Jørgen Leth

Sommeren virkede næsten uendelig. Dengang, hvor jeg spillede fodbold ude i haven, mens Jørgen Leth talte sig varm i en skurvogn et sted i Frankrig. Indimellem løb jeg ind i stuen og så på alle cykelrytterne, der svedte. Ofte blev jeg hængende sammen med min far i sofaen, mens jeg lyttede til Leth.

Jørgen Leth er en af mine store helte. Han er en sand mangfoldighed, inklusiv en gavmild digterfilosof. I dag fylder han 80 år. Tillykke.

I 2014 udgav jeg bogen Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth (se mere her). Kort tid efter var der en venlig læser, som formidlede en kontakt til Leth, hvorefter Leth sendte mig en mail, senere en bog, og så videre. Det er nu ikke dette, jeg vil fortælle om.

Forrige sommer mødte jeg Leth i lufthavnen i Barcelona. På det tidspunkt havde jeg netop fået tilsendt min roman Hvem myrdede Gilles Deleuze?, som jeg derfor havde med mig i bagagen. Efter lidt overvejelse – og et kærligt pres fra min kone – præsenterede jeg mig for Leth og gav ham bogen. Udover en kort korrespondance, havde jeg aldrig set ham i øjnene.

Da vi landede i København, havde han læst det meste af bogen. (Den er kun 80-90 sider lang). ”Den er godt skrevet. Jeg læser kun hvis jeg er fanget, og den fangede mig.”

Jeg fulgte ham hen til bagagebåndet, hvor jeg nævnte Tour de France. Og her skete det! Forløsningen. Ordet alene – “Tour de France” – fik hans øjne til at lyse op, fuld af kærlighed og livsvarme. Det var og er denne begejstring, som er så unik for ham. Han dømmer ikke, men tillader sig at blive tiltalt af livet, hvorefter han så gavmildt rækker lidt videre. Jeg tror, at det smil, de øjne som lyste, var grunden til at jeg skrev bogen. Livsglæden.

Inden vi skiltes, sagde han: ”Jeg er glad for din bog. Den viser en anden side af mig, som de andre (i.e. Lars Movin og Dan Ringgaard) ikke havde blik for. Den eksistentielle. Tak for det.”

Leth er indbegrebet af de uendelig somre. Der, hvor du ser andre hænge ind over deres cykelstyr, som du også hænger indover dit; der, hvor du rejser rundt i Frankrig, ser cykelløb, læser romaner og digte, skriver noter; der, hvor du indimellem er i tvivl om det, som skete, virkelig skete. Der, hvor hele den literære verden åbnede sig for dig.

Det er mig, der siger tak Jørgen.

9788793204201

De cyklende munke

”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.

De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler begge passioner.

I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.

Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.

Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)

En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.

Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.

Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”

Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.

Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.

Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”

Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.

Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.

Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”

At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”

Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.

Om Den gavmilde digter

Der har været lidt, men meget positiv omtale af Den gavmilde digter.

Bibliotekernes lektørudtalelse skriver, at “Finn Janning skriver utrolig godt, finurligt og nærværende om det at leve og livsvalg.” Læs mere her

På Litteratursiden.dk kan man læse, at bogen er “indsigtsfuld, uddybende, klog og munter – og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.” Læs mere her.

Bogsyn.dk skriver: “Det er en helt særlig bog, et essay om en gavmild digter, som lærer os at smage på det enorme udbud, vi har foran os af alting … Et fremragende værk.” Læs mere her.

Den gavmilde digter kan også fås som e-bog og (snart) lydbog. Se mere her.

God læselyst.

Lykken 1 – et sted jeg kan begynde

Nu starter jeg.

Jeg vil læse The Oxford Haandbook of Happiness, red. af David, Boniwell og Conley Ayers, som jeg fik tilsendt for et par måneder siden.  Sådanne bøger kræver tilløb. De er sjældent særligt håndterbare, selvom de hedder “handbook of”. Denne her er på mere end 1000 sider. Den er tung. Den inddelt i sektioner som: Psykologiske tilgange til lykke, Psykologiske definitioner, Filosofiske tilgang til lykke, Spirituelle tilgange til lykke, Lykke og samfund, Positiv uddannelse, Lykke og organisationer, Forhold og lykke, Udvikling, stabilitet og forandringer i lykke, Lykke og interventioner.

Det er min intention at læse alt. Men jeg regner ikke med, at finde velbehag i alt.

Denne håndbog er interessant, fordi lykke er et begreb i vækst. Men det er også et begreb, som ofte anvendes en smule vammelt, omklamrende og pseudo-normativt. Håndbogen forholder sig bredt til lykke. Det vil sige, at begreber som velvære, subjektiv velvære, hedonisme, eudaimonia (Aristoteles), sundhed, trivsel m.fl. er i spil. Dernæst forholder den sig – jf. de forskellige sektioner – til fire kerneområder:

  1. Hvad får folk til at blomstre? – klassisk positiv psykologi.
  2. Hvad er positive emotioner? – studie i affekter og biologi.
  3. Hvad får organisationer til at sprudle? – både på business og samfundsniveau.
  4. Lykke som et alternativ til BNP – økonomisk velvære er mangelfuldt, som måleredskab.

Pkt. nummer fire er noget, som eksempelvis er afprøvet i Bhutan, hvor de har arbejdet med Gross National Happiness, som en måde at forbinde værdierne venlighed, lighed og humanitet på. Et alternativ til BNP. Erfaringerne var (tror det er stoppet), at det var svært at måle, men netop derfor er det interessant. Om ikke andet, så kan denne håndbog måske hæve niveauet fra at forstå lykke, som lykken ved at slå en prut i modvind, til at ændre måden som beslutningstagere tager beslutninger på, eller til hvordan folk i almindelighed også kan organisere sit liv. Alvoren og vigtigheden kan forskydes fra business til velvære. Det er klart (ifølge flere undersøgelser), at lykke til et vist niveau er relateret til økonomi. Men når først et minimumsniveau er opnået – et niveau, som betyder at du ikke skal tænke på økonomi hele tiden – så spiller penge ingen rolle med hensyn til lykke.

Som Jørgen Leth engang digtede:

“Jeg formår ikke at være lykkelig/ det er svært for mig/ jeg kan ikke finde ud af/ hvordan man blir det/ men jeg prøver alt hvad jeg kan/ jeg prøver mangle midler/ intet hjælper …”

Ja, ingen er lykkelig hele tiden. Det er heller ikke ambitionen. Tværtimod. Lykke skulle nødig blive en rigid ideologi. Men, som Leth skriver i samme digt: “Nu har jeg endelig fundet ud af/ at man kan træne sig op til at blive lykkelig …”

Jeg vil dele det, som er værd at dele.

Kunstens nytte

Hvad skal kunstens nytte? Spørgsmålet er ikke nyt. Det er heller ikke særligt smart. Ikke desto mindre stilles det med varierende hyppighed i den politiske sfære, måske så hyppigt at ingen længere orker at svare.

Kunstens verden er anderledes. Den er nærmest defineret ved at være uden en specifik funktion, formål og nytte. Alligevel – og især når økonomien er i krise – dukker spørgsmålet op: Hvad er kunstens nytte?

Forskellen mellem politik og kunst er konteksten. Når spørgsmålet omkring nytte stilles i den politiske verden, skyldes det af reguleringer eller lovændringer initieres af hensyn til en bestemt problematik. Omvendt så skaber kunsten sin egen kontekst i selve udformningen af værket. Af samme grund er spørgsmålet også svært at besvare tilfredsstillende, da kunstens mulige svar ikke bevæger sig inden for samme ramme, som den, hvorfra spørgsmålet stilles. Denne udfordring skal dog ikke afholde mig, selvom kunstens ærinde handler om refleksion, eksistens, værdier, erfaringsdannelse etc.

Mere konstruktive spørgsmål kunne være: Hvilke værdier kan udgøre et fundament for skabelse? Hvordan bliver værdier til i fællesskab med andre, som ikke partout ligner en selv? Hvilke erfaringer kan kunsten række videre til næste genration? Hvordan åbner et værk op for nye erkendelser? Hvad fortæller den nuværende kunstpraksis os om den verden, som vi lever i med hensyn til eksistens, værdier, måder at leve, tænke og føle på?

Kunsten er den menneskelige hukommelse. Den husker bedre end den uendelige genudsendelsen af Matador. Set i det lys kan spørgsmålet om nytte vendes om: Hvilket samfund har råd til hukommelsestab? Hvordan bidrager kunsten til vores fælles hukommelse? Svaret ligger i selve den kunstneriske praksis. Kunsten er en praksis, ikke en videnskab. Indenfor såkaldte eksakte videnskaber forudsætter man, at udfaldet af identiske og målbare begivenhedsrækker altid vil være de samme, hvis de foretages et andet sted, i en anden tid. I kunstens verden er stedet og tiden afgørende. Jørgen Leth digter plads til udsigten fra sit vindue. Samme vindue, samme udsigt, nyt digt. Josefine Klougart digter plads til sine barndomserindringer, som er fulde af dejlige røde æbler. Der er intet statisk i denne digteriske proces, da enhver erindring må skabes. Om tyve år vil Klougarts Mols-erindringer skabe plads til nogle andre æbler. Tiden er i værket.

Hvad er det kunsten kan? Den kan udfolde det, som finder sted, mens det finder sted. Den bekræfter eller affirmerer det, som kan frigøre livet, hvor det holdes fanget. Den kan bevare det, som det er værd at række videre. Den kan værne om livet.

Hvordan? Eksempelvis dømmer kunstneren Kenneth Balfelt ikke folk, selvom de drikker mere end gennemsnittet. Derimod hiver han dem med ind i sin kunstneriske proces, fx i skabelsen af værket Enghave minipark. Han lytter og bekræfter det, som de involverede finder mest givende: et sted, hvor der kan drikkes i fred. Eller tag nu hans værk Fixerummet, som evnede at se narkomanen, som et menneske, og ikke en kriminel, ikke et offer. Han skabte plads til en eksistensform, som for længst er dømt ude af Vesterbro.

Kunsten er at bruge de talenter, som vedkommende nu engang har, fx er Leth god til at gentage. Noget rækkes videre, fx lyden af et gearskifte eller sandet på et lagen. Sandet sætter sig på en anden måde i kroppen, ligesom de røde æbler kan give ens kinder en naturlig kulør.

Det hele minder mig om den kærlighed til skæbnen – amor fati – som filosoffen Gilles Deleuze talte om. En kærlighed, der aldrig er en resignerende accept af skæbnen, hvad enten denne skæbne er, at Enghave plads vendes på hovedet, så de daglige bruger bliver hjemløse eller noget andet. Snarere handler denne kærlighed om at forholde sig på en særlig måde til det, som tager form. Eksempelvis, det faktum at folk samler sig andre steder for at drikke. Begæret efter alkohol er – som ethvert begær – et sammensurium af flere ting, fx samværet, glæden, relationerne, etc. Det, som kunsten (og filosofien) kan, er, at den kan bringe vreden videre til det punkt, hvor vreden vender sig mod det, der sker. En eller anden er vred, fordi han ikke længere kan drikke sine øl i fred; en anden vender den vrede om, giver den styrke nok til at skabe et nyt mødested.

Eller tænk på alle de søde og rare mennesker, som bor på Vesterbro, og som ikke ønsker at finde brugte kanyler, som deres børn kunne komme til at stikke sig på; de bryder sig slet ikke om, at blive konfronteret med denne type af u-cool eksistens. Disse stikkende randeksistenser sætter Vesterbros storsind på prøve. Hvad gør kunsten? Den tager denne vrede, denne lidt ynkelige afmagt, og vender den mod det, som finder sted. Hvilket er, at nogle mennesker hver dag skyder en dosis heroin ind i kroppen, eller høvler 30 elefanter ned i halsen, eller sælger sin mund for højest bydende. Balfelt skaber plads til det menneskelige eller livagtige i det, som også sker. Han etablere et rum, hvor det er ok at fixe. Han skaber plads til en eksistensform uden at fordømme denne moralsk eller jage den, som var der tale om et kriminelt udyr.

Det er fordi kunstneren er fri, at han eller hun er i stand til at agere kærligt. Hvad nytter det, hvis de økonomisk og social velstillede ikke evner at rumme de eksistenser, som dagens samfund også producerer? Hvad nytter det, hvis visse eksistensformer overses? Uden kunsten ville vores erfaringsrum være fattigere. Det er derfor den nytter.

Blog at WordPress.com.

Up ↑