At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.
Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.
Det siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.
Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.
Stressen har bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.
Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.
Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl.
Det er interessant, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.
For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen.
Der findes uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser.
De fleste af os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.
Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.
Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.
For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.
Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.
FINN JANNING 