billede, som den interviewede gradvist føres ind i. Det er ganske naturligt, rent kunstnerisk, at Peter Høeg foretrækker at leve tilbagetrukket for ikke at blive distraheret.

Udfordringen er, skriver Lazzarato, at ”move beyond both language and semiotic.” Det vil sige, komme i kontakt med det ikke verbale. Dette kan bl.a. ske ved at skærpe ens blik for de betydningsfulde erfaringer, som ikke kan rummes i de herskende narrativer. Og dette kan være svært i en medieret virkelighed. Medierne kan trods alt putte ens navn på den hvide tavle, som den mest citerede. Samtidig udgør medierne også virkeligheden for mange mennesker. For mange eksisterer der ikke verden udenfor den, som medierne skildrer.

Hvordan kommer vi ud af denne hæmsko?

Bergson sagde, at bevidsthed ikke er om noget, men noget. Øjet er i tingen. Pasolini sagde, qua sit virke som både filminstruktør og digter, at filmens blik, ”forces him to become conscious of and to catalogue all things that a film shot contains. The writer transforms things into words … while the ’signs’ of the cinematographic system are nothing more or less than the things themselves in their materiality and reality.” Eksempelvis burde der ikke være nogen grund til, at en forfatter i interviews fortæller, hvad hendes eller hans bog handler om, hvad litteratur er og ikke er, fordi denne verbalisering minimere læserens muligheder for at møde værket i al sin stoflighed. Enhver form for diskursivpositionering skyldes kapitalismens dominans, hævder Lazzarato.

I bogens mest originale kapitel, genopdager Lazzarato Foucaults begreb ”parrhesia”, som han smeder sammen med Mikhail Bakhtins tanker om talehandling. Sproget er kun et tegnsystem blandt flere. En talehandling er en begivenhed, der skaber noget ikke determineret, fordi den åbner muligheden for et engagement, et singulært engagement, der finder sted lige her og nu. Her er rammerne ikke givet.

Parrhesia stiller Lazzarato overfor performance, som er en handling, der altid er mere eller mindre institutionaliseret. Dens effekter er kendte. Ideen om performance kendes også fra performance management, hvor en medarbejders performance vurderes ud fra nogle allerede veldefinerede mål, som medarbejderen og lederen i fællesskab forpligter sig på. Parrhesia skaber et brud, en diskontinuitet, der åbner for nye muligheder og farer. Det svarer til at en stiller sig op og sige tingene, som de er. Som en festtale i filmen Festen, hvor udfaldet på ingen måde er forudsigeligt og velkendt, fordi taleren netop ikke performer i henhold til et givet mål, der handler om lun hygge og sovsede pjatterier, men som et vidne. Sandheden forpligter den enkelte på hans eller hendes egen eksistens, ikke en institutionaliseret komfortisme.

”Life can only be understood as an event,” siger Bakhtin. Livet er et vedvarende møde med verden, som endnu ikke er fuldendt. Det er en begivenhed, der rejser nye problemer, som vi måske kan overkomme. Det er spontant. Konstant destabiliserende. Det er, hvis vi tager Lazzarato seriøst, kapitalen som har gjort mange unødigt forfængelige. Mange forføres af den prestige og status, som eksempelvis er forbundet med at være afdelingens mest citerede forsker i denne måned.

Det frigørende ligger i selve opmærksomhedens gestus. Evnen til at lade sig berøre. Det ligger i modet til at stå imod den herskende dramaturgi. Det handler om ens evne til at opfinde et rum, hvor det, som også sker, kan ske. Række noget videre; noget, som ikke nødvendigvis passer ind nogen steder. Modsat kapitalens fortælling, er livet, som en begivenhed, ikke determineret. Det sker. Det kommer bagfra. Det overrumpler en. Det tvinger en til at tænke. Og det er måske kapitalens største problem: Det tvinger ingen til at tænke.

Der er mere gods i bogen. Den er godt skrevet, fordi den er godt tænkt. Den er enkelte steder lidt svær, men besværet skærper ens blik. Lazzarato er en af samtidens store.

Ikke som viden om

Det er en ældre bog, som jeg har fået tilsendt. Jeg kan huske den fra mine studier i videnskabsteori. Er det virkelig så lang tid siden?

The Theory of Knowledge hedder bogen, den er fra 1998, og den beskriver ganske pædagogisk de erkendelsesmæssige problemer, som filosofien beskæftiger sig med. Helt centralt står begrebet viden. Hvad er viden? Hvordan kan man få adgang til viden? Hvordan kan man verificere eller falsificere viden? Det er med andre ord en introducerende bog, der behandler begrebet viden tematisk.

En klassisk definition af viden stammer fra Platons dialog Menon. Den lyder: Viden er begrundet sand overbevisning (Justified True Belief – JTB). Det er en flot definition, men ikke helt gnidningsfri.

Bogens styrke er dens nidkære gennemgang af disse tre komponenter. Eksempelvis, beskriver bogen hvordan ens overbevisning eller tro kan variere afhængig af ens hukommelse. Hvis du ikke kan huske statsminister Anders Fogh Rasmussen (måske har du fortrængt ham!), kan du så for alvor tro, at det er sandt, at han engang drev Danmark i krig på en løgn?

Noget er overbevisende eller troværdigt, hvis det giver mening, hvis det repræsenterer noget, det vil sige er om noget. Det er klart, at denne repræsentationsfigur har det med at reducere viden til noget, som vi allerede kan forklare, noget som allerede giver mening. Jævnfør hele ideen om viden om.

En stor del af den vestlige videnskabshistorie er reducerende, idet den foretrækker at se bort fra anomalierne, fejlene eller støjen i systemet. Alt det som ikke lige passer ind. Den vestlige videnskabshistorie arbejder alt for ofte ud fra en ide om linearitet. Det vil sige, kender vi mindstedelene i en hændelse, så kan vi forudsige ”næste” skridt. Lidt ligesom at tælle: 1, 2, 3, 4 … kender man reglen +1, så er det nemt at forudsige næste tal. En sådan tilgang kan være hæmmende, som når nogle mennesker tror, at en filosof anno 2013 partout er mere vis end en, som ville fylde 200 år i 2013. Nej, vel? Den kan også være normativt hæmmende i sin higen efter det samme. Men, men, men. Heldigvis, har Michel Serres  (og mange andre) lært os, at det netop er støjen, som får systemet til at fungere. Der er ting, som vi ikke kan forudsige, som får os til at tænke. Der er en masse ting som kan give os viden, selvom vi ikke kan forudsige, hvad der vil ske i morgen eller om tyve år. Vi kan kun vide dette, ved at gennemleve disse tyve år. Viden, ikke som viden om, men som erfaringsdannelse. Det er også i forlængelse heraf, at ens tilgang bliver interessant, fx hvorvidt man er åben og opmærksom, såvel som accepterer at ens nuværende viden ikke ligefrem kvalificerer en til nogen som helst sammenligning med Oraklet i Delfi. En sådan diskussion mangler bogen.

Tilbage til bogen, så er spørgsmålet om tro eller overbevisning relateret til den information, som er tilgængelig. Virker den troværdig eller ej. Et svar herpå afhænger selvfølgelig af den enkelte persons opvækst, familie, kultur m.v., da dette præger ens tolkning eller forståelse af informationerne. Samt en kildekritisk sans. Under hvilke omstændigheder sagde X dette?

Anderledes stringent forholder det sig med begrebet sandhed. Det er vigtigt at sandhed og begrundelse holdes adskilt, da denne adskillelse tillader falsificering, fx af en ubegrundet sand overbevisning (fx abduktion eller intuition); eller en begrundet falsk overbevisning (jf. en overbevisning om masseødelæggelsesvåben i Irak). Med hensyn til sandhed, så ridser bogen de klassiske ideer op: Korrespondens, kohærens, relativisme, m.fl. (man kunne indvende, fx med Foucault at sociale livsformer sjældent er kohærente, men stadigvæk producerer viden). Det hele synes dog at pege i retning af, at begrundelsesprocessen er vigtigst. Man kunne sige, at sandheden er overbevisende. Det er et overbevisende argument, som kunne udfoldes mere, ja, overbevisende.

I bogen er sandheden noget, som man kan komme frem til ved hjælp af forskellige metoder: induktion, deduktion eller abduktion. Sidstnævnte (abduktion) foldes ikke rigtigt ud, da bogen generelt er skeptisk overfor pragmatisme. Til slut runder bogen af med at beskrive forskellige kilder til viden, fx om mennesket fødes fuld af viden, som bare skal lirkes ud af en kyndig Sokrates. Eller om mennesket fødes som en ren tavle, etc.

Et problem, som behandles alt for kort er the Gettier problem. I en artikel fra 1963 beskrev Gettier nogle problemer med JTB. Hvis P er en begrundet sand overbevisning, så er det fordi du ved P. Men nogen gange ved du ikke P, men er bare heldig eller uheldig. Det betyder også, at viden eller begrundet sand overbevisning ofte kædes sammen med validitet, reliabilitet, gyldighed, sikkerhed m.v. – treenigheden kan ikke stå helt alene.

Bogen er rimelig lige til. Jeg husker den bedre. Det vil sige, at jeg i min læsning anno i dag finder flere svage punkter, fx den lidt skødeløse sidebemærkning om Wittgenstein og begrebet kontekst, pragmatisme og Gettier. Den bruger lidt for meget krudt på skepticisme (så hellere kritik). Dens styrke er dyrkelsen af dens egen måde at begrunde på, men dens svaghed er ligeledes dens overbevisning og forestilling om sandheden, som noget givet. Viden bliver gjort til et lidt for køligt begreb. Jeg savner lidt ignorancens betydning for skabelsen af ny viden. Ikke ignorance forstået som dumhed, men erkendelsesmæssig ydmyghed; en accept af alle de spørgsmål, som ens manglende viden åbner op for. Ignorance er det, som i det lange løb gør os klogere.

Du må ændre dit liv

Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af?

Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Som talte jorden direkte til os. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række dét videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer.

Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommendes daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokuserer i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik hvilket jeg selv forsøgte at udfolde i forbindelse med Jørgen Leth. Et andet eksempel kunne være sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller, et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life.”

Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden, at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. F.eks. gallerister der køber deres egne kunstners værker til overpris, hvorved de fastholder kunstnerens markedværdi.

Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst (jf Leth).

I en tid, hvor det vælter ud med bøger, der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!

Blog at WordPress.com.

Up ↑