Kærlig indoktrinering

Det er et faktum, at kvinder bliver slået, kvalt eller voldtaget efter at have afvist tilnærmelser fra mænd. Men selvom frygten for fysisk vold er reel, skriver Cecilie Cronwald i kommentaren »Selvforsvar« (Ideer, 23. juli), er det ikke den eneste grund til, at kvinder ikke siger fra over for visse mænd. Hun nævner flere psykologiske muligheder såsom at generobre kontrollen eller undgå skamfølelse.

Jeg er enig med hende, men mangler i denne debat et mere kritisk syn på manden. Mere præcist den type mand, som på trods af afvigelser og afslag tyer til vold. En del af disse mænd er uden tvivl mentalt syge – psykopater, der mangler empati og medfølelse. De er ekstreme narcissister, der kun evner at elske deres eget falske billede af sig selv.

Spørgsmålet er dog, om denne mandstype er uden for enhver form for erkendelsesmæssig rækkevidde? En del af dem er. Desværre. De tilhører den samme gruppe af mænd, der har ulideligt ondt af sig selv, føler, at de intet har at tabe, og som derfor har set sig vrede på resten af verden. Sådanne mænd undgår sjældent en fysisk konfrontation – med andre mænd og kvinder.

Der er dog også mænd, som hurtigt indser, at det voldelige og respektløse er forkert. Det skyldes sjældent Hobbes idé om »alles kamp mod alle«, hvor der sandsynligvis altid findes en, der er stærkere og mere brutal end en selv. Snarere hænger ændringen af ens adfærd sammen med en erkendelse. En erkendelse af, at volden ikke skaber andet end frygt og mistillid, hvilket altid gør relationer usikre. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er sammen med mig på grund af frygt og ikke kærlighed, dukker unægtelig op. Desværre dulmer sådanne mænd tvivlen ved at skabe mere frygt, hvorved de reelt blot skaber en tykkere mur mellem deres eget usikre selv og de andre. Frygten – eksempelvis frygten for at blive afvist, afsløret som uinteressant – bliver til vrede, aggression og vold.

Selvom visse mænd sandsynligvis er uden for anden rækkevidde end den, som loven og fængselsvæsenet opstiller, er der forbedringsmuligheder til stede for nogle af disse mænd.

Det er en gammel filosofisk idé, at kun en ignorant person foretager dumme og uhensigtsmæssige handlinger. Moralen er følgende: Straks en person bliver opmærksom på det rigtige, vil vedkommende også handle i overensstemmelse hermed. Dette kan lyde optimistisk, men det er sådan, meget opdragelse finder sted – og med god grund.

Lad os nu videreføre denne idé til vores genstandsfelt: de voldelige mænd, der ikke respekterer et afslag. Hvis vi antager, at enkelte af de mænd, der slår, kvæler og voldtager kvinder, rent faktisk ønsker en kærlig relation, afslører deres handlinger, at de er for dumme til at indse, at kærlige relationer forudsætter tillid, respekt, omsorg.

De har ikke lært at elske. Enten fordi de ikke for alvor har erfaret kærlighed – lighed, mellemmenneskelig respekt, tillid, retfærdighed og omsorg i familien eller i skolen. Kærligheden, som Søren Kierkegaard sagde, er opbyggelig, fordi den er forpligtet på at elske alle mennesker som værende lige meget værd – hvilket ikke betyder, at alle elskes lige meget.

Med hensyn til, hvordan den enkelte familie opdrager sine børn, har samfundet og staten et mindre råderum. Men hvis små drenge (og piger) kommer i skole og viser en klar voldelig, misogyn eller racistisk adfærd og tankegang, bør deres tanker og adfærd rettes.

Det kan måske lyde ubehageligt, men alle former for opdragelse rummer en snert af indoktrinering. Det, som vi i Danmark bør sikre, er, at alle børn lærer at forstå, hvorfor lighed, respekt og tillid mellem alle – uanset køn, race eller seksualitet – er det rigtige. Som samfund må vi aspirere efter et kærligt og frit samfund. At opføre sig ordentlig bør altså ikke være til debat – og selvom vi kan og bør debattere, hvad der rigtigt og forkert, bør ingen være i tvivl om, at overgreb altid er uacceptabelt. Skulle der være tvivl om dette, så må der altså strammes op på undervisningen med hensyn til, hvordan et ordentligt menneske opfører sig.

Bragt i Weekendavisen. fredag den 13. august, 2021