Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.
Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.
Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)
Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle. (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.
Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)
FINN JANNING 