En fortørnet kunst

Titlen er det, som jeg bedst kan lide: The Art of Life. Den snart 90-årige sociolog, Zygmunt Bauman udgav dette lille essay tilbage i 2008. Nu fem år senere virker det mærbart forældet, visse steder ligefrem fortørnet.

Ideen er fin nok. Bauman vil gerne polemisere over den påståede sammenhæng mellem velstand og velvære, eller mere simpelt: Mellem lykke og penge. Han kritiserer med rette forbrugersamfundets hang og tro på, at flere produkter vil gøre os lykkeligere. Ligeledes kritiserer han, forestillingen om at BNP kan sige noget som helst relevant om livskvaliteten i et land. Den første kritik var selv i 2008 banal; det andet kritikpunkt var dengang lidt mere relevant uden at være prangende opfindsomt.

For at understøtte sidstnævnte refererer han til Robert Kennedy, der i 1968 skrev om det naive i at tro, at BNP kunne måle kvaliteten af et lands poesi og uddannelse mv. Nogle ville sikkert tale om social kapital og andre modbydelige ting, men citatet af Kennedy er vel nok en af bogens bedste seks-syv linjer.

Baumans problem er, at han ikke ved nok om lykke til at hans kritik for alvor kan ramme andre end femtenårige piger, som bliver lykkelige over at gå i et bestemt mærke. Hans eget eksempel i øvrigt.

Et andet problem i bogen er hans skødeløse brug af begreber. Det ene sted er det prisværdigt, at Løgstrup påpeger at moralisme og moral ikke er det samme. Senere er det problematisk, når Nietzsche kritiserer moralismen, fordi Bauman her læser det som moral. Faktisk er Bauman en rigtig dårlig læser af Nietzsche. Dette endskønt at Bauman taler om at leve livet, som et kunstværk. Han refererer sågar til Foucault, der – som bekendt – var dybt inspireret af Nietzsche. At leve livet som et kunstværk betyder, at den enkelte må udfordre sig selv, overgå sig selv, etc., hvilket lyder som Nietzsche.

Bauman læser dog ikke kun Nietzsche dårligt. Han gør det også strategisk, fx citerer han fra Nietzsche Antikrist. Den første del af citatet lyder i sin helhed hos Nietzsche således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i mennesket.

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.

Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, – at en modstand bliver overvundet.”

Bauman citerer således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen …

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.”

Mærkeligt at en bog, der handler om lykke undlader Nietzsches beskrivelse heraf. Nietzsche formår ellers på tre linjer, at kæde magt sammen med lykke, da magt hos Nietzsche aldrig er at besidde en magt over noget eller nogen, men en viljes magt til at skabe, fx skabe plads til det, som viljen kan. Magtens vilje og kunnen hænger sammen. Ja, viljen til magt værner om livets kræfter, fordi det er disse, som selvsamme magt affirmerer. Inden man hænger Nietzsche ud, kunne man gøre sig selv den tjeneste at prøve, at tænke med ham.

Det går lidt bedre for Bauman, når han citerer Løgstrup og Levinas. Hans etiske forbilleder tilbage fra hans Postmodern Ethics, som – modsat denne – er værd at læse. (Jeg indrømmer, at hans Løgstrup-læsning opløftede mig lidt, så bogen rummer i alt tre-fire gode sider).

Bauman kan ellers godt. Jeg deltog engang på et PhD-kursus, som blev holdt af Bauman i 2002 eller 2003. Dengang havde jeg ikke læst ham. Men udover førnævnte Postmodern Ethics, læste jeg her også hans Modernity and The Holocaust, som er fremragende i sin analyse af hvordan modernitetens effektivitet og rationalisme var en forudsætning for Holocaust (ikke en årsag til). Jøderne kørte i toge til lejre, hvor de blev aflivet. Det skete, som kørte de på velsmurte samlebånd, sagde han. De andre bøger, som vi læste satte sig ikke på samme måde. Det gør The Art of Life heller ikke.

Bauman er populær, måske pga. af hans forkærlighed for simple modeller, som når kunstneren skaber orden i kaos (nej, det gør skraldemænd); eller, som når frihed og usikkerhed går hånd i hånd (den har vi alle hørt gentaget igen og igen siden 9/11). Baumans problem er, at han opererer med en metafysik der priser væren, orden og stabilitet, selvom verden er blivende, grums og konstant forandrende.

The Art of Life er et godt sted ikke at begynde. En bedre og tilgængelig bog er Liquid Modernity fra 1999 eller 2000, som siger det samme, men en anelse mindre fortørnet. Philip Roth har engang sagt, at man som forfatter har tiden på sin side, da de fleste bliver bedre til at tænke og skrive med alderen. Jeg er fuldstædig enig: de fleste.