Jo flere informationer, desto sværere bliver det at tage fornuftige beslutninger.

I Weekendavisens sektion Ideer (»Kultur i acceleration«, #27, 5. juli) refereres der til interessante studier foretaget af blandt andet DTU, der handler om, hvordan vi i dagens forjagede kultur har sværere ved at fastholde vores opmærksomhed. Vores nærværende tilstedeværelse bliver mere flygtig og zappende. Hele tiden er vi på jagt efter fristelser og belønninger.

En fælles præmis for studierne, der omtales, er, at opmærksomhed betragtes som en ressource. Dette stemmer glimrende overens med tankerne bag begrebet opmærksomhedsøkonomi, idet økonomi handler om allokeringen af knappe ressourcer. I dag er den knappe ressource vores opmærksomhed. Opmærksomhed er dog ikke kun en ressource, men også en erfaringsskabende kapacitet. Det kan sammenlignes lidt med det at skrive eller at male, som på den ene side er teknikker og en ressource, som kan læres, men som på den anden side også er kapacitet, der kan trænes. Nogle mennesker kan skrive i hånden i meget lang tid, fordi de øver sig dagligt, mens det for andre er en begrænset ressource.

Sagt anderledes: Opmærksomhed er en muskel, der kan trænes. Spørgsmålet er, hvorfor det er værd at træne den?

Den amerikanske filosof William James talte om vigtigheden af opmærksomhed som evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage, hvilket han så som fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje. Han skrev et sted, »at den uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«. En anden amerikaner, Jon Kabat-Zinn der forsker i mindfulness, som netop er en måde at træne opmærksomheden på, har beskrevet opmærksomheden som tosidig eller dobbeltrettet. Den rækker både ud og ind. Det vil sige, at jeg både er opmærksom på det, som sker, samtidig med at jeg også er opmærksom på kvaliteten af min egen opmærksomhed.

Det er især kvaliteten af ens opmærksomhed, der forbindes med erfaringen, mens den udadrettede opmærksomhed ofte ses som en ressource. Tænk blot på folkeskolelæreren, der fortæller sine studerende, at de skal være opmærksomme. På hvad og hvordan? Sådanne spørgsmål forvandler opmærksomhed til et moralsk anliggende.

Den engelske filosof Iris Murdoch forbandt opmærksomhed med kærlighed og mente af samme grund, at opmærksomhed var essentiel for at udvikle vores moralske dømmekraft. I en af hendes bøger talte hun – meget rammende i kontrast til i dag – om »unselfing«, og ikke selfies. Hendes idé var, at for at kunne deltage opmærksomt i livet må vi skubbe vores eget ego til side. Kun på den måde kan vi for alvor erfare det, som sker, og derved tage bedre del i de moralske beslutninger – til glæde for alle.

Murdoch var i høj grad inspireret af en anden filosof, nemlig den franske Simone Weil, der beskrev opmærksomhed som en neutral og direkte kontakt med virkeligheden. Det vil sige, at opmærksomheden som erfaring er uden filter. Den dømmer ikke på forhånd.

Normalt, når vi erfarer livet, sker det gennem et mere eller mindre instrumentelt eller moralsk filter, hvor vi er opmærksomme på noget bestemt, enten for at bekræfte vores antagelser eller fordi vi tror, at det lige netop er dét, som vi mangler. Vi er ifølge Murdoch egoistiske.

Det, som Weil og Murdoch opfordrede os til, var at overkomme denne instrumentelle tankegang for derved at mærke og blive mærket af livet. Det, som studierne fra DTU viser, er – lader det til – at vi i sjældnere grad mærkes af livet, men i stedet mærker os selv, idet vi hele tiden lader vores opmærksomhed flakke derhen, hvor den bekræfter eller underholder os bedst muligt.

Spørgsmålet er derfor, om en forjaget kultur derved, gradvist, gør vores verden mindre og mindre. Og, om vi derved bliver dårligere til at udvikle vores dømmekraft og vilje.

Bragt i Weekendavisen, #29, 19. juli 2019.