Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer. 

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig. 

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer. 

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information). 

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære. 

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.  

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”. 

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre? 

Filosofi besidder dette aspirerende element. 

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om. 

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette. 

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?