Why I love football

No one knows for sure why so many people love football. Football is a mixture of nothing and everything. Most the latter, I will argue.

Trying to make sense of football, I am aware, there is a risk of overintellectualising the game, of ‘reading’ it metaphorically, symbolically or addressing all kinds of psychological, political and philosophical aspects of life. Nevertheless, all these aspects are part of what makes football special. There are, after all, numerous way of how and why football plays a major role in many people’s lives.

As long as I can remember, football has been a part of my life, from playing, to watching it as a neutral spectator or a fan, to selling beer and sausages at a stadium in Denmark’s best league, to being a father of children who play football in Spain.

“Football is a simple game. Twenty-two men [or women] chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win,” the English captain Gary Lineker once said. He was wrong, of course, and he knew it. In 1986, Lineker and England lost in the World Cup quarter-final to Argentina due to Maradona’s two famous goals: one with the help of God, the other godlike. In 1992, Denmark beat German in the European Cup Final.

Perhaps, football is not that simple.

Unlike many other games, it’s played at a particular time and place and for a certain time and the players change clothes before playing.

Time. Place. Clothing.

Read the rest of the essay in The Football Pink

Stakkels Jim

Min nye roman Stakkels Jim udkommer i dag på forlaget Brændpunkt!

Romanen tager os med på en episk rejse gennem døden, venskaber, kunsten, og hvad det overhovedet vil sige at være (eller ikke være) et menneske. Efter sin storebrors død går Jørgen til grunde. Ulykkelig af sorg flår han sig løs af sin fortid, og forvandler sig til kunstneren Jim. Undervejs i sin forvandling møder han den jævnaldrende Iggy, der bliver et holdepunkt i Jims turbulente liv. På en druktur lover Iggy – mest i sjov – at fortælle historien om Jims kunstnerliv. Men da Jim en dag forsvinder, føler Iggy sig forpligtet til at dele sin vens historie; en historie, der viser sig at gemme på en skræmmende hemmelighed. For hvad sker der, når vi kan se et andet menneskes liv? Skal Iggy fortælle hele historien?

Bogen kan købes i paperback eller E-bog

Læs anmeldelse fra Berlingske Tidende her.

Nietzsche and Psychotherapy

It looks like the 21st century will become one of philosophical therapy.

Philosophy has moved out of the ivory tower and back into the public sphere from where it began. At times, this trend enhances the public debate and, at others, only populates philosophy to make it more marketable. The latter is often disguised self-help literature.

Another, more important reason for the awakening of philosophy is that many of today’s illness cannot be graphed using psychology. Stress, burnout, borderline, and depression can no longer be regarded as individual diagnoses. Rather, they are symptoms of a sick society. Among the philosophers who are often used in philosophical therapy, is the late Wittgenstein and his mantra “meaning is use,” or existentialist, especially when they are dealing with a pallet of powerful concepts, such as false belief, anxiety, authenticity, responsibility, freedom, and perhaps most popular, stoicism, which some used to overcome their vulnerabilities and attain peace of mind. For example, the stoic tries to eliminate the passions that cause a person to suffer. Stoicism is closely related to religious or spiritual thinkers in that they operate based on a kind of salvation, a stage in which they no longer suffer from pain or loss.

Then, there is Nietzsche.

Psychotherapist Manu Bazzano has written Nietzsche and Psychotherapy. Unlike the stoic, Nietzsche saw suffering and loss as a part of what makes a life worth living. A full and flourishing life has something at stake. For example, my love for my wife and our children makes me vulnerable because I could lose them.

Nietzsche and Psychotherapy can be read as a Nietzschean experiment that brings some of the German thinker’s concept, including joy, becoming, will to power, etc., into psychotherapy.

Bazzano shows how radical and powerful a thinker Nietzsche is, as well as how psychotherapists can learn or be inspired by his thoughts.

 For example, he tries to compare the life-affirming and life-denying approach by taking what works from psychotherapy and adding a dose of Nietzsche where these practices do not work. “In person-centered therapy it is assumed—rightly, I think—that the person receiving therapy is in a states of incongruence… It is also generally assumed—wrongly, I think—that ‘successful’ therapy means the coming together of organism and self-concept” (p. 31).

The first is right, according to the author, because those who suffer from a crisis indirectly are inviting creative experimentation into their lives. However, they do not do so to find themselves but to overcome. The self is not found; rather, it is achieved or created.

According to Nietzsche, philosophy starts in fear. For example, fear in today’s performance or achievement society has reduced education and therapy into punishment. Here, Bazzano tries to liberate psychotherapy so it becomes more creative and less judgmental. “Therapeia means, after all, healing…The nihilistic, life-denying influence of our culture has made sure that psychotherapy replicates these principles, thus functioning as a mouthpiece for a pervasive ideology of resentment” (p. 134). Instead of a passive nihilistic approach to life, Bazzano suggests the adoption of an “active nihilism” that turns therapy into a kind of entertainment, a term that originally means  “holding together” (p. 150).

Holding what together, we might ask. A myriad of interpretations of what it is that actually is holding life together (or potentially might hold it together), and how intense it is doing so, etc. The approach related to Nietzsche goes against a mechanical, teleological or strictly normative approach; instead it opens for a more intuitive, poetic and liberating relationship to and with life. “Where you can guess, there you hate to deduce,” Nietzsche is quoted for saying. Bazzano call it “therapy without prejudice” (p. 82).

In a psychotherapeutic setting it “means that the criteria of true and false no longer have primacy and are superseded by new criteria of high and low, noble and mean. What begins to matter more is the sense and value of what one thinks, feels and says” (p. 165). In his book on Nietzsche, the French philosopher Gilles Deleuze said something like that we have the thoughts and feeling we have due to our form of life.

Reading Nietzsche and Psychotherapy, you instantly notice that Bazzano is a man with an agenda. He exemplifies Nietzsche, where the German said: “Every talent must unfold itself in fighting” (p. 50).

The book is not a critical inquiry into Nietzsche, but one using Nietzsche to conduct a critical inquiry into psychotherapy, yet always trying to do so in an affirmative way. I would not recommend the book to readers with no knowledge of either Nietzsche or psychotherapy. However, if the reader has some experience in these areas, the book is inspiring. Furthermore, the book is full of illuminating quotes by Nietzsche and Deleuze, which actually make it archaeological.

The writer ends, “We go on digging. The conversation is infinite.”

Review published in Metapsychology, Volume 23, Issue 24

Philosophy as Poetry


In 2004, the American pragmatist philosopher Richard Rorty spent three days holding his Page-Barbour lectures entitled Philosophy as Poetry. Its beautiful title captures important aspects of Rorty’s philosophy. 

Philosophy is not about presenting solutions to problems but inventing problems worth exploring. Some of the problems that Rorty addresses relate to the notion of origin and reality—both concepts are not something given or static. For example, philosophy is not a thinking tool aimed at representing reality; rather, it’s a curious and creative exploration of what is possible.

For Rorty, at least in these three lectures, philosophy begins when we overcome the representational figure of thinking (i.e. reality versus appearance); actually, it begins with a wondering imagination. Perhaps for this reason, he—like many continental philosophers—sees philosophy as a literary genre. According to the French philosopher Michel Serres, a work of fiction can often produce far more experience, knowledge, and testing of our moral limitations than some philosophical papers. 

So what is Rorty saying? 

“… we need to think of reason not as truth-tracking faculty but as a social practice,” he says, continuing, “We need to think of imagination not as the faculty that produces visual or auditory images but as a combination of novelty and luck. To be imaginative, as opposed to being merely fantastical, is to do something new and to be lucky enough to have that novelty be adopted by one’s fellow human, incorporated into their social practices.” 

Later, he clarifies: “What we call ‘increased knowledge’ should not be thought of as increased access to the Real but as increased ability to do things—to take part in social practices that make possible richer and fuller human lives.”

Philosophy is a creative and imaginative practice proposing new ways of living more humanely, which always seemed to be one of Rorty’s concerns

From Emerson, Rorty takes the notion that there “is no outside, no inclosing wall”, there is nothing outside language. Language comes to us with the world like a wave hitting the shore. 

“Every human achievement,” Rorty says, “is simply a launching pad for greater achievement … There are only larger human lives to be lived.” 

Referring to Schiller, Shelley, and Nietzsche he emphasizes that we must become “the poets of our own lives”, echoing Nietzsche’s commend; however, not just our own lives (which would be an ego trip) but for “the world in which those lives are lived is a creation of the human imagination.”

Imagination is the principle vehicle of human progress. If you can’t imagine another world, then you can’t act responsibly. Thus, the task of philosophy is to create better poems, to achieve something better, to expand life. 

In a similar way, when Nietzsche tried to overcome Platonism, he said that it’s not about self-knowledge but “self-creation through self-description.” Reason, in other words, works only within the limits set by imagination. Or, as Wittgenstein, another of Rorty’s companions, said, “We should not ask about meaning but only about use.” For example, “… if we have a plausible narrative of how we became what we are, and why we use the words we do as we do, we have all we need in the way of self-understanding.” 

Rorty’s philosophy as poetry is narrative and inconclusive—just like life is. The words we use to describe the world change because everything in life changes. Therefore, the search for truth is also a search for justification, and being “rational is a practice of giving and asking for reason, not the employment of an innate truth-tracking faculty.” 

If there is a romantic formula, it goes something like this: you imagine something novel, like catching an idea; you then test and experiment with this idea, and perhaps this novelty is so good that it will become a new social practice. 

Can I Involve You?

I took the elevator up to the third floor. Normally, I would have taken the stairs in order to get a bit of exercise. But normal doesn’t exist anymore. Did it ever?

I just turned thirty-seven and I am feeling slightly lazy after having written books for the last decade or so. Not that writing books is a cushy job. Quite the contrary. It’s freaking hard work. It’s just that I do it sitting down, five to six hours a day. And I do it every damn day! That takes its toll on the thigh muscles. At times my limbs creak more than the chair I sit on. I know, it’s an overused metaphor, but I can only blame IKEA for this unpleasant sound. Well, nevertheless, or maybe because of all this, I took the elevator. I also didn’t want to arrive sweaty or out of breath. I hate sweaty people. I hate people who are out of breath.

Up on the third floor, a youngish artist had an exhibition called Moving Borders. I had been sent to cover the exhibition for a major Spanish journal. The artist was “up and coming,” they said (the journal in Spain that is) when they called to offer me the assignment. Up and coming. Who isn’t? I thought, but of course I didn’t say that. Like so many other writers before me, I said basically nothing unless in writing. Instead, I watched everything with all of my senses open. I watched and watched until my eyes stung. I looked like the English comedian Marty Feldman. Google him, if you don’t get an instant image.

Read the rest of the short story in Daedalus Magazine

Philosophy as fiction

“For me, philosophy is a way of living and not an academic discipline that requires you to swallow a certain amount of information to pass. Most great novelists are philosophers. The Danish philosopher Søren Kierkegaard once said that literature in order to become philosophy must become fiction. I like that. It also shows that the distinction between philosophy and literature is rather new—perhaps stemming from Kant—but does it matter if Nietzsche, Kierkegaard, de Beauvoir, and all the others are classified as philosophers or writers?”

Read the rest of the interview in Under the Gum Tree.

Meningens logik

Den franske filosof Gilles Deleuze er en original og kreativ tænker. Det er derfor glædeligt, at forlaget Klim har valg at oversætte Meningens logik til dansk. Bogen, der udkom på fransk i 1969 og engelsk i 1990, er – ifølge forfatteren selv –  ”et forsøg udi den logiske og psykoanalytiske roman.”

I dag er romanen heldigvis så fleksibel en betegnelse, at alt kan høre ind under denne genre, så lad os bare kalde Deleuze filosofiske bog for en roman. Det giver mening, når nu romanens hovedperson er Meningen. Og det er Meningens logik, altså dennes biografi, som forfatteren beskriver for læseren. Faktisk er det en roman, der viser psykoanalysens mangler, når det kommer til at forstå meningens kompleksitet.

”Det hører med til tilværelsens væsen at gå og pege i begge retninger på engang,” skriver Deleuze med reference til, hvordan meningen er udspændt mellem fortiden og fremtiden. Det er et sted her imellem, at den finder sted.

Den franske filosof går genealogisk og strukturelt til værks. Han fortæller, at antagelsen om at sandheden er en del af meningen, ikke er tilstrækkelig til at forstå meningens logik. Af samme grund spørger han, ganske pædagogisk: Hvordan bliver noget sandt?

Rent strukturelt (og traditionelt) hænger sandheden og meningen sammen. Logiske sætninger eller udsagn giver mening, fordi 1) de refererer til eller peger på noget eksternt, 2) de åbenbarer en overbevisning eller et begær, der passer sammen med sætningen, eller 3) de demonstrerer en sammenhæng mellem en historie og en anden. Det sagte passer ind, hvorfor det giver meningen.

Men hvad nu, hvis ord, handlinger, ting og dét, som sker, ikke hænger sammen? Tag for eksempel sætningen: ”Det regner.” Hvad er ”det” som regner, hvad refererer ”det” til? Eller, som Deleuze viser med hjælp af forfatteren Lewis Carroll, et sted siger Carrolls vidunderlige Alice fra eventyrlandet: ”hvis du kun talte, når du blev talt til, så ville ingen nogensinde sige noget.”

Meningen logik giver plads til vrøvlet, det opfindsomme og skabende.

Meningen, siger Deleuze, er udsagnets fjerde dimension (jf. de tre førnævnte: pegende, åbenbarende og manifesterende). Det er den stoikerne opdagede sammen med begivenheden. ”Meningen er det af udsagnet udtrykte, dette ulegemlige ved tingenes oveflade, irreduktibel kompleks entitet, ren begivenhed.”

Meningen er ikke et spørgsmål om dybde, da det ”der er dybere end enhver bund, er overfladen, huden.” Meningen eksisterer ikke engang, men den vedholder eller består. ”Til Alices kroningsmiddag, spiser man enten det, der bliver stillet frem, eller man bliver fremstillet for det, man spiser.” At spise og blive spist sameksisterer. Meningen er ”Noget, aliquid, på én gang yder-væsen og vedholden, dette mindstemål af væren, som passer til det vedholdende.”

Et sted i værket, der består af 34 serier, fastslår Deleuze: ”Begivenheden er selve meningen.” Hvad er så en begivenhed?

Det er et sæt af singulariteter, af særegne punkter, skriver filosoffen. ”Singulariteten er væsentligt set før-individuel, ikke personlig og a-begrebslig … Den er neutral.”

Begivenheden er et nøglebegreb i hele Deleuzes filosofiske værk. At begivenheden er selve meningen skyldes, at begivenhedens modus er det problematiske. Det betyder nu ikke, at der findes problematiske begivenheder. Snarere at begivenhederne ”angår problemerne, hvis betingelser de definerer.” Begivenheden i sig selv er problematisk og problematiserende. En begivenhed er ikke mere eller mindre meningsfuld, fordi dette ville forudsætte en reference, som begivenheden ville blive tolket i lyset af. Derimod fremsætter begivenheden de elementer, som kan blive meningsfulde.

Et problem bliver bestemt af de singulære punkter, som udtrykker dets betingelser. For eksempel, da Nietzsche sagde, at gud er død, så bestemte han et problem, der var betinget af at mennesket ikke længere kunne læne sig opad en ukrænkelig og hellig instans; en instans, der kunne fortælle mennesket, hvad der var værdifuldt. Hermed bestemte Nietzsche problemet. Og et problem har altid den løsning, ”der tilkommer det, ifølge de betingelser, der bestemmer det som problem.” Så, filosofi handler ikke om at finde en passende løsning, som eksisterede der allerede en løsning til ethvert problem. Tværtimod. Filosofi begynder med opfindelsen af et problem.

Måske kan læseren forestille sig Nietzsche, mens han kigger rundt og observerer mennesket; han ser, at det virker handlingslammet og vakkelvornt, hvorefter han formoder, at det skyldes at dets guide, dets gud, er død.

Inden filosoffen begynder at skabe begreber, hvilket Deleuze ser som filosofiens opgave, så må han eller hun bestemme et problem. Nietzsches begreb ”Vilje til magt” er et begreb, der overkommer problemets betingelser, nemlig den manglende sikkerhed qua guds død, hvorfor mennesket nu selv, ganske modigt, må skabe værdier.

”Meningen er aldrig princip eller oprindelse, den er frembragt,” skriver Deleuze. Den frembringes af nye maskinerier, det vil sige, nye forbindelser som når noget går i noget andet, tredje, fjerde … og pludselig går itu. Den rhizomatiske og horisontale tænkning, som Deleuze introducerer sammen med Félix Guattari i Tusind plateauer understreger, at meningen ikke er hierarkisk eller vertikal. Deleuze er stærkt uenig med Platons forestilling om, at filosoffen er en der render rundt med hovedet oppe i skyerne. Der er intet dybere end overfladen, intet dybere end sminken, tatoveringen; intet dybere end dét, som sker. Meningen er aldrig ”oprindelig, men altid forårsaget, afledt.”

Meningens logik er en fantastisk bog. En filosofisk roman for alle – inklusiv alle os som måske aldrig bliver andet end ikke-filosoffer. Bogen er lærd, men ikke tung; den er svær, men luftig, sjov og ganske klar. Den er fuld af smukke sætninger. Faktisk rummer bogen noget af det smukkeste, der nogensinde er blevet skrevet om etik. ”Enten har moral ingen mening eller også er det dette, den vil sige, og som er det eneste, den har at sige: Ikke at være uværdig til det, der indtræffer for os.”

Etik = at gøre sig værdig til at bære det, som sker.

”At blive værdig til det, der indtræffer os, altså at ville det og frisætte begivenheden deraf, at blive søn af sine egne begivenheder, og at blive genfødt derigennem, at få sig en ny fødsel, at bryde med sin kødelige fødsel. Søn af sine begivenheder og ikke af sine værker, for værket bliver selv kun frembragt af begivenhedens søn.”

Der er tale om en generøs og ydmyg filosofi, der ikke forfængeligt klamrer sig til sine værker, men erkender, og udlever, det faktum: at livet former os.

At filosofere kræver en opmærksom omgang med det, som sker, for at kunne give plads til det. Meningen er noget som bliver til i mødet med verden. At forstå meningens logik er at forstå, at ingen ejer hans eller hendes tanker. Dermed er det nu ikke alle forundt, at kunne frisætte begivenheden, problematisere og tænke med den.

Afsluttende er det måske passende at forsøge, at tænke med Deleuze. Hvordan finder man ind i #MeToo-bevægelsens kraftcenter? Følger vi Deleuze skal vi ikke lede efter en dybere og mere oprindelig mening. Hele bevægelsen er en maskine af forskellige forståelsesudsagn, der handler om køn, sex, magt, overgreb, kapitalisme, etc. Deleuze ville ikke fortolke bevægelsen, men følge den; give plads til dens forskellige eksperimenter, der nedbryder rigide og ofte diskriminerende strukturer. #MeToo handler om at en minoritet skaber et større sprog. Et sprog, som på sigt ikke kun vil omhandle bedrestillede kvinder fra den vestlige verden, men også kvinder der er stærkt undertrykt i religiøse samfund eller på grund af økonomisk ustabilitet. Det er en potentielt set altfavnende bevægelse, der kan fremme respekt, omsorg og lighed.

Meningen handler ikke om identitet, rødder eller hellige ydre reference. Meningens logik er derimod noget blivende, noget som befinder sig i mellemrummet, som når ”sundheden bekræfter sygdommen, når den gør sin afstand til sygdommen til en genstand for bekræftelse.” Meningen er ikke en dualistisk dans mellem det sunde og det syge, som noget fasttømret. Snarere fremkommer den, når vi kan begribe det, der relaterer sundheden og sygdommen til hinanden. Når vi tør placere os i mellemrummet, dér, hvor det hele finder sted.

Det sunde handler om at kunne bære ens egne sår, skavanker, mangler og middelmådighed. At ville begivenheden er, at ville livet – i al dets perversitet.

Det er meningens logik. Læs den.

 

Meningens logik, Gilles Deleuze. Oversættelse og efterskrift ved Christian Rud Skovgaard, Klim.

 

Camus: A Life Worth Living

The French writer, Albert Camus was ‘a moralist who insisted that while the world is absurd and allows for no hope, we are not condemned to despair.’

Like this, the historian Robert Zaretsky presents Camus in the book, A Life Worth Living — with the subtitle, Albert Camus and the Quest for Meaning. Camus was a moralist, but not a moralizer. He did not judge from a higher or more lucrative position, but tried to grasp what took place. He tried to create meaning where none was given.

Zaretsky organizes his portrait of Camus around five key-concepts: Absurdity, Silence, Measure, Fidelity and Revolt. The concepts are strongly related; that is to say that certain points in Camus’ thinking are repeated, but never in a tiring way. On the contrary, Zaretsky develops an intimate portrait of Camus showing how it most likely was for him to be in this world. Camus is placed both in his historical context — whether it is the struggles between Algeria and France, or between Sartre and Camus — and in conversation with contemporary thinkers.

What do we learn about Camus?

Like Nietzsche, Camus detested any kind of resentment. He knew that being faithful was not a virtue in itself. Instead, one only ought to be faithful towards a life served in happiness. Happiness, therefore, seems to be the main thread in Camus’ struggle. Not as something shallow, but as an existential guide that could help him balance his thoughts. This is an interesting reading.

Happiness is, of course, a difficult task for Camus. First of all, the world is absurd. It is without any meaning. One must invent meaning, just as one must ‘create happiness in order to protect against the universe of unhappiness.’ At times one can only do so by being silent. As Camus says, ‘we do not write in order to say things, but in order not to say them.’

Camus was a pragmatic. He did not idealize life or describe it through theoretical abstractions. He wished to witness life as an experience — no matter how painful or beautiful it appeared. This practical approach caused him several problems, going from his battles with Sartre and Merleau-Ponty, especially their idealized Marxism, to the confrontation with an Algerian student who, the day before Camus received the Nobel Prize in literature, criticized Camus for his silence over Algeria. At one point, Camus famously said: ‘People are now planting bombs in the tramways of Algiers. My mother might be on one of those tramways. If that is justice, then I prefer my mother.’

Zaretsky portrays Camus as a real human being, albeit a bit more gifted than most of us. His most impressive achievement is, I think, that he succeeds in describing Camus’ quest for meaning as if it was a psychological case-study. Recent studies in psychology show that a one-sided quest for happiness can result in the opposite. Instead, having a purpose or being able to produce meaning is more important to make a life flourish. ‘Today,’ Camus said in an interview, ‘happiness has become an eccentric activity. The proof is that we tend to hide from others when we practice it.’ Sixty years later, happiness seems to be something quite ordinary, vague even, that the majority of people like to expose. And yet, whether eccentric or ordinary, a deep felt happiness — then as now — is something that requires ‘attention and effort.’ There is no quick fix for achieving a life worth living.

For Camus, suffering is part of thinking. It is related with one’s active involvement in life. Paying attention. Trying to make sense. One might realize that violence is ‘unjustifiable,’ because of one’s compassion and empathy. As a consequence, one acts. ‘Rebellion, Camus declares, is born of the spectacle of irrationality.’ Like the ancient Greeks, Camus based his thoughts on the idea of limits, Zaretsky says. Nothing should be carried to extremes. Nothing should be denied beforehand. The quest for meaning never stops.

I believe that Zaretsky’s book  is not only interesting for readers of Camus, laymen as well as scholars (i.e. scholars from various disciplines, e.g., literature, philosophy, history and psychology), but also for anyone who would like to change the state of things. It can serve as a toolbox for future moralist! Changing the world requires more than a glittering or candied ideal. In fact, it requires a courageous and honest sensuality that allows one to be touched by life and death as something real — an experience.

Camus questioned life from within this life, the only life there is. No appeal is possible. Still, if we trust Zaretsky, Camus lived a life worth living because of his ongoing quest for meaning, a quest that brought him moments of happiness. ‘For Camus, true nobility lies in lucid acceptance of the world, its beauties and its limits, its joys and its demands, its inhabitants and our common lot,’ Zaretsky concludes beautifully. Absurdity might ‘ambush us on a street corner or a sun-blasted beach. But so, too, do beauty and the happiness that attends it.’ All it requires is attention and effort.

This book is worth reading.

Finn Janning, Ph.D. in philosophy, is a writer.

Review first published in Metapsychology, Volume 18, Issue 30

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

Philosopher or Meditator?

“The artist is a seer, a becomer,” wrote the philosopher Gilles Deleuze and the psychiatrist Félix Guattari in their 1996 book, What Is Philosophy.

I thought of this quote the other day, when a student of mine asked me, “What are you: a meditator or a philosopher?”

I’m not sure whether there is—or has to be—a difference, I told her, “I’m a philosopher who meditates. I guess like a carpenter, schoolteacher or football player sometimes does that, too.”

“So to philosophize is, in a way, to meditate,” she said.

“Yes.”

… read the rest of the essay here