"It is very easy for us to die without ever having known … our life." – M. Proust
Den offentlige debat er præget af mennesker, der ikke lytter til hinanden og i stedet forkuserer på krænkelser. Men der er en anden vej. Dialogens vej. At læse den afdøde britiske forfatter Iris Murdoch er en god start.
Det – og mere – har jeg skrevet en kronik om, som Politiken bragte henover julen.
Forleden fortalte en ledelseskonsulent mig, at jo mere erfaren en leder er, desto mere efterspørger han eller hun filosofi. Det kunne være fristende at sige, at lederne ønsker at tænke, men enhver ved, at ikke kun filosoffer tænker.
Det, der derimod kendetegner filosoffen er, hans eller hendes danseegenskaber, idet at tænke er at træde til siden, vige pladsen for noget, som er større end en selv.
Det, som lederen efterlyser, er ikke blot refleksion – det håber jeg i hvert fald ikke – men evnen til at give plads til erkendelsens – til tider – smertefulde tilblivelse. Det kunne være erkendelsen af, at den gren, som vi alle sammen så mageligt sidder på, har vi snart savet over.
Grenen kunne vi for nemheds skyld kalde planeten.
Lige nu værner meget få mennesker om livet – inklusive ledere. De værner om deres ego, deres karriere, deres status – en status, som endda kan vokse, hvis du lader som om, at du bekymre dig om planeten.
Denne bekymrende velvilje er desværre mere knyttet til lederens identitet, end vedkommendes reelle handlinger.
Lederen – som alle andre levende væsener – bevæger sig mellem væren og intet. Et mellemrum fuld af angst, idet lederen ikke kun kan risikere at miste sin prestige og magt, men tabe livet.
Skal en leders filosofiske erkendelse udvikle sig til andet end en pirrende eftermiddag på et kursus, kræver det en accept af tabet: at noget er uerstatteligt.
Enhver form for erkendelse – inklusive selverkendelsen – kan være grusom. Den blotter vores individuelle og kollektive begrænsninger og konfronterer os med vores egen hang til selvbedrag.
Et sådan selvbedrag kunne lyde: tingene ordner sig nok.
En anden form for selvbedrag kunne være, at videnskaben nok skal redde os.
Videnskaben er nyttig, men den er ude af stand til at identificere meningen med livet. Erfare tabet. Filosofi er ikke noget ubrugeligt, men lige præcis det, der frigør mennesket fra frygt, usikkerhed og hjælpeløshed. Giver det kraft til at handle.
At dagens erfarne ledere efterspørger filosofi, hænger sammen med, at filosofien alt for længe har været marginaliseret. Men denne marginalisering har ikke just gjort verden bedre. Tværtimod. Når filosofien er fraværende, trives dumheden.
Meningen er i filosofien ikke noget givet, men noget som gradvist skabes, idet det enkelte menneske alene – og sammen med andre – kritisk undersøger og udforsker livets uanede muligheder, hvorved vedkommende løbende finder ud af, hvad der er vigtigt, og hvorfor det er det.
Det kaldes visdom.
En mere praktisk visdom er at værne om ens eget hjem: planeten. Ikke fordi vi skal, men ene og alene fordi vi elsker den, uden den vil ingen vide, hvad det vil sige at være levende, uden den ville ingen kunne tale om frihed, erfaret kærligheden eller spillet fodbold.
Nietzsche, sagde engang, at »den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan«.
Det er dette ’hvorfor’, som gør, at mange ledere efterspørger filosofi. De har glemt, hvorfor de gør, som de gør. Den dybere mening. Den såkaldte mening med livet.
Ifølge den franske filosof Michel Serres, består det at erkende i »at antage en form, der er analog med den, vi erkender«. Det vil sige, at for at erkende livets mangfoldighed, må jeg blive et med livet. Jeg må smide alle mine ideer, normer og forventninger i skraldespanden og bogstaveligt talt blotte mig over for livets kræfter. Jeg må ofre min status og prestige, idet jeg viger pladsen for de livskræfter, der presser sig på – give dem plads.
Jeg må erkende, at livet kun er til låns. Og, at alt levende er forbundet, hvorved mit velbefindende er forbundet med dit, og omvendt.
I dag taler mange konstant om, hvad vi kunne gøre, og hvordan vi kunne gøre det, som om vi endnu ikke havde et klart ’hvorfor’ at leve for.
Tabet af livet – af planeten – kan ikke udsættes med ord og strategiske planlægninger. Livets overlevelse kræver, at vi sætter livet før vores eget ego.
Hvis vi lever for livets skyld. Ikke magt, penge, sex eller en lind strøm af likes, ved vi så ikke, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det?
Filosofi er altså yderst nyttig. Den kan hjælpe dig og mig og alle de andre med at leve og endda overleve. Det er ikke en disciplin, hvor den enkelte skal tilegne sig en masse informationer og begreber, fordi de sælger på direktionsgangene, men en konkret og brutal modstandsøvelse mod alt, der forsøger at ødelægge friheden, kærligheden og den mellemmenneskelige værdighed.
Ja, alt det der ødelægger det eneste sted, hvor mennesket nogensinde har følt sig hjemme og derfor lykkelig: Planeten.
Alt for længe har vi i Vesten, i hvert fald, ignoreret døden, som om det var noget, der ikke vedkom os.
Spørgsmålet er nu, om den endnu igangværende pandemi har fået os til at indse vores skrøbelighed. Erkende, at vi er endelige. Fortolkningen af døden bestemmer vores holdning til tilværelsen – til livet.
Dette er en klassisk filosofisk erkendelse.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde, at et filosofisk problem svarer til at føle sig fortabt. Mange ledere efterspørger filosofien, fordi de er fortabte. De har tabt kampen om planeten, de kan mærke, at de i fremtiden bliver hjemløse.
Selv om de nok mere frygter, at blive arbejdsløse og miste status!
Febrilsk prøver de at opruste sig moralsk, selv om det de reelt burde er, at nedruste kapitalen.
Grådighed, opportunisme, egoisme, narcisisme, stress og depressioner er i dag ikke individuelle diagnoser, men sociale patologier. Vi mennesker – alle sammen og ikke kun lederne, selv om de selvfølgelig er mere ansvarlige qua ledere – har fejlet.
Moralen er nemlig denne: Hvis resultatet af vores handlinger er, at planeten snart dør, hvad fortæller det så om de valg og beslutninger, der ligger til grund for vores handlinger? Hvad fortæller det om de vaner, overbevisninger, værdier og antagelser, som har formet vores beslutninger?
Det fortæller, at livet aldrig har været første prioritet.
Vi har ledt os selv i fordærv. Lederen er død, længe leve lederen.
Artiklen blev først gang bragt i Klimamonitor
I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse (se også Meningens logik).
De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.
Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.
Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”
Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder dem sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget.
Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.
Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.
Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.
Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”
Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.
Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.
Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.
Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”
Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for (eller af), hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.
Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.
Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.
Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.
Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”
Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?
Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”
Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.
“Thinking is an activity that must be performed over and over again in order to keep it alive.” – Richard J. Bernstein
I filosofiens verden er èt liv i fokus. Ikke forstået biologisk eller juridisk, men etisk. Hvilke måder tænker, føler og ånder det på? Hvorledes kan det udfolde sig? Hvilke rammer og strukturer lever det under? Er det underlagt trusler om vold? Yder det modstand? Er det frit? Engageret? Revolutionært?
Et godt eksempel på denne praksis udføres af den amerikanske filosof Richard Bernstein. I bogen Violence filosoferer han med lige dele pragmatisk snilde og hermeneutisk grundighed, hvorved han formår at hænge fem forskellige tænkeres tanker om vold op på en kompetent narrativ snor. Bernstein er en god fortæller, fordi han er en god tænker. De fem tænkere som han beskæftiger sig med er: Carl Schmitt, Walter Benjamin, Hannah Arendt, Frantz Fanon og Jan Assmann. Alle fem essays er læseværdige, selvom jeg fandt hans introduktion, Arendt-essayet og Fanon-essayet mest oplysende.
Et par nedslag. Bernstein viser, hvordan Arendt argumenterer for at revolution ikke har noget som helst med vold at gøre. Tværtimod. Formålet med en revolution er folkets frihed, og vold kan ikke skabe frihed, kun destruere. Bernstein hiver blandt andet fat i Arendts definitioner af begreberne magt, styrke og kraft. Med disse viser hun nemlig, at magt ikke er magt over. Magt er ellers noget, som de fleste er vant til at forbinde med noget vertikalt. Eksempelvis: politik er et magtspil, hvor den ultimative form for magt er vold. Eller: magt, som når A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville gøre (igen vold, fx verbal vold). Hos Arendt er der dog tale om noget horisontalt. Hun taler om med-magt (eller empowerment), som noget der opnås, når mennesker handler i samklang. Denne form for magt er baseret på samarbejde, forførelse, undersøgelse, deling af viden, en vedvarende test af ideer og meninger – ikke vold. Denne forståelse hænger sammen med Arendts forståelse af politik. Et sted siger hun at målet for modstand er en frigørelse fra undertrykkelse, mens målet for en revolution, som sagt, er frihedens fundament.
Det er pudsigt, at nogle af de mest interessante tanker omkring magt i det tyvende århundrede kommer fra to kvinder. Udover Arendt har ledelses- og organisationsteoretikeren Mary Parker Follet (som oplever en mindre renæssance p.t.) ligeledes talt om med-magt (ikke magt til) og sam-magt, som noget der udfoldes i et fællesskab; et fællesskab, hvor den enkeltes singularitet ikke reduceres. Skyldes det at nogle mænd ikke kan adskille styrke og magt fra hinanden? Skyldes det at nogle mænd holder fast i det romantiske billede af den ensomme ulv, a.k.a. John Wayne, selvom de fleste ensomme ulve reelt stikker af, fordi de ikke kan begå sig i en socialitet? Ja, selv ulve jager i flok.
Bernstein slår dog ned på Arendts bløde punkter. Han viser blandt andet, hvordan hun argumenterer for en retfærdiggørelse af vold, fx som voldelig modstand til nazisternes undertrykkelse af jøderne. Hun siger, at det er på sin plads at yde modstand, sågar vold, som jøde, fordi man er undertrykt som jøde. Problemet for Bernstein er ikke retfærdiggørelsen af vold per se, men kriteriet for hvornår en undertrykkelse retfærdiggør vold. Arendt er ikke klar.
Her dukker meget passende en ny tænker op. Fanon argumenterer eksempelvis for at vold kan retfærdiggøres, når et land koloniserer et andet. Problemet er dog, siger Fanon, når en koloniseret mentalitet underminerer revolutionens mål, nemlig frihed. Ofte sker der det, at en undertrykkelse erstattes af en anden. De færreste besidder en tilgivende og fremtidsorienteret mentalitet, som Nelson Mandela.
Bernstein anvender Fanon for at understrege, at vold nogle gange er retfærdig. Imidlertid understreger Bernstein, at der aldrig kan og må være principielle regler for, hvornår dette gælder. Det er demokratiets opgave, at debattere åbent og kritisk. Intet argument kan stå alene. Som pragmatisk filosof ved han, at intet er givet, at der ikke findes et urokkeligt og sikkert fundament. Med andre ord: “There is no escape from risky political judgments.”
Apropos vold og debat. I de seneste år er Spanien begyndt at debattere hustruvold mere aktivt. About time! I 2011 døde 60 kvinder pga. voldelige mænd. Det er mere end et dødsfald om ugen! Spanien er på nogle områder modbydeligt patriarkalsk, men noget er heldigvis begyndt at røre på sig. Dog er der desværre endnu tilbageskridt for kvinderne, fx i forbindelse med abort (se mere her).
I essayet der handler om Jan Assmann, som har forsket i religiøs vold beskriver Bernstein, hvordan det aldrig er monoteisme, der fører til vold og mord ophøjet eller retfærdiggjort i en sand guds navn. Derimod er det politisk misbrug af monoteisme, der leder til vold. Dette leder læseren tilbage til Benjamin-essayet, hvor Bernstein – ganske interessant – læser med og mod Simon Critley og Judith Butler, når de hævder at “divine violence” er op til den enkeltes dømmekraft. Pointen er, at Benjamin hævder at det religiøse bud: ”Du må ikke slå ihjel”, ikke er en kategorisk lov, men en form for guide. Konklusionen bliver derfor, at ens forpligtelse på ikke-vold kan eksistere sammen med en retfærdiggørelse af vold. Hvornår vold er acceptabel er, ifølge Critley og Butler, en individuel beslutning. Dette kan Bernstein selvfølgelig ikke acceptere. Man skal ikke beslutte sig for at anvende vold i ensomhed. Det er den beslutning simpelthen for vigtig til.
Politiske vurderinger og beslutninger er altid fuld af risici, men en ordentlig udførelse af politik afhænger af hvordan offentligheden engageres til at debattere. Ingen offentlighed er ufejlbarlig. Men problemerne opstår, når offentligheden manipuleres af ydre interesser, hvorved den engagerede debat uddør. Uden debat er der intet andet tilbage end voldens triumf.
Bernstein er en fortaler for at udforskning af, hvad det vil sige at være menneske. Det vil sige, hvordan man frit kan ytre sig, teste sine ideer og meninger uden frygt for liv og lemmer. Undervejs i denne samling siger han mange interessante ting, og foretager oplysende og interessante læsninger. Bernstein er en kompetent guide rundt i voldens teoretikere.
Vold eller ikke-vold … bogen er hermed varmt anbefalet.
FINN JANNING 