Engang i halvfemserne blev jeg heteroseksuel. Det skete, da jeg søgte en stilling som bartender på Pan i København. Den ansvarlige bartender spurgte, om jeg ville gå hjem med mændene, der besøgte stedet. Nej, svarede jeg. Du er altså heteroseksuel, sagde han. Det går ikke an, supplerede han. Bartenderen er blot en af mange eksempler på personer, som ophøjer egne præferencer til et ideal (i.e. homoseksualitet). Havde det gjort en forskel, hvis han havde refereret til Jim Morrison?

Ifølge forfatteren Hanne Blank, så fandtes der ingen heteroseksuelle før 1869. Det skriver hun i bogen Straight. Der var til gengæld en masse mænd og kvinder, som levede sammen og fik børn. Der var også mange mænd og kvinder som ikke gjorde det. Altså levede sammen, selvom de måske fik børn. I slutningen af nittenhundredetallet opstår et ideal om at mænd og kvinder er mere ”rigtigt”, end mænd og mænd, eller kvinder og kvinder sammen, eller et miks. Eller rettere: i første omgang anvendes termerne heteroseksuel og homoseksuel af en psykolog, for at skabe ligeværdighed mellem forskellige former for seksuelle tilbøjeligheder. Betegnelserne havde intet med biologi eller videnskab at gøre. Desværre var der hurtigt mange, der fik en interesse i at styre menneskets adfærd, fx ved at gøre den ene seksualitet mere ”rigtig” end en anden. En form for moralisme. Psykologen Freud var en af dem.

Denne idealisering er fortsat frem til i dag, hvor heteroseksualitet udfordres af andre idealer, fx lesbiske og bøsser. Aldrig har der floreret så mange selvforherligende idealer baseret på noget så kedeligt, som hvem en eller anden ønsker at dele kropsvæsker med. Ingen mennesker får mere eller mindre værdi, fordi de har de seksuelle præferencer, de nu engang har. Det virker indlysende, men ikke for alle.

Det handler i høj grad om samspillet mellem magt, normer og diskurs. Hvem siger hvad, og hvorfra. Det er vigtigt at blik for denne mekanisme: Hvordan idealer altid tjener en interesse. Skulle en lesbisk forfatter eventuel påstå, at det kan være svært for en heteroseksuel mand at forstå hendes bøger, gøres ens seksualitet til noget magtfuldt og normgivende, ja noget særligt. Og værre endnu, det gøres til noget magtfuldt og særligt ved at reproducere gamle idealer, fx at der findes én slags heteroseksuel mand, som tænker og læser på en bestemt måde. Dette er naivt. Og det fremstiller desværre en sådan eventuel lesbisk forfatter, som snæversynet. Snæversyn og marketing går – som bekendt – hånd i hånd. Ligesom erhvervslivet mere generelt er alt for gode til at fastholde stereotyperne omkring kønnet a la ”Helle Thorning-Smith har nosserne til at tage svære beslutninger.” At tage beslutninger, har selvfølgelig intet med testikler at gøre, men viden, mod, visioner og så videre. Dette er ikke forbeholdt mænd.

Hvilke bøger kan en tvekønnet læser for resten forstå?

Blank påpeger glimrende, hvordan det rent biologisk kan være svært at afgøre, hvem der er mand eller kvinde, jf. de tvekønnede. Ikke desto mindre er kønnet biologisk betinget, mens kønsrollen altid er noget vi gør. Dette er en pointe, som hun har fra Judith Butler. Det er fristende at spørge: Er transvestitter, dvs. mænd der holder af at klæde sig ud og opføre sig som kvinder (ofte en stereotypisk kvinde), mænd eller kvinder? Er kvinder, som holder af at klæde sig ud og opføre sig, som stereotypisk mænd, kvinder eller mænd?

Blank forsøger, at overkomme denne ødelæggende hang til at reproducere stereotypiske kønsroller. Et sted skriver hun: ”… nor do I have the sensations of ’being’ heterosexual or homosexual or anything but a human being who loves and desires other human beings.” Et menneske, der elsker og begærer andre mennesker. Hun gør det godt. Hun er ikke fortaler for en ideologi eller en seksualitet, men understreger, at det smukke ved at være menneske er, at man kan blive mand, kvinde, lesbisk og trans uanset køn. Med andre ord, ens åbenhed og modtagelighed er ikke seksuelt betinget.

Blank skriver fra en anti-position, der er nysgerrig og udfordrende. Hvis videnskaben ikke kan definere en heteroseksuel krop, fordi der nogle gange er et X eller Y-kromosom for meget eller for lidt, hvad så? Hun viser, hvordan medierne reproducerer de stereotypiske kønsroller. De såkaldte frie og moderne kvinder i Sex and the City forløses først, når de finder en mand, som havde en kvinde ingen identitet uden dette påhæng. Ikke alle kvinder ønsker at blive mor; ikke alle mænd drømmer om at kunne forsøge en familie.

Et ideal, fx den heteroseksuelle hvide mand (der har det med at ligne hipsteren Jesus), er hæmmende. Men et sådan ideal bør ikke erstattes af en andet. Hvorfor denne hang til at opdele mennesker i kasser?

Blank viser, at der selvfølgelig er noget trygt i disse kategorier og idealer, selvom de aldrig er andet end en fabrikation. Hun viser, hvorfor nogle minoriteter fastholder disse, da de hjælper med at opbygge en identitet (jf. marketing). Det drejer sig om, at overkomme den gængse reproduktion af socialt konstruerede identiteter. Overkomme foretillingen om én identitet.

Enhver kvinde er mange. Det samme er enhver mand. Kvinder er ikke født mere følsomme end mænd, men opdraget til at være det. Mænd er heller ikke født mere konkurrencelystne end kvinder, men opdraget til det. Opdraget gennem idealer og normer. Let’s move beyond.

Blanks bog er en fin lille bog, en personlig bog, der mest af alt viser, at ”being straight” er et skabt ideal (alle idealer er socialt skabte), som ingen af os kan leve op til. Ikke engang Hugh Hefner.

Det er måske grunden til at Platon, manden med den ideverden, aldrig kunne finde på at placere feminisme, maskulinisme, heteroseksualitet, homoseksualitet og så videre, som et ideal i hans opdigtede ideverden. Kun kærlighed og visdom. Kærlighed og visdom kender ikke til identitetshungerende kasser (læs: begrænsninger). Kærligheden er aldrig straight, det er noget, som er forbeholdt nydelsen af visse whiskyer.