Nedenfor er en artikel, Grumset catalansk nationalisme, der handler om Catalonien og Spanien. Jeg skrev den for et par år siden til magasinet Modkraft. Jeg deler den, igen, fordi den nuværende journalistiske David mod Goliath-vinkling – som flere medier belejligt anvender – er lidt for naiv.

I Barcelona ligner livet p.t. på mange måder sig selv. Folk går på arbejde, børnene i skole og cafeerne er fulde. I går, da Barcelona spillede fodbold, ventede flere med at slå på gryder og pander indtil der var pause. Ideen med at slå på gryder og pander er et charmerende eksempel på, hvordan man viser sin utilfredshed. Og da mine fem-seks naboer var færdige med gryderne, var der så en eller anden, der satte den spanske nationalmelodi på. Nabokrig!

Det er dog alvor. I første omgang er det vigtig at anerkende, at der er megen smerte i Spanien og Catalonien pga. borgerkrigen, som aldrig er blevet forløst. I stedet for at kigge smerten i øjnene og prøve at forstå, undgås dette ømtålelige emne bag stereotypiske angreb fra begge parter. På den måde bliver sorgen nemt til vrede og, desværre også, had. Der er mange følelser på spil, som begynder at træde tydeligere frem i det daglige. Skal to ekstremer udpeges, så ser nogle Spanien som en besættelsesmagt, mens andre ser sig selv som spaniere og cataloniere.

Der er mange spørgsmål, som dukker op: Er løsningen at stikke af, fordi man vil noget bedre? Er løsningen at konfrontere problemerne i fællesskab? Er nationen andet end en anakronistisk og romantisk ide, der bygger på forestillingen om kontrol af ens egen velfærd i en verden, hvor de fleste problemer kun kan løses i fællesskab: immigration, klima, finanskrise, sexisme og racisme? Er det penge, der spiller ind i den catalanske nationalfølelse? Er alt vitterligt spaniernes skyld? Har Spanien forsømt eller ignoreret Catalonien? Er det frygten for at miste det catalanske sprog og kultur, som ellers anvendes i skoler og i al offentlig kommunikation, der spiller ind? Er det forfængelighed? Ren og skær magt, der spiller ind hos begge partere? Og hvad er skolesystemets rolle i Catalonien, når så mange unge slet ikke nærer noget tilhørsforhold til Spanien? Nogle taler om en strategisk uddannelsesfabrik af unge uafhængighedshungrende cataloniere? Andre taler om, at der dybt inde i den spanske regering stadigvæk er nogle af Francos gamle venner? Og alle taler selvfølgelig om mediernes rolle, især de catalanske mediers manglende kritiske journalistisk, når det drejer sig om uafhængighedsspørgsmålet. Eksempelvis er den catalanske fjernsynskanal TV3 kendt for at afholde debatter om uafhængig, hvor de inviterer én gæst, der er imod, og tre gæster, der er for. Flere sager kører mod de catalanske medier for ikke at være upartiske.

Der er heldigvis en masse gode kræfter i hele landet, men de har desværre alt for længe været tavse med henblik på at skabe forståelse, fx har kunsten ikke spillet nogen afgørende rolle i flere år med værker, der kunne skabe en forløsning m.v.

Lige nu er det overladt til et politisk teater, hvor en af hovedaktørerne er meget snu og strategisk, mens den anden mangler det man på tysk kalder gefühl. Og i et politisk teater, hvor alt er symbolik, smides der så igen rundt med begreber om frihed, demokrati, nationalisme osv. Af samme grund er det vigtigt, at forsøge at holde hovedet lidt køligere. Og det er svært. I et par uger har jeg fuldt debatten på Twitter, som mest af alt er ren og skær propaganda, hvor jeg både blev revet lidt med, inden jeg dog blev for deprimeret over al den vrede, smerte og også dumhed, som florerer.

Måske er kløfterne blevet for dybe til at se det, som cataloniere og spaniere deler. Hvilket er mere end det, som skiller dem, men dette betyder ikke altid noget, hvis hullet er blevet for dybt. 

Et eller andet sted, burde hele nationen sætte sig ned, holde hinanden i hånden, trække vejret dybt, sammen, og bare sidde, helt stille. Og der ville ikke gå mere end ti minutter inden flere ville bryde grædende sammen. Mest af alt er det trist, det som sker.  

Om jeg bor i Spanien eller Catalonien på mandag er uvist … Der er håb og fortvivlelse. Og nu blev denne artikels manchet lidt mere end det.

*** 

Den 11. september 1714 blev Barcelona besejret af den spanske hær; en hær, der blev ledet af den spanske konge Philip den V.

Siden denne skæbnevanger dag har den 11. september været Cataloniens nationaldag. Skønt Catalonien ikke er en nation. Endnu.

Cataloniens historie er fuld af krige. Regionen har været underlagt Rom, muslimer og Spanien.

I 1137 blev Catalonien en del af det spanske rige. I de følgende mange år var Catalonien en spansk region med særlige rettigheder.

I 1701 udbrød der krig om den kongelige spanske arvefølge. Her valgte Catalonien at heppe på Østrig, hvilket var en strategisk dårlig beslutning. Eventyret sluttede for alvor i 1714, hvor regionen mistede sin særstatus.

Kigger man nærmere på historien, er det dog ikke sådan, at Catalonien ikke selv har udlevet imperialistiske drømme.

Eksempelvis tales der catalansk visse steder i Frankrig, Spanien, Andorra og Italien. Catalonierne truede de steder befolkningen med fængsel eller døden, hvis de ikke talte catalansk.

Faktisk er der steder i Sicilien, hvor forældre siger til deres uartige børn: »Opfør dig ordentligt ellers kommer catalonierne.«

Historien er altid mere grumset end en fodboldkamp.

Den spanske borgerkrig, der hærgede i landet fra 1936 til 1939, var eksempelvis ikke en kamp mellem Madrid og Barcelona. Sådan bliver det nogle gange udlagt – måske især af F.C. Barcelonas fodboldtilhængere, der dermed overser at Madrid var den sidste by der faldt for Francos tropper.

Borgerkrigen var en lidelse for mennesker alle steder i Spanien.

Spoles tiden frem til Catalonien anno 2014, er historien ligeledes kompliceret. Det skyldes til dels at historien altid er til debat qua kilder og metoder, men også at historien ofte anvendes politisk.

Der er eksempler på konferencer, hvor historikere, som er fagligt uenige med hensyn til den catalanske nations undfangelsesdato, ikke er blevet inviteret. Der var altså ikke tale om forskning, men om propaganda, idet resultatet var givet på forhånd.

Fornylig holdt museet og kulturinstitutionen CCCB i Barcelona en debataften, der handlede om den catalanske selvstændighed og identitetsdannelse. Her var alle de inviterede talere enige om, at det var det rigtige at blive en selvstændig nation.

Flere, som jeg talte med, virkede frustreret over den manglende debat i CCCB.

Propaganda og kontrol er der nok af. Eksempelvis har den catalanske præsident Artur Mas, som har regeret siden 2010, bedt det lokale styre – la Generalitat – straffe tre lokale radiostationer med en bøde, fordi de ikke reklamerede for proforma valget den 9. november.

De fleste nærer en vis sympati for en sag, når de hører, at den handler om frihed. Frihed er et positivt begreb – om end et begreb, der kan være svært at definere uden at ødelægge begrebets kraft.

Catalonien vil gerne blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien.

Catalonien er ikke Spanien, står der på bannere, når Barcelona spiller vigtige fodboldkampe. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre cirka halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt.

Proforma valget den 9. November gav et klart ja til selvstændighed, men valgprocenten var lav – omkring 32%. Den lave valgdeltagelse skyldes angiveligt, at valget ingen juridisk eller demokratisk kraft havde.

Så frihedskampen fortsætter. Præsidenten Artur Mas har satset hele sit karriere på selvstændighed. Han er stædig.

Uagtet, hvorvidt et flertal ønsker selvstændighed eller ej, går projektet ud på at blive en selvstændig nation.

Den anerkendte spanske og catalanske filosof Victoria Camps har udtalt i avisen El Diario, at »det største problem ikke er flaget, men pengene.« Selvstændighedskampen er motiveret af penge.

Catalonien er Spaniens rigeste region. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv.  Når vi i Danmark – nok mest i sjov – siger om spanierne, at de altid siger: Mañana mañana, så gælder det ikke catalonierne.

I hvert fald ikke ifølge catalonierne selv. De siger nemlig det samme om spanierne. Siesta er ligeledes et spansk fænomen. Tid er som bekendt penge, og penge er vigtige i Catalonien.

Catalonien er den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen af privatskoler er på mere end 40 procent.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner.

Det irriterer flere cataloniere – især nu, hvor der har været finansiel tørke. Og det bekymrer dem, fordi de ikke føler nogen solidaritet med resten af Spanien. Tværtimod. Der er flere som føler, at Catalonien er okkuperet af Spanien.

På den catalanske nationaldag i år, mødte jeg en mor fra min søns klasse. Hun var højgravid. Henover sin udspændte mave stod der: »Jeg håber, at vokse op i et frit land.«

Det kan være svært at tage helt seriøst, hvis begrebet frihed skal have nogen mening. Catalonien er ikke just Afghanistan (og Afghanistan er ellers ikke Spanien, hvorfor netop dette land ifølge den catalanske definition burde være frit, som alle andre lande, der ikke er Spanien).

Som de fleste ved blomstrer retorikken lystigt i politik. Desværre overser mange, at sproget farver vores blik og tanker. Jeg spurgte hende, hvad hun helt præcist mente, hvortil at hun svarede: »Det hele er meget kompliceret og følsomt.«

Sådan svarer de fleste. Der er ikke en decideret debatkultur i Spanien. I hvert fald siges tingene typisk så tilpas vagt, at ingen reelt ved, hvad der siges.

Victoria Camps siger det dog klart: »Uafhængighedsprocessen er styret af noget indre mere end dømmekraften.« Det er kompliceret.

Jeg har talt med ældre i Barcelona, som med tårer i øjnene mindes, hvordan de blev kaldt rotter, fordi de talte catalansk. Ligesom jeg har talt med ældre, som på trods af borgerkrigens rædsler også havde et positivt billede af General Franco, fx hans stærke katolicisme og familieværdier, sågar hans forbedringer af sundhedssystem.

Det er grumset. Og derfor vælger mange – desværre – at undlade samtalen eller debatten. Det hele bliver enten-eller.

Victoria Camps udtaler i samme interview, at selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske, siger hun.

Det betyder blandt andet, at de catalanske politikere (og medier, hvoraf flere er kontrolleret af politikerne, fx TV3) ikke beskæftiger sig med meget andet end dette spørgsmål. Det minimerer muligheden for en dialog internt i Catalonien, men også i Spanien, hvor det hele reduceres til for eller imod.

Selvstændighedsprojektet er altså ikke en fortsættelse af de røde rebelers frihedskamp mod nogle fasister, der sidder i Madrid og styrer det hele.

Historien gentager sig til dels, men med omvendt fortegn.

Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Paissagt undskyld til George Orwell.

Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia [Hyldest til Catalonien] situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hylder frihedskampen og arbejderklassens sammenhold.

Tingene har ændret sig. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder. Det er et patriotisk projekt.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Er Catalonien blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler man om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Er der tale om »newspeak«, når Madrid kaldes korrupt, mens den tidligere catalanske præsident gennem 19 år, Jordi Pujol er Senor Corrupción per se? Ikke desto mindre sidder han i en fin lejlighed, og ikke i et fængsel. Hvad er Artus Mas rolle?

Der snakkes i krogene med lav røst, hvilket selvfølgelig hænger sammen med den manglende tillid til systemet.

Mistroen hænger også sammen med det, som den franske filosof Gilles Deleuze betonede, da han sagde at minoriteten ikke er et spørgsmål om antal, men om magt og kontrol.

I Catalonien er det spanske sprog en minoritet. Tilhængere af Spanien er en minoritet, selvom forholdet er cirka 50/50 for og imod.

Sproget, det catalanske, anvendes strategisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig.

Medierne er ikke neutrale. Det catalanske flag blafrer fra balkoner, avisstandere, biler og rundkørsler i hele regionen. Ingen er i tvivl: Dette er ikke Spanien.

En anden forfatter, den berømte og interessante Javier Cercas, taler i tidsskriftet Letres Libres om, hvordan hans generation, det vil sige generation X eller den generation, hvis forældre og bedsteforældre var involveret i borgerkrigen, har opført sig uansvarligt. De har undgået samtalen.

Der er korruption – både blandt spanske og catalanske politikere, påpeger han. Der peges fingre, siger han.

Cataloniens finansielle krise er Spaniens skyld, ikke Cataloniens, siger catalonierne. Denne uansvarlighed har ingen ende, skriver Cercas. I Frankrig er det Bruxelles skyld. I Danmark er det Sveriges skyld. Der mangler en form for selvkritik i den catalanske region.

Det er igen den manglende dialog; den manglende evne til at se sig selv i øjnene uden at de løber i vand af selvtilfredshed.

Antropologen Maria Teresa Giménez Barbat, ligeledes i Letre Libres, beskriver hvordan hun er bekymret for denne hang til nation-dannelse.

Hendes tese er, at der er belæg for at sige, at der i dag er færre krige i verden på grund af en reduktion af nationer.

Eksempelvis har det catalanske styre ihærdigt fremmet en nationalidentitet i skolesystemet ved gradvist er eliminere det spanske sprog. I stedet for at få tosprogede børn, uddanner Catalonien i dag børn i catalansk. Første andetsprog er engelsk. Dernæst spansk.

Relationen til Spanien ødelægges bevidst, fordi den catalanske identitet er negativt defineret. Eller i hvert fald fremstår sådan. Desværre.

Uanset om man er for, imod eller neutral med hensyn til catalansk selvstændighed, kan man kun håbe, at 2015 vil bringe mere debat og dialog. Det vil give projektet en mere positiv positionering, men også fremme forståelsen og minimere de mange misforståelser.

Spanien, som Catalonien stadigvæk er en del, er en såret nation, der trænger til at blive helet. Catalonien, som stadigvæk er spansk, er en region fuld af ressentiment.

Finn Janning er forfatter og filosof bosat i Barcelona.

Catalanflag