Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 år sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.