Hvem har brug for litterære grupperinger, spørger Politikens litteraturanmelder Lillian Munk Rösing. Ingen, selvfølgelig. Slet ikke de sexistiske, som Rösing med god grund harcelererer over. Identiteter og grupperinger er omklamrende og utålelige, uanset hvilken sammenhæng de anvendes i. Alligevel er det lidt trættende af lytte til Rösings indignation, for er der noget som kvindekønnet ikke er i dansk litteratur, så er det undertrykt og underrepræsenteret p.t. Og det er dejligt. Tværtimod er kvindekønnet ofte meget fremme på dets eget køns vegne, hvilket også er fint, men lidt bagstræberisk, da de kvindelige danske forfattere ikke er underrepræsenteret p.t. Skulle Rösing være i tvivl, kunne hun se på kønnet af de forfattere hun selv anmelder. Her er kvinder ikke i undertal. Og dette skal ses i lyset af, at Rösing, som bekendt, er en af de mest magtfulde anmeldere i Danmark. Men okay, måske er det vigtigt at minde andre om, at kønnet ikke er vigtigt, som andet end et biologisk reproduktionsorgan. Ikke desto mindre kan Rösing ikke lade være med at – godt nok spørgende – at antyde, at kvinden er bedre til at indleve sig i de andre end manden. Det burde hun jo vide er en kliche, der er så tåbelig, at den ikke engang bør nævnes, end ikke spørgende. Hun burde vide bedre, da hun sikkert også læser bøger af mandlige forfattere. Ellers sender jeg hende gerne en liste.
Trykt i Politiken 8. marts 2015
Apropos den 8. marts, som er kvindernes kampdag – sågar en fornem dansk opfindelse – kunne det være interessant at udvide kampzone. Gad vide hvordan det er at være kvinde i Spanien, hvor hustruvold er udbredt? Eller i Indien og flere lande i Mellemøsten og Afrika, hvor kvinden slet ikke betragtes som et menneske. Den danske debat er for de privilegerede, dvs. ofte socialt velstillede kvinder der kalder sig feminister. Hvordan står det til med de kvindelige forfattere, eller blot forfattere i mange andre lande? Kommer de tvekønnede til orde? Samtidig skal man passe på ikke at reproducere naive kønsteorier, fx at det ene køn er mere empatisk end det andet, når feltet reelt hedder kønsstudier. Og det hedder kønsstudier, fordi der ikke er en teori om kønnet, der passer med virkeligheden. Mænd og kvinder kommer i alle farver og former.
FINN JANNING 