”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.

De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler bedre passioner.

I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.

Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.

Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)

En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.

Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.

Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”

Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.

Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.

Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”

Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.

Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.

Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”

At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”

Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.