Tvivlsom påstand

Filosoffen Rasmus Ugilt kommer i Berlingske med den meget tvivlsomme påstand, at »inderst inde foragter vi #metoo-ofrene og beundrer krænkerne.« Som filosof burde han vide bedre end at tale på vegne af et generaliserende »vi.« Tværtimod, så fremstår krænkerne som personer uden selverkendelse, indsigt og nogen som helst fornemmelse for andre mennesker. Så nej, jeg tror meget få mennesker beundrer disse mænd, fordi der intet er at beundre. Dernæst passer det ikke, at mennesker beundrer magt og foragter smerte og lidelse. Argumentet kunne nemt vendes om.

Eksempelvis dvæler hele selvhjælpslitteraturen i smerte og lidelse. Religioner og spirituelle retninger påpeger, at livet er fuld af lidelse og prøvelser. Meget litteratur handler netop om faldet fra storheden eller livets iboende smerte. Ja, megen kritisk teori foragter ligefrem magten. Endelig kunne Ugilt også, rent empirisk, have kigget rundt i samfundet og bemærket, at flere mænd har mistet positioner og titler samtidig med, at flere kvinder, der har stået frem, står stærkere.

Bragt i Berlingske Tidende, januar 2021

Og jeg stopper først

”Og jeg stopper først, når mænd stopper med at begå overgreb,” skriver Sille Kirketerp Berthelsen i en kronik i Information

Offerrollen er blevet så populær, at alle tilsyneladende drømmer om at påtage sig den. Kvinder og mænd, de fremmede, de syge, de arbejdsløse, de smukke, de tynde, de kloge og mindre kloge. Alle er de til tider ofre. For offeret er det altid den anden eller de andres skyld. 

I Berthelsens kronik er det mændenes skyld. De begår overgreb. Og det gør de. Jeg tvivler ikke på statistikkerne eller hendes oprigtighed. Men, modsat hendes spådom, er jeg ikke træt af #MeToo. Tværtimod. 

I Spanien, hvor jeg bor, dør der cirka to kvinder om ugen på grund af hustru- eller parvold. I alt for lang tid har holdningen været – helt forrykt – at lidt fysisk vold er okay. Heldigvis har #MeToo og andre vigtige kampagner igangsat en mentalitetsændring i Spanien (se også When Stupidty Rules).

Men kvinder begår også overgreb af den ikkedødelige karakter, som kronikøren nævner. Mange mænd har fået slynget en barm i ansigtet eller presset nogle hårde bryster mod sin ryg. Mange mænd er også blevet reduceret til objekter af kvinder. Mange mænd har oplevet at blive kysset mod deres vilje. Eller haft en hånd i skridtet efterfulgt af en enten såkaldt smigrende eller fornedrende kommentar om, at der er noget henholdsvis ikke noget at komme efter. Jeg har prøvet det hele. Jeg har også mødt en kvindelig blotter. 

Adfærd er altså ikke partout kønsbestemt, men snarere tegn på at en person er mere eller mindre velfungerende (se også All Women Are Not Angels).

Mine egne erfaringer til trods ser jeg ikke mig selv som offer. Jeg er snarere et menneske, der har erfaret livet på godt og ondt. 

Enkelte vil nok mene, at det skyldes, at jeg er en mand. Og sagen forholder sig unægtelig anderledes for mænd, idet manden ofte er fysisk stærkere og derfor kan virke mere truende (og manden fylder unægteligt væsentligt mere i statistikkerne). Alligevel gjorde den kvindelige blotter mig bange, da jeg mødte hende som niårig.

Jeg tror, at inderst inde i os alle befinder alle de andre sig. Vi former og formes af hinanden.

Stereotyper og generaliseringer er der nok af. De vokser som bekendt, hvor ignorancen trives.

Pointen er, at der findes smukke, respektfulde og tillidsvækkende mænd og kvinder, ligesom der findes mandlige svin og kvindelige orner. 

Af samme grund, så vil jeg gerne være en killjoy – noget typisk filosofisk og ikke partout feministisk – og ønske mig, at kronikøren først ville stoppe, når alle mennesker stopper med at begå overgreb. 

Dette vil kræve, at vi bevæger os udover denne dualistiske dans mellem offer og krænker, hvor positionerne hele tiden skifter, som i en tenniskamp. Når offeret føler trang til at hævne sig, som i kronikken, så kan jeg godt forstå det, ligesom jeg ofte finder vreden produktiv, men problemet er dog, at taktikken nemt kan ende med at bekæmpe had med had.

Det for småligt til at gøre verden mere rummelig. 

En mere frugtbar tilgang ville udspringe af kærlighed. Det vil sige, at i stedet for at gøre et regnskab op, som jo aldrig kan gøres op, når det er så attraktivt at være offer, kunne kræfterne bruges på at skabe et fundament, hvor fremtidens mennesker kan leve frit og kærligt sammen. Som den afroamerikanske feminist bell hooks har påpeget, er kærlighed ikke en naturlig menneskelige evne, men derimod noget vi må lære. Kærlighed forudsætter, at vi mødes med kærlighed, venlighed og medfølelse, hvorved vi også erfarer lighed mellem mennesker – dvs. mellem køn, racer, aldre og seksuelle præferencer. Kærligheden kræver tillid og respekt, hvilket er noget som kultiveres gennem tillidsvækkende og respektfulde handlinger.

At vedkende sig eksistensen af krænkelser og overgreb er første vigtige skridt. Næste skridt må være, at eliminere eller reducere muligheden for fremtidige krænkelser.

Dette projekt kræver, som nævnt, kærlighed, venlighed og respekt, ikke had.     

Denne kommentar blev bragt i en redigeret og forkortet version i Information

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

Dengang jeg blev hetero

Engang i halvfemserne blev jeg heteroseksuel. Det skete, da jeg søgte en stilling som bartender på Pan i København. Den ansvarlige bartender spurgte, om jeg ville gå hjem med mændene, der besøgte stedet. Nej, svarede jeg. Du er altså heteroseksuel, sagde han. Det går ikke an, supplerede han. Bartenderen er blot en af mange eksempler på personer, som ophøjer egne præferencer til et ideal (i.e. homoseksualitet). Havde det gjort en forskel, hvis han havde refereret til Jim Morrison?

Ifølge forfatteren Hanne Blank, så fandtes der ingen heteroseksuelle før 1869. Det skriver hun i bogen Straight. Der var til gengæld en masse mænd og kvinder, som levede sammen og fik børn. Der var også mange mænd og kvinder som ikke gjorde det. Altså levede sammen, selvom de måske fik børn. I slutningen af nittenhundredetallet opstår et ideal om at mænd og kvinder er mere ”rigtigt”, end mænd og mænd, eller kvinder og kvinder sammen, eller et miks. Eller rettere: i første omgang anvendes termerne heteroseksuel og homoseksuel af en psykolog, for at skabe ligeværdighed mellem forskellige former for seksuelle tilbøjeligheder. Betegnelserne havde intet med biologi eller videnskab at gøre. Desværre var der hurtigt mange, der fik en interesse i at styre menneskets adfærd, fx ved at gøre den ene seksualitet mere ”rigtig” end en anden. En form for moralisme. Psykologen Freud var en af dem.

Denne idealisering er fortsat frem til i dag, hvor heteroseksualitet udfordres af andre idealer, fx lesbiske og bøsser. Aldrig har der floreret så mange selvforherligende idealer baseret på noget så kedeligt, som hvem en eller anden ønsker at dele kropsvæsker med. Ingen mennesker får mere eller mindre værdi, fordi de har de seksuelle præferencer, de nu engang har. Det virker indlysende, men ikke for alle.

Det handler i høj grad om samspillet mellem magt, normer og diskurs. Hvem siger hvad, og hvorfra. Det er vigtigt at blik for denne mekanisme: Hvordan idealer altid tjener en interesse. Skulle en lesbisk forfatter eventuel påstå, at det kan være svært for en heteroseksuel mand at forstå hendes bøger, gøres ens seksualitet til noget magtfuldt og normgivende, ja noget særligt. Og værre endnu, det gøres til noget magtfuldt og særligt ved at reproducere gamle idealer, fx at der findes én slags heteroseksuel mand, som tænker og læser på en bestemt måde. Dette er naivt. Og det fremstiller desværre en sådan eventuel lesbisk forfatter, som snæversynet. Snæversyn og marketing går – som bekendt – hånd i hånd. Ligesom erhvervslivet mere generelt er alt for gode til at fastholde stereotyperne omkring kønnet a la ”Helle Thorning-Smith har nosserne til at tage svære beslutninger.” At tage beslutninger, har selvfølgelig intet med testikler at gøre, men viden, mod, visioner og så videre. Dette er ikke forbeholdt mænd.

Hvilke bøger kan en tvekønnet læser for resten forstå?

Blank påpeger glimrende, hvordan det rent biologisk kan være svært at afgøre, hvem der er mand eller kvinde, jf. de tvekønnede. Ikke desto mindre er kønnet biologisk betinget, mens kønsrollen altid er noget vi gør. Dette er en pointe, som hun har fra Judith Butler. Det er fristende at spørge: Er transvestitter, dvs. mænd der holder af at klæde sig ud og opføre sig som kvinder (ofte en stereotypisk kvinde), mænd eller kvinder? Er kvinder, som holder af at klæde sig ud og opføre sig, som stereotypisk mænd, kvinder eller mænd?

Blank forsøger, at overkomme denne ødelæggende hang til at reproducere stereotypiske kønsroller. Et sted skriver hun: ”… nor do I have the sensations of ’being’ heterosexual or homosexual or anything but a human being who loves and desires other human beings.” Et menneske, der elsker og begærer andre mennesker. Hun gør det godt. Hun er ikke fortaler for en ideologi eller en seksualitet, men understreger, at det smukke ved at være menneske er, at man kan blive mand, kvinde, lesbisk og trans uanset køn. Med andre ord, ens åbenhed og modtagelighed er ikke seksuelt betinget.

Blank skriver fra en anti-position, der er nysgerrig og udfordrende. Hvis videnskaben ikke kan definere en heteroseksuel krop, fordi der nogle gange er et X eller Y-kromosom for meget eller for lidt, hvad så? Hun viser, hvordan medierne reproducerer de stereotypiske kønsroller. De såkaldte frie og moderne kvinder i Sex and the City forløses først, når de finder en mand, som havde en kvinde ingen identitet uden dette påhæng. Ikke alle kvinder ønsker at blive mor; ikke alle mænd drømmer om at kunne forsøge en familie.

Et ideal, fx den heteroseksuelle hvide mand (der har det med at ligne hipsteren Jesus), er hæmmende. Men et sådan ideal bør ikke erstattes af en andet. Hvorfor denne hang til at opdele mennesker i kasser?

Blank viser, at der selvfølgelig er noget trygt i disse kategorier og idealer, selvom de aldrig er andet end en fabrikation. Hun viser, hvorfor nogle minoriteter fastholder disse, da de hjælper med at opbygge en identitet (jf. marketing). Det drejer sig om, at overkomme den gængse reproduktion af socialt konstruerede identiteter. Overkomme foretillingen om én identitet.

Enhver kvinde er mange. Det samme er enhver mand. Kvinder er ikke født mere følsomme end mænd, men opdraget til at være det. Mænd er heller ikke født mere konkurrencelystne end kvinder, men opdraget til det. Opdraget gennem idealer og normer. Let’s move beyond.

Blanks bog er en fin lille bog, en personlig bog, der mest af alt viser, at ”being straight” er et skabt ideal (alle idealer er socialt skabte), som ingen af os kan leve op til. Ikke engang Hugh Hefner.

Det er måske grunden til at Platon, manden med den ideverden, aldrig kunne finde på at placere feminisme, maskulinisme, heteroseksualitet, homoseksualitet og så videre, som et ideal i hans opdigtede ideverden. Kun kærlighed og visdom. Kærlighed og visdom kender ikke til identitetshungerende kasser (læs: begrænsninger). Kærligheden er aldrig straight, det er noget, som er forbeholdt nydelsen af visse whiskyer.

Blog at WordPress.com.

Up ↑