Opmærksomhedens filosofi

Den, der tænker klart, lever klart …

Med Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold stiller Finn Janning spørgsmålet: Hvordan kan vi etablere en mere kærlig forbindelse med verden og hinanden? 

Janning viser med afsæt i fodbold og cykling hvorledes det enkelte menneske kan udforske eksistensens muligheder og gradvist blive klogere – på sig selv og de andre. Denne filosofiske visdom er eksistentielt klargørende, idet den, der tænker klart, lever klart. 

Hvordan klarheden optrænes, giver Janning flere bud på, men først og fremmest handler det om en empatisk og intuitiv indfølingsevne, der gør den enkelte i stand til at rumme dét, som sker. Netop her er fodbolden eksemplarisk, fordi det som sker med en spiller, også sker med tilskueren. 

I bogen præsenteres en poetisk filosofi. En særlig tilgang eller indstilling til verden, der er opmærksom, åben, problematiserende, beslutsom og frigørende. En tilgang, der sætter mennesket fri til at elske. 

Ud over sporten henter bogen inspiration hos blandt andre Ludwig Wittgenstein, Albert Camus, Simone Weil, Gilles Deleuze og Iris Murdoch. 

Bogen kan lånes på biblioteket, købes her eller købes – lidt endnu – direkte fra forfatteren.

Opmærksomhedens filosofi – frihed, kærlighed og fodbold

Send din adresse, beløbet er inkl. forsendelse.

DKK 250.00

Kig væk

Jo flere informationer, desto sværere bliver det at tage fornuftige beslutninger.

I Weekendavisens sektion Ideer (»Kultur i acceleration«, #27, 5. juli) refereres der til interessante studier foretaget af blandt andet DTU, der handler om, hvordan vi i dagens forjagede kultur har sværere ved at fastholde vores opmærksomhed. Vores nærværende tilstedeværelse bliver mere flygtig og zappende. Hele tiden er vi på jagt efter fristelser og belønninger.

En fælles præmis for studierne, der omtales, er, at opmærksomhed betragtes som en ressource. Dette stemmer glimrende overens med tankerne bag begrebet opmærksomhedsøkonomi, idet økonomi handler om allokeringen af knappe ressourcer. I dag er den knappe ressource vores opmærksomhed. Opmærksomhed er dog ikke kun en ressource, men også en erfaringsskabende kapacitet. Det kan sammenlignes lidt med det at skrive eller at male, som på den ene side er teknikker og en ressource, som kan læres, men som på den anden side også er kapacitet, der kan trænes. Nogle mennesker kan skrive i hånden i meget lang tid, fordi de øver sig dagligt, mens det for andre er en begrænset ressource.

Sagt anderledes: Opmærksomhed er en muskel, der kan trænes. Spørgsmålet er, hvorfor det er værd at træne den?

Den amerikanske filosof William James talte om vigtigheden af opmærksomhed som evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage, hvilket han så som fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje. Han skrev et sted, »at den uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«. En anden amerikaner, Jon Kabat-Zinn der forsker i mindfulness, som netop er en måde at træne opmærksomheden på, har beskrevet opmærksomheden som tosidig eller dobbeltrettet. Den rækker både ud og ind. Det vil sige, at jeg både er opmærksom på det, som sker, samtidig med at jeg også er opmærksom på kvaliteten af min egen opmærksomhed.

Det er især kvaliteten af ens opmærksomhed, der forbindes med erfaringen, mens den udadrettede opmærksomhed ofte ses som en ressource. Tænk blot på folkeskolelæreren, der fortæller sine studerende, at de skal være opmærksomme. På hvad og hvordan? Sådanne spørgsmål forvandler opmærksomhed til et moralsk anliggende.

Den engelske filosof Iris Murdoch forbandt opmærksomhed med kærlighed og mente af samme grund, at opmærksomhed var essentiel for at udvikle vores moralske dømmekraft. I en af hendes bøger talte hun – meget rammende i kontrast til i dag – om »unselfing«, og ikke selfies. Hendes idé var, at for at kunne deltage opmærksomt i livet må vi skubbe vores eget ego til side. Kun på den måde kan vi for alvor erfare det, som sker, og derved tage bedre del i de moralske beslutninger – til glæde for alle.

Murdoch var i høj grad inspireret af en anden filosof, nemlig den franske Simone Weil, der beskrev opmærksomhed som en neutral og direkte kontakt med virkeligheden. Det vil sige, at opmærksomheden som erfaring er uden filter. Den dømmer ikke på forhånd.

Normalt, når vi erfarer livet, sker det gennem et mere eller mindre instrumentelt eller moralsk filter, hvor vi er opmærksomme på noget bestemt, enten for at bekræfte vores antagelser eller fordi vi tror, at det lige netop er dét, som vi mangler. Vi er ifølge Murdoch egoistiske.

Det, som Weil og Murdoch opfordrede os til, var at overkomme denne instrumentelle tankegang for derved at mærke og blive mærket af livet. Det, som studierne fra DTU viser, er – lader det til – at vi i sjældnere grad mærkes af livet, men i stedet mærker os selv, idet vi hele tiden lader vores opmærksomhed flakke derhen, hvor den bekræfter eller underholder os bedst muligt.

Spørgsmålet er derfor, om en forjaget kultur derved, gradvist, gør vores verden mindre og mindre. Og, om vi derved bliver dårligere til at udvikle vores dømmekraft og vilje.

Bragt i Weekendavisen, #29, 19. juli 2019.

The Spirit of Meditation

In recent years, there has been a growing interest in Buddhism and mindfulness meditation as well as some new-age philosophies that are often nothing more than pale imitations of Buddhist techniques. The interest is obvious. We live in an achievement-orientated, performance based culture and we are constantly forced, and even force ourselves to do something, and to set new goals and so forth. The result is that we become less aware and experience more narcissism, stress and depression.

In Sarah Shaw’s The Spirit of Buddhist Meditation we are told “When the mind is restless, that it is time to develop the factor of awakening that is tranquility, the factor of awakening that is concentration and the factor of awakening that is equanimity.”

Meditation can in other words, help us to become more mindful. “Mindfulness is the true refuge of the mind, mindfulness is manifested as protection, and there is no exerting or restraining of the mind without mindfulness.”

After I finished reading this book I didn’t know whether I should be impressed by or doubtful of all those people who claim to be mindful, because it requires diligence and self-control. It’s certainly hard work.

For those who are interested in Buddhism it can — especially for newcomers — be difficult to separate the wheat from the chaff (such as much of New Age thinking). As Shaw stresses, “a good tradition, teacher and friends, along with text, are the best ways of finding out about meditation for oneself.” Shaw is a knowledgeable teacher and a caring friend.

She deals solely with the Buddhist tradition, although that doesn’t mean that she is critical towards the important contribution to mindfulness made by Jon Kabat-Zinn and others, it is simply that her focus lies elsewhere. Shaw wants to show us how the texts have always been an important part of sharing Buddhist practices. In addition, she attempts to illustrate that Buddhism compared to other religions is less dogmatic. Rather it consists of good advice that comes from experience, or to put it differently: if one wants to wake up, then it is not enough to believe, one must act, and for example, meditate.

The Spirit of Buddhist Meditation can, therefore, be viewed as a rich introduction to the multiplicity of Buddhism, but also — and perhaps more likely — as a thorough guide for the more experienced meditators, or those who are already familiar with the philosophy of Buddhism. The book is littered with illuminating phrases, such as “What is required is that we try to live here and now ‘in our bodies'” — “You breathe in and out all day and night, but you are never mindful of it, you never for a second concentrate your mind on it. Now you are going to do just this” — “if we cannot control our minds, it will be impossible to control our actions and speech.”

A wide range of Buddhist writings on meditation are investigated and those already familiar with reading original Buddhist texts will appreciate the mixture of anecdotes, practical tips and endless repetitions within the same text. Sometimes this repetition can become a little boring unless, of course, one really pays attention to the minor differences that the text unfolds. Perhaps, the texts are written like that on purpose to cultivate our awareness.

Another reason for the repetition is that many of the texts come from an oral culture where the teacher would chant aloud. This of course explains why the reading can, at times, be a challenge. It is like listening to a love song on the stereo. Without the instruments, the rhythm and pauses, the experience can often seem more flat.

The Spirit of Buddhist Meditation explains the eight fold path of meditation, how meditation is practiced (sitting, standing, walking) and provides instructions on how to breathe, explaining why breathing is the foundation of a spiritual practice. (I may add that the word spirit comes from the Latin spiritus, which is a translation of the Greek pneuma, meaning breath). We also learn why there is no sane reason for clinging on to anything. The goal of Buddhism is to release one from the cycle of existence (Nibbána) and here the meditator enters a sphere of nothingness where, if you believe it, birth is caused by death. However, if you don’t believe in reincarnation, and I am skeptical; then you can still be open-minded and admit that we do not know for sure what happens when we die. For most meditators though, the experience of death may be beyond reach unless a life lived in retreats is desired. Despite this, with some practice and guidance it may be possible to experience that “space is infinite”, even though this concept can make most people feel dizzy thinking about it. If this is possible, then we may also understand that “consciousness is infinite.”

Everything is interconnected but this is not only a Buddhist idea as it can also be found in ecological thinking, or in the works of Spinoza or Deleuze. We may cultivate an experience through meditations. Again, the point of Shaw’s study is not the engage with other philosophies or psychological traditions, but to show the richness within the Buddhist tradition.

The Spirit of Buddhist Meditation will most likely attract people who already meditate, or those who would like to do so. However, it can also serve as a useful introduction to Buddhism in general, as well as act as an inspiration for people who work in the growing service industry, helping people recover from the negative effects of modern day capitalism.

41+3KAc1LmL._SX301_BO1,204,203,200_

Published in Metapsychology (Volume 19, Issue 23).

Blog at WordPress.com.

Up ↑