Den virkelige verden?

Hvorfor har så få forfattere gjort internettet til en selvfølgelig del af deres fiktion, når den del fylder meget i den virkelige verden? spørger Lasse Winther Jensen i WA #26.

Passer det, at internettet ikke er en del af den virkelige verden? Er de erkendelser, tanker eller følelser, som et menneske gør sig på internettet, mindre virkelige end dem, som han eller hun gør sig på gaden? Er virkeligheden ikke mere kompleks end denne dualisme?

Den spanske forfatter Agustin Fernández Mallo anvender aktivt internettet i sine værker. I romanen La trilogía de la guerra (Krigens trilogi) fra 2018, deltager en navnløs hovedperson i en internetkonference på den galliske ø San Simon, hvor der under den spanske borgerkrig var en koncentrationslejr. Da hovedpersonen ser sig selv gengivet på en skærm, bliver han ikke fremmedgjort – som var internettet en sekundær virkelighed – men han får adgang til et andet blik, han ser mere. Internettet bliver på denne måde en intensivering af livet.

Et andet sted leger han med den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ idé om spejlet som en metafor for universet og om, hvorvidt denne metafor er realiseret ved hjælp af Google Earth. I romanen La trilogía de la guerra anvender hovedpersonen Google Earth, når han skal orientere sig, hvorved dette hjælpemiddel bliver lige så virkeligt, som beskrev hovedpersonen selv den gade, som han stod på i New York.

I essayet La mirada imposible (Det umulige blik) fra 2021 beskriver Fernández Mallo umuligheden af at se verden fra ét privilegeret sted. Forestillingen om en selvskabt identitet er en egoistisk hallucination, idet vores identitet gives af vores omgivelser. Der er ikke længere nogen alvidende enhed, der styrer og kontrollerer de millioner af data, der udgør og artikulerer, hvad hver enkelt af os er.

Det er fiktionens opgave at fornærme eller krænke dén virkelighed, som hæmmer og kontrollerer os, skriver Fernández Mallo. Hvilket vil sige: se internettet som en del af virkeligheden.

Først bragt i Weekendavisen fredag den 13. august, 2021.

Comments are closed.

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: