At spille på grænsen

For nogle er sporten et spejlbillede af samfundet, mens den for andre er noget – eller nok – i sig selv. Jeg tilhører den gruppe, der mener, at sporten og livet sagtens kan holde sig selv oprejst.

Der, hvor sporten ofte kan få en samfundsmæssig relevans, er, når den genererer nye ideer eller forståelser omkring, hvad kroppen og teknologien kan, hvad køn og race er og ikke bør være. Eller når sporten tydeligvis bliver politisk. 

Det skyldes nu ikke, at sporten afspejler samfundet, men snarere, at dens simple regler og store tiltrækningskraft kan gøre nogle problematikker vedkommende på en meget konkret måde. 

Hvor mange skal dø, før du ikke vil se VM fodbold? 

Sport går helt til grænsen

Sporten beskæftiger sig altid med grænser. Atleter lever på grænsen af deres ydeevne, mens sportens beslutningstagere ofte leder på grænsen af loven. 

Lige for tiden er fodboldens status til forhandling. Siden 1990’erne, hvor Premiere League blev oprettet i England, har den øgede medieinteresse muliggjort køb og salg af spillere. Størstedelen af de penge, som fodbolden har akkumuleret, ender dog sjældent i klubbernes pengekasse, men går primært til lønninger af spillere, trænere og agenter. Af samme grund forsøgte 12 europæiske storklubber for nylig at søsætte en lukrativ Super League. 

De riges klub liga vakte hurtigt stor modstand. Samme modstand er også til stede – i hvert fald i Danmark – når det drejer sig om en eventuel boykot af VM i Qatar. Nogle har kaldt Qatar for fodboldens #MeToo eller dens arabiske forår. Det kan lyde som pastosfyldt sportsjournalistik, men faktum er, at fodbolden lider. Den lider økonomisk og moralsk. 

Eksempelvis gider de unge ikke længere se fodboldkampe. De nøjes i stedet for med resumeerne på YouTube. De voksne midaldrende mænd og kvinder ser også mindre fodbold. Det skyldes nu ikke manglede interesse. Snarere er billetpriserne er steget, men også – og vigtigere – at de tv-kanaler, der udbyder fodbold, er dyre. 

Etiske argumenter for boykot

Kunne DBU hyre en håndfuld kunstnere og etikere, der kunne initiere en moralsk vækkelse? 

Min tvivl har også været knyttet til, hvorfor vi bør boykotte VM uden samtidig at boykotte en masse andet. Jeg tænker rent principielt. Hvis ethvert menneskeliv betyder noget, hvilket det burde, så burde Danmark og de mange danske forbrugere vel også undlade at handle med, forbruge produkter fra og rejse til mange lande.

Kort sagt: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg blot er vidne til et belejligt moralsk hysteri, hvor mange anvender fodboldens popularitet til at pudse deres glorie, mens de stadigvæk i ignorancens navn er kyniske, når mange andre mennesker, i mange andre sammenhænge, lider og dør. 

Min tvivl til trods finder jeg dog de stærkeste etiske argumenter for en boykot. Ikke kun på grund af en forsinket mellemmenneskelig respekt over for de mange døde migrantarbejdere og en markering i forhold til de uacceptable forhold, som mange kvinder og seksuelle minoriteter lever under i Qatar. Men i lige så høj grad, fordi kapitalen har skubbet enhver moralsk anstændighed ad helvede til.

Iscenesat som folkelige

Tidligere var den moralske deroute i fodbolden forbeholdt politikerne. Eksempelvis har fodbolden været misbrugt som et instrument eller slør i fascistiske projekter: Den tidligere italienske præsident Benito Mussolini gjorde det under VM i 1934 og 1938, den spanske diktator, Francisco Franco, gjorde det under den spanske pokalturnering i 1964, den tidligere argentinske præsident Jorge Rafael Videla gjorde det under VM i 1978 – og nu gør Qatar det. 

I dag er det svært at adskille politik og business – og måske også sporten.

Det, som alle vi, der elsker fodbold, håber på, er, at fodbolden kan stå imod den politiske og kapitalistiske udnyttelse og manipulering af spillet, spillerne og de mange fans. 

Sporten har altid formået at udstille grænserne mellem fornuft og følelse, leg og alvor, patriotisme og nationalisme, egoisme og holdånd, det genuine og selviscenesættelsen. 

Det mest revolutionære i en boykot vil være, at fodbolden fortsætter – på trods. Det vil sige, at fodbolden som leg tages alvorligt, at følelserne og fornuften spiller sammen, at egoisten indser, at hans eller hendes velbefindende afhænger af de andres. 

Selv om fodbolden længe har været et sted, hvor politikere og kapitalister har iscenesat sig selv som uskyldige og folkelige, rummer fodbolden en mere autentisk erkendelse: Kun det spil, som spilles i frivillighed, er værd at spille. 

Det er derfor, fodboldens værdi ikke kan gøres op i kroner og øre – de fleste spiller trods alt spillet gratis. 

Fodbold handler i bund og grund om frihed og glæde. Og det er netop glæden, der opstår, når spillet spilles frit, som politikere og kapitalister altid har haft svært ved ikke at ville udnytte. En boykot kunne stoppe denne udnyttelse.

Finn Janning

Ph.d., filosof og underviser i sportsetik på UIBS i Barcelona. Indlægget bragt i Politiken

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Blog at WordPress.com.

Up ↑