Tag: Qatar

FIFA and the Refusal of Moral Progress

It has become obvious that something is rotten in the internal governing body of football (soccer), the Fédération Internationale de Football Association (FIFA). Qatar is the evidence.

If FIFA wishes to achieve new goals or pursue a vision for a better future, then it needs a leader. Or different leaders. Leadership is often described as “doing the right thing.” Knowing what is the right thing to do and how to defend this position, for example, by arguing why it is right, makes a leader ethical.

It might be too late for FIFA due to the growing number of scandals. However, if it manages to regain some sort of confidence from its stakeholders—fans, sponsors, players, and the public—it needs ethical and responsible leadership.

For more than ten years, the nomination of Qatar as host of the World Cup has been infected by a growing list of ethical problems. To mention just the two most prominent ones: the numerous deaths of migrant workers, who built the stadiums, and the denial of basic human rights for LGBT people and women.

During the past two years, public protest has escalated as many journalists have created exemplary investigative and critical journalism about FIFA and Qatar.

Still, FIFA has refused to take responsibility. This became obvious when the current president of FIFA, Gianni Infantino, gave his opening speech the day before the tournament started. Infantino showed that FIFA does not want to change because it does not care about people’s lives and human rights.

In his opening speech, Infantino presented a mixture of moral subjectivism and cultural relativism. He exhibited moral subjectivism when he reduced ethics to his opinions and emotions, claiming that he “feels like” a migrant worker, a gay person, an Arab, etc. He showed cultural relativism when he claimed that Europeans should not criticize other countries due to their history. Instead, he suggested that Europeans must respect Qatari culture, and since Qatar sees homosexuality as deviant and women as inferior, Europeans must simply accept this. Therefore, Infantino and FIFA believe that human beings cannot and should not achieve moral progress. The fact that homosexuality is accepted and legal and that gender equality is being strived for in Europe (and elsewhere) should not be seen as better than the situation in Qatar, according to Infantino.

If FIFA had studied ethics—perhaps read Carol Galligan´s work on care ethics, which encourages us to view what happens around us from a place of empathy, or Aristotle´s virtue ethics, according to which you perform certain actions because they are good—would things have been different with the 2022 World Cup? I believe so. This is why leadership and ethical studies are strongly needed in the world of sport—because there is only one world.

Unfortunately, FIFA’s charade has not ended. The Belgium team has been told to remove the word “love” from the collar of their t-shirts, and several teams have been told that their captains cannot wear the “One Love” armband. If they do, they will receive a yellow card.

FIFA is taking politics and sports to a new level. Sadly, it is the lowest one ever.

First published in The Sport Digest

Finn Janning, PhD, is a philosopher who teaches in Sport Ethics, Sport Psychology and Sport Coaching.

Giv Danmark VM

Danmarks herrefodboldlandshold har kvalificeret sig til VM i Qatar. Problemet er, at Qatar står for alt det, som ingen bryder sig: død, korruption og grådighed.

Skal Danmark så boykotte?

Det er indlysende, at den moralske anstændighed er stærkt dalende, hvis ikke ligefrem forsvundet i den øverste ledelse af fodbolden, FIFA.

Men denne kynisme gælder ikke i selve sporten. Fodboldspillet og spillerne er ofte mere velopdragne end resten af samfundet. Ja, der er eksempler på voldelige fans, racisme og sexisme, men ikke mere end i andre dele af samfundet. Med hensyn til sexisme synes denne form for diskrimination at være mere udbredt på ledelsesgangene i Danmark end på græsplænen.

Ergo er problemet de ledere, der kontrollerer spillet.

Jeg har selv været moderat tilhænger af boykot, men er i dag imod. Det skyldes ikke, at Danmarks fodboldspillere er gode og har en reel chance for at vinde. Jeg er ikke opportunist. Problemet er snarere, at spillerne betaler for noget, som ikke er deres fejl.

Det svarer til, at de studerende ikke kan komme til eksamen, fordi de skal straffes for deres skoledirektørs alkoholsmisbrug. I stedet for boykot kunne Danmark og to-tre andre nationer, som har kvalificeret sig, påtage sig afholdelsen af VM. Det ville være i Kasper Hjulmands ånd. Han siger, at fodbold og samfund hænger sammen. Hjulmands kerneværdier er: holdet, tillid, ‘kort vej mellem mennesker’ og ‘hellere lille og vågen’.

Holdet betyder, at vi – alle mennesker – er forbundne. Tillid, at vi bærer hinandens liv i vores hænder. Den korteste vej mellem mennesker er glæden ved spillet, da penge altid kommer på tværs. Og hvem ville ikke foretrække et lille og vågent VM spillet på små stadions uden dyre tv-rettigheder, men hvor spillet er i fokus.

Finn Janning, PhD. filosof og underviser i sportsetik og sportspsykologi. Indlægget blev bragt i Ekstra Bladet.

Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer. 

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig. 

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer. 

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information). 

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære. 

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.  

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”. 

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre? 

Filosofi besidder dette aspirerende element. 

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om. 

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette. 

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?

At spille på grænsen

For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken

Superliga og mangfoldighed

Så sker det endelig. Superligaen går igen i gang. Fodbold…denne simple sport kan på mange måder fortælle os lidt om livets mangfoldigheder. Tag bare C-tribunen i Parken. Her står jeg hver anden søndag sammen med en masse andre FCK’ere og hepper på de hvide drenge. Netop det faktum at vi holder med byens hold gør, at vi har noget tilfælles, hvilket i mange tilfælde også er det eneste. Der er plads til forskelligheder: Nogle synger med, andre ikke; de fleste synger falsk, nogle ikke; de fleste har hvide trøjer på, enkelte har ikke osv. Et er sikkert, vi holder med det samme hold, på hver sin måde. 

Tænkt nu hvis man også kunne være dansker på hver sin måde, og ikke kun på regeringens eller Pia Kjærsgaards måde. Danskere er om muligt en endnu mere diversificeret gruppe end fansene på FCKs C-tribune. Alligevel fremstår disse fodboldtosser væsentlig mere humane, end førnævnte politikere. Ingen holder jo med FCK på den præcis samme måde eller af en overskyggende grund, som skal gælde for alle. Nej, f.eks. holder jeg med FCK, fordi det er min klub, det var der jeg sparkede min første inderside, det er dem med det fedeste stadion, de sejeste spilledragter, de bedste spillere – og så bor jeg i København. Andre vil måske komme med andre begrundelser, og det er der plads til. Desværre er der i Danmark kun plads til den strømlinede borgere, der arbejder dagen lang, og som skal kunne recitere årstal og kende til bøger, jeg aldrig har hørt om. I Danmark smider vi folk ud, hvis de kvajer sig. I parken smider man kun folk ud, som holder med Brøndby, hvilket trods alt også nærmest er et svensk hold. 

Derfor når fodboldsæsonen nu starter og de fleste såkaldte intellektuelle tager sig til deres sparsomme hår, så tænk på, at de fleste fodboldfans er tolerante og uhøjtidelige. Vi er sammen på hver sin måde, hver søndag. Og skulle FCK – imod al forventning – tabe en kamp, så er der altid en ny om en uge. Der er tale om en lethed, som et selvhøjtideligt Danmark desværre har glemt. I sportens verden siger man gerne, at ingen er bedre end deres sidste kamp. De sidste par kampe, som den danske regering har spillet på den internationale scene, har mildest talt været miserable. Udskiftning og trænerfyring ville være kutyme. Faktisk er Danmark så sløje til alt det internationale, at vores fodboldhold fremstår betydeligt bedre internationalt end dansk politik. Folk med kendskab til fodbold ved godt, hvor det placerer Danmark. I røven af tredje division. 

Noget så simpelt som fodbold kan faktisk lære os om kærlighed, fordi der på lægderne er plads til alle livsformer. Uanset hvor forskellige vores naboer kan synes at være, så er der altid noget der binder os sammen. Nogle gange er det sport, andre gange religion, politik eller seksuel observans.

Måske skal vi lære af fodbolden og tage udgangspunkt i det, der binder os sammen, og ikke det, som adskiller os. Når fodboldkulturen er blevet mere rummelig end nationens generelle kulturelle strømninger, så er det jeg bliver glad for, at superligaen starter på ny.

Første gang bragt i Information 13. marts 2006

Blog at WordPress.com.

Up ↑