Roberto Bolaño og kunsten

Det er ikke muligt at penetrere livets eller kunstens inderste hemmelighed. Men den kan erfares gennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Sådan skal man læse den chilenske forfatter Roberto Bolaño, for sådanne efterladenskaber udgør eksistensens fundament. Og med et sådant kan der måske gives et svar på, hvordan lever man i en verden fuld af vold, pengegriskhed og had?

Læs essayet “Hver eneste forbandet ting er vigtig” i anledning af, at Bolaño døde på en solrig dag, som i dag, tilbage i 2003.

Og jeg stopper først

”Og jeg stopper først, når mænd stopper med at begå overgreb,” skriver Sille Kirketerp Berthelsen i en kronik i Information

Offerrollen er blevet så populær, at alle tilsyneladende drømmer om at påtage sig den. Kvinder og mænd, de fremmede, de syge, de arbejdsløse, de smukke, de tynde, de kloge og mindre kloge. Alle er de til tider ofre. For offeret er det altid den anden eller de andres skyld. 

I Berthelsens kronik er det mændenes skyld. De begår overgreb. Og det gør de. Jeg tvivler ikke på statistikkerne eller hendes oprigtighed. Men, modsat hendes spådom, er jeg ikke træt af #MeToo. Tværtimod. 

I Spanien, hvor jeg bor, dør der cirka to kvinder om ugen på grund af hustru- eller parvold. I alt for lang tid har holdningen været – helt forrykt – at lidt fysisk vold er okay. Heldigvis har #MeToo og andre vigtige kampagner igangsat en mentalitetsændring i Spanien (se også When Stupidty Rules).

Men kvinder begår også overgreb af den ikkedødelige karakter, som kronikøren nævner. Mange mænd har fået slynget en barm i ansigtet eller presset nogle hårde bryster mod sin ryg. Mange mænd er også blevet reduceret til objekter af kvinder. Mange mænd har oplevet at blive kysset mod deres vilje. Eller haft en hånd i skridtet efterfulgt af en enten såkaldt smigrende eller fornedrende kommentar om, at der er noget henholdsvis ikke noget at komme efter. Jeg har prøvet det hele. Jeg har også mødt en kvindelig blotter. 

Adfærd er altså ikke partout kønsbestemt, men snarere tegn på at en person er mere eller mindre velfungerende (se også All Women Are Not Angels).

Mine egne erfaringer til trods ser jeg ikke mig selv som offer. Jeg er snarere et menneske, der har erfaret livet på godt og ondt. 

Enkelte vil nok mene, at det skyldes, at jeg er en mand. Og sagen forholder sig unægtelig anderledes for mænd, idet manden ofte er fysisk stærkere og derfor kan virke mere truende (og manden fylder unægteligt væsentligt mere i statistikkerne). Alligevel gjorde den kvindelige blotter mig bange, da jeg mødte hende som niårig.

Jeg tror, at inderst inde i os alle befinder alle de andre sig. Vi former og formes af hinanden.

Stereotyper og generaliseringer er der nok af. De vokser som bekendt, hvor ignorancen trives.

Pointen er, at der findes smukke, respektfulde og tillidsvækkende mænd og kvinder, ligesom der findes mandlige svin og kvindelige orner. 

Af samme grund, så vil jeg gerne være en killjoy – noget typisk filosofisk og ikke partout feministisk – og ønske mig, at kronikøren først ville stoppe, når alle mennesker stopper med at begå overgreb. 

Dette vil kræve, at vi bevæger os udover denne dualistiske dans mellem offer og krænker, hvor positionerne hele tiden skifter, som i en tenniskamp. Når offeret føler trang til at hævne sig, som i kronikken, så kan jeg godt forstå det, ligesom jeg ofte finder vreden produktiv, men problemet er dog, at taktikken nemt kan ende med at bekæmpe had med had.

Det for småligt til at gøre verden mere rummelig. 

En mere frugtbar tilgang ville udspringe af kærlighed. Det vil sige, at i stedet for at gøre et regnskab op, som jo aldrig kan gøres op, når det er så attraktivt at være offer, kunne kræfterne bruges på at skabe et fundament, hvor fremtidens mennesker kan leve frit og kærligt sammen. Som den afroamerikanske feminist bell hooks har påpeget, er kærlighed ikke en naturlig menneskelige evne, men derimod noget vi må lære. Kærlighed forudsætter, at vi mødes med kærlighed, venlighed og medfølelse, hvorved vi også erfarer lighed mellem mennesker – dvs. mellem køn, racer, aldre og seksuelle præferencer. Kærligheden kræver tillid og respekt, hvilket er noget som kultiveres gennem tillidsvækkende og respektfulde handlinger.

At vedkende sig eksistensen af krænkelser og overgreb er første vigtige skridt. Næste skridt må være, at eliminere eller reducere muligheden for fremtidige krænkelser.

Dette projekt kræver, som nævnt, kærlighed, venlighed og respekt, ikke had.     

Denne kommentar blev bragt i en redigeret og forkortet version i Information

Det sande liv

Én kvinde er altid i sig selv det jordiske bevis på, at Gud ikke eksisterer, at Gud ikke behøver eksistere.” – Alain Badiou, Det sande liv

Den franske filosof Alain Badious bog Det sande liv – opfordring til ungdommen er filosofisk let, men ikke uden dybde.

Badiou tilhører den store generation af franske filosoffer, der efterfulgte Sartre og de Beauvoir m.fl., og som bl.a. talte Michel Foucault og Gilles Deleuze, og som stadigvæk tæller Michel Serres (en anden gigant).

”Hvad er et sandt liv? Det er filosofiens unikke spørgsmål,” siger Badiou. Han revitaliserer Platons filosofi, hvilket bl.a. sker ved hjælp af begreberne sandhed og væren; begreber, som Foucault, Deleuze og Serres, eksempelvis, er mere skeptiske overfor.

Skulle man være uenig med Badious præmis, er det i grunden ligegyldigt, da Det sande liv ikke er en filosofisk afhandling, men et debatterende essay, der er relevant læsning for alle studerende, deres undervisere og forældre.

Badiou vil ”fordærve ungdommen.” Det vil sige, vække den fra dens åndelige dvaletilstand, hvorved den blindt følger den slagne vej. Filosoffen forsøger at vise – eller overbevise – ungdommen, ”at der er et falsk liv, et ødelagt liv, som er det liv, der er tænkt og udøves som en vild kamp om magt, om penge.”

Det falske liv er domineret af kapitalismens idealer og normer. Sandheden for Badiou er tættere på Marx end neoliberalisten Milton Friedman, hvilket man nu ikke behøver være filosof for at se det indlysende i.

Og dog! Hvorfor har de unge så svært ved at anerkende muligheden af det sande liv?

De unge baserer deres liv på et falsk fundament, siger Badiou, der kommer til udtryk i to former for lidenskab.

  • Lidenskaben for det umiddelbare liv, fx kortvarige forhold, spil og fornøjelser.
  • Lidenskaben for succes, fx drømmen om at blive rig og magtfuld

At leve for fornøjelser alene, kan de fleste nok se det overfladiske i, men mange vil nok mene, at drømmen om rigdom er fornuftig, fordi den fremmer en lydighed overfor den eksisterende sociale orden. Det er studenten, der fortsætter på universitetet eller handelshøjskolen, mens hun skæver til hvilke jobs, der rummer mest prestige (læs: magt og penge). Begge er falske og nihilistiske. Den ene uden fremtid, den anden med en naiv tro på det forløsende i karriere og penge. Begge lidenskaber mangler en overordnet ide.

For Badiou – som for Platon – må det sande liv guides af en overordnet ide, fx kærlighed.

De to indre fjender er dog ikke de unges eneste problem. De har svært ved at ville vokse op, da de netop hyldes, fordi de er unge. At være ung er blevet et attraktivt ideal. Ungdommen lever endvidere under en større frihed forstået som ” fraværet af visse forbud”, ”en negativ frihed…” Endelige mangler de unge symbolske ritualer, der kan hjælpe – især manden – med at blive voksne, fx værnepligt.

Det betyder, at de unge fortsætter en tilværelse af uendelig ungdom, der er kendetegnet ved en nærmest infantil adfærd, hvor det vigtigste synes at være indkøbet af legetøj. Legetøjsbilen bliver til en rigtig bil. Dukkehuset bliver til en lejlighed på Mallorca. Plastik telefonen til den nye iphone.

Badiou er nok lidt moraliserende, men han er ikke nostalgiker eller konservativ. Han efterlyser ikke den gamle autoritære mand. Nej, han vil vække de unges evne til at spørge: Hvad er det sande liv? Eller i det mindste: Hvilket liv er også muligt?

Efter at have opridset problemerne, vender Badiou sig nu mod de unge drenge og piger. Hvad kan filosofien sige til ungdommen?

Det, der adskiller filosofien fra sociologi eller psykologi er, at den har blik for det, som er i færd med at blive. Det, som er i sin vorden. Det, som fortrænges eller forsømmes, hvis man lever falsk, det vil sige blot kæmper imod det bestående (uden at skabe alternativer), eller blot gentager fortidens succeshistorier, det som en virksomheder kalder ”best practice”.

Fremtiden for nutidens drenge ser mørkere ud end pigernes. Det er efterhånden velkendt, at manden er fremtidens taber. Drengen har mere end pigen brug for ritualer eller indvielser, der kan vække manden i ham. Disse mangler. I stedet for har drengen udsigt til, hvad Badiou kalder ”den perverterede krop, ”den ofrede krop” eller ”den meriterende krop.” Den piercerede og tatoverede revolte eller søgen efter identitet; den politiske selvmordsbomber, der ofrer sig for politisk eller religiøs tomhed og den lydige krop, der har fundet sig et arbejde.

Fremtiden for pigerne er lysere, sandsynligvis fordi deres fortid generelt har været mørkere. Dog, ser Badiou ikke det store potentiale i den dominerende ”borgerlige femisme”, hvorved kvinden reduceres til at blive én, nemlig karrierekvinden. En tro kopi af manden stereotypologi.

Det store problem er kapitalismen. Den fastholder drengene i en infantilt stagnation. Mens fraværet af en ydre markering, fx (ægteskab eller en mand, som tidligere) medfører at pigerne bliver kvinder for tidligt.

Badiou tilføjer ny energi til den ”borgerlige feminismes” lidt trættende positioneringskamp, der – ganske uambitiøst – handler om at fratvinge manden hans position, selvom dette reelt er en reduktion af kvindens potentielle. Kvinden er en proces, ikke en position. Manden er fastlåst i én position – historisk – som lovens garant, men når nu Gud ikke eksisterer, er der frit spil.

Historisk er kvinden blevet betragtet som farlig, fordi hun reelt rummer to positioner (eller To-positionel, som matematikeren Badiou skriver). Husmoderen er ”kun kvinde, hvis hun virtuelt dubleres af forførersken, forførersken er kun magtfuld, fordi hun færdes på kærlighedens bredder …” Kvinden er altid to-positionel ”noget, som udspiller sig mellem to positioner … Man forstår ikke meget af alt dette, hvis man ikke er overbevist om, at Gud ikke eksisterer, og dermed at ’Faderens Navn’ som En-positionel ikke længere eksisterer. En kvinde er processen i denne ikke-væren, som konstituerer det En-positionelle hele væren.”

Manden har undertrykt (og undertrykker (visse steder!)) kvinden for at bevare sin position, som den En-positionelle magt og lov. Af samme grund spærrer mange religioner kvinden inde i et sort boks eller gemmer hende af vejen.

Heldigvis – hvilket Badiou ikke nævner – vil de fleste unge mænd i Vesten ikke reducere kvinden til noget som helst (ej heller ophøje sig selv, fordi du tilfældigvis er født mand). (Et muligt problem er, at Badiou skriver med sine sønner in mente, men disse er angiveligt i fyrrene (eller mere), da Badiou er næsten 80 år, hvorfor han heller ikke helt har blik for det, som er i sin vorden blandt de lidt yngre, hvor manden også kan rumme flere positioner).

Det overordnede problem er nu, at kvinderne har et ansvar overfor menneskeheden. Enhver kvinden bærer potentielt fremtiden i sit skød (en mands sæd kan blot fryses ned). ”Enhver kvinde kan være en pige uden noget ønske om moderskab. At det er en mulighed, er fuldt ud legitimt. Men man må indrømme, at det ikke kan være en regel.”

En regels universelle konsekvenserne skal nemlig altid undersøges, og en universel afvisning af moderskabet betyder slet og ret menneskeracens endeligt. Ergo: Det er en dårlig regel, fordi den ødelægger spillet.

Det er denne balancegang der p.t. er udfordringen, og som nok ikke overvindes ved at opfordre kvinderne til at tælle deres æggeløsninger. Løsningen er altså ikke pligter, men en kultivering af et fælles ansvar, som nødvendigvis må inddrage manden, hvorved omsorg, pleje og kærlighed vitterligt bliver et fælles anliggende, der udspringer af kærlighed – og ikke en frygt for at kvinderne taber terræn på arbejdsmarked.

Til trods for sine matematiske ideer om kønnet, så virker Badiou i sine tanker en smule gammeldags. For eksempel slutter han med at spørge: ”Hvad er en kvindelig kunstner, musiker, maler, digter? … Hvad er en kvindelig filosof?”

Dette er ikke interessante spørgsmål. Her fristes jeg til at gentage Foucaults spørgsmål: Hvad betyder det for kvaliteten af det sagte, hvem der har sagt det? Ingenting.

Det kunne have været interessant, hvis han var dykket lidt ned i andre, mere progressive feministiske teorier eller posthumanismens tanker.

Selvfølgelig betyder kønnet ingenting med hensyn til god litteratur, kunst, filosofi og matematik, men kulturen, religionerne, uddannelsessystemet og fiktive kønsroller har alt for længe bildt os ind, at det er sådan.

Hvad nu hvis den italienske forfatter Elena Ferrante viser sig at være en mand? Enhver litteraturelsker, ville sige: So what?

Badious bog er ikke desto mindre vigtigt, fordi den gør de unge opmærksomme på, ”at der kunne ske noget andet end det, der sker.” En anden, mere fair og kærlig verden, er mulig. Det er ikke etableringen af position og karriere, ”der står i første række, men derimod en sand tanke.”

Det sande liv kan stimulere de unges spørgelyst, hvorved bogen til fulde tjener sit formål.

Litterære grupperinger

Hvem har brug for litterære grupperinger, spørger Politikens litteraturanmelder Lillian Munk Rösing. Ingen, selvfølgelig. Slet ikke de sexistiske, som Rösing med god grund harcelererer over. Identiteter og grupperinger er omklamrende og utålelige, uanset hvilken sammenhæng de anvendes i. Alligevel er det lidt trættende af lytte til Rösings indignation, for er der noget som kvindekønnet ikke er i dansk litteratur, så er det undertrykt og underrepræsenteret p.t. Og det er dejligt. Tværtimod er kvindekønnet ofte meget fremme på dets eget køns vegne, hvilket også er fint, men lidt bagstræberisk, da de kvindelige danske forfattere ikke er underrepræsenteret p.t. Skulle Rösing være i tvivl, kunne hun se på kønnet af de forfattere hun selv anmelder. Her er kvinder ikke i undertal. Og dette skal ses i lyset af, at Rösing, som bekendt, er en af de mest magtfulde anmeldere i Danmark. Men okay, måske er det vigtigt at minde andre om, at kønnet ikke er vigtigt, som andet end et biologisk reproduktionsorgan. Ikke desto mindre kan Rösing ikke lade være med at – godt nok spørgende – at antyde, at kvinden er bedre til at indleve sig i de andre end manden. Det burde hun jo vide er en kliche, der er så tåbelig, at den ikke engang bør nævnes, end ikke spørgende. Hun burde vide bedre, da hun sikkert også læser bøger af mandlige forfattere. Ellers sender jeg hende gerne en liste.

Trykt i Politiken 8. marts 2015

Apropos den 8. marts, som er kvindernes kampdag – sågar en fornem dansk opfindelse – kunne det være interessant at udvide kampzone. Gad vide hvordan det er at være kvinde i Spanien, hvor hustruvold er udbredt? Eller i Indien og flere lande i Mellemøsten og Afrika, hvor kvinden slet ikke betragtes som et menneske. Den danske debat er for de privilegerede, dvs. ofte socialt velstillede kvinder der kalder sig feminister. Hvordan står det til med de kvindelige forfattere, eller blot forfattere i mange andre lande? Kommer de tvekønnede til orde? Samtidig skal man passe på ikke at reproducere naive kønsteorier, fx at det ene køn er mere empatisk end det andet, når feltet reelt hedder kønsstudier. Og det hedder kønsstudier, fordi der ikke er en teori om kønnet, der passer med virkeligheden. Mænd og kvinder kommer i alle farver og former.

Strøtanker

Den norske filosof Arne Næss formulerede i bogen En del elementære logiske emner seks principper for saglig og etisk kommunikation. De lyser således:

  1. Undgå tendentiøst udenomssnak – Såsom personkarakteristikker, påstande om modpartens motiver, årsagsforklaringer til argumentet.
  1. Undgå tendentiøse gengivelser – Gengivelsen må være neutral med tanke på stridsspørgsmål.
  1. Undgå tendentiøs flertydighed – Flertydigheden gør at argumentet kan tilpasses kritikken.
  1. Undgå tendentiøs brug af stråmænd – Tilføj ikke din modstanders standpunkt et indhold han eller hun ikke står inde for.
  1. Undgå tendentiøse originalfremstillinger – Information som lægges frem, må ikke være usand, ufuldstændig, skæv og/eller tilbageholde relevant information.
  1. Undgå tendentiøse tilberedelser af indlæg – Såsom ironi, sarkasme, skældsord, overdrivelser eller trusler.

Formålet med disse principper er at sikre fairness. Principperne kan sikkert inspirere mange for tiden.

Ifølge Næss besidder alle former for liv en iboende værdi. Næss selv kalder det et aksiom. Det betyder nu ikke, at et aksiom er forkert, hvis ikke det kan retfærdiggøres – at tro sådan er lig med en brist i ens opdragelse, sagde Aristoteles. Eksempelvis har træet en værdi i sig selv, og ikke kun værdifuldt som en mulig stol eller noget at tisse opad. Denne værdi kommer til udtryk i hver tings forhold til noget, som ikke er den. Relationerne er givende i kraft af de forskelligheder, som i sig selv er værdifulde. Alt er relationer. Det betyder også, at mennesket er ikke centrum for alt livet. Sådan tænker de fleste ellers. Dernæst – for blot at gøre slemt værre – tænker mange, at visse mennesker er vigtigere og mere værd. Her er kriteriet ofte religiøst, politisk, titel eller køns bestemt. Altså ideologisk og normativt.

En mere simpel måde at skitsere de seks principper på, er, at skabe et rum, hvor samtalen med de andre er upartisk og præcis. Hvordan er man så det?

Mara Lee har fornylig udgivet bogen Når andre skriver. Den handler bl.a. om identitet som noget hæmmende, fx du er kvinde eller mand. Af samme grund skrev Deleuze og Guattari om kvindeblivelsen, dyreblivelsen etc. som en proces, der aldrig ender. Ingen bliver nogensinde kvinden per se. Der er ikke nogen ideel kvinde, måske en, der i så fald kun er det for mig. Den eneste ene er en romantisk, tør jeg skrive, ”utopi”?

Lee skriver om ikke at ville påtage sig en bestemt identitet, men ikke desto mindre prøve at forstå de andre, som har placeret en i denne. Skismaet er, at ”jeg” ikke vil være ”kvinde” eller ”mand”, sådan som normen har defineret disse. Men enhver ved jo godt, at han eller hun er henholdsvis mand eller kvinde, hvilket medfører en vis solidaritet med denne gruppe – til trods for dens ulidelige karikatur. Jeg er nok ikke den eneste mand, der ikke drømmer om at blive kvinde, men som heller ikke er mand på den måde, som en ”rigtig” mand er. Hverken slatten er pumpet. Den ”rigtige” mand er en konstruktion.

Lee skriver, at de andre ligeledes er defineret af normen. Det betyder reelt, at normen negligerer empatiens mulighed for ikke at agere strategisk. Det er svært at bryde igennem en norm. Udfordringer bliver at tilegne eller solidariserer sig med de andre, hvilket sker ved at forstå de andre, som de andre, forstår sig selv. Kan du rumme X, mens X er i færd med at blive Y? Det er spørgsmålet, og ikke, hvorvidt X passer ind, som en brik i et puslespil – i et allerede defineret identitet.

Undgå tendentiøse gengivelser, er, at gengive de andre, som de andre. Det er svært at forholde sig neutralt til dette princip p.t., hvor nogle satiretegnere er ofre for overgreb og mord. Spørgsmålet er om satiretegningerne gengiver Muhammed, som han vitterligt er, eller om Muhammed karikeres? På den måde er det ikke selve tegningerne, ej heller billedforbuddet, der er afgørende. Snarere den konkrete tegning. Kan man med sikkerhed vide om den ene eller den anden tegning er forkert i sin gengivelse? Det kan man ikke, hvis man mener at enhver identitet er et fængsel. Det vil sige, hvis man mener at enhver altid er en anden. Blivende. Derimod kan man sagtens mene det, hvis man argumenterer ud fra en forestilling om at vide – med sikkerhed – hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ”normen.” Det er normer, der skaber krig og terror. Af samme grund bliver erfaringen også vigtigere end universelle etiske regler. Den, der besidder en empatisk evne, vil også føle og tænke med de andre, have forståelse for de andre, hvorved det kan være nemmere at handle konstruktivt.

Måske er det ikke selve tegningen, som gør udslaget, men gengivelsen af denne gengivelse. Tegningen læses i lyset af den ene eller anden norm. I stedet for at hænge sig i normer, må vi nærer tiltro til de andre, til deres oprigtighed, mens vi oprigtigt, ikkestrategisk og empatisk forsøger at forstå de andre, som de andre. Det kræver mod. Det er som at stå på en meget tynd is, mens man tisser på den. Vil isen smelte på grund af min varme stråle?

Dette kan også siges anderledes: Bliver demokratiet mere eller mindre gæstfrit på grund af disse tegninger? Er der andre måder, hvorpå man kan invitere alle til at deltage, som andet end en brik i et puslespil, der afbilleder en pengeseddel?