”Og jeg stopper først, når mænd stopper med at begå overgreb,” skriver Sille Kirketerp Berthelsen i en kronik i Information

Offerrollen er blevet så populær, at alle tilsyneladende drømmer om at påtage sig den. Kvinder og mænd, de fremmede, de syge, de arbejdsløse, de smukke, de tynde, de kloge og mindre kloge. Alle er de til tider ofre. For offeret er det altid den anden eller de andres skyld. 

I Berthelsens kronik er det mændenes skyld. De begår overgreb. Og det gør de. Jeg tvivler ikke på statistikkerne eller hendes oprigtighed. Men, modsat hendes spådom, er jeg ikke træt af #MeToo. Tværtimod. 

I Spanien, hvor jeg bor, dør der cirka to kvinder om ugen på grund af hustru- eller parvold. I alt for lang tid har holdningen været – helt forrykt – at lidt fysisk vold er okay. Heldigvis har #MeToo og andre vigtige kampagner igangsat en mentalitetsændring i Spanien (se også When Stupidty Rules).

Men kvinder begår også overgreb af den ikkedødelige karakter, som kronikøren nævner. Mange mænd har fået slynget en barm i ansigtet eller presset nogle hårde bryster mod sin ryg. Mange mænd er også blevet reduceret til objekter af kvinder. Mange mænd har oplevet at blive kysset mod deres vilje. Eller haft en hånd i skridtet efterfulgt af en enten såkaldt smigrende eller fornedrende kommentar om, at der er noget henholdsvis ikke noget at komme efter. Jeg har prøvet det hele. Jeg har også mødt en kvindelig blotter. 

Adfærd er altså ikke partout kønsbestemt, men snarere tegn på at en person er mere eller mindre velfungerende (se også All Women Are Not Angels).

Mine egne erfaringer til trods ser jeg ikke mig selv som offer. Jeg er snarere et menneske, der har erfaret livet på godt og ondt. 

Enkelte vil nok mene, at det skyldes, at jeg er en mand. Og sagen forholder sig unægtelig anderledes for mænd, idet manden ofte er fysisk stærkere og derfor kan virke mere truende (og manden fylder unægteligt væsentligt mere i statistikkerne). Alligevel gjorde den kvindelige blotter mig bange, da jeg mødte hende som niårig.

Jeg tror, at inderst inde i os alle befinder alle de andre sig. Vi former og formes af hinanden.

Stereotyper og generaliseringer er der nok af. De vokser som bekendt, hvor ignorancen trives.

Pointen er, at der findes smukke, respektfulde og tillidsvækkende mænd og kvinder, ligesom der findes mandlige svin og kvindelige orner. 

Af samme grund, så vil jeg gerne være en killjoy – noget typisk filosofisk og ikke partout feministisk – og ønske mig, at kronikøren først ville stoppe, når alle mennesker stopper med at begå overgreb. 

Dette vil kræve, at vi bevæger os udover denne dualistiske dans mellem offer og krænker, hvor positionerne hele tiden skifter, som i en tenniskamp. Når offeret føler trang til at hævne sig, som i kronikken, så kan jeg godt forstå det, ligesom jeg ofte finder vreden produktiv, men problemet er dog, at taktikken nemt kan ende med at bekæmpe had med had.

Det for småligt til at gøre verden mere rummelig. 

En mere frugtbar tilgang ville udspringe af kærlighed. Det vil sige, at i stedet for at gøre et regnskab op, som jo aldrig kan gøres op, når det er så attraktivt at være offer, kunne kræfterne bruges på at skabe et fundament, hvor fremtidens mennesker kan leve frit og kærligt sammen. Som den afroamerikanske feminist bell hooks har påpeget, er kærlighed ikke en naturlig menneskelige evne, men derimod noget vi må lære. Kærlighed forudsætter, at vi mødes med kærlighed, venlighed og medfølelse, hvorved vi også erfarer lighed mellem mennesker – dvs. mellem køn, racer, aldre og seksuelle præferencer. Kærligheden kræver tillid og respekt, hvilket er noget som kultiveres gennem tillidsvækkende og respektfulde handlinger.

At vedkende sig eksistensen af krænkelser og overgreb er første vigtige skridt. Næste skridt må være, at eliminere eller reducere muligheden for fremtidige krænkelser.

Dette projekt kræver, som nævnt, kærlighed, venlighed og respekt, ikke had.     

Denne kommentar blev bragt i en redigeret og forkortet version i Information