Tag: Spinoza

When I Am Gone

In the late spring of 2014, I left my home in Barcelona to walk in Norway for twenty days with my friend Jeppe. We planned to follow the last 300 kilometers of the pilgrim path to Trondheim, St. Olav’s Way, named after the Norwegian king who brought Christianity to Norway in ad 1033. 

I am not a religious person; I do have not faith in any of the marketed Gods but a strong belief in life. And yet, during this journey, I experienced an encounter with a muskox that I can only describe as healing, perhaps even spiritual.

Read the rest of my essay in Amethyst Review.

Shouldn’t I say something out of love?

Readers of the stream of philosophical blogging that I have produced during the last few years will be familiar with the Korean philosopher Byung-Chul Han. Behind me, I have 11 or 12 of his books—small essays to be more exact—and some of them I have mentioned here, here, and here.

In The Expulsion of the Other (2018), Han continues his analysis of our everyday existence in today’s achievement society. The Other is expulsed due to the terror of the Same.

“In that hell of sameness, humans are nothing but remote-controlled puppets.”

Expanding on this idea, Han returns to the question “Why?”. He claims that if it becomes irrelevant, nothing is understood, then adds, “knowledge is understanding … Insight in an emphatic sense is also transformative.” That philosophical thinking is transformative is well known, but some philosophers—especially phenomenalists—may differ regarding the Why-question, claiming that it leads to unending regress: because, because, because. Instead, for example, Merleau-Ponty would prefer How- and What-questions.

Still, Han’s errand is to illustrate that when everything is reduced to the Same, we become blind or deaf because the strangeness or even the painfulness of the Other is erased. The world turns flat and boring. After all, the subject of seduction is the Other: “the Other as eros.”

Eros is part of thinking, an idea that Han developed in his essay The Agony of Eros; it’s Eros that makes us courageous enough to take a step into the unknown.

Continuing, Han stresses that neoliberalism is not guided by reason; quite on the contrary the freedom of neoliberalism is an advertisement: “… freedom itself is exploited. People willingly exploits themselves under the illusion of realizing themselves.”

“We do it to ourselves,” as Radiohead once sang, “and that’s what really hurts.”

The ideas that Han present here are not new. He has repeated these, at least, since the publication of Müdigkeitsgesellschaft in 2010 (English, The Burnout Society, 2017). But still, like repeating a good joke, small nuances are added.

Han’s style is Hegelian; he operates in dualism. It makes him easy to follow but at times he misses, at least in my opinion, the blurry gap in between. For example, Sameness is bad because it makes us numb whereas the Other opens us for thinking; negativity is good because it challenges and affects us, whereas the terror of positivity makes us empty; love is the answer whereas today’s narcissism and the endless string of selfies only creates emptiness and depression; it’s better to listen than just communicate. Lastly, today’s notion of authenticity is “the self’s neoliberal form of production.”

It’s difficult not to agree. Today people optimize their bodies and souls to become attractive, sellable commodities. Status, prestige, and power are guided by the market, not by love as a political and transformative power.

Still, when Han quotes Deleuze for saying, “Playing the fool has always been a function of philosophy” because the philosopher breaks with the predominant, i.e., the Same, Han tends to be against or opposing the Same from an opposite position. Black or white. However, in my opinion, Deleuze’s philosophy doesn’t create an opposition to a dominant position; rather he is more prepositional, more immanent, placed in the midst of life pointing out new forms of life.

Han, on the other hand, is transcendental. I sense his German roots, Hegel and especially Heidegger, when it comes to truth and origin. He tends to aim at reawakening an “original animal” within. For example, he follows Heidegger’s concept of Eigenlichkeit, the potential for being that suffers from the seductive power of They (Das Man). We are narcissistic in the eyes of the Other because we want to be liked and followed by them, but Han want us to be more true to ourselves regardless what They say and feel. Intuitively I follow him (although I understand the self as a changing process of becoming, not something solid but something else), and similar ideas can be found, for instance, in psychologist Edward Deci’s Why We Do What We Do, where he writes, “…narcissism involves desperately seeking affirmation from others.”

Narcissism is not the result of Eigenlichkeit, but is its antithesis.

Continuing, Han writes that the constant hypercommunication “destroys both you and closeness. Relationships are replaced by connections.”

How do we overcome the terror of positivity, the hell of Sameness?  Han suggests that we use listening as a generous invitation for another to speak. “Listening is a bestowal, a giving, a gift. It helps the Other to speak in the first place.” My silence, therefore, expresses a hospitality.

In conclusion, Han tells us what most of us already know, but unfortunately many find it difficult to live up to: Love is the answer. “Only eros is capable of freeing the I from depression, from narcissistic entanglement in itself.”

What Han doesn’t explore sufficiently in this essay is the delicate balance between a healthy self-love (I would call it self-care) and narcissism; that is, today many people are selling love, praying love, even acting lovingly but in a way that seems to be fueled by their desire for status and prestige related to being a loving person. There is a political correctness that has even invaded love, playing with Heidegger’s distinction between Eigenlichkeit and Das Man; authenticity and They.

It could be interesting to relate his ideas to Spinoza, who defines love as the increase of our joy, as well as of our power to act and think, with the recognition of an external cause. His love is social. Thus, instead of striving to be honest towards myself (Eigenlichkeit), maybe I should try to engage with love and care for others. In a way it would make better sense to love my wife than myself because her love makes me more powerful and joyous. And, therefore, I can act with more compassion socially.

I’m not sure that Han would disagree with these preliminary thoughts; still, what he gains in his accessible and stimulating analysis is perhaps what I miss: a more thorough study where the treatment and diagnosis hang together better. For example, yes, we should listen, but what do we do when what we hear is unacceptable, such as misogyny, racism, and extreme nationalism? Shouldn’t I say something out of love?

If love is the answer, then it means that when there is no doubt, there is love. Seen in this light, Han’s book is full of compassion because every time love is absent, we should doubt, imagine, think … how to enhance love.

 

First published in Metapsychology, Volume 22, Issue 43

Mindfulness in Rome

May 11 – 15, 2016: 2nd International Conference on Mindfulness, Sapienza University of Rome. See here the website of the event.

Among the many interesting presentations, I presented the paper entitled Mindfulness as an Ethical Practice.

In this paper, I ask two questions. The first is: What is an ethical practice? The second question is: Is mindfulness an ethical practice? My ultimate concern, however, is the possible link between the two issues: What relationship does mindfulness have with ethics? To answer these questions, I first draw on three ethical theories from the Western history of philosophy—Spinoza, Nietzsche, and Deleuze—to define ethics as a particular way of being. Then, I integrate and compare some significant elements from these ethics with the practice of mindfulness, mainly as Jon Kabat-Zinn defines it. This is done to clarify to what extent mindfulness is an ethical practice. My study reveals that not only can mindfulness be viewed as a classical ethical practice (as understood in a Western philosophical context), but—and perhaps more surprising—mindfulness is closer to some Western ethics than to Buddhism, e.g., regarding whether “the Good” is known beforehand, whether ethics is an immanent or transcendent practice, and whether ethics is a judgmental or nonjudgmental practice. Finally, I briefly discuss the ways in which Western philosophy can shed new light on mindfulness.

 

Vægtning af følelser er en betingelse for fornuft

Det skal handle lidt om etik, regler, værdier og en lille smule om profit. Hvordan hænger disse begreber sammen, hvis de overhovedet gør?

Den amerikanske filosof Robert Brandom skriver i Making it Explicit, at normer – her forstået som eksplicitte regler – forudsætter, at normer er implicit til stede i praksis.

Han mener, at hvis en regel specificerer, hvordan noget gøres korrekt, må den regel kunne anvendes i enhver lignende omstændighed. Hvis ikke, er reglen ikke værdifuld. Det betyder, at værdier er konsekvente og konsistente.

Ligeledes er anvendelsen af en regel i en bestemt omstændighed i sig selv, noget som kan gøres korrekt eller ukorrekt. En eller anden kan misforstå omstændighederne.

I praksis betyder det, at enhver regel kun fungerer under særlige omstændigheder. Hvad der nu er særligt ved de fleste omstændigheder er, at de sjældent er generiske. Det, der er rigtigt og forkert i dag, kan vise sig at være anderledes engang i fremtiden. Enhver værdi udfoldes i kraft af en grundig opmærksomhed på det, som sker.

Lad os afprøve Brandoms påstand. Læs videre i Modkraft.

Etik i praksis

”Jo mere fuldkommenhed hver enkel ting har, des mere aktiv og des mindre passiv er den, og omvendt, jo mere aktiv den er, des mere fuldkommen er den.” – Spinoza, Etik

Etik i praksis er nærmest en truisme, idet etik altid er praktisk. Det er en måde at leve, tænke og føle på, som – for nogle – er baseret på et uforanderligt moralsk værdisæt. Et skræmmende aktuelt eksempel er den dødbringende virus ebola. Denne virus debatteres lystigt og gravalvorligt i Spanien.

Lad mig bringe lidt kontekst (kilde: El Pais):

Det begynder den 7. august, da to præster bringes hjem fra Liberia til Madrid. Den ene har Ebola, den anden ikke. Begge patienter installeres på hospitalet Carlos III, som ligger midt i Madrid. Den 12. august dør den smittede præst. Den 14. august udsender det spanske sundhedsministerium en protokol, der beskriver, hvordan læger og sygeplejersker skal agere med hensyn til ebola. Den 28. august udmeldes en sygeplejerske efter 21 dage i karantæne.

Herefter er der for en stund ro.

Den 20. september annoncerer regeringen i Spanien, at de vil bringe en anden spansk præst hjem fra Sierra Leona. Den 22 september ankommer denne præst til Madrid, og tre dage senere dør han. Den 27. september går en af sygeplejerskerne, der behandlede præsten til lægen, som anbefaler smertestillende piller. De næste par dage udvikler hun feber. Hun ringer til vagtlægen, besøger sin private læge, men undlader begge steder at fortælle, at hun har plejet en ebola-patient (hun ved ikke om hun reelt er smittet). Den 5. oktober ringer hun igen til skadestuen. Samme dag indlægges hun. Og dagen efter diagnosticeres hun med ebola.

Senest er omkring 80 personer, primært lægeligt personale under observation og nogle i karantæne på Carlos III i Madrid.

Debatten går nu på, hvorvidt det var moralsk ansvarligt at bringe en dødelig syg person til Spanien. Til et hospital midt i landets hovedstad, hvor der bor mere end tre millioner.

Spørgsmålet rejser dilemmaet: At redde et menneske versus muligvis smitte mange. Hvad nytter det? Der er tale om en utilitaristisk argument, hvor en moralsk god beslutning er til nytte for flest mulige mennesker.

Et andet dilemma vedrører pligten til at hjælpe. Denne er måske ikke i modstrid med den utilitaristiske, men den utilitaristiske konfronterer pligten til at hjælpe, idet den spørger: Hvor, hvordan, hvem?

Sådanne spørgsmål skaber flere spørgsmål, såsom hvorvidt protokollen for at transportere en smittet ebola-patient er blevet overholdt? Hvorvidt hospitalet har kapacitet til at håndtere ebola? Hvorfor det tog en uge før en protokol blev kommunikeret ud fra sundhedsministeriet til landets hospitaler og praktiserende læger?

Nogle vil have sundhedsministerens til at gå af. Nogle bebrejder sygeplejersken, idet hun har konsulteret sin egen privatlæge og været sammen med sin familie, selvom hun havde feber. Skønt hun uden tvivl handlede ud fra den viden og de informationer, som hun havde angående symptomer m.v. Det er naivt (og belejligt) at antage, at hun er ond eller uansvarlig.

Hele miseren er tragisk. Og den viser, at når vi står midt i et etisk kaos, er det sjældent nok at lytte til banaliterne omkring, hvorvidt man må stjæle eller ej, begære sin nabo eller ej. Det er svært. Risikabelt.

Hvad er den rigtige beslutning? Baseret på hvilke forudsætninger, fx videnskabelige viden. Er argumentet utilistisk, så er det altid utilitarisme, der bør lægge til grund for ens beslutninger med mindre man vil ende i dobbeltmoral. Er det pligten til at hjælpe … gælder samme princip.

En mere immanent tilgang, det vil sige en der er inspireret af Deleuze og Spinoza, vil hævde, at ens forståelse ikke har mere magt til at vide end, fx Ebola-virussen, har magt til at eksistere og handle. Det betyder, at selve virussen tillægges en natur. Selvom ebola er dødelig, handler virussen stadigvæk naturligt, som ebola. Smitten har behov for nye mennesker for at kunne overleve. Denne tilgang er givende, mener jeg.

Udfordringen bliver derfor, hvordan den spanske regering kan vende magtforholdet om. Der er tale om en kamp mellem to former for natur. Som det ser ud lige nu, bliver der ”handlet med” regeringen i Spanien, fx ud fra nationale følelser om ”at redde” en statsborger, som har forsøgt at hjælpe. Tænk, hvis der havde været tale om en dansk læge, præst eller sygeplejerske. Men naturen tager ikke hensyn til nationale følelser. Sagt anderledes, at bringe en syg mand hjem, som man ikke kan heldbrede, hæmmer ens muligheder for at handle, mere end det øger ens muligheder. Eksempelvis er flere kompetente læger og sygeplejersker i karantæne, hvor de ikke kan gøre deres arbejde. Flere pårørende er nervøse. Stemningen er intens og stresset. Regeringen skal bruge ressourcer på at forklare sig.

Spørgsmålet er altså, hvorvidt handlingen øger regeringens magt til at handle, eller reelt minimerer regeringens magt til at handle.

Som nævnt virker det som om, at regeringen har minimeret sin magt ved at bringe præsterne hjem. Lige nu er de på bagkant, fordi de handlede over evne. De troede, at de kunne magte ebola uden at have respekt for dens natur, det vil sige uden at have forståelse for dens naturlige magt. Ebola er noget, som får den menneskelige maskine til at gå itu.

For Spinoza og Deleuze er fremtiden ikke, hvad vi gør den til. Snarere et spørgsmål om relationer, fx hvordan forholder vi os til erfaringen af døden, som en naturlig del af enhver tilblivelse. Det liv, som vi lever og kender, kan ikke føres tilbage til en oprindelig væren, en uforanderlig norm. Hvorfor ikke? Fordi det at leve netop er, at stille spørgsmålstegn til vores viden, til det levende. Filosofien begynder aldrig med en bestemt norm (ikke den Deleuze-Spinoza-inspireret), men fra en erkendelse af, at de spørgsmål som stilles, altid stilles fra midten af livet, dér, hvor vi finder os selv. Det vil sige, debatten i Spanien er meget lidt frugtbar, når den opererer med en bestemt norm, hvorefter regeringen eller andre kan dømmes (og dømme hinanden). Det skaber en følelse af afmagt.

Den vil blive mere frugtbar, hvis regeringen kan blive aktiv, det vil sige åbne for følelser og tanker, som fremmer handling. Dette er den etiske udfordring. Den frie mand, skriver Spinoza et sted, mediterer ikke over døden, men over livet. Hvad er et samfunds forhold til livet, imens det erfarer dødens nærvær? Hvilke relationer åbnes der for? Hvilke nye alliancer og erfaringsrum genereres? Hvordan skærpes vores opmærksomhed?

Fuldkommenhed udspringer ikke partout af ens fornuft, men ens fornuft (i.e. læreproces) kan lære en, hvordan man fremmer fuldkommenhed i fremtiden. Ingen smider håndklædet i ringen. Tværtimod.

At magte glæden

I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse (se også Meningens logik).

De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.

Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.

Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”

Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder den sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget. Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.

Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.

Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.

Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”

Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.

Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.

Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.

Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”

Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for, hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.

Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.

Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.

Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.

Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”

Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?

Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”

Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.