”Evnen til at regulere os selv, er i dag den største sociale patologi.” Viljestyrke suppleret med selvkontrol og selvdisciplin er afgørende for at forbedre ens liv. Uanset, hvordan den enkelte så end definerer ”et bedre liv”. Intet kommer af sig selv. Der er altid en vilje bag. Og i dag er denne evne svækket. Heldigvis er begrebet ”viljestyrke” i fremdrift. I hvert fald indenfor psykologien. En af bagmændene bag er psykologen Roy Baumeister, som sammen med journalisten John Tierney har skrevet en ganske god bog herom. Den hedder: Willpower. Why Self-Control is the Secret to Success. Titlen siger det hele, som strategiske amerikanske titler gerne gør.
Der er tale om en populærvidenskabelig psykologi-bog – en bogtype, der er eksploderet markant de seneste 10-15 år. Forskellen mellem de gode af slagsen, er, at de er generøse med den forskning, som finder sted, og at de aldrig prøver på at lyde klogere end de er. De værste af slagsen rubriceres bedst under betegnelsen selvhjælpsbøger, som aldrig for alvor synes at hjælpe det ”selv”, som ynder at konsumere disse. I hvert fald er det sigende, at de mennesker som konsumerer disse, gør det om og om igen. Det er en industri. Selvhjælpsbøger er som lune krydderboller. De smager sikkert udemærket, men mætter kun så længe du sidder og tygger på den lune dej, som ofte er ret svær at sluge.
Willpower er ikke en fortvivlet selvhjælpsbog, men en bog der gerne vil dele en simpel pointe: At viljestyrke, selvkontrol og selvregulering er de vigtigste egenskaber i skabelsen af at bedre liv.
Bogen er fuld af referencer og eksempler – de fleste rimeligt interessante. Det hele begynder i 60’erne, da en psykolog undersøger nogle børns viljestyrke med hensyn til at spise et stykke slik – lige her og nu – eller vente i ti-femten minutter, for så at kunne spise to stykker slik. Nogle børn kan ikke vente, de propper instinktivt munden, mens andre er gode til at distrahere sig selv, fordi de gerne vil have to stykker slik. Flere år senere vender den samme psykolog tilbage til deltagerne i dette eksperiment, og ser, at de børn som besad viljestyrke til at vente, generelt har klaret sig bedre med hensyn til kærester, venner, karaktere, jobs, sundhed, mindre druk, etc.
Et nyt spørgsmål dukkede op: Var der en sammenhæng mellem viljestyrke og succes? Ja, selvfølgelig.
Forfatternes pointe er for mange triviel, men der, hvor den træder tydeligst frem er i forbindelse med børneopdragelse. Her har omkvædet længe været, at børn med selvværd opnår bedre resultater i livet, fx bedre karaktere. Men, som de to forfattere viser, er der intet belæg for denne påstand. Tværtimod, så viser forskningen, at det er lige omvendt. Hvis du opnår noget, så medfører det selvværd. Og ingen opnår særligt meget uden en smule selvdisciplin. Derfor: viljestyrke eller selvkontrol fører til øget selvværd. ”Forget about self-esteem. Work on self-control,” skriver de. Dette kunne også være en politisk pointe, da nogle samfund synes at bekymre sig mere om befolkningens selvværd end at fremme den indstilling, som kan føre til et velbegrundet selvværd. Der skal typisk en masse hårdt arbejde til, snarere end anerkendende kys og kram før nogen forbedrer sig. Eller sagt anderledes: At give god og saglig kritik, kan være ganske fremmende.
Det samme argument foldes ud, så det dækker både stress, overvægt, alkoholisme m.v. Den bedste måde at undgå stress på, er ved at blive bedre til at organisere sit liv, ja, men denne organisering sker i kraft af den enkeltes evne til at kontrollere sig selv, fx vide hvornår du skal sige nej. Eller ved at blive bedre til at erkende, hvad der er vigtigt. Selvkontrol eller selvdisciplin er heldigvis noget, som kan trænes, jf. børneopdragelse, hvor det kan være en god ide at sætte visse grænser og agere konsistent. Fx bliver børn forvirrede, når deres forældre ikke kan finde ud af at være entydige, ofte fordi forældrene selv mangler selvdisciplin. Det er trods alt lettere, at lade ens børn passe sig selv end det er at skabe lidt struktur i deres liv. Det er derfor, det er så dum en ide, at få børn for at redde et ægteskab eller i et forsøg på at give ens tomme liv lidt mening.
Konklusionerne er ikke revolutionerende, hvilket forfatterne heller ikke påstår. Nogle af de ting, som kan træne ens viljestyrke er bedre planlægning, gode sociale relationer (det er en grund til AA rent faktisk hjælper mange med at droppe alkoholen, fordi du deler dit mål med andre), mere realistiske mål er hjælpsomt, selverkendelse (fx er det bedre, hvis du vil tabe dig, at du vejer dig hverdag og nedskriver din vægt end aldrig at veje dig), selvkontrol er af samme grund vigtigt. Andre måder at træne sin viljestyrke på: at læse, at spille computerspil, at dyrke yoga, at sidde med ret ryg, at meditere. Eksempelvis beskæftiger zen- meditation sig med at tælle ens åndedrag: 1, 2, 3, … 10 for så at gentage denne proces. Det er en form for mental disciplinering, der kan være meget effektiv for folk, der har svært ved at fokusere.
Et par ord mere om selvkontrol. Det er vigtigt, at evaluere en selv, ikke i forhold til præ-definerede normer og idealer, da det at evaluerer jo altid er at evaluere et liv. Ens eget liv. Eksempelvis har vi alle, hver især de følelser og tanker, som vi fortjener. Og er disse følelser triste, kunne det være at man skulle organisere sit liv anderledes. Dette kræver selvsagt viljestyrke.
Bogen rummer flere eksempler fra forfattere og kunstnere, der om nogen har behov for en stærk viljestyrke. Fx sad Raymond Chandler hver dag i fire timer og ventede på inspiration. Hvis denne ikke kom, så lavede han ikke noget andet, men ventede. Skriv eller ingenting! Denne selvdisciplin kan virke anti-kreativ, selvom pointen netop er, at denne praksis skærper ens opmærksomhed. Digteren Jørgen Leth afsætter eksempelvis tid til at skrive en digtsamling. Det betyder, at han i en bestemt periode er fuldstændig fokuseret, men det betyder ikke, at han ikke løbende tager noter. Sagen er den, at det som man laver, hvad enten dette er at skrive en roman eller noget andet, jo gerne skulle føre til noget. I forlængelse heraf ligger en anden vigtig pointe, nemlig at ens viljestyrke kører på energi. Af samme grund er det vigtigt, ikke at stoppe med at ryge samtidig med at man vil tabe ti kilo. Eller skrive en digtsamling samtidig med at man kommenterer Tour de France. Det handler ret beset om at organisere livet bedst muligt ud fra de evner, som man nu engang har.
Alt dette leder igen tilbage til selverkendelse, det vil sige hvis man kender sig selv nok til at vide, hvornår noget spolerer ens måde at leve på, så kunne man prøve at undgå det – eller om ikke andet minimere ens omgang med den, det eller de. Det er lettere sagt end gjort. Som Samuel Beckett skrev i Wortward Ho: ”Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better.” Det er dog viljen, som får en forfatter tilbage til tastaturet, skønt manglende hurraråb eller anerkendelse, fordi denne vilje udspringer af en bestemt måde at leve på, som for vedkommende er givende. Praksis. Øvelse. David Foster Wallace, sagde det meget præcist: Som forfatter er alt andet end at skrive mindre motiverende. Roberto Bolaño sagde: at skrive er et værn mod kedsomhed.
Lysten eller glæden til at skrive … eller lysten til X er afgørende i ethvert liv. Og, det er måske et endnu større problem end den manglende viljestyrke: At så mange ikke ved, hvad der er vigtigt eller alvor for dem. Alt for mange mangler en passion eller lidenskab, hvorfor de heller ikke er i stand til at lide for denne passion – dvs. regulere eller kontrollere sig selv. Problemet er sandsynligvis, at alt for mange ikke er fri til at turde udleve en eksistens, fordi de ikke har modet til at stå imod de dominerende normer, måske heller ikke evnerne til at skabe plads til sig selv. ”Jeg har ikke tid”, er jo aldrig andet end en dårlig undskyldning.
Så, ja, det er et spørgsmål om viljestyrke. Hvilket vil sige, at bogens morale er ganske simpel, som så meget her i livet, men det gør den ikke nemmere at efterleve.
FINN JANNING 