Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” – kødet – kan man sige, at erfaringen, det at leve, sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv havde valgt. De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.