Blandt de råbende var mødre!

I gamle dage hed det politisk korrekthed. I dag hedder det wokeism eller cancel culture. Fælles for alle er en ekstrem påstået moralsk korrekthed, der sjældent giver plads til tvivl, usikkerhed eller nuanceringer.

Senest har Information brugt fodbolden, som en anledning til at plædere for moralske korrektioner. Under overskriften ”Det er tid til at ændre fodboldkulturen”, reducerer lederskribenten fodboldkulturen til én bestemt ting: noget moralsk forkastelig.

Eksemplet lyder: ”Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!” råbte de danske roligans tidligere denne sommer, når landsholdsmålmand Kasper Schmeichel leverede gode redninger i Parken under EM i fodbold. Blandt de råbende tilskuere var børn, unge og helt almindelige familiefædre og -mødre. Det er svært at forestille sig de samme mennesker råbe noget lignende i en hvilken som helst anden sammenhæng, fodbolden.”

Eksemplet er velvalgt, idet de jo ikke giver nogen mening. To – måske stødende – ord for det kvindelig kønsorgan, råbes sammen med efternavnet på en målmand. Jeg kan på ingen måde se sammenhængen eller relevansen – altså sammenhængen mellem en målmands evner og kønsorganer.

Sangen ville heller ikke blive bedre, hvis navne for det mandlige kønsorgan var anvendt, eller frugter, grøntsager, bildele, etc. Sætningen er meningsløs. Men mere praktisk tydeliggør den muligvis, at det mest af alt handler om at sige noget sammen – i fællesskab.

Forargelsen er dog stor hos Information, der ser ”helt almindelige familiefædre” blandt de syngende – hvordan ser en almindelig familiefar ud? Og sågar mødre, skriver de. Mødre er som bekendt kvinder, og kvinder er som bekendt mere woke, end mænd (i hvert fald i Information).

Kiggede lederskribenten lidt mere indgående på kulturbegrebet, ville vedkommende bemærke, at kultur er noget foranderligt. Ingen kultur er ukrænkelig og original. Fodboldkulturen udvikles, den ændres. Det sker blandt andet, når fans bliver gjort opmærksom på noget upassende i deres opførsel. Det kunne eksempelvis være, at de bliver bevidste om, hvad de synger. Og at det sårer nogen.

Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, mens forstås baglæns. Ole Fogh Kirkeby sagde, jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg har hørt mig selv sige det (eller synge det). Os andre dødelige, ynder at sige, at vi tager ved lære.

Jeg er sikker på at næste gang en dansk målmand skal motiveres, er kønsorganer ikke en essentiel del af peptalken. Ikke fordi ordet kusse eller fisse per defintion er problematisk – selvom de er det for nogle – men fordi det ikke giver mening. Ordene skærper ikke målmandens opmærksomhed.

Er Informations leder et eksempel på tidens herskende cowboy-moral, hvor mange skyder før de tænker?

Denne tendens peger i retning af manglende kritisk nysgerrighed, empati og forståelse for andre menneskers eksistensvilkår.

Hvordan kan ”helt almindelige familiefædre og -mødre” have en større lyst til at være sammen om noget, selvom dette noget måske ikke er videre meningsfuldt, sågar formår at krænke enkelte? Skyldes det, at vi lever i et samfund, hvor fællesskabet er blevet en kliche? Skyldes det, at vi lever i et opportunistisk konkurrencesamfund, hvor der er gået sport i hvem, der kan være mest moralsk (læs: hvem kan ophøje sig selv, ved at fordømme de andre mest nederdrægtigt)? Skyldes det, at vi slet ikke er så åbne og tolerante, som vi bilder os ind; skyldes det, at vi ikke bryder os om ”de andre”, især når de ikke lige mener, tænker og føler som os selv. Måske det skyldes, at ingen lytter til hvad de selv (eller andre) siger, som handlede det blot om at sige noget?

Kulturændringer – som reelt hele tiden sker – forudsætter kritiske, ansvarlige og bevidste borgere. Modsat tidens moralske skråsikkerhed, forudsætter læring en kritisk perspektivisme og nysgerrig ydmyghed. Det vil i praksis sige, en løbende nuancering af ens egne antagelser om korrekthed. Det kunne være forestillingen om eksistensen af ”den almindelige familiefar”, eller ”mødrene”.

Hvad nu, hvis vi i stedet for at observere hinanden med det formål, at dømme og forbyde de andre, observerede hinanden, fordi vi bekymrede os om hinanden, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker med at blive bedre – ligesom de fleste af os håber, at de andre vil hjælpe os med at blive bedre?

Filosofi besidder dette aspirerende element.

Det er i bund og grund det, som er en stor del af fodboldkulturen går ud på: at hjælpe ens hold. Gode intentioner er selvfølgelig aldrig nok, men fodboldkulturen er på mange måder mere kærlig, empatisk og respektfuld, end eksempelvis den aktuelle danske politiske kultur, hvor nogle – helt bogstaveligt – gramser på eller befamler dét, som andre blot synger om.

Det er altså ikke svært, at forestille sig noget lignende og værre, andre steder end i fodbolden, selvom lederskribenten netop påstår dette.

I bedste Aristoteles-stil kunne jeg spørge: Hvem ville du helst lade passe din børn: En netop tilbagevendte konservativ politiker, eller en rød og hvidklædt fodboldfan, der engang sang kusse?

August 10, 2021

Lykke som en sidegevinst

Psykologen Viktor Frankl var en hovedfigurerne bag den psykologiske praksis, der kaldes logoterapi. Det er en praksis, der – modsat psykoanalysen – kigger fremad i stedet for bagud. Han arbejdede på ideen i starten af fyrrene inden han blev sendt til en tysk koncentrationslejr. Dette ophold var med til at skærpe hans ide om meningens betydning med hensyn til at leve et givende liv. Det har han skrevet om i bogen Man’s Search for Meaning – en gammel klassiker. Det er ikke en videnskabelig afhandling, og som sådan er tankerne heller ikke epokegørende, men ikke desto mindre er den stadigvæk et forfriskende pust i disse omklamrende selvhjælpstider.

For Frankl handler det om at skabe mening eller finde noget, som kan give en mening. Nu er mening selvfølgelig et omdiskuteret filosofisk begreb, men hvis vi undlader alle digressionerne, er Frankls forståelse af mening meget dagligdags, lidt a la Wittgensteins. Det afhænger af konteksten. Det er konteksten, som er afgørende for, hvorvidt noget virker brugbart eller funktionelt. Tag fx en person uden arbejde. Dette kan for mange være lig med en meningsløs tilværelse, fordi vedkommende ikke føler sig brugbar, fordi vedkommende ikke føler at hun har en funktion. Pointen er at begrebet er relationelt, og ikke noget indre, fx en eller anden proces i hjernen. Det er heller ikke betinget af en ultimativ reference, fx en Gud.

Ifølge logoterapi er der tre måder, hvorpå en person kan opdage (eller skabe, tilføjer jeg) mening i sit liv:

ved at arbejde eller gøre en tjeneste (fx den gestus det er at dele ens sidste stykke brød med en kammerat i en koncentrationslejr),
ved at erfare noget, eller støde ind i en person eller ide (fx møde noget, der kan forvandle en),
i kraft af vores tilgang til det ubærlige, selve livets lidelser.

Livet er med andre ord ikke en søgen efter glæder og fornøjelser, som Freud sagde. Heller ikke magt, som Adler sagde, men ene og alene mening. Helt kort, så kan en persons jagt efter lykke og glæde være lige netop det, som gør vedkommende ulykkelig. Lykke er ikke andet end en sidegevinst ved at leve et meningsfuldt liv. Et bingo-begreb.

Grundideen kan koges ned til et Nietzsche-citat, som Frankl selv nævner et par steder, det lyder: Den, som har et HVORFOR at leve for, kan bære næsten et hvilken som helst HVORDAN. Pointen er, at det er nemmere at overkomme en lidelse, hvis der er noget, som understreger grunden til at man ikke skal give op, men netop konfrontere lidelsen og leve videre – på trods. En vilje til skabelse, måske. En kreativ kraft. I den forbindelse citerer Frankl Spinoza, som i sin Etik skriver: ”Emotion, which is suffering, ceases to be suffering as soon as we form a clear and precise picture of it.”

Frankls styrker ligger i hans mange praktiske eksempler, hvor HVORFOR A.K.A. det meningsfulde kan være alt lige fra at færdiggøre et projekt; etablere et projekt; udvikle nye kapaciteter, hvorved forhindringer kan overvindes; blive et bedre menneske; gense sine børn; ironisere over eget begær, perspektivere ens liv, etc. Det er et forsøg på at gøre sig værdig til ens situation. Hvilket er muligt i kraft af det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til det skete på en ansvarlig, men personlig måde.

Jeg kan huske, da jeg selv afsluttede mit PhD-forløb, og ønskede at bruge min tid på at skrive, så sagde min vejleder filosoffen Ole Fogh Kirkeby noget i retning af: Det er vigtigt at have et projekt for ikke at smuldre hen. Mit første projekt blev derfor en samtalebog med ham (kan læses her), som ligeledes var en passende affyringsrampe for et forløb med et givende og inspirerende menneske. Det er vigtigt, at meningen ikke bliver en bastant afslutning eller et endemål, men noget som blot rækker videre. En ny bog, etc.

Har bogen en relevans i dag? Ja. Frankl retter en berettiget kritik af det kan kalder den herskende metalhygiejne, der moraliserer. Fx, når denne fortæller HVAD et menneske bør og skal gøre for at blive lykkeligt. Han er fortaler for en fundamental ændring (anno 1950) med hensyn til vores tilgang til livet. Det drejer sig ikke om, hvad den enkelte forventer af livet, men hvad livet forventer af os. For Frankl er det vigtigere at handle end at meditere og reflektere.

Bogen er præcis i sit brud med lykkens monopol-tænkning, som ofte ikke producerer andet end ulykke, hvilket dernæst producerer mere ulykke, da det nærmest er ulovligt at være trist, selvom denne tristhed netop kan medvirke til at vedkommende genvinder magten eller styrken over livets besværligheder. En sådan følelse kan skærpe ens vilje til at skabe mening. Og dette hænger sammen med ideen om at et menneske ikke besidder en fri vilje, men friheden til at vælge HVORDAN hun vil forholde sig til omstændighederne. Det vil sige, vokse med begivenheden i stedet for at klandre den, for ikke lige at passe ens forventninger.

En fin lille bog.

January 29, 2013

Filosofi, kunst og lederskab

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby var hovedvejleder på mit Ph.d-projekt, hvor jeg anvendte den norske forfatter Jan Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren i et forsøg på, at belyse forskellige aspekter af moderne arbejde og ledelse. Ideen var – som den franske filosof Gilles Deleuze skriver: “at vække kræfter i tanken, som ikke er genkendelsens kræfter (fx ledelsesteoriens), men kræfter der relaterer sig til en helt anden model, til et aldrig genkendt eller genkendeligt terra incognita.”

Afhandlingen A Different Story – Seduction, Conquest and Discovery forsvarede jeg i slutningen af 2005.

Efterfølgende, mens jeg drev lidt rundt, sagde Kirkeby: “Det er vigtigt, at et projekt, hvis ikke, bliver du sindsyg.”

Mit første projekt var denne samtalebog med Kirkeby.

Bagsideteksten lyder:

“I fem perspektiverende samtaler med filosoffen Finn Janning, fortæller Ole Fogh Kirkeby, hvordan den røde tråd i hans virke altid har været filosofiens og en insisteren på at gøre det gode, det smukke, det sande og retfærdige.”

De fem samtaler er: Poetisk filosofi, Bevægelsens nødvendighed, Filosoffen, Filosofiens kunst, At tænke på grænsen, At lede normativt.

I lektørudtalelsen står der: “En “poetisk filosofi” er filosoffen Finn Jannings karakteristik af OFK’s projekt i indledningen til disse fem samtaler, der mere en en introduktion til OFK’s tænkning i snæver forstand, er en dialog mellem to ligeværdige samtalepartnere.” (Jens Hjøllund)

Bogen kan hentes her.

June 8, 2007