I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse.

De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.

Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.

Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”

Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder den sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget. Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.

Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.

Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.

Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”

Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.

Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.

Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.

Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”

Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for, hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.

Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.

Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.

Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.

Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”

Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?

Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”

Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.