Jeg har skrevet en mindre kommentar, som er blevet bragt i Politiken om parforhold, sex og frisind. Det kan læses her.

Som en kommentar til kommentaren af M. Kongstad (se link), har jeg skrevet en kommentar her (pga. udenlandsk adresse kan jeg ikke kommentere på pol.dk):

Kongstad nuancerer med sit svar under rubrikken “Rummelighed”.

I de interviews, som blev bragt i forbindelse med udgivelsen af hans bog (jeg læste et par stykker i Danmark i sommers, samt det omtalte i Politiken), fremstår præmissen ikke, som et spørgsmål om mere åbenhed. Snarere at folk keder, og de keder sig især i deres parforhold. De er kort sagt sjovere hver for sig end sammen. En mulig løsning kunne være, siger Kongstad, at vi ikke længere holder krampagtigt fast i formerne. Det er jeg for så vidt enig i. Men måske er det slet ikke parforholdet, der er kedeligt. Måske er det mere generelt den måde, som de lever og tænker på – alene eller sammen. De mangler fantasi, de mangler passion, de mangler noget, som er vigtigt. Så, folk er kedelige, fordi de lever og tænker kedeligt. Her skal der mere end en ny kæreste til, som jo ellers skal skiftes ud hver sjette-syvende måned. Det betyder også, at Kongstads ide om at lyst giver mere energi er uklar. Det afhænger i hvert fald af, hvordan vi skal forstå lyst. Er lystfulde medarbejdere det samme, som engagerede og selvmotiverede? Han nævner monetære interesser. Penge kan ellers dræbe enhver naturlig glæde. Hvis man med lyst forstår et begær efter noget, fx noget man mangler, så finder jeg det problematisk. Begær er noget produktivt. Men måske er ”lysten” slet ikke det interessante, men kærlighed. Hvis folk bliver sammen, selvom de ikke elsker hinanden, er det problematisk. Det er dog ikke normernes skyld, men – igen – folks manglende evne til at skabe en anden måde at leve, som de sikkert mangler, fordi de tænker lige så kedeligt, som de lever. Det har jeg selv skrevet om i Du er (ikke) min?

Jeg tror ikke det er samfundet per se, som holder folk tilbage (i denne henseende). Der er jo ikke noget grænseoverskridende i at leve i åbne forhold, eller blive skilt mv. i dag. Derfor er det for mig at se, heller ikke et eksempel på frisind, at ville nedbryde samlivsformerne, da de jo allerede er under forandring. Evnen til at turde kærligheden, er derimod noget som har det svært. Lysten er ikke stærk nok til at ændre normerne.

Af samme grund er det fantasi, som de kedelige mangler. De tør ikke, fordi de ikke kan forestille sig hvordan (mod), og de kan ikke forestille sig hvordan, fordi de ikke evner (fantasi). Problemet er altså mere eksistentielt end socialt – selvom disse selvfølgelig påvirker hinanden.

Nok om det.