Tag: køn

Tvangstrøjen

Det burde handle om Amanda Gormans digt ”The Hill We Climb”, som digteren læste op ved Joe Bidens præsidentindvielse i Washington. I stedet for handler det om, hvem der må oversætte digtet. 

Sophus Helle skriver i Weekendavisen, at ethvert valg er et fravalg, hvorved et valg af en hvid oversætter netop er et fravalg af en sort. Men selvfølgelig kan et valg også betragtes som et tilvalg, hvorved et valg af en bestemt oversætter er et valg af en særlig digterisk kvalitet.

Debatten om hvem der bør og må oversætte digtet, handler desværre ikke om digtets kvaliteter eller en eventuel oversætters evner, men ene og alene om hudfarve og køn. Dette blev tydeligt, da den hollandske aktivist Janice Deul, fandt det uforståeligt, at der ikke var valgt ”en spokenword-kunstner, ung og stolt sort.” I stedet havde det hollandske forlag valgt forfatteren Marieke Lucas Rijneveld, der sidste år vandt den internationale Booker-pris for sin første roman, og som er hvid. Eller rettere, som hverken er hvid eller sort, da forfatteren definerer sig selv, som ikke-binær. 

Valget af Rijnevelds var ellers blevet godkendt af Amanda Gorman. Jeg formoder ud fra vedkommendes kunstneriske kvalifikationer. Ikke desto mindre satte Deul spørgsmålstegn ved Gormans kriterier.

Sophus Helle vil gerne tolke – eller oversætte – Deuls spørgsmål til ikke at handle om, hvorvidt hvide må oversætte sorte digtere, men hvorfor sorte ikke bliver bedt om det. Pointen er sympatisk – og relevant – men ikke desto mindre var det Deuls ærinde, at oversætterens identitet er afgørende: Hudfarve, køn og seksualitet kommer før digteriske kvaliteter. 

Deuls ytringer er blot et eksempel på, at kunsten for længst er blevet politisk, mens politikken længe har været moraliserende.

Hun er også et eksempel på, at samtiden mangler både empati og fantasi. Det er til synladende svært for mange at begribe, hvordan en sort kan sætte sig ind i en hvid dames værk, eller omvendt. Hvordan en homoseksuel kan forstå en heteroseksuel. Fortsætter tendensen, kan vi i fremtiden ikke bede mandlige anmeldere, anmelde kvindelige forfatters bøger, og omvendt. Niels Lyngsøs roste oversættelse af Marcel Proust bør kaldes tilbage, da han hverken er sengeliggende eller tilstrækkeligt homoseksuel. Journalist på Politiken Kim Skotte har engang skrevet Haikudigte, hvilket jo er utilgiveligt, da han slet ikke er japansk. Selvom Iben Hasselbalch formåede at oversætte den chilenske forfatter Roberto Bolaño gadesprog perfekt, så skulle hun aldrig have været valgt af Gyldendal, da hun som bekendt er kvinde og Bolaño mand. 

I god litteratur anslås en stemme eller en tone, der ikke kan reduceres til et køn, race eller seksualitet.

Da jeg studerede på Duke Universitet i forbindelse med mine ph.d.-studier, fortalte litteraten Fredric Jameson mig, at han en overgang fjernede for- og bagside fra de romaner, han læste, fordi han ikke ønskede at farve sin læsning på grund af forfatterens køn – eller værre endnu – de blurbs eller resumeer, der altid er at finde på bagsiden. 

Den spanske forfatter og oversætter Nuria Barrios kaldte i El Pais hele virakken omkring Amanda Gormans digte for identitetspolitikkens sejr over kreativ frihed og fantasi. Og, mere rammende, skrev hun, at ingen længere kan blive, hvem de ønsker at blive, fordi vores hud – og køn – er blevet en ”tvangstrøje.” 

Tvangstrøjen kommer sig af, at færre og færre kan forestille sig feminine mænd, hvide der føler sig sorte, etc. Faktum er, at enhver identitet, hvad enten det drejer sig om nationalitet, kultur, køn, race eller seksualitet, er en fiktion.

Faktisk virker det decideret fantasiløst, at tro at alle kvinder qua kvinder tænker, føler og lever ens, eller alle homoseksuelle qua homoseksuelle, alle sorte qua sorte, etc.

Den spanske filosof Victoria Camps skriver i hendes bog At vælge tvivlen, at mange menneskers hang til at opdele alt i en dualisme: mand versus kvinde, sort versus hvid, rigtigt versus forkert, har gjort os intellektuelt dovne. Den moralske skråsikkerhed har ikke gjort os klogere eller fremmet forståelsen mellem mennesker. Tværtimod. 

På den måde er hele debatten en sørgelig kontrast til Gormans digt.

Bragt i Weekendavisen den 31. marts 2021

Litterære grupperinger

Hvem har brug for litterære grupperinger, spørger Politikens litteraturanmelder Lillian Munk Rösing. Ingen, selvfølgelig. Slet ikke de sexistiske, som Rösing med god grund harcelererer over. Identiteter og grupperinger er omklamrende og utålelige, uanset hvilken sammenhæng de anvendes i. Alligevel er det lidt trættende af lytte til Rösings indignation, for er der noget som kvindekønnet ikke er i dansk litteratur, så er det undertrykt og underrepræsenteret p.t. Og det er dejligt. Tværtimod er kvindekønnet ofte meget fremme på dets eget køns vegne, hvilket også er fint, men lidt bagstræberisk, da de kvindelige danske forfattere ikke er underrepræsenteret p.t. Skulle Rösing være i tvivl, kunne hun se på kønnet af de forfattere hun selv anmelder. Her er kvinder ikke i undertal. Og dette skal ses i lyset af, at Rösing, som bekendt, er en af de mest magtfulde anmeldere i Danmark. Men okay, måske er det vigtigt at minde andre om, at kønnet ikke er vigtigt, som andet end et biologisk reproduktionsorgan. Ikke desto mindre kan Rösing ikke lade være med at – godt nok spørgende – at antyde, at kvinden er bedre til at indleve sig i de andre end manden. Det burde hun jo vide er en kliche, der er så tåbelig, at den ikke engang bør nævnes, end ikke spørgende. Hun burde vide bedre, da hun sikkert også læser bøger af mandlige forfattere. Ellers sender jeg hende gerne en liste.

Trykt i Politiken 8. marts 2015

Apropos den 8. marts, som er kvindernes kampdag – sågar en fornem dansk opfindelse – kunne det være interessant at udvide kampzone. Gad vide hvordan det er at være kvinde i Spanien, hvor hustruvold er udbredt? Eller i Indien og flere lande i Mellemøsten og Afrika, hvor kvinden slet ikke betragtes som et menneske. Den danske debat er for de privilegerede, dvs. ofte socialt velstillede kvinder der kalder sig feminister. Hvordan står det til med de kvindelige forfattere, eller blot forfattere i mange andre lande? Kommer de tvekønnede til orde? Samtidig skal man passe på ikke at reproducere naive kønsteorier, fx at det ene køn er mere empatisk end det andet, når feltet reelt hedder kønsstudier. Og det hedder kønsstudier, fordi der ikke er en teori om kønnet, der passer med virkeligheden. Mænd og kvinder kommer i alle farver og former.

Anonymiser kønnet i kunsten

Skal man være mand for at sælge kunst? Svaret er ja. Og det er selv om, at kønnet ikke burde have nogen indflydelse.

Mennesket har en svaghed for hierarkier. Mennesket ynder at sætte sig selv i centrum. At se sig selv som et autonomt væsen, der rationelt kan vælge, eksempelvis hvilket kunstværk der er bedst. Denne ophøjelse af mennesket er fiktion. Og det er denne ophøjelse, som kunstverdenen – som så mange andre verdener – lider under.

Når en kritiker vurderer et værk, er det svært at forblive neutral på værkets præmisser. Hvem er det? Mand eller kvinde? Hvid eller sort? Og kender vedkommende ikke svarene, er det desværre blevet kutyme at google vedkommende. Kritikerens vurdering af værket formes derfor af allerede eksisterende holdninger og værdier eksempelvis den, at en mand er mere værd, fordi han er mand.

Gallerier, museer og kritikere både inden for kunst og litteratur kunne lade sig inspirere af forskningsverdenen, hvor forfatteren af en artikel eller et essay anonymiseres. Det ville være befriende for kunsten, for kønnet står i vejen for værket.

Trykt i Information den 11. februar 2015.

Dengang jeg blev hetero

Engang i halvfemserne blev jeg heteroseksuel. Det skete, da jeg søgte en stilling som bartender på Pan i København. Den ansvarlige bartender spurgte, om jeg ville gå hjem med mændene, der besøgte stedet. Nej, svarede jeg. Du er altså heteroseksuel, sagde han. Det går ikke an, supplerede han. Bartenderen er blot en af mange eksempler på personer, som ophøjer egne præferencer til et ideal (i.e. homoseksualitet). Havde det gjort en forskel, hvis han havde refereret til Jim Morrison?

Ifølge forfatteren Hanne Blank, så fandtes der ingen heteroseksuelle før 1869. Det skriver hun i bogen Straight. Der var til gengæld en masse mænd og kvinder, som levede sammen og fik børn. Der var også mange mænd og kvinder som ikke gjorde det. Altså levede sammen, selvom de måske fik børn. I slutningen af nittenhundredetallet opstår et ideal om at mænd og kvinder er mere ”rigtigt”, end mænd og mænd, eller kvinder og kvinder sammen, eller et miks. Eller rettere: i første omgang anvendes termerne heteroseksuel og homoseksuel af en psykolog, for at skabe ligeværdighed mellem forskellige former for seksuelle tilbøjeligheder. Betegnelserne havde intet med biologi eller videnskab at gøre. Desværre var der hurtigt mange, der fik en interesse i at styre menneskets adfærd, fx ved at gøre den ene seksualitet mere ”rigtig” end en anden. En form for moralisme. Psykologen Freud var en af dem.

Denne idealisering er fortsat frem til i dag, hvor heteroseksualitet udfordres af andre idealer, fx lesbiske og bøsser. Aldrig har der floreret så mange selvforherligende idealer baseret på noget så kedeligt, som hvem en eller anden ønsker at dele kropsvæsker med. Ingen mennesker får mere eller mindre værdi, fordi de har de seksuelle præferencer, de nu engang har. Det virker indlysende, men ikke for alle.

Det handler i høj grad om samspillet mellem magt, normer og diskurs. Hvem siger hvad, og hvorfra. Det er vigtigt at blik for denne mekanisme: Hvordan idealer altid tjener en interesse. Skulle en lesbisk forfatter eventuel påstå, at det kan være svært for en heteroseksuel mand at forstå hendes bøger, gøres ens seksualitet til noget magtfuldt og normgivende, ja noget særligt. Og værre endnu, det gøres til noget magtfuldt og særligt ved at reproducere gamle idealer, fx at der findes én slags heteroseksuel mand, som tænker og læser på en bestemt måde. Dette er naivt. Og det fremstiller desværre en sådan eventuel lesbisk forfatter, som snæversynet. Snæversyn og marketing går – som bekendt – hånd i hånd. Ligesom erhvervslivet mere generelt er alt for gode til at fastholde stereotyperne omkring kønnet a la ”Helle Thorning-Smith har nosserne til at tage svære beslutninger.” At tage beslutninger, har selvfølgelig intet med testikler at gøre, men viden, mod, visioner og så videre. Dette er ikke forbeholdt mænd.

Hvilke bøger kan en tvekønnet læser for resten forstå?

Blank påpeger glimrende, hvordan det rent biologisk kan være svært at afgøre, hvem der er mand eller kvinde, jf. de tvekønnede. Ikke desto mindre er kønnet biologisk betinget, mens kønsrollen altid er noget vi gør. Dette er en pointe, som hun har fra Judith Butler. Det er fristende at spørge: Er transvestitter, dvs. mænd der holder af at klæde sig ud og opføre sig som kvinder (ofte en stereotypisk kvinde), mænd eller kvinder? Er kvinder, som holder af at klæde sig ud og opføre sig, som stereotypisk mænd, kvinder eller mænd?

Blank forsøger, at overkomme denne ødelæggende hang til at reproducere stereotypiske kønsroller. Et sted skriver hun: ”… nor do I have the sensations of ’being’ heterosexual or homosexual or anything but a human being who loves and desires other human beings.” Et menneske, der elsker og begærer andre mennesker. Hun gør det godt. Hun er ikke fortaler for en ideologi eller en seksualitet, men understreger, at det smukke ved at være menneske er, at man kan blive mand, kvinde, lesbisk og trans uanset køn. Med andre ord, ens åbenhed og modtagelighed er ikke seksuelt betinget.

Blank skriver fra en anti-position, der er nysgerrig og udfordrende. Hvis videnskaben ikke kan definere en heteroseksuel krop, fordi der nogle gange er et X eller Y-kromosom for meget eller for lidt, hvad så? Hun viser, hvordan medierne reproducerer de stereotypiske kønsroller. De såkaldte frie og moderne kvinder i Sex and the City forløses først, når de finder en mand, som havde en kvinde ingen identitet uden dette påhæng. Ikke alle kvinder ønsker at blive mor; ikke alle mænd drømmer om at kunne forsøge en familie.

Et ideal, fx den heteroseksuelle hvide mand (der har det med at ligne hipsteren Jesus), er hæmmende. Men et sådan ideal bør ikke erstattes af en andet. Hvorfor denne hang til at opdele mennesker i kasser?

Blank viser, at der selvfølgelig er noget trygt i disse kategorier og idealer, selvom de aldrig er andet end en fabrikation. Hun viser, hvorfor nogle minoriteter fastholder disse, da de hjælper med at opbygge en identitet (jf. marketing). Det drejer sig om, at overkomme den gængse reproduktion af socialt konstruerede identiteter. Overkomme foretillingen om én identitet.

Enhver kvinde er mange. Det samme er enhver mand. Kvinder er ikke født mere følsomme end mænd, men opdraget til at være det. Mænd er heller ikke født mere konkurrencelystne end kvinder, men opdraget til det. Opdraget gennem idealer og normer. Let’s move beyond.

Blanks bog er en fin lille bog, en personlig bog, der mest af alt viser, at ”being straight” er et skabt ideal (alle idealer er socialt skabte), som ingen af os kan leve op til. Ikke engang Hugh Hefner.

Det er måske grunden til at Platon, manden med den ideverden, aldrig kunne finde på at placere feminisme, maskulinisme, heteroseksualitet, homoseksualitet og så videre, som et ideal i hans opdigtede ideverden. Kun kærlighed og visdom. Kærlighed og visdom kender ikke til identitetshungerende kasser (læs: begrænsninger). Kærligheden er aldrig straight, det er noget, som er forbeholdt nydelsen af visse whiskyer.

Blog at WordPress.com.

Up ↑