Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Anmeldelse: Det hemmelige løb

Af og til. Eller bare engang imellem, vil jeg skrive lidt om de bøger, som jeg har læst. Ikke hver og en, men når det virker passende. Ambitionen er en gang om måneden.

Flertallet af disse bøger vil være skrevet på engelsk, da jeg kun køber danske bøger, når jeg er i Danmark. Og selv der, har jeg sjældent råd.

Blandt de engelske bøger, vil der være et miks af filosofi og psykologi.

Her begynder det dog med Tyler Hamiltons bog The Secret Race (en anmeldelse kan læses her).

Blog at WordPress.com.

Up ↑