Dialog efterlyses

Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.

Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.

Den kan læses her eller her

Kærlig indoktrinering

Det er et faktum, at kvinder bliver slået, kvalt eller voldtaget efter at have afvist tilnærmelser fra mænd. Men selvom frygten for fysisk vold er reel, skriver Cecilie Cronwald i kommentaren »Selvforsvar« (Ideer, 23. juli), er det ikke den eneste grund til, at kvinder ikke siger fra over for visse mænd. Hun nævner flere psykologiske muligheder såsom at generobre kontrollen eller undgå skamfølelse.

Jeg er enig med hende, men mangler i denne debat et mere kritisk syn på manden. Mere præcist den type mand, som på trods af afvigelser og afslag tyer til vold. En del af disse mænd er uden tvivl mentalt syge – psykopater, der mangler empati og medfølelse. De er ekstreme narcissister, der kun evner at elske deres eget falske billede af sig selv.

Spørgsmålet er dog, om denne mandstype er uden for enhver form for erkendelsesmæssig rækkevidde? En del af dem er. Desværre. De tilhører den samme gruppe af mænd, der har ulideligt ondt af sig selv, føler, at de intet har at tabe, og som derfor har set sig vrede på resten af verden. Sådanne mænd undgår sjældent en fysisk konfrontation – med andre mænd og kvinder.

Der er dog også mænd, som hurtigt indser, at det voldelige og respektløse er forkert. Det skyldes sjældent Hobbes idé om »alles kamp mod alle«, hvor der sandsynligvis altid findes en, der er stærkere og mere brutal end en selv. Snarere hænger ændringen af ens adfærd sammen med en erkendelse. En erkendelse af, at volden ikke skaber andet end frygt og mistillid, hvilket altid gør relationer usikre. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er sammen med mig på grund af frygt og ikke kærlighed, dukker unægtelig op. Desværre dulmer sådanne mænd tvivlen ved at skabe mere frygt, hvorved de reelt blot skaber en tykkere mur mellem deres eget usikre selv og de andre. Frygten – eksempelvis frygten for at blive afvist, afsløret som uinteressant – bliver til vrede, aggression og vold.

Selvom visse mænd sandsynligvis er uden for anden rækkevidde end den, som loven og fængselsvæsenet opstiller, er der forbedringsmuligheder til stede for nogle af disse mænd.

Det er en gammel filosofisk idé, at kun en ignorant person foretager dumme og uhensigtsmæssige handlinger. Moralen er følgende: Straks en person bliver opmærksom på det rigtige, vil vedkommende også handle i overensstemmelse hermed. Dette kan lyde optimistisk, men det er sådan, meget opdragelse finder sted – og med god grund.

Lad os nu videreføre denne idé til vores genstandsfelt: de voldelige mænd, der ikke respekterer et afslag. Hvis vi antager, at enkelte af de mænd, der slår, kvæler og voldtager kvinder, rent faktisk ønsker en kærlig relation, afslører deres handlinger, at de er for dumme til at indse, at kærlige relationer forudsætter tillid, respekt, omsorg.

De har ikke lært at elske. Enten fordi de ikke for alvor har erfaret kærlighed – lighed, mellemmenneskelig respekt, tillid, retfærdighed og omsorg i familien eller i skolen. Kærligheden, som Søren Kierkegaard sagde, er opbyggelig, fordi den er forpligtet på at elske alle mennesker som værende lige meget værd – hvilket ikke betyder, at alle elskes lige meget.

Med hensyn til, hvordan den enkelte familie opdrager sine børn, har samfundet og staten et mindre råderum. Men hvis små drenge (og piger) kommer i skole og viser en klar voldelig, misogyn eller racistisk adfærd og tankegang, bør deres tanker og adfærd rettes.

Det kan måske lyde ubehageligt, men alle former for opdragelse rummer en snert af indoktrinering. Det, som vi i Danmark bør sikre, er, at alle børn lærer at forstå, hvorfor lighed, respekt og tillid mellem alle – uanset køn, race eller seksualitet – er det rigtige. Som samfund må vi aspirere efter et kærligt og frit samfund. At opføre sig ordentlig bør altså ikke være til debat – og selvom vi kan og bør debattere, hvad der rigtigt og forkert, bør ingen være i tvivl om, at overgreb altid er uacceptabelt. Skulle der være tvivl om dette, så må der altså strammes op på undervisningen med hensyn til, hvordan et ordentligt menneske opfører sig.

Bragt i Weekendavisen. fredag den 13. august, 2021

Dårlig opdragelse

Hvordan kan vi som samfund sikre, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse? Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde, bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer? I stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Jordan Peterson kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen, skriver filosof Finn Janning. Han mener, at vi som samfund bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Sådan skriver forfatter og filosof Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn.

Det er en ikonisk sætning, der gennem årene er blevet debatteret grundigt. Det afgørende i sætningen er verbet: ”at blive.” På den ene side er der tale om en transformationsproces, der finder sted over en periode. Du bliver pianist, læge eller blikkenslager gennem øvelse, uddannelse og praksistræning.

På den anden side er der tale om en pludselig ændring. Kvinden, der bliver mor, idet babyen fødes. Eller personen, der får stillet en diagnose og bliver kræftpatient. I denne udlægning er der en klar skillelinje mellem før og efter.

Spørgsmålet er, om en pige bliver kvinde på den ene eller anden måde: som noget gradvist eller med et fingerknips. De fleste de Beauvoir-forskere vægter den gradvise tilblivelsesproces – en tilblivelse uden et klart slutmål.

For eksistentialisterne Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre handler det om, at alle mennesker – uanset køn, race eller seksualitet, skal være frie til at blive – leve – som de ønsker. Af samme grund er der mange måder at være og blive kvinde på.

Skabelsen af samtidens borgere

Problemet, som de Beauvoir belyser i sin bog, er, at samfundets strukturer – biologiske, historiske, kulturelle, psykologiske, religiøse, mytiske, etc. – har virket kontrollerende, hæmmende og diskriminerende, hvorved den enkelte pige ikke frit kunne vælge at blive den kvinde, som hun ønskede at blive.

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Isabella Miehe-Renards glimrende anmeldelse af den canadiske psykolog Jordan B. Petersons nye bog Hinsides orden – 12 nye regler for livet.

Psykologen Peterson fremstår som en velment pendant til vores egen danske Svend Brinkmann. Begge taler om at forpligte sig, stå fast og turde satse på noget for at skabe dybere mening.

Begge leverer nogle simple leveregler, der har godt tag i samtiden, hvad enten det drejer sig om at tage nejhatten på, eller ikke at gøre noget, du hader. En væsentlig forskel synes dog at være, at den canadiske professor har et bedre tag i de unge drenge.

Jeg tror, at en del af svaret herpå sandsynligvis kan findes i de Beauvoirs ikoniske sætning. I disse MeToo-tider vokser interessen for de Beauvoirs forfatterskab. Og med god grund.

Men i samme forbindelse kunne det være interessant, hvis hendes tanker blev anvendt mere stringent. En ting er ensidigt at klandre et patriarkalsk system for alle samtidens problemer; en anden ville være, hvis alle samfundets borgere – inklusive kvinderne – kiggede kritisk på deres rolle og ansvar i forbindelse med skabelsen af samtidens borgere – både drenge og piger.

Hvis præmissen er, at mennesket er noget blivende, så gælder dette for både kvinder og mænd.

Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Og her vender jeg så tilbage til Jordan Peterson, der ”opdragende” taler om at tage vare på sig selv, vælge sine venner med omhu, ikke at lyve og balancere mellem kaos og orden. Hvilket er noget, som mange mænd tilsyneladende har svært ved.

I de sidste halve år er det blevet klart, at flere magtfulde og mindre magtfulde mænd i Danmark har opført sig upassende. De har ikke respekteret andre menneskers grænser, enkelte har sågar foretaget decideret diskriminerende og voldelige overgreb.

Det undrer mig, hvordan det kan være, at flere mænd – og drenge – ikke besidder et anstændigt moralsk kompas. Eksempelvis viser en rapport fra Danske Gymnasielevers Sammenslutning, at hver fjerde kvindelige gymnasieelev har været udsat for krænkende kommentarer.

Det er uacceptabelt.

Hvordan blev umiddelbart uskyldige drenge til mænd, der ikke kan opføre sig ordenligt? Hvad er gået galt i opdragelsen af drengebørn?

Opdragelse er et anliggende for begge forældre – såfremt begge er tilstede – og for staten. Eksempelvis bør folkeskolen sikre, at børn, der opfører sig racistisk eller kvindehadsk, rettes til efter samfundets normer. Det er oplagt at spørge, om uddannelsessystemet har været for tolerant, eller blot ikke besiddet de rette værktøjer til at sætte ind overfor moralsk upassende opførsel eller holdninger?

Har seksualundervisningen været upassende? Jeg tror det.

Omvendt Ødipuskompleks

Antagelsen har sikkert været, at spørgsmål om moral og værdier bør foregå i familien. Dette er dog et sats, da ikke alle familier praktiserer lighed, frihed og retfærdighed omkring spisebordet.

Et andet underbelyst område er, hvorvidt børn – især drenge – overbeskyttes af deres mødre. Personligt – og her er jeg farvet af at være bosiddende i Spanien – tror jeg, at omfanget af overbeskyttende og ekstremt tolerante mødre er relevant at belyse.

Jeg har oplevet flere spanske mødre – også dem, der betegner sig selv som feminister – der ser igennem fingrene, når deres egen søn er involveret i upassende og diskriminerende adfærd. Jeg har sågar hørt mødre undskylde for deres sønner, ligesom jeg har hørt mødre anklage pigerne, fordi de (pigerne) har forledt deres sønner.

Endelig har jeg de sidste par år arbejdet sammen med et par psykologer, der hjælper drenge i alderen 11-14 år med at vende tilbage til folkeskolen. Historien er den samme: Faren er fraværende, drengene sidder derhjemme og spiller computerspil uden megen anden social kontakt end moderen.

Når psykologen foreslår, at drengen vender tilbage til skolen, så er det gerne moderen, der modsætter sig, fordi hun er bange for at miste kontrollen over sin søn, har psykologerne fortalt mig.

Der er tale om et omvendt Ødipus-kompleks, hvor, i dette tilfælde, moderens tiltrækning til et barn er problematisk.

Selvom der ikke er tale om et videnskabeligt bidrag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der en sammenhæng mellem de ganske ukritiske mødre i Spanien, og så det skræmmende niveau af mandschauvinisme, hustruvold og drab i selvsamme land?

Jeg ved det ikke.

Opdragelsen er et fælles ansvar

Til gengæld ved jeg, at mange drenge aldrig løsriver sig fra deres mødre (og omvendt). De lærer aldrig at tage ansvar for deres egne handlinger. De formår ikke at stå til regnskab for, hvad de har gjort eller gør.

De forbliver umyndige. Den tyske filosof Immanuel Kant talte om, hvordan barnet går ud af umyndigheden – går ud af hjælpeløsheden – som en modningsproces. Flere danske mænd er tilsyneladende juridisk myndige, men eksistentielt og moralsk umyndige. De besidder ikke modet til at bruge deres egen forstand, ville Kant sige. De fremstår dumme.

Betyder det så, at problemet med mænd, der krænker piger og kvinder, er kvindernes egen skyld? Nej, selvfølgelig ikke. Opdragelse er et fælles anliggende; et fælles ansvar.

Som Camus skriver i Pesten: ”Jeg levede med ideen om min egen uskyldighed, hvilket vil sige, uden nogen som helst ide.”

Det drejer sig om, hvordan vi – som samfund – sikrer, at alle borgere uddannes i empati, kritisk tænkning og moralsk dannelse. Hvordan kan vi i fællesskab undgå, at små søde bløde drenge bliver til mænd, der krænker og diskriminerer?

Set i det lys kan jeg godt forstå, at Peterson er populær blandt drenge, da mange sikkert har savnet, at der bliver opsat nogle klare regler for dem. Grænser er vigtige. Men i stedet for at overlade opdragelsen af drenge til Peterson – der i Isabella Miehe-Renards anmeldelse fremstår som en semireligiøs paternalistisk forkynder – så kunne vi som samfund gøre filosofien obligatorisk i folkeskolen.

Undersøgelsen fra gymnasierne viser, at vi som samfund skal starte tidligere. En eksistentiel feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor feminisme også er i enhver tænkende mands interesse. Som samfund bør vi hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget: Såsom dårlig eller mangelfuld opdragelse.

Først bragt POV International

Ikke alting er et spørgsmål om køn

I en artikel bragt Information (den 3. juli, 2019), skrev jeg følgende:

“Adfærd er altså ikke partout kønsbestemt, men snarere tegn på, at en person er mere eller mindre velfungerende.

Mine egne erfaringer til trods ser jeg ikke mig selv som offer. Jeg er snarere et menneske, der har erfaret livet på godt og ondt.”

Det var på baggrund af denne artikel, at TV2 News kontaktede mig onsdag den 16. september 2020, og spurgte om jeg ville medvirke i Go’ Morgen Danmark, den 17. september.

I interviewet, genkalder jeg et par episoder, der ligger omkring tyve år tilbage (og ikke 10-12 år, som jeg får sagt). De stammer fra forskellige arbejdspladser i DK. Pointen med mit bidrag var, at upassende adfærd ikke partout er kønsbestemt – en ganske banal pointe (jf. min kommentar i Information).

Jeg kalder mine erfaringer upassende, da jeg på ingen måde vil klassificere dem, som overgreb eller krænkelser, men snarere små ubehageligheder, der – for mit vedkommende – skabte momenter af forlegenhed (pga. arbejdskontekst og stor aldersforskel).

Der er i dag en tendens til, at alt reduceres til et spørgsmål om køn, hvorved feminismens frigørende kamp ødelægges.  Eksempelvis, ønskede den franske filosof, forfatter og feminist Simone de Beauvoir ikke en verden, der er der er feminin. Snarere plæderede hun for en verden, hvor intet menneske (læs: intet køn, race eller seksualitet) er noget i sig selv, men altid står i et forhold til de andre. Hun ville ikke have meget til overs for nogle af nutidens mediefeminister, der opererer med et mandligt versus et kvindeligt princip, hvor manden repræsenterer en aggressiv gøren, mens kvinden er en samhørig væren, der modsat manden har sans for nærhed og omsorg. Kvindelighed er intet i sig selv, sagde hun, fordi alle mennesker er forbudne. Som Beauvoir skrev i Om alderdommen, ”et liv har værdi, så længe det tilskriver værdi til de andres liv, ved hjælp af kærlighed, venskab, indignation og medfølelse.”

Beauvoirs eksistentielle feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor vi også bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget. Det, som blandet andet holder os fanget, er bl.a. dumme generaliseringer. Det, som vi har behov for er netop en kultivering af kærlighed, medfølelse og venlighed; en accept af at vi alle sammen er forbudne, gensidigt afhængige.

Af samme grund er feminisme også i højere grad et politisk projekt, end et filosofisk.

Jeg har tidligere skrevet om #Metoo, medfølelse og kultur her.

Om fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, sexisme og misogyni her.

Om feminisme her

Blog at WordPress.com.

Up ↑